Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Shadow Tactics: Blades of the Shogun

Shadow Tactics: Blades of the Shogun

Anders har grublet og planlagt, fejlet og lært og ultimativt set sejret sig gennem det strategiske stealth-spil. Og han ville ikke have været oplevelsen foruden.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Stealth-spil har set meget forskellige ud gennem tiden, men det er længe siden, vi har set et som Shadow Tactics. Dette spil vækker nemlig en særlig slags taktisk stealth til live, som Commandos-serien var kendt for. I bund og grund var disse spil real-time strategi, hvor man skulle infiltrere en base med en lille specialstyrke. I fugleperspektiv måtte man undersøge vagternes ruter, og på snedig vis likvidere fjenderne enten én efter én, eller lokke dem i et baghold. Da der ingen pauseknap var, så blev quick-save- og quick-load-knapperne hurtigt ens bedste ven. Åben kamp var rent selvmord, og tålmodighed og strategi var dermed den eneste udvej. Det er denne hjernevrider-stealth, som Shadow Tactics: Blades of the Shogun nu bringer til Japans inspirerende Edo-periode i en smuk indpakning. Hvis du er til ninjaer og ekstremt udfordrende stealth, så er dette et suverænt køb.

Shadow Tactics er både old-school og usædvanligt gennemarbejdet. Som i CD-ROM-dagene før Steam, hvor et spil ikke kunne afhænge af hyppige opdateringer, så har Shadow Tactics kørt som smurt siden det udkom i december, og i disse dage fortjener denne grundighed ros.

Shadow Tactics: Blades of the Shogun
Shadow Tactics: Blades of the ShogunShadow Tactics: Blades of the ShogunShadow Tactics: Blades of the Shogun

Men nu skal jeg ikke køre ud af én tangent. Som sagt er vi i Japans Edo-periode, og træerne med kirsebærblomster flagrer i luften blandt papirlamper og store, udsmykkede træbygninger. Man følger historien om fem karakterer, som af forskellige årsager ender med at fuldføre missioner sammen for en ny Shogun, der er ved at forene landet. I dette snigmorder-slæng har vi den stærke samurai Mugen, ninjaerne Hayato og Yuki, sniperen Takuma og den forføreriske kvinde Aiko, som kan forklæde sig men selvfølgelig også snigmyrde. Hver karakter har sine særtræk, fordele og begrænsninger. Mens det ikke er op til spilleren, hvem der kommer med på hver mission, så kræver det kreativitet at kombinere de forskellige unikke evner på nye måder i hver bane, og dette er den store udfordring.

Mens historien ikke er specielt overraskende, så passer den godt til spillet, og den er engagerende hele vejen igennem. Vigtigst af alt er dog, at man hurtigt holder af karaktererne og deres indbyrdes forhold. Dette skyldes blandt andet, at der ofte er dialog mellem karaktererne, mens man spiller, og her lærer man dem bedre at kende. Da alting ses ovenfra er karaktererne sparsomt afbilledet, og derfor er det godt gået, at Shadow Tactics faktisk gør dem mindeværdige gennem dialog. Den kunstneriske stil gør også meget for, at man engagerer sig i universet.

Det er dog gameplayet, som er spillets stærkeste kort. Mens karaktererne har mange interessante evner, så er disse ikke rigtig gearet til direkte kamp, og generelt er det bedste råd at dræbe vagterne ubemærket eller prøve igen. Udløser man en alarm, så er der permanent flere vagter, og disse er på udkig efter en. Som nævnt foregår alting i real-time, og det betyder, at du ikke lige kan pause for at undersøge vagternes ruter og opsætte det perfekte angreb, men i stedet må forblive skjult mens du undersøger omgivelserne.

Shadow Tactics: Blades of the Shogun
Shadow Tactics: Blades of the ShogunShadow Tactics: Blades of the ShogunShadow Tactics: Blades of the Shogun

Det er af denne grund vigtigt, at quick-save ofte, så man hurtigt kan hoppe tilbage igen, hvis planen går galt. Og det går hele tiden galt. Af denne grund har spillet implementeret en timer i toppen af skærmen, som fortæller dig, hvor længe siden det er, du har gemt. Spillet centreres dermed omkring klassisk trial-and-error-gameplay, som mange kender fra Hitman, og den store belønning er endelig at få sin plan til at lykkes.

En mission kan tage adskillige timer, da banerne er enorme, og alle områder er tæt bevogtede af forskellige fjender, som man ikke har en chance imod i åben kamp. Afhængig af, hvem man har med på missionen, og hvilke fjender man står overfor, så må man tage forskellige metoder i brug. De fleste vagter kan snydes til at forlade posten f.eks. for at snakke med Aiko i forklædning eller hente noget sake, som Mugen har lagt. Der er dog nogle vagter, som er sværere at have med at gøre. De såkaldte Straw Hats forlader ikke deres poster, og dette kan gøre det svært at komme igennem et bestemt område. Samuraier derimod kan kun dræbes af Mugen i sværdkamp, og ellers skal de først skydes, og derefter kan de andre snigmyrde dem med en kniv. Samuraier ser også igennem Aikos forklædning, og derfor må hun undgå områder, hvor de patruljerer.

Dette gør naturligvis, at udviklerne har kunnet kombinere banerne på et utal af måder, og det er her spillet for alvor skinner. Banerne er så kompliceret udtænkt, at hver af dem føles som et stort puslespil, man løser bid for bid. Det er altså ikke små sandkasser som i Dishonored men et komplekst system af vagter, der kan virke overvældende, men som man langsomt begynder at se mønsteret i.

Frem for alt er der én evne, som bliver belønnet i Shadow Tactics: timing. Timing er alt, når man skal have den rigtige karakter ind i en busk, hvor de kan vente på en intetanende vagt, mens de andre karakterer er linet op til helt andre opgaver. For at tilrettelægge dette (nu hvor man ikke kan pause spillet) har udvikleren lavet den såkaldte Shadow Mode, hvor man kan sætte karaktererne til bestemte handlinger, som så udføres samtidig med et tryk på Enter. Dette gør ellers umulige opgaver mulige, f.eks. når to samuraier skal likvideres på én gang, uden at andre vagter opdager det. Ofte er Shadow Mode dog mere forvirrende end gavnligt, men det kan også få én ud af nogle svære situationer.

Shadow Tactics: Blades of the Shogun

Visse læsere vil nu tænke, at dette trial-and-error-gameplay lyder frustrerende. Shadow Tactics er bestemt ikke et spil for alle, men det er i min optik mere belønnende end frustrerende. Når man for sjette gang prøver at få en strategi til at lykkes, og man så endelig får dolket end fjende og gemt ham af vejen i en tønde, inden en patrulje kommer tilbage, og man lige slipper ud af deres synsfelt, så er det super tilfredsstillende. Sjældent har et spil fået mig til at planlægge, gruble, teste og revurdere forskellige strategier som Shadow Tactics, og jeg har haft det dødsjovt hele vejen igennem, selv når det blev mest frustrerende.

Det må også understreges, at selvom Shadow Tactics bygger på Commandos, som kan være intimiderende, så er det ret nemt at samle op og begynde at spille. Dette skyldes måske, at selvom det styres som en RTS, så er der er få stats og tekniske ting at forholde sig til, ligesom der ikke er noget level-up system eller lignende. Det betyder, at selvom spillet er svært, så er der ikke mange tekniske ting at tænke over, som i f.eks. XCOM.

Shadow Tactics: Blades of the ShogunShadow Tactics: Blades of the ShogunShadow Tactics: Blades of the Shogun
Shadow Tactics: Blades of the Shogun

Netop fordi spillet er ret uteknisk og mere action-orienteret end et RTS, så giver det god mening, at det har fuld controller-support. Da jeg testede det med en Steam Controller, så ændrede hele interfacet sig fuldkommen, så man fik en mere konsolagtig oplevelse, og dette var ret imponerende. Oplevelsen var helt anderledes, især fordi man med controller styrer karakteren direkte med analogpinden i stedet for RTS-agtige museklik. Selvom jeg foretrækker keyboard og mus pga. overblikket, så gav den direkte styring med controller en større indlevelse.

Ikke desto mindre, så er styringen et af de få kritikpunkter, man kan rette mod spillet. Mens det er godt, at man kan dreje kameraet, så kan vinklerne være uheldige, og det kan derfor være svært at gøre præcis det, man faktisk vil. Styringen fungerer og er rimelig let at forstå, men den er til tider lidt upræcis og kluntet. F.eks. er det lidt for besværligt at kaste folk ud fra en bro, da man skal finde det helt rigtige punkt at pege på, i stedet for bare at kunne pege ud fra broen med musen. Den besværlige styring kan også betyde, at man kommer til at bede sin mand om at sætte sig ved siden af en fjende i stedet for at slå ham ihjel. Ofte glemte jeg også, hvilken karakter jeg styrede, og derfor sendte jeg den forkerte afsted. Mens dette ligeså meget er spillerens fejl, så vidner det om, at spillet måske skulle tydeliggøre, at man skifter karakter.

Mens disse elementer kan irritere, så er spillet overordnet meget gennemført og helstøbt. Dette gælder ikke mindst det æstetiske udtryk. Musikken fungerer rigtig godt, og er en kombination af koto og andre klassiske instrumenter. Lydene er generelt også rigtig velvalgte, og bidrager godt til stemningen. Det mest imponerende ved lydsiden er dog, at spillet har fuld stemmelægning på både engelsk og japansk. Begge giver en rigtig god oplevelse, men jeg endte selv med den japanske, da den var fantastisk men naturligvis også passede bedst med spillets setting.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Grafisk er der også tale om en meget overbevisende stil, som vækker minder om Okami, da alting har et præg af de blide penselstrøg fra klassisk japansk kunst. Denne stil er implementeret på smagfuld vis, og selvom det hele ses isometrisk, så følte jeg mig ganske medrevet af den detaljerede verden. Dette skyldes ikke mindst, at træerne svajer i vinden, vagterne snakker og floderne løber. Men også det, at der er civile i hver bane, som har deres eget liv, gør, at man tror på spillets verden.

Den enorme variation i banerne er dog nok det, som bidrager mest til indlevelsen. Om man er i en tæt befolket by med farverige lamper eller i en fæstning på en bjergtop, så føles hver lokation frisk og unik. Når jeg kom til en ny mission, måtte jeg ofte tage mig selv i at panorere rundt for simpelthen at se, hvor flot det hele var lavet. Hver lokation er dog ikke bare flot men har også sine egne regler. F.eks. er reglerne anderledes i missioner hvor det sner, da man efterlader fodspor. Disse kan afsløre én, men kan også udnyttes til at lokke fjender i en fælde.

Shadow Tactics: Blades of the ShogunShadow Tactics: Blades of the Shogun

Spillet træder sjældent ved siden af, og bortset fra det til tider irriterende kamera og den kluntede styring, så kan lange loading-tider (første gang en bane loades er der endda en advarsel om, at det kan tage flere minutter). Man kunne også spekulere i, om en eventuel efterfølger skulle overveje en pauseknap, så man kunne planlægge bedre, men så ville spillet også være meget lettere. Ingen af disse indvendinger ændrer dog på, at Shadow Tactics er meget, meget bedre end nogen kunne tillade sig at håbe på.

Shadow Tactics fik lov til at modne i udviklingen, og det kan mærkes. Det forbedrer nærmest alle aspekter af en glemt genre. Samtidig føles det friskt, og dets komplekse banedesign serveres i en smuk indpakning. Historien og karaktererne er overraskende dybe og mindeværdige. Det udfordrende gameplay kræver tålmodighed og omtanke, men giver også en højst tilfredsstillende oplevelse. Spillets fulde pris på 40 Euro giver let over 30 timers hardcore stealth af bedste skuffe, og forhåbentligt får vi flere af disse spil i de kommende år.

09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Velproduceret, udfordrende og spændende gameplay, smukt udført, interessante karakterer og historie, fantastisk stemning, kører glat.
-
Lettere kluntet styring, irriterende kameravinkler, lange loading-tider.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.