Dansk
anmeldelser
Uncharted: The Lost Legacy

Uncharted: The Lost Legacy

The Lost Legacy tilføjer ikke meget nyt, men bruger det vi kender på nye og kreative måder.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Uncharted er en serie med styrker og svagheder. Grafikken har altid været med til at vise, hvad vores Playstation er i stand til, karaktererne er blandt de mest troværdige, jeg har set i spil og det er altid spændende at udforske en by, der ikke er blevet besøgt i hundredevis af år. Men samtidig er spillene fyldt op med skudkampe, der ofte smager af, at deres eneste funktion er at gøre spilletiden længere. En smag der også har været tydelig i diverse gåder i spillene. The Lost Legacy består af ingredienserne fra tidligere spil, og i stedet for at tilføje en masse nye, har Naughty Dog valgt at forbedre de ingredienser, vi allerede kender.

Uncharted: The Lost Legacy
Uncharted: The Lost LegacyUncharted: The Lost LegacyUncharted: The Lost Legacy

Uncharted: The Lost Legacy er interessant. På den ene side kan det mærkes, at spillet "kun" har været under udvikling i lidt over et år. På den anden side var jeg konstant forbløffet over, hvad Naughty Dog har formået at skabe på den tid. Lad mig starte med det første punkt: Uncharted-spillene har sin egen identitet, ikke igennem den by man graver frem og besøger, men igennem de ting man foretager sig på rejsen. I Uncharted 2: Among Thieves er man på en uforglemmelig togtur og rejsen i bjergene med Tenzin vil altid være et højdepunkt i serien. Uncharted 3: Drake's Deception har et mesterværk af et flystyrt og den efterfølgende del i ørkenen, vil altid springe frem i mit hoved, når snakken falder på det spil. I Uncharted 4 var fokus på forholdet mellem karaktererne, så jeg husker hovedsageligt spillet for udviklingen af karakterne i et narrativ, der ikke var bange for at tage sig god tid, og som bare blev bedre og bedre.

Identiteten i The Lost Legacy er lidt sværere at sætte sin finger på. Der er endnu en fantastisk togtur, hvor man starter i bagerst og langsomt skal kæmpe sig frem mod fronten, men det har vi set tidligere i Uncharted 2. Der er en hæsblæsende sektion, hvor man skal hoppe fra bil til bil, mens man skyder modstandere på farten, men det har vi også set tidligere i både Uncharted 3 og 4. Deler man The Lost Legacy op i kapitler på den måde, har man set det hele tidligere, men det er i måden spillet forbedrer de enkelte dele, at spillet får sin egen stærke identitet.

Mens der var store områder i Uncharted 4, førte alle veje til samme destination. The Lost Legacy efterligner formlen i et enkelt kapitel, men her bliver de enkelte templer spredt ud over kortet, og du må selv vælge hvilken rækkefølge, du tager dem i. Og Naughty Dog presser alt ud af kapitlet, som de kan. Spredt ud over kortet er også en række mindre templer, der alle indeholder en amulet, og hvis du finder dem alle, åbner der sig en ny skat for dig. Og jeg vil på det kraftigste anbefale alle, at gå på jagt efter de amuletter. Ikke fordi skatten er umulig at leve uden, men fordi de enkelte templer indeholder seriens hidtil bedste gåder.

"Gåderne" i Uncharted har ofte været i den uhyggeligt lette ende. Nathan har tegnet fire forskellige tegn i sin notesbog - gerne med et tal ud fra de enkelte tegninger - og så er det ellers bare at hive i håndtagene i den rigtige rækkefølge. Der har været enkelte udfordrende gåder hist og her, men ofte har de ikke krævet den store hjerneaktivitet af spilleren... indtil nu. I The Lost Legacy var der gåder jeg døde til, gåder der fik mig til at stoppe op og tænke flere gange, og jeg elskede det. Det gik op for mig, at det var et aspekt af Uncharted, der altid har fungeret, men sjældent imponeret, og først i The Lost Legacy har studiet formået at bruge spillets mekanikker på nye og kreative måder.

Uncharted: The Lost Legacy
Uncharted: The Lost LegacyUncharted: The Lost LegacyUncharted: The Lost Legacy

Forholdet mellem karaktererne er heldigvis forblevet i fokus, som vi så det i Uncharted 4. Nadine og Chloe er det perfekte makkerpar med tydelige modsætninger, der gennem et fælles mål langsomt lærer at sætte pris på hinandens metoder. De har begge bagage med fra fortiden, hvilket spillet giver tid til at udforske ordenligt i de seks timer det tog mig at gennemføre. Samme ros vil jeg dog ikke dedikere til spillets skurk, Asav, der ligner den gale rige leder, vi har mødt tidligere. Han er ikke lige så langt ude i skoven som Lazarević, men heller ikke helt så kynisk analyserende som Rafe eller Marlowe. Nadine kender ham fra tidligere, og kan derfor fortælle om, hvor mægtig en modstander han er, men ud over hans enkelte monologer lærte jeg ham aldrig rigtigt at kende. Antagonisten i Uncharted-spillene har dog aldrig været omdrejningspunktet for historien, men mere været til stede for skabe et form for kapløb om, hvem der kan finde skatten først. Og den rolle opfylder han, uden at skabe yderligere opmærksomhed om sig selv.

Og så skal der selvfølgelig være en skurk, fordi en masse mennesker skal dø. Det er trods alt Uncharted det her. Ligesom i Uncharted 4, er skudkampene spredt nok ud til, at de aldrig føles dræbende for narrativet, og områderne er ofte så store, at du har mange måder at takle de enkelte situationer på. Især tilføjelsen af en pistol med lyddæmper gjorde meget for at adskille oplevelsen lidt mere. I Uncharted er vi vant til, at når det første skud er blevet affyret, begynder alle at skyde efter dig, men med en lyddæmper blev det pludselig muligt, at nedlægge fjender på afstand uden at nogen bemærkede det. Endnu en tilføjelse, man kommer til at savne, når man genspiller de gamle spil i serien.

Af andre nye tilføjelser, er Chloe også i stand til at bruge sine hårnåle til at åbne døre og kister. En lockpicking-mekanik, der på overfladen virker utrolig let - det er ikke muligt at fejle i sit forsøg - men det er måden spillet bruger denne nye mekanik, der er beundring værd. Som at stå et udsat sted i nærheden af fjender, og bare skal have åbnet en dør inden man bliver opdaget. Der er også blevet tilføjet nye baner og skins til multiplayeren og survival-mode, men ellers ligner den sig selv. Det er et aspekt af serien, der aldrig har tiltrukket mig, men var du vild med multiplayeren i Uncharted 4, vil du fortsat falde for den her.

Uncharted: The Lost Legacy føles på mange måder som en "best of Uncharted". Mange af de flotte sektioner, har vi oplevet tidligere, men dette har aldrig været et forsøg på at genopfinde serien. Dette er et forsøg på at raffinere og forbedre de dele, vi allerede kender til. Og på det punkt er The Lost Legacy en succes. Hvis dette er sidste gang Naughty Dog laver et Uncharted-spil, så slutter de på toppen. Og skulle de vælge at fortsætte serien, kunne jeg ikke forestille mig et stærkere makkerpar at følge end Chloe og Nadine.

The Lost Legacy er beviset på, at man ikke behøver tilføje nye ingredienser for at give spil sin egen identitet. Man kan sagtens bruge de gamle på nye og kreative måder. Mums.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Gåderne er sværere, Chloe og Nadine, open-world er godt implementeret, bedre muligheder for stealth.
-
De større hæsblæsende sektioner er gode men genbrugt fra tidligere spil i serien, skurken savner lidt mere tid til at udvikles ordenligt.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.