Dansk
Gamereactor
anmeldelser
The Amazing Spider-Man

The Amazing Spider-Man

Redaktionens tegneserieekspert og sandkasse-freak hopper på Beenox' spilmatisering af The Amazing Spider-Man.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Da jeg var knægt var der tre slags superhelte. De kække, de dystre og spejderdrengene. Batman havde stadig ikke fået the-miller-makeover, så han hyggede sig med Superman og var på grænsen til kvalm. Det var først efter Robins død at Batman endelig tog på i mental vægt. The Spirit og Hulk kunne til tider udfylde kravene om en dyster helt. Sjovt nok kunne Spider-Man række over hele spektret. Den her irriterende teenageknægt, som alligevel havde noget kækt og charmerende over sig, havde også efterladt sig i en ubehagelig situation af skyldfølelse efter inddirekte at være skyld i sin onkels død. Bedre blev det ikke, da universitetsveninden Gwen blev blandet ind i billedet, og helt galt gik det da Felicia Hardy blev en romantisk sidehistorie.

The Amazing Spider-Man

Jo, Spider-Man har været igennem en del siden han i tredserne optrådte som bifigur i et tegneseriehæfte med minihistorier. Meget er sket med helten siden dengang, og selvom vi i nogle år måtte trækkes med en Hollywood-udgave af Parker i form af Tobey Maguire, og leve med at Mary Jane åbenbart var den eneste kvinde i flødebolleudgavens liv, så ulmede noget i horisonten. Det er derfor befriende at Andrew Garfield nu tager rollen i et reboot af filmene. Her er en knægt, der driver af irriterende kæk teenageånd og som samtidig rent faktisk ligner Peter Parker. Og med mekaniske netskydere fremfor det der genetiske fis. Og Gwen fremfor Mary (sådan som det startede). Og så ligner Emma Stone jo endda Gwen Stacy. Yay. Endelig lidt fremgang for Edderkoppen.

Det er nemlig hårdt at være tegneseriehelt. Og svært at vide hvilket ben man skal stå på. Når det kommer til spil, er det tilsvarende kompliceret. Spider-Man har optrådt i så mange spil af varierende kvalitet, at Spider-Man ikke længere er garanti for god underholdning.

The Amazing Spider-ManThe Amazing Spider-Man

Spider-Man 2 imponerede de fleste med solide spilmekanikker, Spider-Man: Total Mayhem viste at man kunne lave en god mobiludgave også. Med Spider-Man 3 begyndte korthuset at ramle, og med Friend or Foe styrtede det sammen. Udvikleren Beenox fik hevet lidt respekt sammen med Shattered Dimensions, der leverede god underholdning med Spider-Mans mange alternative udgaver.

Men hvorfor nu den lange forklaring? Jo sagen er den, at Spider-Man efter min mening først nu befinder sig på et niveau, hvor både filmen og spillet ser ud til at kunne være hinanden bekendt. Fans af Spider-Man 2-spillet bliver næppe skuffede, og erfarne tegneseriefans vil også finde langt mere godt end skidt her.

Vil du ikke have spoleret din biograftur, er her dog en vigtig besked: spillet foregår efter filmens afslutning. Til alle jer, der ikke er bekymrede over det faktum, kan I roligt læse videre, og ellers vil jeg anbefale at springe til side to af denne anmeldelse, hvor de fleste spoilere fra filmen vil være klaret. Og naturligvis vente med at spille spillet til efter biografturen.

The Amazing Spider-Man

Selvom jeg gerne skal indrømme, at det faktum at Spider-Man vinder i filmen, måske er en mindre overraskelse. Det sker selvfølgelig med indblanden fra Oscorp, der jo er blevet en yderst stor del af Spider-Man universet siden de nye film for alvor hev Norman og vennerne i rampelyset. I filmen følger vi Parkers vej mod selvforståelse, mens Dr. Curt Connor (en af Spider-Mans ældste fjender/venner) ender med at tage rollen som hovedskurken i øgleform.

Som feltlæge arbejdede Connor med kirurgi på slagmarken, og efter et ironisk sammentræf ender han selv med at miste sin ene arm. Reptil-DNA hjælper ham dog til at gro en ny del ud, men naturligvis går det galt. Og som de fleste menneskeskabte katastrofer i Marvel-universet resulterer det selvfølgelig i en ny superperson. Da filmen er slut og Connor er sendt bag lås og slå, er det op til Oscorp at lade som om de naturligvis intet havde med Connors forsøg at gøre. Problemet er bare, at det havde de naturligvis. Og selv efter at det burde være tydeligt, at de står med en genetisk A-bombe, fortsætter forsøgene. Og det er her hvor The Amazing Spider-Man i spilform tager over.

Og det gør det rigtigt godt. Seamus Kevin Fahey, som skrev på Battlestar Galactica-serien (og tegneserierne), forstår sit medie. Og det tager mig ikke mange minutter før min ellers så ivrige mellemsekvens-tryk-væk-finger er rolig. Det er lang tid siden at en spilhistorie har fanget mig så hurtigt. Vi følger Parker og Gwen, der forsøger at finde ud af om Oscorp for alvor er stoppet med deres cross-breeding-program. Det er de naturligvis ikke, og det er jo heldigt nok, for ellers ville der ikke være mange skurke at gøre godt med.

The Amazing Spider-ManThe Amazing Spider-Man

Og det er her, den første anderledes drejning på universet skydes igang. Nogle af Spider-Mans fjender har mildest talt været latterlige, bare tag Rhino (latterlig gut i næsehornskostume) eller Scorpion (fjollet fyr med fastelavnshale). Det holder ikke rigtigt. Forklaringen er dog ganske smart: Oscorp er nemlig stoppet med forsøg på mennesker som lovet, de er til gengæld fortsat med at pumpe menneske-DNA ind i dyr. Og voila. Nu har vi pludselig en skorpion og et næsehorn, der rent faktisk virker skræmmende.

Det går selvfølgelig galt, og snart befinder Spider-Man sig i lidt af en kattepine (Ja fans: Felicia dukker også op).

De genmanipulerede væsner er desværre yderst problematiske. Ikke alene raserer de nu Manhattan, men de smitter også andre ved bid. Resultatet er et New York, der langsomt bliver mere og mere mennesketomt, mens katastrofen tager til. Det er nu op til Parker at forsøge at stoppe skurkene, finde en vaccine og redde dem han har kær. Sideløbende har Oscorp sendt deres eget oprydningshold ud i form af gigantiske robotter, hvis fornemmeste opgave er at finde og udslette cross-breed-produkter. Her er Spider-Man naturligvis ingen undtagelse. Som du nok har gættet, resulterer det i ganske episke bosskampe med alt fra gigantiske metalorme til... tingester. Sideløbende foregår et mindre kapløb, da Oscorp arbejder på at løse problemerne med en lidt mere krads kur: en bunke nano-robotter, der "fikser" de forkerte celler.

The Amazing Spider-Man

The Amazing Spider-Man er vendt tilbage til den store åbne sandkassemodel. Du kan gå, spurte og svinge dig hvorhen du vil, og hvis du ikke spurter gennem den cirka otte timer lange historie, er der masser af grund til at svinge sig rundt i byen. Mere om det senere.

Nu nævnte jeg tidligere, at Seamus Kevin Fahey står bag historien, og hans flair for historiefortælling skinner også igennem i dette spil. Humoren er velskrevet og velleveret, og selvom mange måske finder Spider-Man for utålelig og flabet, så har det altid været den gode Parkers måde at håndtere pres på, og for mig endnu et plus til dialogen, der selvom den ikke leveres af filmens skuespillere alligevel er fyldt med liv og karakter.

Forholdet mellem Gwen og Peter udbygges også godt undervejs i historien. Men det er i den skrevne tekst at der leveres. Især på de loadeskærme der er mellem de forskellige hovedmissioner i spillet. Her følger vi nemlig spillets udgave af Twitter. Og det er utroligt underholdende, sjovt og skræmmende at følge de almindelige borgeres reaktioner på katastroferne. Så meget at jeg endte med at glæde mig til en loadeskærm og blive der længere end nødvendigt. Det er godt gået. Udenfor hovedhistorien er verdenen sømløs, og vil du bare svinge rundt og løse sidemissioner, behøver du ikke bekymre dig om disse ufrivillige pauser.

The Amazing Spider-ManThe Amazing Spider-Man

Men ingen edderkop uden kamp og netsvingeri. Og det glæder mig at kunne fortælle, at begge dele fungerer rigtig godt. Det skyldes ikke mindst, at Beenox ikke har set sig for gode til at kopiere Batman Arkham City og Asylum, når det er nødvendigt.

Bevares, kampene føles ikke altid lige så stramt skruet sammen som Batmans, til gengæld er Spider-Man så meget mere adræt, og det er svært ikke at fnise lidt over nogle af de ekstreme animationer. Og så er der jo lige den detalje, at Spider-Man kan gå hvor han vil. Når han samtidig har lånt stort set alle Batmans evner ved samme lejlighed, er slutresultatet ganske fint.

Web Rush (som også kan bruges til at sigte mod mål udenfor kamp) er den største umiddelbare tilføjelse i forhold til tidligere spil, og når du sniger dig rundt for at finde et mål i førstepersonsperspektiv, for derefter at smadre mod fjenden føles det ikke ulig Batmans detective mode tilsat tilpas meget edderkop til at det føles friskt. Du skal dog ikke være i tvivl: flere af dine specialangreb er direkte planket fra batfyrens.

The Amazing Spider-Man

Og sådan er det hele vejen. Beenox har taget det, de kunne bruge fra Batman-spillene, og skamløst kopieret det. Nogle vil sikkert kritisere det for at være fantasiløst og mindre kreativt, men helt ærligt, hvis man vælger at købe et spil med Spider-Man, er det vel næppe kunst man forventer, men derimod et solidt action-eventyr? Har man et problem med dette, spiller man muligvis det forkerte spil.

Et problem, vi dog ikke kan komme udenom, er Spider-Mans akrobatiske evner og kameraet, når man vender i alle mulige tåbelige vinkler. Jeg kan sagtens se det sjove i at se verden på hovedet, men til tider er det ganske enkelt for disorienterende at lande på loftet og få vendt sin verden rundt eller sidelæns. Det bliver ikke bedre i de få tilfælde, hvor kameraet beslutter sig for ikke at vise ens figur længere, og lige trænger til et kærligt nøk. Det er dog undtagelserne nærmere end reglen.

Man kan også diskutere hvorvidt det er frustrerende eller en befrielse, at man ikke skal bekymre sig om at ramme bygningerne når man netsvinger (med mindre man vælger at bruge Web Rush-metoden naturligvis). Dit net finder nemlig på magisk vis noget at gribe fat i (selv luft), så mekanikken virker mere som et inverteret megahop i Crackdown end en regulær svingtur. Jeg fandt denne måde at navigere på ganske tilfredsstillende.

Og man vil virkelig ende med at bruge tid på at navigere rundt. Ikke kun fordi det er tilfredsstillende, eller fordi animationerne er fanget perfekt fra flere velkendte edderkoppestillinger, men også fordi spillet aldrig tager dyk i frameraten. Og det er ganske imponerende.

The Amazing Spider-Man

The Amazing Spider-Man har så mange gode takter i livet. Der er tilpas god variation i omgivelserne både inden- og udendørs, hastigheden er fænomenal, kampsystemet solidt og hopperiet en nydelse. Alligevel er der dog visse kritikpunkter at tage fat på. Førnævnte kamera kan en sjælden gang drille. Eksplosioner ser ikke altid forrygende ud. Visse bygningers teksturer er flade og på lang afstand lider de af NYs smogproblemer. Og så er der samme snyd som ved eksempelvis Prototype 2: reflektioner og overflade-spejlinger er falske. Så forvent ikke at kunne se, hvad der er bag dig, ved at kigge i et vindue.

Jeg er dog sikker på, at de fleste med lidt begreb om konsollers ydeevner og sandkassespils krav vil være enige i, at der er sparet på de rigtige steder. Det her er ikke generisk og fotorealistisk Crysis-farvelade til nanosuit-tosser, men en sjov sandkasse, der leverer nogle rigtigt flotte detaljer, der hvor det tæller. Manhattan indbyder til et eventyr og netsvingeri. Heldigvis.

Som det efterhånden hører sig til denne slags spil, kan man naturligvis også stige i level og tilegne sig nye egenskaber. Man optjener erfaringspoint ved stort set alt man foretager sig, så uanset spillestil kommer de listende. Man kan opgradere på to væsentlige punkter: karakteren eller tech. Forbedringer kan inkludere stærkere slag eller eksempelvis nye effektive måder at nakke fjender på i stealth og så mere mekaniske tilføjelser til dit arsenal af gadgets som længere rækkevidde eller styrke af dit spind (husk, Spider-Man er vendt tilbage til det oprindelige koncept med at have netskydere, edderkoppe-trackere og andet bat-gear).

Udover en del kendte hoveder fra serien, møder Spider-Man også en rapkæftet (og utrolig morsom) kollega undervejs i spillet. Denne hjælper ender ganske snedigt med at fungere som sådan en ekstra sidemissions-hub, hvor du eksempelvis får til opgave at fotografere "indbyggere, der stadig kan lide Spider-Man" eller finde bestemte mindesmærker i byen.

Der er samtidig så mange statistikker at følge og dimser at indsamle, at det er en sand fornøjelse for completionist-freaks som denne signatur. Tænk Arkham Citys Riddler-symboler og Crackdowns Orbs (med lydindikator) og du nærmer dig. Du holder styr på alle dine aktiviteter med din OsPhone (ja, det hedder den. Tøhø). Eksempelvis gemmer der sig 600 tegneseriesider i den enorme by. Der er også 100 styk, der svæver rundt, og som derved kræver god akrobatik kombineret med timing for at indsamle. Får du samlet nok, venter der dig hele ti numre af Spider-Mans tegneserier (eksempelvis den første Spidey-fortælling i digital form). Der er hundredevis af character-bios og artwork, og så er der nogle ret underholdende (og latterlige) Extreme-udfordringer, der kommenteres af ingen ringere end Evil Deads Bruce Cambell.

The Amazing Spider-Man

Naturligvis er der flere kostumer at låse op for (inklusiv det sorte, fremtidsudgaven og måske en kæk festhat til Spideys 50 års jubilæumsfest i år - hint: spil i august). Disse finder du i din hjembases skab. Apropos dragt, så vil din edderkoppedragt blive slidt og revet undervejs i eventyret, hvilket også føres over i de velanimerede mellemsekvenser (den kan naturligvis skiftes derhjemme, hvis gladiator-looket ikke er dig). Mens det ganske vist kun er en kosmetisk detalje, fortæller det lidt om Beenox' vilje og overskud under produktionen.

Og sådan er det et langt stykke hen ad vejen. Beenox viser masser af lyst til at levere et af de bedste spil med Spider-Man i nyere tid. Det er ikke altid at de rammer plet, men vilje kan et stort stykke af vejen kompensere for manglende evner.

Dee Brown, som er lederen af Beenox-studiet, udtalte på et tidspunkt, at han var stor fan af Batman-spillene. Han konkluderede at Rocksteady gjorde et fantastisk arbejde med deres superheltespil og at han denne gang ville gøre alt for at levere et godt spil med Spider-Man på samme facon. Man kan diskutere hvorvidt det at låne så heftigt fra en anden klassiker er en dødssynd, ligesom ønsket om originalitet og superhelte-preferencer sikkert kan spille ind i ens oplevelse i sidste ende. Personligt foretrækker jeg det her, fremfor den licens-diarré der ofte kendetegner denne type action-spil.

Det er som nævnt få ting, der afholder Spider-Man fra helt at nå samme niveau som Batmans eventyr, men er du fan af Marvels turbosnakkende edderkoppesuperhelt, så vil du næppe blive skuffet over det rigtigt gode slutresultat.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer
The Amazing Spider-Man
The Amazing Spider-Man
The Amazing Spider-Man
The Amazing Spider-Man
The Amazing Spider-Man
The Amazing Spider-Man
The Amazing Spider-Man
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Masser af ting der skal indsamles, god tegneseriehistorie, godt stemmeskuespil, solid frame-rate, sjov sandkasse, planket direkte fra Batman: Arkham City
-
Ikke de rigtige stemmeskuespillere på hovedpersonerne, flade teksturer fra tid til anden, planket direkte fra Batman: Arkham City
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

The Amazing Spider-ManScore

The Amazing Spider-Man

ANMELDELSE. Skrevet af Lee West

Redaktionens tegneserieekspert og sandkasse-freak hopper på Beenox' spilmatisering af The Amazing Spider-Man. Lee anmelder.

The Amazing Spider-Man på vej til PS Vita

The Amazing Spider-Man på vej til PS Vita

NYHED. Skrevet af Lee West

The Amazing Spider-Man vendte tilbage til den store åbne sandkassemodel med spillet af samme navn til konsoller i 2012. Den otte timer lange historie, der foregik efter...



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.