Gamereactor Danmark. Se de seneste trailere og friske interviews fra de største spil-messer i verden. Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Star Wars: Knights of the Old Republic

Star Wars: Knights of the Old Republic

Fantasy serien som sin absolutte øjesten trådte denne anmelder ind i BioWares Star Wars univers.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Det kræver en ikke helt ubetydelig portion mod at begive sig ud i Star Wars universet - i hvert fald som udvikler. George Lucas’ univers har 27 år på bagen, og man skal træde varsomt, for fans vil ikke være sene til at låse superlativerne inde i en schweizisk bankboks og smide nøglen væk, hvis de føler, at Star Wars universet er blevet misbrugt. At udvikle et rollespil, der ikke trækker på den originale historie om Luke Skywalker, Darth Vader og co., men i stedet finder sted tusinder af år forinden, kræver nerver af stål. Ikke desto mindre har canadiske BioWare, der står bag Baldur’s Gate og Nerverwinter Nights, ramt papegøjen lige mellem øjnene og serverer en skinnende, poleret perle af et rollespil med titlen Knights of the Old Republic.

Som en velbevandret herre i RPG genren med Final Fantasy serien som sin absolutte øjesten trådte denne anmelder ind i BioWares Star Wars univers uden at forvente for meget. Efter ganske få timer i selskab med spillet viste det sig, at selv høje forventninger havde været på sin plads, for KotOR er en fortræffelig udgivelse, som både folk med japanske rollespil som reference og mere hack’n’slash orienterede fans kan få glæde af.

Det er i udnyttelsen af råmaterialet, at udvikleren har gjort et flot stykke arbejde. Historien er meget dyb og er grundlæggende baseret på mange af de etiske spørgsmål, som menneskeheden til stadighed slås med. 4000 år før det galaktiske Darth Vader Imperium opstod, kæmper Jedi-riddere fra den gamle republik mod Darth Malak og hans Sith soldater, som nedkæmper al modstand med en koldblodig ignorance. Den lyse og den mørke side af kraften udkæmper en blodig kamp, og ikke alle formår at holde lyset i deres hjerter tændt og bliver derfor lette ofre for kraftens mørke side. Kraften er stærk hos hovedpersonen, Kallor Delwynn, og om han bruger sin evne på at udføre gode eller mindre etisk korrekte gerninger er i høj grad op til spilleren.

Kampsystemet er grundlæggende bygget op omkring reglerne i 3. udgave af Dungeons and Dragons. Man styrer selv sit engagement i kampene og kan alt efter behag lade sine karakterer køre deres eget show eller selv være den, der trækker i trådene. Bliver situationen pludselig kaotisk, kan man pause en kamp og indtaste sine kommandoer, så tæppet ikke går ned for ens karakterer. Gameplayet indeholder også mini-games, som glider ind og ud af handlingen uden den mindste vanskelighed. Swoop races, kortspil, gladiator-kampe og de for Star Wars spil velkendte skydescener er spilsekvenser, der lader spilleren tage en pause fra kampene og begive sig ud på mere opmærksomhedskrævende opgaver. Man må også afprøve sig selv i rollen som dusørjæger, finde og sælge et serum mod en dødelig virus, og man bliver draget ind i mange konflikter i løbet af de 40+ timer det tager at gennemføre spillet. Så der er mere end rigeligt at lave i BioWares kæmpe galakse både i og udenfor handlingen.

Dette er en annonce:

I sin egenskab af rollespil er KotOR fyldt til randen med dialoger, som alle er med tale. Der er optaget mange timers dialoger, som føres på de enkelte racers eget sprog, og alle medvirker til at drage spilleren længere og længere ind i historien, men man tvinges også til hele tiden at tage stilling til etiske spørgsmål som racehad og generel uretfærdighed. Det er i ens stillingtagen, at man hælder enten mod den lyse eller mørke side af kraften, og det fungerer enormt godt.

Star Wars universet udnyttes til fulde, og spilleren kommer til at besøge mange velkendte områder og planeter, herunder Tatooine og Wookiernes planet, Kashykk. Generelt er grafikken flot og lider ikke under nævneværdige problemer. Sith soldaters skinnende rustning, de mange racers detaljerede kroppe og ansigter samt den nøjagtighed, hvormed BioWare har gengivet Jedi-riddernes lyssværd virker troværdige fra første øjekast. Der er til tider problemer med karakterernes lip-sync, men det er i småtingsafdelingen, og har mere karakter af at være et generelt problem hos spiludviklerne.

Man skal have særdeles tungtvejende argumenter for at styre udenom KotOR. Hverken manglende kendskab til genren eller manglende interesse for Star Wars universet bør i sig selv skræmme spillere væk fra denne RPG-perle. En fornemt fortalt historie med et utal af interaktive dialoger, et gedigent kampsystem fulgt op af mini-games og side-quests, som alle foregår i et gigantisk og højtelsket univers må falde i god jord hos langt de fleste gamere. BioWares debut i Star Wars universet er allerede en klassiker.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Yderst velfungerende og sammenhængende oplevelse i Star Wars universet.
-
Alt afhængig af pc-konfiguration kan spillet gå ned en sjælden gang imellem.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold