Xenoblade Chronicles X

Et andet syn

Katrine Baumgardt:

Okay, så jeg har meldt mig lidt ud af samfundet her på det seneste. Jeg har egentlig slet ikke været til stede her på jorden. Da jeg fik Xenoblade Chronicles X i hænderne drog jeg straks afsted til planeten Mira og har været uden for rækkevidde indtil nu. Nu er jeg nemlig vendt tilbage, men kun lige for at fortælle jer, hvad planeten har at byde på. Og så skal jeg helt sikkert afsted igen!

Historien i Xenoblade Chronicles X starter, ved jordens slutning. Vores kære planet bliver nemlig tilintetgjort af ukendte gerningsmænd fra rummet. Et sikkerhedssystem sættes i gang på jorden, og der bliver sendt massevis af rumskibe fyldt med overlevende ud i rummet. Det er dog langt fra alle rumskibene, der slipper væk fra angrebet, men skibet The White Whale er en af de heldige, der gør. Efter nogen tid bliver The White Whale indhentet af de samme angrebsmænd fra tidligere og ender med at nødlande på den fremmede planet Mira. Det er her, du vågner. Efter lang tid i en mindre slags rumkapsel, bliver du fundet og vækket af kvinden Elma. Din hukommelse er væk, og du husker hverken angrebet eller nødlandingen. Men Elma sørger derfor for, at du kommer sikkert tilbage til hovedkvarteret, der er en kæmpe by ved navn New Los Angeles, som menneskerne i mellemtiden har bygget. Herfra starter kampen for menneskehedens overlevelse mod aliens og denne nye planets fauna og vildt.

I denne kamp for overlevelse har man skabt korporationen BLADE. Her arbejder kompetente mennesker indenfor 8 divisioner: Pathfinders, Mediators, Outfitters, Prospectors, Curators, Reclaimers, Harriers og Interceptors. Alle divisioner har deres eget fokusområde, som fx at udforske planten, udarbejde og vedligeholde udstyr, at nedkæmpe truende dyr i naturen og lignende. Og du får selvfølgelig lov til at vælge, hvilken gruppe du gerne vil tilhøre.

Det er dog langt fra kun dette hovedplot, der er fokus på igennem spillet. Xenoblade Chronicles X indeholder utroligt mange facetter og nuancer. Der er fx et tons af sidemissioner, hvoraf de fleste bidrager med en rigtig god oplevelse og historie. Ikke alene kan man samle disse sidemissioner op hos New Los Angeles' forskellige indbyggere og derved få et indblik i, hvordan hverdagen og livet forløber sig her på den nye planet, men man kan også lære de personer på ens hold bedre at kende. Dette sker igennem Affinity-missioner. Affinity er noget, du opbygger med karaktererne omkring dig, gennem valg du træffer, ved at fuldføre missioner eller endda blot ved at kæmpe som en sammenhængende enhed i kamp. Når dette affinity niveau når en vis højde - hvilket kan ses på et kæmpe skema i menuen - bliver der låst op for disse affinity-missioner. Det er personlige missioner, der bringer dig tættere på karaktererne på dit hold. På den måde kan du opbygge et forhold til disse personer. Monolith Soft har virkelig sørget for at give spillet en kæmpemæssig historisk dybde. Alle karaktererne føles levende og virkelige - uanset om det blot er en barista på den lokale café, der har problemer med espressomaskinen, eller en af dine holdkammerater der sørger over tabet af sin kone og datter, så føles de alle ægte. De har bestemt skabt en levende og farverig by, der er en fornøjelse at udforske.

Man skulle måske tro, at eftersom ens karakter lider af hukommelsestab og derfor er omtrent ligeså blank som én selv i spillets begyndelse, så vil man støde på mange tutorials og en del håndholdning fra spillets side. Men det er ikke tilfældet. Desværre. Det krævede derfor en hel del at sætte sig ind i og forstå hvordan alt lige fra kampsystemet til byens mange muligheder fungerede. Det krævede manualer og mange timers hovedkløning og rynket pande. Det hjælper nok heller ikke på det, at Wii U systemet er ret nyt for mig, og jeg ikke alene fór vild i spillets kontroller men også på Wii U GamePad'ens knapper og touchskærm.

Måske netop fordi jeg var ny til både Wii U-konsollen og til spillets kontrolsystem, tog det mig en farlig masse tid at få styr på, hvordan kampsystemet på maskinen egentlig virker. Men her er så, hvad jeg fandt ud af om kampsystemet. Din karakter angriber automatisk med enten et ranged eller et melee angreb. Du kan selv til enhver tid bytte rundt på, hvilket våben du vil bruge, med et simpelt tryk på X knappen. Udover dette standardiserede, automatiske angreb findes også forskellige abilitys, som i Xenoblade Chronicles X kaldes arts, på en bar nederst på skærmen, som vi bedst kender det fra RPG's eller MMORPG's. Man manøvrerer gennem disse arts ved hjælp af D-pad'en. Så langt så godt. 
Det mere udfordrende lå dog i at forstå de strategiske tilgange til kampene, og hvordan disse bedst blev udnyttet. For det første kan man angribe bestemte dele af større fjender såsom deres ben eller hoved for at ramme dem, hvor de er svagest. Men forud for en kamp kan man også indstille karakterernes såkaldte "Soul Voices". Soul Voices er det karaktererne råber under kamp for fx at gejle hinanden op, bede om at blive healet eller lignende. Og disse giver så anledning til helende bonusser. Disse Soul Voices er delt op i kategorier såsom melee eller ranged, så hvis du når at bruge en art i den matchende kategori kort efter en Soul Voice er blevet brugt, kan du hele dit hold. Og dette kan betyde liv eller død i enhver kampsituation.
De føromtalte arts låses op gennem spillets skilltree. Her kan man vælge mellem tre forskellige grene. Man starter som Drifter og kan derefter vælge imellem den offensive Striker, der fokuserer på både skydevåben og sværd, den damage-fokuserede commando, der giver mulighed for at svinge både to pistoler og to sværd, og til sidst den mere defensive Enforcer med fokus på skydevåben. Det smarte er dog, at selvom man vælger én gren, kan man til hver en tid hoppe over på en anden uden videre. Godt nok har man ikke samme niveau i de nye arts så, men det giver én muligheden for at afprøve de forskellige strategiske tilgange i løbet af spillet.

Og lige som man tror, man begynder at have forstået kontrollerne, bliver man introduceret for noget helt nyt - en såkaldt Skell. Dette er en styrbar robotdragt, som du endelig får lov at sætte dig bag rattet i. Og når du først sidder der, bliver alt muligt. Du kan undersøge steder, du før kun drømte om at se, og smadre de fjender, der før har sendt dig skrigende over bakkerne. Selv så langt inde i spillet bliver man igen overvældet af nye muligheder og missioner. En fantastisk følelse, må jeg sige.
Men man må ikke tro, at efter denne første Skell, er der ikke mere at opnå. Undervejs i spillet kan man nemlig bygge videre på sin Skell, købe andre modeller og opgradere dem, ligesom man kan med sit normale armor. Så nu kan man altså opgradere både sit eget armor, sin egen Skell og hele holdets også. Ja der er nok at give sig til - selv over 55 timer inde i spillet.

Så med alle disse muligheder, kan spillet hurtigt blive ret så forvirrende - især på grund af den manglende oplæring og tutorials. Men jeg tror dog, at dette er en del af hele spillets ånd. Spillet opfordrer nemlig til og belønner i høj grad sine spillere for tålmodigt at udforske planeten. Det kan være i form af nye spændende missioner, der gemmer sig rundt omkring, eller bare nogle fuldstændig bjergtagende udsigter. 
Som tidligere skrevet var det en fornøjelse at gå på opdagelse i byen New Los Angeles, fordi man hele tiden stødte på spændende individer eller endda muligheder for at investere i byens forretninger og forskning. Men faktisk var det langt fra her jeg brudte størstedelen af tiden. Det er nemlig ude i Miras natur.
Ligesom byen føles levende og dynamisk, gør naturen det samme. Hvert område har sin egen karakteristika. Mens startområdet Primorida er fyldt med bjerge og græssletter, bevæger man sig senere over i Noctilum, der med sine mange vandfald, eksotiske planter og farver virkelig slår fødderne væk under én. Spillet ligger på alle måder op til, at man tager rejsen stille og roligt og nyder hvert et skridt. Med de manglende tutorials tvinges man som spiller til tålmodigt at prøve sig frem, og med det fantastiske design af planeten har man slet ikke lyst til at skynde sig. 
Naturen føles dynamisk og levende på den måde, at den ikke er inddelt i lav-levels zoner og høj-levels zoner. Dyrene omkring dig er sin egne, og selv som en sørgelig level 5 BLADE kan du støde på en majestætisk level 45 dinosaurlignende kæmpe, der med ét vrik med halen kan gøre en ende på din rejse. Så ja, levende og dynamisk er det. Men du kan måske også forestille dig, hvor mange uheldige og vredesfremkaldende situationer et sådant møde med en level 45 dino kan være.

Det er især her tålmodigheden for alvor kommer på prøve. Ikke bare fordi det er umådeligt træls at blive nedslagtet på vej mod sit mål men også på grund af spillets nådesløshed. Efter en sådan uheldig død starter man nemlig ikke bare, hvor man sluttede. Næh, du starter derimod ved det sidste checkpoint, du kom forbi - og det kan være langt væk vel og mærke. Denne nådesløshed harmonerer ikke særlig godt med spillets gør-det-selv indstilling til indlæring eller dets opfordring til at udforske. Det føles som om, man tager to skridt frem og et tilbage.

Og apropos frustrationsfremkaldende elementer. Ganske vist skal vi hen i småtingsafdelingen for at finde det næste her, men det var alligevel noget, der nåede at gå mig på undervejs. Mens omgivelserne er designet og udarbejdet utroligt flot, kunne man godt ønske sig at karaktererne havde fået lidt mere af denne kærlige hånd. Det ellers ret gode stemmeskuespil bliver gjort helt til skamme, fordi animationen af karakterenes mundbevægelser er utroligt dårlige. Det minder mest af alt om en utrolig dårligt eftersynkroniseret film. 
Som sagt er det en ganske lille ting, men som resultat af dette, synes jeg, at mange af de første cutscener virkede utroligt lange og kedsommelige. I starten havde spillet svært ved at holde min opmærksomhed under disse scener, og det gav resulterede i en langsom opstart. Men så snart jeg lærte at se bort fra denne smertefuldt dårlige animation, begyndte at investere mere i karaktererne omkring mig, og historien tog fart, var cutscenerne ikke længere et stort problem.

Og når det kommer til Wii U systemets tilhørende GamePad, formåede Xenoblade Chronicles X at gøre den til en naturlig del af spillet. Den ekstra touchskærm fungerer som et kort over hele spillets verden. Herfra kan du rejse rundt til forskellige checkpoints, se hvor affinity-missioner gemmer sig, hvor du skal hen og så videre. Men faktisk kan man også spille spillet fra selve den lille ekstra skærm. Det betyder, at man godt nok må zappe lidt mellem funktionerne, fordi man ikke kan åbne kortet på andre måder end gennem GamePad'en, mens spillet kører på TV'et. Jeg følte dog ikke dette som et synderligt problem, da jeg ikke synes, det var værre end at måtte finde kortet frem fra menuen som i ethvert andet spil. Derfor brugte jeg mange timer med spillet udelukkende på GamePad'en.

Spillets online funktion er på klog vis indarbejdet i singleplayer delen. I starten af hver spilsektion, har du muligheden for at vælge, hvordan du gerne vil spille og hvorvidt du gerne vil fokusere på singleplay eller multiplay undervejs. Derefter bliver du så koblet til en gruppe. Imens du spiller, kan der poppe beskeder op fra andre spillere, eller en notifikation om at en anden spiller har låst op for en achievement. Det er en ganske fornøjelig måde at inddrage det online element på, så man kan følge med i, hvor langt andre spillere er. Endvidere kan du igennem denne gruppe optjene bonusser undervejs såsom brændstof til din Skell eller lignende, alt efter hvor mange opgaver dit hold løser. Som oftest er disse opgaver den klassiske "dræb så og så mange af denne slags monster" eller lignende. Hver time laves fem nye opgaver til gruppen, og disse vil poppe op på din skærm. Man kan tilmed møde repræsentationer af andre spillere spredt ud i verdenen, og disse kan rekrutteres til dit hold. Det er en subtil og fornøjelig måde at dele spillet med andre på.

Ærlig talt var Xenoblade Chronicles X, før jeg anmeldte det, nok ikke det første spil på min ønskeliste denne jul. Men det var en fejl fra min side af. Det er et fantastisk og medrivende spil, som jeg på trods af mine mange timer med, ikke kan få nok af. 
Som det fremgår af anmeldelsen, så er Xenoblade Chronicles X et spil med en utrolig dybde og en kæmpe bredde. Alt fra et børslignende investeringsmarked i New Los Angeles til de varierende landskaber udenfor bymuren bidrager alt sammen til en dynamisk oplevelse. Og spillets affinity missioner gav karaktererne så meget baggrund og personlighed at de føles levende og ægte. 
Uanset om det gælder den tålmodighedskrævende indlæring, spillets omfattende muligheder, der kalder på at blive undersøgt, de opmærksomhedsstjælende omgivelser eller de lange cutscener, så er det tydeligt, at Xenoblade Chronicles X ikke er et spil, man skynder sig igennem. Det er ikke en pose fastfood, man kværner sig igennem, men derimod en femretters menu fyldt med forunderlige syn og oplevelser. Det er et spil fyldt med nuancer og muligheder, som man ikke opdager, hvis man ikke tager sig tiden til det. Og det ville være en skam, fordi der er så meget at opleve.

9