Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Steel Battalion: Heavy Armor

Steel Battalion: Heavy Armor

Problemet er ikke at Steel Battalion er et ringe spil. Problemet er, at det kunne have været fremragende, men der er for mange mindre problemer, der holder det tilbage.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Steel Battalion-seriens varemærke er den enorme controller med adskillige knapper, der fulgte med det første spil. Den kostede over en tusse, og havde alt hvad hjertet kunne begære for at simulere oplevelsen af at befinde sig indvendigt i en enorm futuristisk kamprobot af den slags, der optræder i rigeligt med science fiction og manga. From Software har denne gang droppet det pladsrøvende ekstraudstyr, og har i stedet placeret det meste af styretøjet - der tæller alt fra motorens starthåndtag til ventilationssytem - på skærmen, hvorfra det styres med Kinect.

Man er stadig nødt til at gribe den almindelige controller til at styre bevægelse, kamera og våben. Denne kombination af simulerede armbevægelser, greb og taktil input gør, at illusionen om at føre en stor kampmaskine med en besætning på tre er solid. Når den altså fungerer.

Det store problem med Kinectstyringen er blandingen af stram rigiditet og følsomhed i kalibreringen. Microsofts bevægelsesteknologi har fået kritik for sine begræsninger, og det kræver en umenneskelig tålmodighed at lære at spille Steel Battalion. Ganske som spillets første bane, der i første omgang virker umulig.

Det er af største vigtighed, at spillet tracker dine hænder korrekt, og ikke - som det ofte er tilfældet hvis man hænger i stolen, hvilket mange af os gør - forsøger at aflæse dine knæ i stedet. Nedadrettede trække- og skubbebevægelser med hænderne er en af spillets grundlæggende bevægelser, og bruges til at skifte mellem udkigsposten foran og robottens cockpit, med alle dens visere og dimser. Gennem vedvarende spil har vi erfaret, at systemet er ganske snævert kalibreret. Så snart du hænger eller afviger fra en præcis positur, bliver kommandoer forkert opfanget.

Når først du får styr på kropsholding (og stol - vi måtte udskifte vores sædvanlige gamer-stol med en med mere rank ryg, før vi fik resultater) og regner ud, at der skal små og præcise bevægelser til frem for vilde gestikulationer (alle kontakter og håndtag sidder tæt, så vinduet hver enkelt af dem kan rammes i er ganske lille), klikker spiller og fiktion sammen, og det hele bliver meget sjovere.

Sammen med den manglende evne til at opfange din skiftende kropsholdning gør den tætte HUD og Kinectens gætterier og lag, at styringen langt fra er perfekt.

Man kan argumentere for, at det fanger noget af stemningen ved at styre en gammel og ramponeret krigsmaskine. Baggrunden for denne nye verdenskrig understøtter den ide. For selvom spillet foregår i fremtiden er verden blevet trukket tilbage til en teknologisk stenalder ved konfliktens udbrud. Udseendet minder derfor mere om en film om Anden Verdenskrig, og våben og kommunikationssystemer er lige så pålidelige og basale som de var tilbage i 40'erne. Tænk Saving Private Ryan snarere end Patlabor.

Før hver bane vises man et hurtigt håndtegnet kort, der omtrentligt viser fjendens positioner, og som kun kan genses via pausemenuen. Det er kun et spørgsmål om tid, før man glemmer både kort og markeringer af fjender.

Når man først er ude i de sandkasse-agtige baner, finder man i stedet fjendens linjer ved at vade lige ind i dem og lide under deres farer, og selv korte lineære ture (spillet svinger vildt mellem missioner, der kun tager få minutter og dem, der tager over femten) vinder man først, efter gentagne hilsener fra Game Over-skærmen.

Ens mål varierer stort, men de centrale dele er altid de samme.

1. Gå hen til det næste checkpoint, guidet på vej af en pil på skærmen, og håb på at du regner ud hvad du skal, før dig eller nogen i din deling bliver dræbt af noget, du ikke nåede at se.

2. Sving kameraet rundt i et forsøg på at opdage infanteri med raketkastere (røgspor og skadesdata er din eneste mulighed for at spore dem) og andre tobenede tanks i det fjerne, der bombarderer din stilling.

3. Dans en vals med fjendtlige VT'ere, når i begge forsøger at lure modpartens gletscher-langsomme undvigemanøvrer og kanonsigte, mens i prøver på at ramme hinandens benled og dermed sløve jeres bevægelser.

Steel Battalion: Heavy Armor

Lyder det frustrerende? Det er det også. Men overraskende nok er det aldrig kedeligt, og det er kernen i det, der gør Steel Battalions tiltrækkende. Et eller andet sted i denne afsindige blanding af tvetydige ordrer, styringsproblemer og alt for jævnlige besøg af døden, ligger en anstændig mech- og krigssimulators knækkede stolthed.

Du vil blive nervøs af regnen af kugler mod dit skrog. Mærke den voksende panik, når du prøver at udpege dine angribere i en dal kun oplyst af lyn, eller svede i en langsom duel på vid med en anden VT-pilot, når i begge prøver at finde den perfekte vinkel, der skal til for at ramme med jeres kanoner. Skrigende fra døende soldater over radioen, de korte QTE'ere når du skal redde din besætning fra at blive dræbt af fjendtlige soldater, der angriber gennem huller i skroget. Den maveknugende frygt, når en hel hær af fjendtlige VT'ere stormer ud af mørket med kurs mod dig.

I disse korte glimt glemmer du det rædselsfulde stereotyper, der udgør din besætning, den problematiske styring, de uklare oplysninger om dit næste mål. Du lever blot i øjeblikket.

Men på slagmarken er der inkonsekvens. For selvom det er godt tænkt, at det er nærmest umuligt at dræbe infanteri med salvoer fra din venstre auto-kanon - tænk noget i retning af at skyde myg med kanoner - så opvejer det ikke den uens skade på omgivelserne. Der er en mareridtsagtig tur gennem en underjordisk jernbane, hvor du må skyde præcist for at undgå at ramme vægge og kollapse tunnellen, som er fantastik. Det samme kan ikke siges om, at visse træer og et bestemt stoftelt kan suge adskillige AP- og varmeprojektiler til sig uden at tage skade.

Det er et brutalt svært spil, hvilket næppe kommer som nogen overraskelse og nærmest er forventeligt fra det studie, der har lavet Demon's Souls. Men problemerne med Kinect betyder, at du ikke altid kun kan give dig selv skylden for dine dødsfald.

Steel Battalion kunne virkelig havde nydt godt af en lettere indlæringskurve, så spillerne lettere kunne vænne sig til Kinect-styringen. Som det er nu, vil spillet blot skræmme folk væk lige fra starten af.

Heavy Armor vil hverken vinde priser eller blive placeret i den samme elskede niche som sine forgængere. Det vil blive stemplet som en urimeligt svær titel, i stedet for en til hardcore-publikummet. Hvis du ikke har teknologi, plads, tålmodighed eller råd til at lave et sats, så er der mange andre titler, der vil give dig mere tilgængelig underholdning for dine penge. Men hvis du satser, og du holder ved, så kan du finde noget af værdi og evne i denne usammenhængende kolods af en simulator. Det er et på mange måder mangelfuldt værk, men også et, der er unikt på markedet i disse tider.

Steel Battalion: Heavy Armor
06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
Når man først er fanget er indlevelsen stor, den besværlige styring bidrager til stemningen
-
Frustrerende at finde Kinectens optimale læsesteder, ujævn balance mellem missioner og mellemsekvenser, pokkers svært, HUD'en er langt fra perfekt, mandskabet er en kliche og gentager sig selv, første bane er alt for svær en introduktion
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Steel Battalion: Heavy Armor

Steel Battalion: Heavy Armor

PREVIEW. Skrevet af Chris Hagen Simonsen

Steel Battalion: Heavy Armor ryger under Chris' kyndige spillup. Det nye steel Battalion er langt mere tilgængeligt end forgængeren. Læs om oplevelsen her.



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.