Dansk
anmeldelser
Killzone: Shadow Fall

Killzone: Shadow Fall

Halo blandes med Half-Life, Prey og Deus Ex, når Guerilla Games bryder med deres grundkoncept og byder på en anderledes oplevelse

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

"Da Sony spurgte os om vi ville være en af de udviklere der skulle udvikle en lanceringstitel til PlayStation 4, vidste vi at vi ønskede at tage serien til det næste niveau. Lave noget nyt. En af de ting vi aldrig gjorde i de tidligere spil, var at give spilleren et valg.

Guerrillas kreative chef, Steve ter Heide, var selvsikker, træt og tilfreds under mit besøg hos spilstudiet i sidste måned. Og jeg forstår hvad han mener og hvad Guerrilla har forsøgt at afstedkomme. Shadow Fall er så tilpas anderledes, at det i princippet kunne være starten på en ny spilserie. På godt og ondt, ikke mindst med tanke på hvor ulideligt glad jeg var for Killzone og Killzone 2.

Killzone: Shadow Fall

Opgaven må i starten have føltes umulig, da Sony kontaktede Guerrilla og bad dem strikke en Killzone 3-efterfølger sammen til PlayStation 4 på kun 20 måneder. To år senere, og med et overraskende effektivt budget på 250 millioner (en sjettedel af de rygtede produktionsomkostninger for Grand Theft Auto V), kan kalde Shadow Fall for et rendyrket storværk. Det er også let at forstå hvorfor udviklerne har valgt ikke at døbe spillet Killzone 4, da Shadow Fall i aller højeste grad føles som en decideret afstikker, der udover de røde helghast-øjne ikke har særlig meget til fælles med tidligere spil i serien.

Spillet indledes med en prolog, der har lånt et par tricks fra The Last of Us. Det er nat, spillet indledes med en lille og ung dreng, der trækker vejret tungt. Lucas er otte år gammel, året er 2370, og Vekta City gennemgår en forandring, der bliver afgørende for den kommende konflikt, som spilleren i løbet af otte action-pakkede timer forsøger at standse. Sammen med sin far flygter man fra råbende helghast-tropper mens regnen øser ned uden for vinduerne. Ti minutter senere springer handlingen 13 år frem i tiden, og vi stifter bekendtskab med manden, der adopterede Lucas og har ledes VSA's styrker i 10 år, og nu er snublet over en massiv sammensværgelse i fjendens monstrøse rækker.

I slutningen af Killzone 3 blev Helghan sprængt. VSA-bomben dræbte over en milliard helghanere, og de resterende 12 millioner indbyggere på spilverdenens mindst gæstfri planet forflyttes, som flygtninge, til Vekta, hvor man har bygget en 400 meter høj mur for at skille racerne ad. Guerrilla blander fascisme med rascisme og flirter regelmæssigt med referencer til både nazismen og stalinismen og det gamle øst/vest-Berlin. Separation og udelukkelse, undertrykkelse og elitisme er alle emner, som historien behandler idet Guerrilla graver sig endnu dybere ned i teser om det totalitære sammenhold.

Killzone: Shadow Fall

En historie som fortælles med en alvorlig, dramatisk dommedagstone, og som takket være nydelige skuespillerpræstationer og lækkert instruerede mellemsekvenser faktisk griber og involverer en, i hvert fald til dels. Fortællingen er ikke i klasse med genrens giganter, men Guerrilla har lært meget i løbet af de sidste ti år, og udviser her en imponerende modenhed. Sammenlignet med det trættende og mildest talt kedelige Helghast-møde, der udgjorde rygraden i Killzone 3, er Lucas' samtaler med Sinclair forfriskende tilbageholdte.

I rollen som Lucas Kellan agerer man toptrænet stikirenddreng og VSA-hærens selvsikre øverstkommanderende. Kellan er en "Shadow Marhsall", og hans opgaver kredser ofte om at infiltrere, snige og gøre skade indefra. Stealth spiller en større rolle i Shadow Fall sammenlignet med tidligere dele, og selv hvis man vælger at smide forsigtigheden ud af vinduet, er det vigtigt at hacke alarmer, og trods hvinende kugler fra grovkalibrede maskingeværer må man flytte sig i små ryk, og aldrig blotte Lucas' krigsgrønne legeme alt for længe i det fri.

Det er dermed, som jeg tidligere har påpeget, et anderledes Killzone som Guerrilla byder på denne gang. Man blander bestanddele fra såvel Deus Ex som Prey, Halo og Half-Life, med den der gedigent tunge og slidte følelse af krig, som de tidligere spil i serien altid bød på. Med sig har Lucas en fiffig lille robot, som han kalder The Owl. Den lille sag kan udføre fire forskellige funktioner, der ligesom nano-dragten i Crysis bliver introduceret tidligt som en slags livsnødvendighed. Man kan befale Owl at sende et taktisk ekko ud, for at få styr på al helghan-aktivitet inden for de nærmeste 100 meter, og det er afgørende for hvordan man planlægger sine angreb. Owl kan også skyde, affyre lammende elektriske stød, samt skyde en praktisk lille wire afsted, der gør det muligt for Lucas at nå fjerne steder og diverse afsatser.

Killzone: Shadow Fall

Jeg bifalder i en vis grad Guerrillas ambitioner med Shadow Fall, men man finder i aller højeste grad problemer, når man gransker banernes design og den overordnede spilstruktur. Guerrilla har valgt at åbne miljøerne op og så at sige skabe labyrinter snarere end Call of Duty-duftende korridorer. Spilleren må ofte søge og udforske, inden man kan begive sig videre til næste del af omgivelserne. Der er ingen pil, der peger dig mod specifikke mål, og hist og her dukker der mindre puzzles op. En gammeldags spilstruktur i et topmoderne actionspil, som for det meste fungerer ypperligt.

Jeg glædes over det nedskruede tempo, kan lide de forskellige ventilationskanaler, jeg kan snige mig gennem, og muligheden for rent faktisk at fare vild i nogle af omgivelserne. Samtidigt bliver jeg umenneskeligt frustreret over det nogle gange alt for ugennemtænkte design, den til tider sjuskede struktur på opgaverne, samt den overdrevne variation mellem forskellige spiløjeblikke. I spillets start bliver Lucas for eksempel sendt ud i en, rent teknisk set, vidunderligt vellavet skov, hvor fæle helghast-tropper patruljerer, kommunikerer og placerer diverse fiffige fælder.

Det handler om at holde styr på hvor fjenderne befinder sig, benytte Owl på smarte måder, sætte skjold op på strategisk udvalgte steder, og rette sigtet mod helghanernes hjelme. Jeg spillede gennem Shadow Fall på "Hard", og døde mere i løbet af mine otte timer med spillet, end jeg tror jeg har gjort i de seneste fire Halo-spil tilsammen. Men samtidigt med at det er let at synes om det faktum at Guerrilla har åbnet spilverdenen op, er det lige så let at se hvor stressede udviklerne har været under visse dele af eventyret, og det kan mærkes at denne slags til tider labyrintagtige omgivelser ikke er noget, studiet har syslet med tidligere.

Killzone: Shadow Fall

Alt for ofte, frem for alt i skovbanen, trækker fjenderne og deres træfsikre angreb mig i den forkerte retning. Jeg følger fjendeilden, skyder helghast-soldaterne ned og avancerer fremad. Præcis som de seneste 20 års actionspil har lært mig. Men flere gange viser det sig, at jeg i stedet skulle være gået i modsatte retning for først at aktivere bomber ved et nedstyrtet fragtskib, for så efterfølgende at avancere til det sted, fjenderne havde trukket mig hen. Det bliver til tider rigtig mærkeligt når man er nødt til at gå tilbage, udføre en eller anden ubetydelig handling, for så at gå tilbage til det sted man kom fra og aktivere en knap, der ikke var til at se før. Så bliver sømmene lidt for tydelige for min smag, og illusionen brister.

Der er flere eksempler, hvor det går galt for Killzone. Når spillet er bedst, er det atmosfærisk, spændende, forrygende flot, sejt, udfordrende og proppet med svær balance mellem våbenrekyl, skudhastighed, fjendernes bevægelsesmønstre animationsarbejde og miljødesign. Når det ikke fungerer, er det derimod blandt det værste, jeg har spillet i flere år. Banen, hvor man hopper fra en styrtende rumkapsel iført wing suit og tvinges til at navigere gennem sammenfaldende skyskrabere under en evighedslang mareridtsprocess, hører for eksempel til blandt årets værste spiløjeblikke, uden nogen som helst tvivl. Og det er der, problemet med Shadow Fall ligger. Guerrilla prøver for hårdt, det kan mærkes at de har været stressede, og til tider bliver ildkampene lidt for dårligt koreograferede.

Nu og da dukker der fjender op fra alle retninger, jeg har ingen anelse om hvor jeg befinder mig, og mens Owl pløkker løs på helghast-knægte, gnider jeg tindingerne og prøver at finde et roligt sted at samle tankerne. Samtidigt er der kampe i Killzone: Shadow Fall, der fremstår som nogle af de bedste jeg har oplevet i et actionspil. I en mission har helghast-skurken og den alment ligblege terroristleder Vladko placeret 22 grotesk store bomber på et af Vekta Citys mange Sky Trains. Lucas får til opgave at kaste sig ud fra helikopter og ned på en af togvognene, og derfra klatre, hoppe og skyde mig vej gennem en bane, der fremkaldte kuldegysninger og højlydte glædesskrig fra min side. Utroligt smart designet med så utroligt mange forskellige, udfordrende øjeblikke.

Killzone: Shadow Fall

Et andet storslået øjeblik, der virkelig fik mig til at hive efter vejret, er da man under en mission sniger sig ned i en svævende helghast-forskningsstation i et gigantisk rumskib, som Lucas bliver bedt om at sabotere indefra, for til sidst at flyve skibet direkte ind i solen og dermed ødelægge det. Dele af skibet er smittet af en ækel virus, og rådne helghast-kroppe ligger spredt på gulvet. På væggene er der skrevet med blod, og her spiller Guerrillas grafikteam virkelig med musklerne. Det er hysterisk lækkert ud fra et teknisk perspektiv, og pokkers flot rent æstetisk. Jo længere ned mod reaktoren man kommer, desto tættere bliver fjendemøderne i takt med at helghast-soldaterne bliver stærkere. Det hele føles som om det er plukket fra Half-Life, Deus Ex eller endda Quake. En vidunderlig hyldest til den gamle skoles skydespil, propppet med nymodens teknik.

Singleplayer i Shadow Fall pendler dermed mellem det geniale og det frustrerende dårlige. Heldigvis er der betydeligt flere af de gode øjeblikke end dem, der får mig til at skrige af raseri. Når det kommer til multiplayer-delen har Guerrilla atter kigget Call of Duty i bedene, hvilket jeg gerne havde set dem lade være med. Perks, load-outs og et opskruet tempo leder tankerne hen på Black Ops 2, og selvom både banedesign og våbenbalancen er god, er det ikke noget jeg kommer til at tilbringe særlig meget tid med, nu anmeldelsen er skrevet.

Warzone-delen lader mig helt og holdent skræddersy min multiplayer-oplevelse, og dermed er det muligt at fjerne alle de Call of Duty-duftende tiltag, men jeg havde hellere set at man forsøgte sig med noget mere originalt. Jeg havde gerne set mindre baner, mindre hold, ingen opgraderinger til våben, tøj og rustning som man køber for valuta, man tjener efter en afgjort kamp. Når det er sagt, føles multiplayer i Shadow Fall velgjort fra første til sidste stund, og for dem der kan lide spilstrukturen, har jeg ingen problemer med at anbefale det.

Eftersom dette er det første next-gen-eksklusive spil, vi anmelder, er der sikkert mange der er nysgerrige efter at vide hvor flot Killzone: Shadow Fall helt nøjagtigt er. Jeg har i den seneste uge sammenlignet grafikken i Guerrillas premieretitel side-ved-side med andre flotte spil som Battlefield 4, Crysis 3 og Far Cry 3, alle på PC. Den eneste af disse titler, der kan følge med Shadow Fall rent teknisk er Crysis 3 med ultra-indstillingerne aktiveret. I den sammenligning vinder det afsindigt flotte Crysis 3 takket være højere opløsning, bedre billedopdatering samt endnu mere højopløste teksturer.

Killzone: Shadow Fall

Det volumetriske lys i Killzone svimlende flot i store dele af Killzone. Banen om bord på helghast-hærens tophemmelige forskningsskib er så lækker, at jeg ved flere lejligheder er blevet stående med flaben på vildt gab. Lyssætningen, sammen med en utugtig mængde detaljer, gør dette til et ufatteligt flottere spil end for eksempel Killzone 3. At Guerrillas grafikere har modeleret partikler og bygget en troværdig atmosfære snarere end perfekt gennemsigtig luft, gør betydeligt større forskel end hvad jeg havde regnet med. Støv, pollen og røg ligger ofte som en dis i luften, og når Owl-robottens stærke lygter eller solens stråler træffer den, opstår hvad jeg vil kalde for grafikmagi.

Æstetikken er desuden brillant hele vejen igennem. Den designmæssige kontrast mellem den rene, lyse, elegante og frem for alt smukke Vekta-del og den industrielle, mørke, beskidte og sodede helghast-side af spilverdenen fungerer virkelig perfekt. I løbet af spillet springer man mellem opgaver, der finder sted på begge sider af muren, og det er imponerende hvor forskellig stemning de forskellige dele indeholder. På Vekta-siden føles det vigtigt ikke at skyde uskyldige, at planlægge nøje og tage sig tid, inden man stormer ind i en sal proppet med fjender. Alt imens min tid på New Helghan snarere opfordrede til at kæmpe mere hensynsløst og "beskidt".

Killzone: Shadow Fall

Der ser selvfølgelig også distinkte forskelle, når det kommer til de forskellige hæres våben. VSA-geværene er hvide, klinisk rene og højteknologiske. Ikke sjældent har de to forskellige funktioner som Lucas kan skifte mellem. Flere af dem skyder lyseblå laser, for eksempel. Helghast-våbnene er derimod som i Killzone 2 sorte, ondskabsfulde dræberredskaber der rasler, larmer og gør masser af skade. I sidste ende er våbenbalancen, designet og fysikken omkring rekyl og skudhastighed perfekt. At skyde har sjældent været mere tilfredsstillende i Killzone: Shadow Fall.

Hvad angår selve styringen og den nye controller DualShock 4 er Shadow Fall starten på det, jeg tror bliver en guldalder for actiongenren i almindelighed og førstepersonsskydespil i særdeleshed. Og det er fordi forsinkelsen mellem at man trykker på knapperne og at spillet opfanger signalet er blevet sænket betydeligt. Også dødzonen i de analoge styrepinde er betydeligt mindre sammenlignet med PlayStation 3controlleren, hvilket har gjort at Guerrilla kunne fjerne alle former for "aim-assist". Til trods for dette har jeg aldrig følt mig så træfsikker som jeg gjorde i det her spil. At skyde helghast-soldater i hovedet på samlebånd har været min favoritbeskæftigelse den seneste uge, og det bliver ulideligt spændende at se hvor god præcisionen bliver fremover, når flere studier mestre den nye controller og konsollen i sig selv.

Killzone: Shadow Fall er en herlig afstikker, som trods et par irritationsmomenter virkelig viser hvad Sonys nye konsol kan. Jeg elsker spilfølelsen, grafikken, stemningen, udfordringen, våbenbalancen, designet, lyden og storheden i mange af banerne. Et par idiotisk udformede missioner, en svag slutning og et antal ildkampe, der munder ud i en slags meningsløs gætteleg, trækker dog karakteren ned på otte. Guerrilla kan gøre det bedre end det her, men som next gen-tørstende action-fan er det her selvfølgelig et spil, du skal opleve.

Killzone: Shadow FallKillzone: Shadow FallKillzone: Shadow Fall
Killzone: Shadow FallKillzone: Shadow FallKillzone: Shadow FallKillzone: Shadow Fall
Killzone: Shadow FallKillzone: Shadow FallKillzone: Shadow FallKillzone: Shadow Fall
Killzone: Shadow FallKillzone: Shadow FallKillzone: Shadow FallKillzone: Shadow Fall

Du vil tættere på lanceringen kunne læse endnu en anmeldelse af Killzone: Shadow Fall på PlayStation 4, når vi har tilladelse til at poste den danske.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Lækkert design, herlig grafik, fænomenal billedopdatering, grum lyd, præcis styring, fyldt med kontrast
-
En del idiotiske baner, til tider mærkelig actiongeografi, ujævn sværhedsgrad
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Brugeranmeldelser

  • Montross
    Killzone: Shadow fall, var det første spil jeg fik til min ps4 og således forventede man sig noget af det. Men kunne det leve op til at være... 6/10
  • Cenholt
    Jeg er for ganske nyligt blevet den glade ejer af en Playstation 4, og i den forbindelse blev jeg også den glade ejer af Killzone shadow fall. Det... 8/10
  • Nike
    Den 29. november skete det endelig. Playstation 4 blev endelig udgivet i Europa. Og for første gang, havde jeg muligheden for at få en konsol, på... 9/10

Relaterede tekster

Killzone: Shadow FallScore

Killzone: Shadow Fall

ANMELDELSE. Skrevet af Magnus Groth-Andersen

Du får endnu en anmeldelse af Killzone, for nu har vores egen Magnus leget med multiplayer og fjenderne på Vekta. Dommen får du her...

Killzone: Shadow FallScore

Killzone: Shadow Fall

ANMELDELSE. Skrevet af Petter Hegevall

Halo blandes med Half-Life, Prey og Deus Ex, når Guerilla Games bryder med deres grundkoncept og byder på en anderledes oplevelse

Ny uge, nye tilbud på PSN

Ny uge, nye tilbud på PSN

NYHED. Skrevet af Kim Olsen

Så har vi taget hul på en ny måned, og dermed er der også landet en bunke nye spil der enten er gratis eller har en heftig rabat på Playstation Store. I denne uge kan du...

Guerrilla antyder Killzone-annoncering

Guerrilla antyder Killzone-annoncering

NYHED. Skrevet af Lee West

Det er ikke meget info, vi har fået omkring en kommende annoncering fra folkene bag den PlayStation-eksklusive skydespilsserie, Killzone, på Twitter. Faktisk er det kun...



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.