Dansk
anmeldelser
Arms

Arms

Nintendo forsøger at fastholde Switch-momentummet med Arms. Er dette endnu en perle til den nye konsol?

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Tager man de historiske høgenæsebriller på, og sætter sig ned i en stor, britisk lænestol foran kaminen og reflekterer, så bliver det hurtigt tydeligt at Nintendos spil oftest imponerer ved at simplificere snarere end at avancere. Netop at innovere og udbygge for innovationens og udbyggelsens skyld er en allestedsnærværende faktor i branchen i disse dage, og noget tyder på at hårdkogte fans lige præcis finder det nostalgiske fix ved at vende tilbage til en simplere tid. Nintendo laver stadig spil som appellere til dem der ønsker en æstetisk, aldersløs og genkendelig oplevelse, og det elsker vi dem for. Splatoon var et simplificeret og anderledes tag på de gængse skydespilsregler, The Legend of Zelda: Breath of the Wild er storslået men har undladt at indeholde mange af de forventede, moderne rollespilssystemer og mon ikke Super Mario Odyssey fortsat handler om at hoppe, og ikke synderligt meget andet.

Det er det vi lovpriser Nintendo for, for at sikkert balancere på det tynde knivsæg det er at forsætteligt nedskalere spiloplevelsen til kernen, så forbrugeren kun er efterladt med den reneste saft, uden alle tilsætningsstofferne. Det er en nobel mission, uden tvivl, og med The Legend of Zelda: Breath of the Wild og Mario Kart 8 Deluxe i rygsækken lader denne tendens til at fortsætte på Switch-konsollen. Det næste skud på stammen er kampspillet Arms, og her er jeg bange for at den førnævnte balance er væk. Godt nok er kernen, saften, den rene mekaniske kerne intakt på bedste Nintendo-vis, men i dette ene tilfælde ønsker man konstant, at denne kerne var blevet brugt til mere end den er.

Arms
ArmsArmsArms

Men lad os først få skovlet alt det faktuelle af vejen først, så vi kan kommer tættere ind på sagens natur. Arms er et kampspil, og i 3D-arenaer bevæger du dig rundt imod en enkelt modstander, og her tæver i løs på hinanden ved hjælp af kombinationsangreb, greb, opladede superangreb og flere... ja, greb. Hver karakter har en relativt unik kampstil, visuelt design og tyndbenet baghistorie, og det er muligt at dyste online, via et grand prix i 10 runder eller simple enkelte kampe. Hvorimod selve strukturen og indholdets natur lyder ganske genkendeligt, hvis man før har bevæget sig på kampspillenes slagmarker, så skiller Arms sig ud ved at vende den traditionelle formel på hovedet. Ser du, i Arms skår du ikke med knytnæverne, for begge dine arme er faktisk forskellige våben der affyres fra dine arme. Et reb forbinder projektilet med din arm, og når det ikke kan nå længere, så trækkes det automatisk ind igen. Denne lille mekaniske detaljer lyder ikke af meget, men det ændrer den måde du tilgår kamp på. I stedet for at stå tæt, kan du og dine modstandere faktisk indgå i taktisk kamp langt fra hinanden. Måske sender modstanderen begge sine næver afsted, og rammer derefter forbi, hvorefter du kan hoppe fremad og fyre dine forlængede knytnæver lige i hovedet på ham eller hende. Det tilføjer en gigantisk ekstra taktisk dimension, og det er muligt at både bevæge sig hurtigt sidelæns og hoppe over fjendens projektilnæver. Der er med andre ord ganske meget at lære, og når man starter sit første grand prix og optimistisk vælger sværhedsgrad 4/10, så bliver man ganske enkelt overrasket over hvor stor en indlæringskurve du udsættes for.

Sagt mildt, du vil få tæsk.

I mit tilfælde handlede det om at stifte ordentligt bekendtskab med en enkelt karakter, for at lære bevægelserne, huske på hvornår det er oplagt at gå tæt på, hvordan man bruger sine greb, og hvordan man bruger superangreb. Jeg kastede min kærlighed på en mumie, en vred en af slags skal jeg hilse at sige, som åbenbart leder efter sin fortabte familie (jeg ved ikke hvorfor han deltager i en kampturnering så). Efter nogle kampe begyndte jeg så småt at få styr på taktikken. At forholde mig passiv, være defensiv til den oplagte mulighed præsenterede sig selv. Dog var sværhedsgrad 5/10 alligevel en tand for meget - kort efter vidste jeg hvorfor.

I Arms affyres dine knytnæver ikke bare som projektiler, de er også udskiftelige, og derigennem er det muligt at yderligere tilpasse din strategi. Måske ønsker du at bruge en én handske på venstre hånd der affyrer tre små boksehandsker, der giver større spredning på dit angreb, og på den anden kan der sidde en laser, der kan giver dig større rækkevidde. Der er mange, mange handsker at vælge imellem, og de kan alle fundamentalt ændre din tilgang til kamp. Disse låses op ved at indsamle point, og disse får du ved simpelthen bare at spille som en gal, både online, i Grand Prix eller i simple Versus-kampe. Når du har nok kan du deltage i et kort minispil hvor du skal sigte efter en række skydeskiver med dine knytnæver. Rammer du nok, får du nye boksehandsker til dele af karaktergalleriet. Så enkelt er det egentlig. Når ja, udover de traditionelle kampe forsøger spillet at friske lidt op, og tilbyder et udvalg af afbræk såsom basketball-kampe, volleyball og lignende aktiviteter. Det ændrer ikke synderligt på den strukturelle formel, men i løbet af et lidt repetitivt Grand Prix af 10 kampe, ja, så er det meget rart at et par stykker af dem ikke giver dig præcis samme opgave.

Og det er egentlig... det. Tendensen som teksten indledende beskriver gør sig selv utrolig bemærket i Arms. Her er ikke synderligt meget, men det her er fungerer fortrinligt, sådan kan det ganske enkelt siges, og her, ligesom med The Legend of Zelda: Breath of the Wild, forventes det at vi til slut sætter Mario-temaet på, kigger drømmende på det indrammede, forgyldte billede af Shigeru Miyamoto og drømmer os væk til en tid hvor spildesign var en del simplere, og hvor mekanikken lå i højsædet uden mikrotransaktioner, DLC og anden bureaukratisk ondskab.

Men stop lige lidt, for i Arms er det ikke så let.

Ser du, Arms fungerer ganske fint som kampspil, og i løbet af det indlæringsforløb jeg beskriver var det ganske underholdende at begive sig hovedkuls ind i denne taktiske oplevelse, vokse med opgaven og til sidst kende og mestre dette anderledes kampspil. Problemet er at Arms er, i virkeligheden, bare et kampspil, og er man fan af denne genre vil man virkelig, virkelig savne et mere varieret udvalg af spændende indhold, tilpasning og muligheder. Nu er brokkeriet over indholdsmængder ikke just den mest interessante diskussion blandt spilfanatikere, men netop her gør det sig utrolig gældende. Grand Prix er identisk hver gang, de 10 kampe har de samme afbræk på de samme tidspunkter, og har den samme slutboss. Versus-kampe er jo bare opdelte versioner af Grand Prix-kampene, og så snart du har kæmpet mod hver af spillets 10 karakterer, så bliver det ærlig talt lidt trægt. Naturligvis er der intense, strategiske og spændende øjeblikke at finde online, og som du gradvist låser op for flere handsker kan du ændre taktik øjeblikkeligt, men man sidder konstant tilbage med følelsen af at der mangler noget. Om det så er en historie der forsøger at binde alle disse fine karakterer sammen på, en slags rangstige der gav det at spille Grand Prix mere mening, eller noget helt tredje ved jeg ikke, men følelsen af manglende indholdsmæssig variation er allestedsnærværende, og så solid som kernen af den mekanisk oplevelse, lige så tydeligt er det i dette enkelte tilfælde, at det bare ikke er nok.

Arms
ArmsArmsArms

En ting du heldigvis ikke bliver træt af er Arms udseende, og endnu en gang er det værd at komplimentere Nintendo for at ramme en vidunderlig visuel stil der både afspejler spillets sans for farver og design, samt at fungere glimrende i bevægelse. De 60fps er bundsolide, og sjældent sker det at dynamikken brydes er fald i billedehastigheden. At dette desuden også gør sig gældende på håndholdt facon er kun endnu mere imponerende.

På en måde passer Arms fantastisk ind sammen med Snipperclips: Cut it out together! og Mario Kart 8 Deluxe. Det er et fantastisk hyggeligt spil at have med at gøre lokalt, og at sidde foran skærmen og indgå i disse strategiske kampe i split-screen er mildest talt fantastisk. Det er en oplevelse der er designet til at blive oplevet sammen med andre foran fjernsynet, men der hvor Arms snubler er at oplevelsen simpelthen mangler variation når man spiller alene. Tilpasningen er ikke-eksisterende udover at skifte handsker, karaktererne er der for få af, der er ingen rankering eller ting at låse op for og der er ingen kampagne udover den hule Grand Prix-del. Arms er fantastisk, tag ikke fejl af det, men i denne omgang overskygges dette lidt af ensidigheden.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Fed visuel stil, taktisk dybde, solide mekanikker, perfekt til lokal multiplayer.
-
For lidt strukturel variation, ingen karaktertilpasning, ingen rankering.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

ArmsScore

Arms

ANMELDELSE. Skrevet af Magnus Groth-Andersen

Nintendo forsøger at fastholde Switch-momentummet med Arms. Er dette endnu en perle til den nye konsol?



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.