Gamereactor Danmark. Se de seneste trailere og friske interviews fra de største spil-messer i verden. Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Horizon Forbidden West

Horizon Forbidden West

Guerilla Games holder kursen og leverer en opfølger efter bogen på den bedst tænkelige måde.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Der er særligt én følelse, jeg elsker ved Horizon-spillenes kampe: Følelsen af at satse butikken. Den indtræffer især, når både min enorme modstander og jeg kører på pumperne. Jeg er måske en smule mere medtaget, men har gennem et mindre arsenal af syre- og tearpile blottet bæstets store svaghed. Jeg tager sigte og sænker tiden, netop som robotten lægger an til et altødelæggende angreb. Hvis jeg misser, er det ude med mig, men pilen rammer lige præcis den lille eksplosive tank og sender min modstander til robotternes Valhalla i et inferno af flammer og maskindele. Det føles som at sparke det afgørende spark i en straffesparkskonkurrence, og når jeg scorer, er det fantastisk. At en afbrænder så svier næsten lige så hårdt, er en anden sag.


I et spil med mange kvaliteter var de fremragende kampe en af Horizon Zero Dawns største forcer - i efterfølgeren er de det heldigvis stadig, men de skiller sig ikke længere så markant ud. Man fristes til at spørge, hvorfor? Jeg er ret sikker på, at det handler om, at Horizon Forbidden West tilhører "større og bedre"-skolen af efterfølgere forstået på den måde, at det ikke forsøger at gentænke serien, men i stedet retter op på de største svagheder og sliber styrkerne helt skarpe. En iterativ efterfølger, om man vil. Dermed udviskes skellet mellem de svage og stærke sider delvist, hvilket giver et mere homogent resultat. Et naturligt og fornuftigt valg med tanke Horizon Zero Dawns kommercielle og kritiske succes samt det faktum, at vi kun er to spil henne.

Et område der i det oprindelige spil åbenlyst rummede både styrker og svagheder var spillets verden. På den ene side, var den imponerende smuk og tiggede nærmest om at blive udforsket i dybden, men en lidt for høj grad af Ubisoft'sk ikonjagt og mangelfulde navigationsmuligheder holdt spillet tilbage. Derfor er det velkomment, at Guerilla Games har gjort det langt mere underholdende at forcere The Forbidden Wests ugæstfrie omgivelser. Aloy kan nu klatre langt flere steder og hendes nye grappling hook tilfører en kærkommen snert af udfordring til denne del af spillet. Den bedste nyhed er dog, at man har kigget mod Nintendo og i bedste Breath of the Wild-stil udstyret Aloy med en glider, der sørger for, at turen ned altid er en fest. Triumviratet af tilføjelser åbner de smukke omgivelser på en helt anden måde end forgængerens og indbyder til udforskning. Derfor er det heldigt, at distraktionerne fra hovedmålet i denne omgang er mere varierede, og at verdenen er bedre til at pirke til nysgerrigheden - selvom udforskningen ikke er lige så organisk som i netop Breath of the Wild og (baseret min tid med netværkstesten) det kommende Elden Ring.

Dette er en annonce:
Horizon Forbidden West
Horizon Forbidden WestHorizon Forbidden WestHorizon Forbidden WestHorizon Forbidden West

At verdenen er blevet sjovere og mere belønnende at udforske, er fantastisk, for sikke en verden det er. Det står klart allerede fra det øjeblik Aloy ankommer til The Daunt med dets knejsende tinder og dybe dale, som kun kan være inspireret af Yosemite, og bliver gennem hendes episke rejse bekræftet gang på gang. The Forbidden West er fuld af scener, der sætter sig fast på nethinden: Ørkenens kulsorte nat, der kun lyses op af de funklende stjerner og en patruljerende Skydrifters neongrønne søgelys; en Tallneck der patruljerer i skyggen af en enorm parabolantenne; et Las Vegas der ganske vist er halvt begravet af sand, men stadig kan lyse nattehimlen op, og San Franciscos himmelravende tårne, som det tropiske klimas vegetation er i gang med at genvinde. Horizon Forbidden West er den hidtil smukkeste repræsentation af naturens verden i spilform, men det er måden fortidens monumenter integreres i verdenen, der gør den til noget helt specielt. Det er en verden, der tager pusten fra mig, og det er en fornøjelse at bevæge sig igennem den alene, fordi jeg ved, der gemmer sig et nyt fantastisk vista på den anden side af det bjerg, jeg er i gang med at bestige. Det første spils verden var smuk, meget smuk endda, men The Forbidden West og omegn er et niveau over - både i rå detaljegrad, men i den grad også på måden, den byder på større variation og samtidig føles mere sammenhængende og naturlig.

Den er også mere levende. Ud over de mere formelle aktiviteter er verdenen også fuld af små emergent hændelser: Et lig i junglen nær noget klatreudstyr fører til en hurtig efterforskning, en tillokkende lejr viser sig at huse et bagholdsangreb fra en gruppe rebeller og en sagesløs landsbyboer jagtes af en gigantisk Snapmaw. Ingen af disse ting optræder på kortet eller bliver til krydser på en tjekliste, men de giver liv og karakter til den smukke og barske verden.

Dette er en annonce:

Det kunne lyde som om, den slidte kliché om, at "verdenen er den sande hovedkarakter", skal i spil her, men det ville kun være en halv sandhed, for ligesom sin forgænger er Horizon Forbidden West i allerhøjeste grad et historiedrevet spil. Det første spil formåede at etablere en spændende verden med mysterier, der pirrede nysgerrigheden, men historien blev også holdt tilbage af mildt søvninducerende stammepolitik, hvor indsatsen på ingen måde kunne matche plottets langt mere engagerende sci-fi-del. Det lader heldigvis til, at Guerrilla Games i hvert fald delvist er klar over dette, for på trods af Tenakth-rebellen Regallas fremtrædende rolle i diverse trailere, spiller hendes krig mod resten af stammen andenviolin i forhold til andre og mere spændende trusler. Det store spørgsmål om, hvem der har afsendt udryddelsessignalet, vajer stadig i vinden, og Aloy er derfor på sporet af den enigmatiske Sylens i håb om, at han har svaret. Sylens er også manden, der måske kan hjælpe hende med at finde den kopi af Gaia, som er nødvendig for at kunne kæmpe mod den degradering af biosfæren, der lægger marker øde og gør dyrene syge. Med andre ord er han manden, hun skal have fat i, så da hun opdager, at han befinder sig i The Forbidden West, hvor Carjaernes gamle fjende, The Tenakth, hersker, er vores mildest talt beslutsomme helt ikke sen til at pakke tasken og begive sig vestpå.

Det tager lidt tid for historien at komme i omdrejninger, og den første håndfuld timer er lidt for rig på den stammepolitik, jeg før beklagede mig over, men de bekymringer, der stille og roligt begyndte at forme sig i mit sind, forsvandt som dug for solen, da historien herefter tog fart. Guerilla Games har slet ikke samme talent for naturlig, kvik og flydende dialog som PlayStation-kollegerne hos Naughty Dog, men de har styr på de brede linjer og leverer en medrivende historie, der fører Aloy gennem bjerge, ørken, jungle, oversvømmede byer forladte forskningsfaciliteter og højteknologiske mausoleer i hendes jagt på sandhed og frelse. Netop variationen er en af hovedmissionens stærkeste kort. Ikke bare visuelt men også designmæssigt. Hver mission byder på noget nyt at lave og se, og Guerrilla Games trækker ikke tingene ud, men rammer en glimrende pacing. Det ene øjeblik løser du navigationsmæssige gåder for at grave den gamle verdens hemmeligheder op, det næste hænger du fast med neglene for ikke at møde dit endeligt til en kamplysten Thunderjaw. Højdepunkterne er mange, og jeg vil selvfølgelig ikke ødelægge overraskelsen ved dem, så lad mig nøjes med at sige, at et af dem involverer en tur under sandet til et oversvømmet Las Vegas, mens et andet introducerer en helt ny stamme dybt inde i Redwood-skoven. Flere af missionerne har nærmest karakter af små vignetter, for ud over at drive det overordnede plot frem, byder de ofte på små særskilte historier og introducerer Aloy for nye karakterer, der bliver en del af hendes ukuelige hold. Der er et langt større fokus på samarbejde og sammenhold end i det første spil, hvilket er i tråd med temaerne om værdien af venskab og nødvendigheden af at danne fælles front i svære tider. Og vennerne giver også Aloy noget at spejle sig i, så hendes (mange) kvaliteter og (få) mangler står klarere frem, hvilket er en gevinst for hende som karakter.

Horizon Forbidden West
Horizon Forbidden WestHorizon Forbidden WestHorizon Forbidden WestHorizon Forbidden West

Eftersom Horizon Forbidden West er et enormt open world spil, er det nærmest givet, at hovedhistorien ikke bliver det eneste, du kommer til at bruge din tid på. Heldigvis er udvalget af sideaktiviteter i Horizon Forbidden West bredt og kvaliteten generelt høj. Det hele er selvfølgelig ikke lige spændende (ja, jeg kigger på jer, Rebel Outposts), men der skal nok være guld at finde for de fleste. Af de nye tilføjelser er jeg en smule besat af de små puzzle-dungeons Relic Ruins, som ud over at finde sted i nogle smukt forfaldne ruiner fra vores tid også er det bedste eksempel på, at Guerilla Games kan designe nogle solide puzzles. Men jeg vil også fremhæve det turbaserede brætspil Machine Strike, som Aloy kan udfordre folk i de forskellige landsbyer i over en fadbamse for blandt andet at vinde nye brikker. En ingame deckbuilder var ikke lige noget, jeg havde gættet på ville dukke op, men jeg er glad for, at det er der.

Af de gamle travere er især Tallnecks værd at bruge tid på. I stedet for at copy-paste fra det første spil er hver af spillets håndfuld Tallnecks sin egen unikke udfordring. En finder sted i Redwood-skovens trækroner, hvor ildspyende abemaskiner skal nedkæmpes, mens man prøver at finde den rigtige vej, mens en anden kræver, at man først nedlægger Tallnecken med ballister, så Aloy kan reparere den. Cauldrons leger også med formatet og ændrer på de spilleregler, forgængeren etablerede, hvilket ligesom med Tallnecks er enormt forfriskende. Generelt har sideindholdet karakter af kvalitet fremfor kvantitet, hvilket i en tid, hvor visse spil lader til at sætte en ære i aldrig at løbe tør for mere eller mindre kopieret fyld, er enormt rart.

Der er selvfølgelig også egentlige sidemissioner, men her skuffer Forbidden West desværre en smule. De hæver sig over det generiske fetch quest-niveau, men alt for mange af dem omhandler lidt trivielle stammeproblematikker, hvor indsatsen er meget langt fra de højspændte handlinger i hovedhistorien. Det ville måske ikke være noget problem, hvis flere af dem havde en overraskende krølle på halen, som satte tingene i et nyt perspektiv, men alt for ofte, er det nemt at gætte, hvordan det hele ender allerede fra starten af. Med det sagt er der nogle virkelig gode af slagsen at finde. Bedst er en mission for at redde Utaru-stammens landguder sammen med vennen Zo, men en klatretur i en af San Franciscos skyskrabere med den naive Alva er også deroppe af.

Ud over at være sin egen belønning er sideindholdet også en god vej til at få point i banken til at opgradere Aloys evner. Horizon Forbidden Wests nye skilltree er delt op i fem separate grene og rammer en fin balance mellem at gøre opgraderingerne substantielle uden at gemme for mange spændende egenskaber væk til sent i spillet. Du skal ikke forvente, at din Aloy bliver fuldstændig anderledes end alle andres, men der er reelle valg at foretage, da der er langt flere færdigheder, end du kan nå at åbne på én gennemspilning.

Hvad end du finder på at bruge din tid på, vil kampe mod det varierede udvalg af maskiner være en del af pakken. Det store udvalg fjender var med deres nærmest LEGO-agtige modulære design et højdepunkt i det første spil, og Guerilla Games har heldigvis sørget for at udvide maskinparken med en række nye veldesignede fjender. Mødet med en ny maskine er altid akkompagneret af en blanding af iver og ærefrygt, for hvad mon bæstet kan finde på? Den kænguru-inspirerede Leapleasher ser for eksempel overkommelig ud med sin beskedne størrelse og rare hoppen omkring, men dens ubønhørlige salve af lynangreb gør det svært at finde tiden til at tage ordentligt sigte, og dens tendens til at færdes i flok, gør ikke tingene nemmere. Den enorme kobra Slitherfang er der derimod ikke den store sandsynlighed for, at man undervurderer. Med livsfarlige angreb fra både hale og hoved og en krop, der nemt kan spærre dig inde, er den en formidabel modstander, men den udsatte beholder med gift er en svaghed, som tigger om at blive udnyttet. Sådan er det med de fleste fjender. Deres panser kan synes uigennemtrængeligt, men ved at scanne dem, er det altid muligt at finde en svaghed, der kan udnyttes. Jeg elsker kombinationen af planlægning og udførelse. At finde frem til den optimale strategi mod hver enkelt maskine og derefter føre planen ud i livet, hvilket, maskinernes høje grad af mobilitet og aggression taget i betragtning, ofte er lettere sagt end gjort.

Kampene bliver især interessante, når Aloy først har fået alle de forskellige våben og ammunitionstyper til rådighed. I starten sker det ofte, at man ikke kan udnytte fjendernes svagheder ordentlig, men med et bugnende arsenal på ryggen og et bredt udvalg af Weapon Skills og Valor Surges til rådighed er mulighederne utallige. Weapon Skills er særlige angreb, som er knyttet til forskellige våbentyper og typisk bruger mere ammunition i bytte for et stærkere angreb. Det nye våben Shredder Gauntlet, hvis rundsave borer sig fast og bliver ved med at gøre skade i et par sekunder, har for eksempel en weapon skill, der sender tre parallelle rundsave afsted, så de afdækker et meget større areal, mens startbuen kan få det til at regne med pile fra oven. Valor Surges er limit break-lignende færdigheder, som fungerer på tværs af våbentyper. De skal (ligesom weapon skills) lades op gennem kamp og brugt rigtigt kan de vende kampens gang. Min favorit giver fire skud, som hver især har en skadebonus på 200%. En af mine foretrukne strategier mod de mere genstridige fjender - som for eksempel den slutboss, der giver sværhedsgraden et ordentligt bump opad - er at benytte tearpile til at blotlægge deres svagheder, bruge is- eller syrepile til at gøre dem ekstra udsatte, aktivere min Valor Surge for endelig at finde Sharpshooter-buen med dens kraftfulde pile frem og gå efter et skud, der vil gøre selv Robin Hood stolt. Jeg elsker den rytme, det giver kampene: Nogle velplacerede tear-pile erstattes af en bunke hurtigt affyrede elementtilførte pile, som bare skal ramme skiven og til sidst de ultrapræcise pile, som bare skal sidde helt rigtigt - alt imens jeg gør mit bedste for ikke at blive knust under vægten af en tonstung dræbermaskine.

Horizon Forbidden West
Horizon Forbidden WestHorizon Forbidden WestHorizon Forbidden WestHorizon Forbidden West

Det er også muligt at gå lydløst til værks, men ligesom i Horizon Zero Dawn dur stealth reelt kun til mennesker eller små maskiner. Det er en god måde at få tyndet lidt ud i flokken, men systemet er stadig for basalt til at være et reelt alternativ til de langt sjovere direkte kampe. På ét punkt er stealth dog fuldstændig nødvendigt: Hvis du vil hacke maskiner til enten at kæmpe for dig eller være dine trofaste gangere. Jeg bliver aldrig rigtig træt af at pudse en bidsk raptor på sine forhenværende venner for derefter at ride væk i solnedgangen. Og uden at røbe alt for meget kan jeg godt love, at jer, der kan lide at komme rundt i verdenen på ryggen af maskine, vil blive tilfredse med de nye muligheder, der er i spillet.

Når det er buen, du bruger, føles kampene i Horizon Forbidden West grundlæggende meget som sin forgængers, men de nye fjendetyper, våben og færdigheder som Weapon Skills og Valor Surges udvikler dem alligevel nok til at kompensere for det uundgåelige tab af nyhedsværdi. Anderledes forholder det sig, når du griber spyddet og går helt tæt på. Mod maskiner er det sjældent en god idé, men mod de menneskelige fjender, er det glimrende taktik. Netop nærkampene var en af det første spils svagheder, så overhalingen er tiltrængt. Der er nu en række angrebskombinationer og specialangreb, og der er god tyngde, når dit spyd rammer fjenden. Guerilla Games lader til at have så meget tiltro til deres nye system, at de har tilføjet flere bosskampe mod mennesker, hvor det er oplagt (men ikke påkrævet) at gå helt tæt på. Måle sig med de episke kampe mod maskinerne kan de ikke, men igen bidrager de til variationen.

Selvom Horizon Forbidden West som helhed er et utrolig gennemført spil, er det ikke helt uden tekniske vanskeligheder. Spillets tætte buskadser driller med jævne mellemrum kameraet, og jeg oplevede flere gange maskiner, som kæmpede lidt med geometrien. Jeg oplevede også et progression bug i en sidemission, som dog blev løst efter en genstart af spillet, og tre crashes. Efter at have installeret dag 1 patchen sidst i anmeldelsesperioden, ser flere af problemerne dog ud til at være blevet løst.

Med Horizon Forbidden West beviser Guerilla Games, at det første spil ikke var nogen enlig svale. Den fantastisk smukke verden, de episke og intense kampe, den sjove navigation og den effektive sci-fi historie er alt sammen med til at skabe et af de bedste historiedrevne open world-spil overhovedet. Der er stadig plads til forbedringer, når det gælder dialog, sidemissioner og håndteringen af de historier, der involverer stammepolitik, men det er småting, når resten af spillet er så overbevisende. Ligesom sin helt er det en enormt selvsikker efterfølger, der køligt tager sigte og uden at ryste på hånden rammer fuldstændig plet.

HQ
Horizon Forbidden West
Horizon Forbidden West
Horizon Forbidden West
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Fantastisk smukt, bedre udforskning og sideindhold, effektiv historie, det nye klatresystem, glider og grappling hook åbner verdenen op, intense og episke kampe mod maskinerne.
-
Lidt forudsigelige sidemissioner, dialogen er til tider lidt klichéfyldt.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Et andet syn

Magnus Groth-Andersen

For mit vedkommende, og dette er "kun" baseret på noget der ligner 20 timer i selskab med Aloy for anden gang, så føles Horizon Forbidden West som Horizon Zero Dawn 1.5. Selvom at der tilføjes masser af nye mekanikker, et nyt Skill Tree og smukke nye omgivelser, så tager spillet så kraftigt udgangspunkt i det der virkede i første omgang, at tilknytningsforholdet måske, for nogle, bliver lige lovlig tæt.

Men det er en utrolig subjektiv betragtning, tænker jeg. Efterfølgere skal jo, til en vis grad, dele islæt med deres forgængere, og hvordan tolerancegraden indstilles må være op til den enkelte. Men lad mig så sige det på en anden måde: Jeg elsker Horizon Forbidden West af alle de samme grunde, som jeg elsker Horizon Zero Dawn for.

Jeg elsker Aloy, hun er i sandhed en mangefacetteret hovedkarakter fyldt med dybde og personlighed. Jeg elsker kampene - dinoerne er igen smukt designet, udfordrende sammensat og de gør verdenen til et i sandhed truende sted at navigere i. Jeg elsker grafikken - jo, jeg har spillet i Performance for at få de 60fps, og her kan det hele blive en kende nubret i teksturen, men det glider afsted, og er, vigtigst af alt, designet på en uhyre detaljerig, farverig og elegant måde.

Jeg elsker også stemmeskuespillet meget af vejen. Ikke bare Aloy, men alle karaktererne får faktisk liv af både relativt detaljerede karaktermodeller (der dog i starten led af et drønsjovt bug) og igen; ret ekspressive stemmer.

Der er desuden mange, mange timers indhold her, indhold der dog kan føles lidt for "klassisk" i sin opbygning. Det er de samme spørgsmålstegn på et gigantisk kort, som nærmest føles trættende efterhånden, men Guerrilla har dog givet den gas med puslespil, Scrap Contracts og de gode gamle Foundry-baner. Indholdet er alsidigt, men den måde det præsenteres på føles slidt.

Men udover at føles som et kærkomment, men stadig nagende "deja-vu", så er Forbidden West en absolut triumf, og det kan let anbefales til stort set samtlige PS5-ejere (og PS4-ejere også).

8/10

Relaterede tekster

Horizon Forbidden WestScore

Horizon Forbidden West

ANMELDELSE. Skrevet af Ketil Skotte

Guerilla Games holder kursen og leverer en opfølger efter bogen på den bedst tænkelige måde.



Indlæser mere indhold