LIVE

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Live broadcast
Annoncer
logo hd live | Serious Sam 4
Dansk
anmeldelser
Dead by Daylight

Dead by Daylight

Der er mange modbydelige mord i Dead by Daylight, men er det underholdende?

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Er man fan af klassiske slashergyserfilm i stil med Halloween, Nightmare on Elmstreet og Texas Chainsaw Massacre, så kan en titel som Dead by Daylight, der lige er udkommet til konsol, være fristende at kaste sig over. Ligesom det lignende Friday The 13th: The Game giver Dead by Daylight dig muligheden for at tage del i en klassisk slasher-jagt, enten som psykotiske morder eller som et af dennes potentielle ofre. Men kan Dead by Daylight oversætte de åndenødsfremkaldende slasherfilm til en engagerende og gruopvækkende spiloplevelse? Svaret er desværre: kun delvist.

Man kan med en noget kringlet betegnelse kalde Dead By Daylight et asymmetrisk online multiplayer survival horror spil. Det er dog meget enkelt i sin opbygning. Én spiller styrer morderen, hvis opgave det er, at dræbe de uskyldige stakler, der har forvildet sig ind på morderens territorium. Ofrene bliver slået ned, båret hen til slagterkroge, hængt op på dem og hvis de ikke når at blive reddet af deres medspillere, bliver de ofret til en ondskabsfuld overmagt kaldet 'The Entity'.

Dead by Daylight
Dead by DaylightDead by Daylight

Hvor morderen spiller fra en first person synsvinkel, spiller de øvrige fire spillere med en third person synsvinkel, der giver dem et bedre overblik over banen. Disse survivors skal prøve at undslippe morderens slagmark med livet i behold. Den letteste måde at gøre dette på er ved at reparere fem generatorer, der gør det muligt for survivorne at aktivere to udgange, som de kan flygte ud af. Disse spillere er selvfølgelig fuldstændig hjælpeløse i konfrontation med morderen. Heldigvis for dem, bliver de dog advaret af lyden af hjertebanken, når morderen er i nærheden. Derfra er deres bedste chance at flygte igennem et vindue eller at vælte en palle ned foran morderen.

Som morder er det lidt sværere at orientere sig på grund af first person synsvinklen. Til gengæld er der en række visuelle tegn, der giver morderen en ide om, hvor survivorne befinder sig, når de eksempelvis får repareret en af generatorerne eller misser en af de quick time events, som de skal klare for at reparere dem.

Selvom Dead by Daylight mildest talt ikke er et særligt kønt spil, så formår det at skabe en stemning, der gør at du kan leve dig ind i den blodige jagt, og spillets simple opbygning er med til at gøre det til en gribende affære - til at starte med. Flere gange kan du som survivor mærke pulsen stige, når du har morderen lige i hælene. Der opstår dramatiske øjeblikke, når du står med valget mellem at undslippe selv eller redde din medspiller, der stadigvæk hænger på en krog og er på vej til at blive opslugt af de mørke magter. Skal du forlade ham og sikre din egen overlevelse? eller skal du satse skindet og prøve at rede ham ned fra krogen? Omvendt er det også tilfredsstillende at sprede skræk og rædsel blandt dine modspillere som morderen.

Der er dog en del små fejl og mangler, der trækker spillet gevaldigt ned. Eksempelvis er der ingen tutorial, når du skal spille spillet for første gang. Det betyder, at du enten skal kæmpe dig igennem en mindre roman af en guide, der forekommer forholdsvist abstrakt før du har prøvet spillet, eller du kan kaste dig ud i det og være på bar bund, de første par spil.

Som survivor er din overlevelse i høj grad afhængig af dine medspillere. Du kan eksempelvis reparere generatorerne langt hurtigere, hvis flere medspillere reparerer på samme tid, eller de kan hjælpe dig ned fra morderens kroge eller heale dig, hvis du er blevet såret af morderens klinge. Men der er stor forskel på, hvor meget hjælp du får fra dine medspillere, og det hjælper slet ikke, at du ikke kan kommunikere med dine medspillere. Værst er det, at du ikke kan forblive i samme lobby efter at have færdiggjort et spil med en god gruppe af med- og modspillere.

Morderens bevægelser er i klassisk slasherstil tunge og brutale, men jeg savner, at du virkelig kan mærke tyngden af dit våben, når du slynger det mod dine ofre. Det hjælper heller ikke, at dit våben på lydsiden lyder mere af mormors testel end af en tung slagterøkse, når du slynger det i ryggen på modstanderne eller misser dit mål og rammer væggen ved siden af.

Dead by Daylight
Dead by DaylightDead by Daylight

Der er derudover en del små bugs og loadingtiderne kan nogle gange være lidt drøje, men det er faktisk ikke de små fejl, der gør Dead by Daylight til lidt af en skuffelse. Det helt store problem er, at spillet ikke ikke formår at fastholde dig i den paniske angst, du har de første par gange, du bliver jagtet af en psykotisk morder. Og som morder mister du også hurtigt følelsen af, at du kan skræmme dine modspillere fra vid og sans. Det bliver med andre ord forholdsvist hurtigt et spil, der er præget mere af taktik end panik. Faktisk føltes det hurtigt som om, at du spiller en digital udgave af dåseskjul og ikke et survival horror spil.

Spillet prøver at give spillerne afveksling, eksempelvis ved at have forskellige mordere, der har deres egne særprægede evner. Jeg ville dog hellere haft, at morderen havde flere muligheder for at variere sine mord. Efter at have hængt et dusin modspillere op på slagterkroge, begynder det at blive dødkedeligt (pun intended). Spillets XP-systemet gør heller ikke noget ved følelsen af, at det hele bare er mere af det samme - og det virker unødigt hårdt, at du mister dine items, hvis du ikke overlever et spil som survivor. Det ville derimod virkelig have klædt spillet med flere game modes, der kunne give lidt mere variation i oplevelsen.

Jeg tror, at spillet er en del sjovere, hvis du har en gruppe venner, du kan spille sammen med. Her kan du enten tage kampen op mod en morder som en gruppe af survivors, eller én kan tage rollen som morder mod de andre. På samme måde som gyserfilm er bedst at se sammen med andre, tror jeg, at spillet vil forblive uhyggeligt i længere tid, hvis du og dine venner kan gejle hinanden op. Samtidig har du også nogen at bearbejde, når du som den eneste hænger tilbage på en slagterkrog ved spillets slutning.

Alt i alt kommer Dead by Daylight dog til at stå tilbage som en rigtig god ide, der desværre ikke formår at levere mere end et par timers underholdning, før det bliver både frygteligt kedsomt og ikke særligt uhyggeligt.

05 Gamereactor Danmark
5 / 10
+
Umiddelbart gribende, simpelt gameplay fører til sjove og dramatiske situationer, oplagt at spille med venner.
-
Ingen tutorial, ingen mulighed for at blive i samme lobby, meget ensformigt .
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Dead by DaylightScore

Dead by Daylight

ANMELDELSE. Skrevet af Carl Nielsen

Der er mange modbydelige mord i Dead by Daylight, men er det underholdende?



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.