Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Hellblade: Senua's Sacrifice

Hellblade: Senua's Sacrifice

Ninja Theory satser hele butikken med Hellblade: Senua's Sacrifice, men er det lykkedes?

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Hellblade: Senua's Sacrifice er mere end bare et spil, og det har udvikleren Ninja Theory selv sørget for at det skulle gå hen og blive. Nej, Hellblade er et projekt, et koncept, en idé som det potentielle publikum er blevet delagtiggjort i siden projektets spæde fødsel. Selvom karakteren Senuas psykologisk ustabile rejse igennem et mørkt, fjendtligsindet landskab med kurs imod sindssygens diabolske centrum uden tvivl er interessant på egen hånd, så er det Ninja Theorys positionering af spillet som et mellemled imellem de mindre indie-studier og de store AAA-produktion lige så meget, om ikke andet mere, tankevækkende. Hellblade: Senua's Sacrifice fremstilles som den gyldne mellemvej, et projekt med høj produktionsværdi, men med alt det hjerte, den passion og vigtigst af alt den nærhed som er blevet kendtegnet ved indie-scenen.

Hellblade: Senua's Sacrifice blev som udgangspunkt solgt som en spirituel efterfølger til udviklerens berømte Heavenly Sword, men hurtigt er spillets ambitionsniveau vokset, temaerne er blevet dybere og hårdere og visionen er blevet skarpere. Nu er vi endelig ankommet til premieren, og jeg kan endelig fortælle jer om hvorvidt projektet er lykkedes, og hvad bedre end at starte med begyndelsen - historien.

Hellblade: Senua's Sacrifice
Hellblade: Senua's SacrificeHellblade: Senua's SacrificeHellblade: Senua's Sacrifice

Hellblade handler nemlig om historien, om karakteren Senua, og om det helvede du får til at opgave at akkompagnere hende ned i. Det handler ligedeles om en udforskning af psykosen som sygdom, som koncept, og ligeledes om den nordiske mytologis dunkleste afkroge, hvor Hela står vagt for de dødes rige, hvor Valravn skaber mørke illusioner og hvor Surtr står parat med tusinde helveders ild. Som Senua, via tredjeperson, begiver vi os ind i mørket til Helheims porte for at befrie hendes afdøde elskede, men der er puslespil at løse, kampe at udkæmpe og kyniske guder at trodse, og Senua er naturligvis også sin egen største fjende.

Og Senua selv er det første nedslagspunkt, og det aller vigtigste, for det er netop psykosen, Senuas intense, mangefacetterede og rodede sindstilstand, der er med til at gøre Hellblade: Senua's Sacrifice unikt. Vi er nemlig vant til at spilkarakterer viser heltemod, en vilje af stål og en urystelig retfærdighedssans, netop fordi de skal være ankeret vi benytter igennem historiens stormfulde favntag. Nathan Drake kan være nok så nuttet og usikker, men hans beslutninger er ultimativt et studie i morale og etik. Senua er anderledes, for hun er nærmest ikke engang i stand til at finde ud af hvad hun egentlig selv tænker, og denne skråsikkerhed skaber en uhyggelig ambience. Hun er konstant i mangfoldigt selskab med sig selv sammen med tusinde af personligheder der alle skriger om kap for at komme til orde, og størstedelen af tiden må hun falde på knæ af smerte over alle de tanker, ideer, og koncepter der udspilles i hendes bølgende sind. Det er ganske enkelt fascinerende at være vidne til, og giver historiens ellers relativt simple udlægning et innovativt præg. Det er nyskabende... og det fungerer, vigtigst af alt.

Så Senua har selskab af sig selv, så meget kan vi slå fast. Sammen med hende begiver du dig ind i mørket, men man trodser altså ikke Hela sådan uden lige, og der er naturligvis forhindringer imellem dig og forsoningen med Dillion, primært i form af en række fjender, og så naturligvis puslespil af skiftende karakter. Kampsystemet er ganske simpelt sat op, og det er tydligt fra start af, at dette skal tjene som en narrativ komponent i det større billede, snarere end at levere en dyb mekanisk oplevelse på linje med Heavenly Sword. Der er lette og tunge angreb, mulighed for at undgå angreb ved rullefald og et spark der skal desorientere fjender, og meget andet er der såmænd ikke i det. Fjenderne, der hopper ud af mørket og ligner en slags nordisk mytologisk udgave af Pyramid Head fra Resident Evil-serien, kræver heller ikke meget mere af dig, for de slår efter dig med simple, let forudsigelige angreb. Det lyder måske både kedeligt og en kende for let, og for nogle der først og fremmest søger en dyb mekanisk tilgang til spiloplevelsen er det det sikkert også. Men Hellblade anerkender dette fra start af, spillet ved godt hvad dets styrker er, og denne selvindsigt gør at spilleren, ligesom udvikleren har tiltænkt, ser kampsystemet og kampene som en forlængelse af den narrative rejse. Det bliver en del af fortællingen om Senua i stedet for et separat mekanisk aspekt, ligesom navigationen i Firewatch, der både er overfladisk men eksisterer udelukkende af fortællermæssige årsager. Spillet giver dig ikke engang en introduktion når fjenderne står overfor dig første gang. Du trækker dit sværd, og så fortsætter fortællingen om du er klar eller ej. Hellblade: Senua's Sacrifices kampsystem, eller mangel derpå alt efter hvem man spørger, bliver uden tvivl et af spillets mest omdiskuterede aspekter, men hvad man må anerkende spillet for er dets evne til at spille på styrkerne og inkorporere svaghederne i en større, stærkere sammenhæng.

Der er også en række forskellige puslespil, der ændrer sig en smule alt efter hvilken portion af spillet du bevæger dig igennem. Her er det let at ødelægge lidt for meget af spillets handling, og det ønsker jeg at undgå, men hovedsageligt introducerer forskellige portioner af spillet et twist på den centrale gimmick, nemlig at benytte perspektiver til at forme en særlig figur. Det er ganske forsimplet, og formår aldrig at udfordre, men netop at bruge områderne, omgivelserne og landskabet til at skabe puslespillene er ganske fint tænkt, for Hellblade: Senua's Sacrifice er smukkere end smukt.

Hellblade: Senua's Sacrifice
Hellblade: Senua's SacrificeHellblade: Senua's SacrificeHellblade: Senua's SacrificeHellblade: Senua's Sacrifice

Hellblade er nemlig blandt de smukkeste spil på de nye konsoller, og uden tvivl en af de mest detaljerige, og visuelt medrivende spiloplevelser der udkommer i år. Ninja Theory har brugt meget, meget lang tid på at udvikle den innovative, banebrydende teknologi der ligger til grund for de detaljerede ansigtsanimationer, og det er da også det mest imponerende aspekt, men man må ej underkende hele spillets visuelle udtryk. Den dunkle, mørke, beskidte verden hvor en iskold havvind river i de nøgne træer, og hvor Senuas psykose kun tilføjer et ekstra syret filter oven på det ellers skrækindjagende landskab er en sand visuel genistreg, og selvom man har mulighed for at løbe, så har du egentlig aldrig lyst, for bare det at kunne begive sig igennem landskabet med Senuas mange stemmer som skræmmende akkompagnement er en fryd for øjet, og i forhold til at skabe stemning, så kan Hellblade sagtens placeres sammen med de helt store.

Og nu hvor vi igen dvæler ved stemmerne er det værd at rose stemmeskuespillet, hvoraf skuespillerinden der portrætterer Senua, Melina Juergens, gør et fabelagtigt stykke arbejde. Den følelsesmæssige tilstedeværelse i stemmerne skyldes naturligvis også den velimplementerede 3D-lyd, der placerer dig midt i Senuas hovede med alle stemmerne svævende rundt om dig, men skuespillet her er fortræffeligt, og den finesse der er lagt i at give stemmerne distinkte karakteristikker er uovertruffen. End ikke giganterne i branchen som Troy Baker eller Nolan North har fået lov til eller medvirket i et spil der portrætterer en stemme og et udseende på så mangfoldig vis som i Hellblade: Senua's Sacrifice.

Og her ankommer vi så ved konklusionen, og du kan nok lugte hvor det bærer henad. Hellblade: Senua's Sacrifice er et projekt lige så meget som det er et spil. Det er et forsøg fra Ninja Theorys side at eksperimenterer med de forskellige formater vi er blevet vant til i spilbranchen, at skabe AAA-produktionsværdier i en oplevelse der er jordnær, personlig og fri for de testede vande som de store firmaer har sejlet rundt i i årevis. Det er en stor satsning, og det er lykkedes. Hellblade formår lige netop at leverer en ambience uden lige, og den kommer lige netop fordi spillet tager narrative chancer. Nogle vil måske ikke finde den mekaniske dybde de leder efter, så din nydelse af spillet afhænger ultimativt af hvordan dit forhold er til narrative oplevelser. For mit vedkommende var den fantastisk oplevelse, og jeg har en tilbøjelighed til at falde for disse narrative spiloplevelser. Du vil uden tvivl se tvivl herske imellem forskellige journalister på denne her.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Fantastisk stemning, gudesmuk grafik og animation, fabelagtigt stemmeskuespil, vovet fortælling.
-
Nogle vil måske savne mekanisk dybde.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Brugeranmeldelser

  • Nike
    Ninja Theory er, i mine øjne, nogle af de mest uheldige udviklere i disse dage. Et hold udviklere der ofte har haft kritikkerne på sin side, men... 9/10

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.