Gamereactor Danmark. Se de seneste trailere og friske interviews fra de største spil-messer i verden. Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Assassin's Creed: Unity

Assassin's Creed: Unity

Når mere er mindre. Magnus og Lee anmelder Assassin's Creed: Unity...

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

De afbrændte stumper af det franske flag knitrer i den kølige aftenluft. Over mig tårner Notre Dame domkirken, der i aften er vært for tusindvis af rødklædte revolutionære, der desperat kræver den absolutte ødelæggelse af den pompøse overklasse. Jeg involverer mig slet ikke i sådanne trivielle sager. Mit mål er en af aftenens officerer, der patruljerer området. Han må dø. Jeg bevæger mig roligt igennem den vrede horde, og når helt frem til vagternes sidste forsvarslinje, før jeg slipper uset ud af menneskemængden. Paris er min legeplads, og i dag agerer Notre Damme klatrestativ. Jeg hiver mig selv op på af en de hundredevis af stengargoyler, der vogter over kirkens tårnhøje mure. Officeren er nær ved. Hans patruljerute tager ham akkurat under mit nuværende udsigtspunkt, og jeg fryder mig ved den oplagte mulighed. I et svanespring kaster jeg mig ud fra gargoylen, og bruger min vægt til at knuse ryggen på den patruljerende officer. Hans vagter må hurtigt bøje sig for min kårde, og med ét er den rolige parisiske sidegade forvandlet til et massemord af dimensioner. Jeg skuer ud over den begyndende revolution fra et nærliggende hustag. Snart vil gaderne dryppe af fransk blod.

Assassin's Creed: Unity

Assassin's Creed er efterhånden en af årets største spilbegivenheder. Med designfilosofien "historien er vores legeplads" i rygsækken, har serien taget spillere med til den italienske renæssance, de amerikanske kolonier og på piratfart i det caribiske hav. Kvaliteten har ligeledes været ujævn spillene imellem, men salget er steget støt, og der hersker efterhånden ikke nogen tvivl om, at Assassin's Creed er en integreret del af spilbranchen. Oven på forrige års forfriskende Black Flag har presset dog været ekstra stort. Men efter Assassin's Creed: Unitys officielle afsløring i marts, og et par vidunderlige E3-trailere på Microsofts scene i juni, har troen på endnu et stærkt kapitel i den gigantiske saga været stor. Fokusset denne gang er den franske revolution, den nye assassin Arno Dorian og kooperativt spil mellem fire forskellige assassins på samme tid. Ambitionen er tydelig, og Unity er endda blevet beskrevet som et slags reboot, en genstart for serien. Kan Unity fastholde det positive momentum? Lad os trække i den ikoniske hætte, slibe den skjulte håndledsklinge parat endnu en gang, og finde ud af det.

Assassin's Creed: Unity
Dette er en annonce:

Hvis du endnu ikke er bekendt med Assassin's Creeds formular, kommer her et lille recap: Du er en assassin, et medlem af en tophemmelig orden, der sørger for at balancen mellem folket og de magtfulde opretholdes, og at korruption, magtmisbrug og ondskab ikke får lov til at tage overhånd. En ægte assassin er parkour- og bevægelsesekspert, kan forsvare sig med en lang række våben, og forblive uset når situationen kræver det. Som Arno Dorian skal du derfor, gennem et tredjepersonsperspektiv, systematisk arbejde dig gennem den franske dekadente overklasse gennem et sæt hurtige ben, en lang række smarte gadgets, en pålidelig klinge og ikke mindst en sans for snigeri. Det er en formular der efterhånden er afprøvet en lang række gange, og på sin vis er der ikke meget nyt under solen i Unity. Men kigger man under kølerhjelmen, er der en masse mekaniske ændringer, der retter op på nogle af de fundamentale designfejl, som efterhånden har defineret serien. Parkour føles nu tungere, langsommere og er derfor en mere kontrollerbar størrelse. Arno lystrer dine kommandoer på en langt mere flydende og lydhør måde, og dette gør selve bevægelsen, som er en stor del af en Assassin's Creed-titel, til en langt mere behagelig oplevelse end tidligere. Ligeledes kan Arno nu selv klatre ned fra bygninger ved et enkelt tryk på en knap, så nu undgår du helt den tragiske misforståelse, hvor din Assassin vælger at hoppe ud fra høje bygninger, i stedet for at klatre ned af dem. Kampsystemet har også fået en opdatering, eller snarere en strømlining. Du slår, parerer og laver seje rullefald, og det er i virkeligheden dét. Ubisoft har heldigvis holdt det simpelt og forståeligt, og kampene handler mere om valg af våben og brugen af gadgets, end et combo-meter og knap-kombinationer. Men det handler jo om snigeri, og her tilføjer Unity nogle nye kernemekanikker til dit arsenal. For først gang har du en designeret stealth-knap, som bøjer Arno ned, så han kan bevæge sig lydløst og uset. Samtidig efterlader Arno en silhuet, der hvor fjenderne mener han er. Dette system er løftet direkte fra Splinter Cell-serien, men giver spilleren lidt flere kort på hånden når fjenderne er mange, og man gerne vil undslippe uskadt. Disse tilføjelser lyder af småting, men gør en verden til forskel for den samlede oplevelse, der føles ny og frisk for første gang i lang tid.

Og du vil så sandelig få brug for de nye mekanikker, for Assassin's Creed: Unitys nye missionsdesign kræver lidt mere af spilleren end tidligere. De er designet ud fra studiets nye "black box"-princip, hvor du får serveret en lille sandkasse, et mål og en række små ekstra opgaver for at øge dine chancer. Herefter er du på egen hånd, og må selv regne ruten og exitruten ud, og disse er en fortræffelig tilføjelse, der endelig gør kål på seriens lidt ensformige design. Samtidig kan Unity tilbyde en række sidemissioner, der også gør op med tidligere designfilosofier. Du kan røve banker, opklare mordmysterier og investere i cafékæder, og ingen af disse missioner fremprovokerede det samme sigende suk, som de tusindvis af "eavesdrop"-missioner gjorde i eksempelvis Black Flag. Der er diversitet og kvalitet på samme tid.

Samme kompliment kan gives til Paris, der så sandelig er en af seriens mest levende sandkasser til dato. Revolutionen er en kaotisk tid, og rundt omkring på gaden udbryder spontane kampe, gigantiske demonstrationer og patriotisk fællessang. Der er ikke én person på gaden der ser overflødig ud. Alle har gøremål, taler og gestikulere samtidig, og dette gør Paris til et vidunderligt sted at være.

Assassin's Creed: UnityAssassin's Creed: Unity
Dette er en annonce:

Et af de store fokusområder i Unity er spillets kooperative komponent, der var en del af fremvisningen på E3-scenen i juni. Med enten en eller tre venner kan du deltage i nogle specifikke co-op missioner, der både har deres egne filmiske introduktionsvideo og en række forskellige opgaver. Du kan trække din singleplayer-figur ind i disse missioner, så alle dine unlocks, gadgets og seje outfits kan vises frem til dine misundelige medspillere, og der er endda specifikke co-op evner tilgængelige. Disse kan for eksempel heale hele din gruppe på samme tid og give ekstra kampbonuspoint. Der er altså lagt op til at hele gruppen arbejder sammen, tænker rationelt og tager tingene stille og roligt, men hvis du vælger at spille med borgere fra internetland, er det sjældent sådan situationen udspiller sig. Det er svært at kommunikere med sine holdkammerater, med mindre det er via party-chat funktionen, og hele operation bliver tit ukoordineret og rodet. Co-op viser sig fra en langt blødere side, når man spiller med venner man kan kommunikere løbende med. Stealth-drab bliver pludselig synkrone, exitstrategier bliver pludselig diskuteret og kamp bliver en voldelig assassin-dans, bare med blod og stål. Det kan derfor anbefales at samle et hold af venner, når Unity skal sparkes i gang, for her giver fokusset på kooperativt spil mening, og bliver hurtigt en af spillets største styrker.

Assassin's Creed: UnityAssassin's Creed: Unity

Og nu hvor vi er ved styrker, er Unitys historie faktisk en man skal lytte efter denne gang. Plottet tager os helt fra Arnos spæde barndom i Versaille, til hans rejse igennem assassin-ordrens rangstige, og tager udgangspunkt i hævn, magtmisbrug og uforløst kærlighed. Der er ikke meget nyt under solen her, men Arno behandler det hele med en kølig fransk arrogance, der giver historien et nødvendigt skud energi og humor. Hvis du kan huske Ezio Auditore, er vi i samme boldgade her. Sidekaraktergalleriet indeholder store revolutionære navne som Gabriel Mirabeau, Marquis de Sade og selveste Napoleon Bonaparte, der hver især tilføjer farve til en historie, der måske er lidt genkendelig, men ultimativt lokker spilleren til at udforske de politiske bagtanker ved revolutionen. Men det er nu alligevel mellem Arno og spillets centrale kvindelige karakter Elise, at magien findes. For Elise er faktisk tempelridder, hvilket lægger an til en række interessante problemstillinger, hvor de to barndomsforelskede må vælge mellem deres kærlighed til hinanden, og deres loyalitet overfor deres respektive ordener.

Assassin's Creed: UnityAssassin's Creed: UnityAssassin's Creed: Unity

Det ser godt ud ikke sandt? Du forventer nok en konklusion, der med fanfare og fyrværkeri lovpriser Unity for alle de førnævnte forbedringer, og kvitterer med en karakter af højeste kaliber. Men hold lige fast, for der er et ret vigtigt problem, som jeg har valgt at gemme til sidst. Assassins Creed: Unity er nemlig en solid spiloplevelse, men denne bliver konstant trukket ned af... you guessed it, grafikken. Unity er nemlig smukt. Altså rigtig smukt. Der er tusindvis af mennesker på skærmen ad gangen, mellemscenerne er nu vidunderligt realistiske og lyset fra den skarpe sol på de knuste parisiske brostenstorve er nærmest rørende smukt. Problemet, der desværre opstår i denne forbindelse, er en djævel af en ujævn billedhastighed, der kan krybe så langt ned som 10-15 billeder i sekundet. Det kan være ganske uudholdeligt i et spil, der handler om bevægelse, og det føles til tider som om at Unity er på randen til at kollapse om sig selv. Al spildesign er en balancegang mellem graden af visuel detalje og en blød og rolig billedhastighed, men i Unity er vi gået alt for langt i den ene retning. Samtidig skal du regne med en heftig mængde tekstur pop-in, altså hvor detaljerne på en bygningsfacade eller en menneskemængde hopper ind og ud af billedet. Dette er ikke nær lige så ødelæggende som den ujævne billedhastighed, men bidrager stadig til følelsen om at teknikken bare ikke helt sidder hvor den skal.

Assassin's Creed: UnityAssassin's Creed: UnityAssassin's Creed: Unity

Ultimativt er Assassin's Creed Unity dog en yderst veldesignet spiloplevelse, der formår at rette mange af de fejl, som tidligere har plaget serien. Væk er det ensformige missionsdesign, den lidt ujævne parkour og de lidt intetsigende hovedpersoner, og er erstattet af de fantastiske black-box missioner, solid og tung bevægelse og en fed historie ledt af en interessant hovedperson. Desværre er teknikken langt fra på plads, og den ujævne billedhastighed er til tider så tydelig, at den direkte ødelægger oplevelsen. Det er en skam, for den visuelle sans for detalje har tydeligvis været et stort fokus i Unity, men det er samtidig tydeligt at det er gået for vidt, og derfor halter billedhastigheden konstant. Det er derfor en blandet smag i munden man efterlades med, for tragisk er det, at Unity er så pænt og veldesignet, at det er ved at kollapse om sig selv.

Assassin's Creed: UnityAssassin's Creed: Unity
HQ
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Solid parkour, god historie med en interessant hovedperson, Paris er en velvalgt location
-
Lidt genkendelig plotstruktur, ujævn billedhastighed, tekstur pop-in
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Et andet syn

Lee West

Kig på det øverste billede i anmeldelsen. Det er fra en co-op-mission Magnus og jeg tog. Ikke alene bliver alle missioner indledt med en stemningsfyldt cinematic intro, men der er også en lille historie knyttet til. Og når man først slippes ud i mængderne af folk, er det så man næsten gisper efter vejret. Jeg har aldrig - aldrig - set så mange forskellige figurer i et spil på ét sted. Det er vanvittigt og nærmest en surrealistisk oplevelse.

Jeg har sjældent oplevet et spil med så store ambitioner som Assassin's Creed: Unity, og jeg har sjældent oplevet et spil, der på så fornem vis illustrerer hvordan den nye generation af konsoller ikke altid kan leve op til disse.

Assassin's Creed: Unity ulmer af vilde ideer og fandens sjov co-op med den (eller de) rette venner ved ens side. Og historien har en sjælden set god kemi mellem de implicerede personer samt et solidt tempo. Bortset fra den langsommelige begyndelse med de sædvanlige info-vinduer, så gør AC: Unity meget rigtigt, når man først kommer i gang. Parkour føles bedre, interaktionen med genstande er lettere, kampene føles mere simple, men mere tilfredsstillende, og gameplay-mæssigt er der mange små forbedringer at spore i dette kapitel af serien. Eksempelvis er det langt mere effektivt at komme op og ned i parkour, mens "skyggebilledet", når man opdages i stealth, er løftet fra Splinter Cell (selvom vi selvfølgelig lige har oplevet noget lignende i Shadow of Mordor, et sandkassespil som jeg synes er fantastisk). Der er flere forskellige typer våben, og dermed større chance for at skille sig ud i mængden af assassins og personliggøre sin figur. Gode ændringer. De nye animationer på dine snigmordere er i øvrigt fantastiske. Jeg har sjældent oplevet så fede omgange med dødsrallen, mens man åndeløst venter på genoplivning i co-op som her. Det er kort sagt spilmekanisk det bedste AC-kapitel i serien, hvis du spørger mig.

Det er ligeledes en storslået oplevelse at gå rundt i de parisiske gader og stræder. Hver en krog ulmer af liv, mængden af objekter er næsten overvældende, menneskemængderne er enorme og solindfaldet samt lyssætningen er fantastisk. Når det regner eller trækker op til uvejr, når døgnet skifter karakter, så føler man, at man er i en levende by. Jeg kunne bruge dage på bare at gå rundt og iagttage kyssende forelskede, gadehandlere, bøller, konflikter, optrædende, arbejdere, bygninger, naturen og meget, meget mere. Men fakta er, at det kommer jeg ikke til. Faktisk kommer jeg næppe til at gå meget mere rundt i Paris, efter at denne anmeldelse er skrevet, andet end måske i flygtigt selskab med en ven. Jeg kommer helt sikkert ikke til at spille Assassin's Creed: Unity bare tilnærmelsesvis så meget som Assassin's Creed: Black Flag.

Hvorfor?

Fordi vi her får et spil, der drukner i egne ambitioner. Ja, der er vanvittigt mange folk på gaderne. Ja, der er latterligt meget at give sig til. Og ja, der er utroligt flotte bygninger i Paris. Men jeg kan ikke holde mængden af pop-in ud, jeg kan ikke leve med billedhastigheden, og jeg kan ikke tage figurernes hår alvorligt.

Sidstnævnte vil måske få dig til at konkludere, at jeg hænger mig i petitesser, og det er også helt i orden, for det er det mindste problem. Men lad mig forklare. Hver gang jeg lever mig ind i en scene eller forsøger på det, bliver jeg distraheret af de Playmobil-lignende frisurer med deres underligt flade teksturer. Og så har jeg ikke engang nævnt det lidt diffuse grafiske "myrekryb" om figurerne, der her virker mere udtalt end i Black Flag.

Når jeg misser et hop, fordi spillet dykker i hastighed, eller får begyndende hovedpine, når jeg løber i gaderne, og omgivelserne pludselig hoster og popper forbi, så bliver jeg mindet om, at det hele er en stor illusion på noget hardware, der måske slet ikke er modent til at trække et spil af denne kaliber, og så ryger spilleglæden. Især i et spil som dette med fokus på parkour-bevægelse.

Jeg synes, at både Black Flag og Watch Dogs leverede på PS4. Jeg er den første til at mane til fornuft, når gamere er utilfredse med, at et spil ikke er 1080p eller 60 frames i sekundet. For jeg mener ikke, at det er vigtigere end gameplay. Og til et actionspil ville jeg være tilfreds med 30 fps. Så da en Ubisoft-mand for nyligt proklamerede, "at 30 fps var nok", støttede jeg op om det udsagn. Jeg oplevede min PS4 ryge ned på måske tre billeder i sekundet (heldigvis har jeg ikke oplevet dette efter den såkaldte day-one-patch), men det føles generelt stadig som måske knap 20 fps, især hvis man er opmærksom på omgivelserne. Jeg ville hånden på hjertet have ønsket mig mindre folkemængder eller en lavere opløsning, hvis det betød en bedre framerate og mindre pop-in af både folk og teksturer. Selvom det er beundringsværdigt at se de mange forskellige figurer på gaderne, deres interaktioner og deres animationer, sker det tydeligvis på bekostning af stabilitet, og så mister jeg lysten. Når jeg ser enkelte folk rykke sig i underlige hak, en mand få meter fra mig på toppen af en væltet kærre stå og flagre med noget der ligner le drapeau tricolore, som til tider består af stof og andre gange er det rene luft, mens flagstangen flimrer som besat eller helt forsvinder, eller når jeg oplever indbyggernes tøj ændres markant i detaljegrad - frem og tilbage - bygninger i horisonten, der nærmest blinker i teksturerne eller forsvinder helt, eller når jeg venter i et minut mellem scener, der loader, eller når jeg føler, at konsollen er ved at give op og mister pusten, så mister jeg fuldstændigt indlevelsen. I stedet sidder jeg med hovedpine og drømmer om en PC med en veloptimeret Assassin's Creed-udgivelse. Det er som en teaser på, hvad der kunne have været.

Det har for mig været dræbende for stemningen at kunne konstatere, at mens mennesker få meter fra mig både bevæger øjne og blinker, så skal jeg ikke kigge mange meter ned ad gaden, før jeg ser de her halvudefinerbare teksturer, eller folk der pludselig dukker op i gadebilledet, mens enkelte boder omkring dem "bygges op". Der er samtidig ofte et eller andet sært udtværet over figurernes udseende. Som om de er hastigt sammensatte polygoner eller voksdukker farvelagt fra en begrænset palette. Det ser kort sagt helt forkert ud. Men hovedsageligt bemærkes fejlene, fordi det til tider ser så rasende pænt ud - når man står stille. Eller fordi ens morskab bliver afløst af panik, når billedhastigheden dykker på vej i et hop. For som sagt har Assassin's Creed: Unity de vildeste ambitioner, men slet, slet ikke hardwaren til at udleve dem på.

Et sandkassespil for mig handler ikke synderligt om historie, det handler ikke nødvendigvis om vanvittig flot grafik, men det handler om en massiv verden med masser af opgaver (hvilket Unity bestemt leverer på) og et flydende gameplay uden store tekniske distraktioner.

Sidstnævnte synes jeg desværre ikke, at Assassin's Creed: Unity leverer overhovedet.

En rasende velfungerende co-op, der inkluderer free-roam, har dog givet mig nogle sjove timer, især med de rette mennesker. Med fire veludstyrede snigmordere er det måske så som så med den nødvendige taktik, men tager man missionerne to spillere, så bliver det straks lidt mere udfordrende og også hyggeligere. Lige der, så er der tidspunkter (men kun få) hvor man glemmer at bemærke de flimrende figurer og de hakkende billeder.

Mange læsere med den nye generation af konsoller vil sikkert ligesom mig spørge sig selv: "Dette sandkassespil eller GTA V?". Jeg synes at animationerne, stemningen, indholdet og mekanikkerne i Assassin's Creed: Unity er langt bedre, men desværre må jeg satse på - og jeg forventede ikke, at jeg skulle sige det - GTA V for en spiloplevelse, der får mig til at føle mig som ejer af en ny generation af konsoller. Nu håber jeg, at det ikke skuffer. Og ellers er der jo altid Middle-earth: Shadow of Mordor at vende tilbage til.

Jeg har ikke gennemført hovedhistorien her som Magnus, men indtil videre har den været velfortalt for både fans af tempelridderne og lidt mindre Abstergo. Jeg har nydt hver en tone af musikken. Assassin's Creed-serien har efter min mening altid haft god musik, men denne gang føler jeg virkelig, at den er vidunderlig. De hektiske orkesterkompositioner, de stille øjeblikke og de melodiske brudstykker er skønne. De mange lydkulisser er ligeledes fabelagtige. Om man er enig i at figurerne skal tale med accent eller ej, er så en smagssag. Jeg havde det fint med udviklernes valg.

Alle de ting trækker op, men det grafiske helhedsindtryk og den manglende spilleglæde forhindrer mig stadig i at konkludere andet, end at Assassin's Creed: Unity på PS4 lige med nød og næppe er godkendt til fans af historien og serien. Og så føler jeg måske endda, at jeg har været for gavmild, især hvis du ikke har tænkt dig at spille co-op med en god ven.

6/10

Brugeranmeldelser

  • Lilium11
    Avs for den da... Unity har været igennem meget og har været kastet på høtyven mangen en gang for dens launch som sent vil blive glemt. Spillet... 3/10
  • Nike
    Endnu et år, endnu et Assassin's Creed. Lidt trættende, men sidste års Black Flag gav alligevel håb. Det var et utrolig sjovt og vanedannende... 6/10
  • Ballcrusher123
    Assassin's Creed er en serie som er blevet en fast del af spilbranchen. Siden 2009 har vi fået et nyt spil hvert år, og indtil da har Ubisoft... 8/10

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold