Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Starcraft

Starcraft: Remastered

Blizzard går tilbage og restaurerer en af deres klassikere. Kan Starcraft stadig være relevant alle disse år efter?

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Starcraft-serien har siddet et lidt akavet sted i de sidste mange år. Med en gigantisk fanbase i Korea lever den tyve år gamle etter videre i bedste velgående. Toeren har derimod ikke fået overtaget den trone på nogen måde. At sikre Starcrafts vedvarende relevans i Korea må være den primære årsag til denne genudgivelse, men naturligvis er Blizzard også interesserede i at vække en klassiker til live igen for alle os andre. Spørgsmålet er så om det stadig er værd at spille, og om Blizzard har remastered det på ordentlig vis.

Der hersker vist ingen tvivl om, at Starcraft og udvidelsen Brood War er en fantastisk pakke på nærmest alle parametrer. Med en interessant kampagne, udfordrende og tight gameplay og en solid onlinedel er der vanvittigt meget indhold for pengene her. Det er Blizzard heller ikke i tvivl om, og netop derfor ser vi en remaster, ikke et remake. Når man spiller Remastered, så fornemmer man at Blizzard har behandlet det som en kronjuvel, et mesterværk, som kun lige skal pudses lidt, men ellers skal være helt intakt. Der er dog fordele og ulemper ved denne tilgang, og det vil være fokus for anmeldelsen.

Hovedsageligt er det dog absolut en god tilgang, af flere grunde. Hensigten med Remastered er, som Blizzard skriver, at det skal føles som at få briller på. Alt er det samme, men nu er det altså knivskarpt. Sagt på en anden, måske lidt mere magisk måde, så er det som at spille det Starcraft, mange husker, og ikke det grynede helvede, det faktisk er. Hvis du er i tvivl om, hvordan det så ud, så kan du i Remastered trykke F5, og så vil hele spillet transformeres fra HD til originalen.

En anden rigtig god grund for Blizzard til at være nærmest religiøst tro mod originalen er, at Starcraft II, morsomt nok, forbedrede originalen "for meget". Mange af de frustrerende ting ved Starcraft 1, såsom troppernes elendige pathfinding, og de hjælpeløse arbejdere, som ikke kan sættes til at mine råstoffer automatisk når de spawner, er noget af det, som gør spillet interessant for den kompetitive scene. I Starcraft er det med det samme mærkbart, at disse mange begrænsninger gør det svært at sende en "death ball", altså en enorm klump units, afsted mod fjendens base, og vinde ad den vej. Man kan kun markere et begrænset antal, de kan ikke finde vej, og ens base administrerer heller ikke sig selv.

Starcraft
StarcraftStarcraftStarcraft

Da Blizzard "fiksede" disse elementer i toeren fjernede det en stor del af det, som gjorde originalen så udfordrende. Den konstante micromanaging af ens base og units kræver at spilleren konstant skal holde øje med alting. Dermed kan man altså ikke bare sætte en masse processer i gang, lave en kæmpe hær og overrende modstanderen. Fordi Starcraft II assisterer spilleren mere, og fordi spillet f.eks. ikke straffer ineffektive arbejdere ligeså meget, er spillet mere et spørgsmål om, hvem der først får overrendt modstanderen med en kæmpe hær.

Det var en vigtig men lang historielektion, som forhåbentlig forklarer, hvorfor vi ser denne Remaster, men også hvorfor spillet ikke har fået en remake. Men for alle os, som ikke har brugt de sidste 20 år på at spille Starcraft, er det så værd at opleve nu?

Svaret er afgjort ja. For mig at se, så er Starcraft et spil som fortjener at få en ansigtsløftning, og det ser fantastisk ud nu. Det er ret så fascinerende at kunne zoome ind og se alle detaljerne på de absurde Zerg-væsener. Bygninger, som man før nærmest ikke kunne se hvad skulle forestille, står nu knivskarpt. Karaktererne får nyt liv gennem deres avatarer, som nu er helt opdaterede med friske HD-modeller. Selvom der stadig ikke er lip-sync, så er det så godt som det bliver, når vi taler om et spil fra 1998.

Soundtracket, stemmerne og lydene er ligeledes noget af det bedste, mest rammende, jeg har oplevet i et RTS-spil. Især oplevelsen af at spille som Zerg er virkelig et pletskud fra Blizzards side, og det er en fornøjelse at se og høre i HD. Sammen med den visuelle ansigtsløftning, så er lydsiden noget af det, som gør at man faktisk gider tærske gennem den lange kampagne, for at få historien med. For en spiller, som ellers ikke er den store RTS-nørd, så er det en stor bedrift.

Noget af det, jeg holder mest af ved Starcraft, er hvor forskellige de tre racer er, selvom det alligevel er et virkelig balanceret spil. Det var en af Blizzards originale ambitioner med spillet, og noget af det de lykkedes bedst med. Når man spiller kampagnen, og når til Zerg, bliver man helt blæst bagover af, hvor radikalt anderledes spillet bliver. Fra den virkelig originale tanke om, at hele ens base vokser fra larver, til det syrede design, så er hele filosofien bag Zerg bare så anderledes. Ikke nok med dette, men Zerg har også Guardians, som er flyvende siege units, og som giver helt unikke fordele og svagheder. Fra de skræmmende Zerg til de noble Protoss er der igen en verden til forskel, også i gameplay.

Der er ingen tvivl om, at nogle spillere i dag vil være frustrerede over de førnævnte begrænsninger. Dette tæller de idiotiske units, som ikke kan gøre noget som helst selv, men også hvor få units man kan vælge ad gangen. Men se det som en ekstra udfordring, som er med til at teste hvor mange handlinger du kan foretage i minuttet. Det har koreanerne gjort de sidste 20 år.

Kan man komme udover det mildest talt udfordrende gameplay, så venter der en suverænt eksekveret oplevelse. Kampagnen er en af de mest vellykkede jeg har oplevet i et RTS, og fortæller en historie, som er mere nærværende end hvad man oftest ser i militære sci-fi-spil. Dialogerne i briefingerne, inden missionerne starter, er velskrevne, og de nye 3D-ansigter til karaktererne hjælper også til at skabe indlevelse.

Starcraft
StarcraftStarcraftStarcraft

Alligevel er singleplayer ikke hovedpunktet for de fleste spillere. Som nævnt er det utvivlsomt den kompetitive multiplayer, der tiltrækker flest spillere ved Remastered. At Blizzard har tilføjet spillet til deres moderne Battle.net og tilhørende netværk gør, at Starcraft igen er et gangbart valg, når der skal spilles mod vennerne. Det virker, og det er ligetil. Hvis du vil spille Ladder, Ranked eller finde en Custom Match, så gør det. Hvis du vil joine en dansk chat lynhurtigt, så finder spillet en channel til dig med det samme. Det har aldrig været lettere at være nostalgiker og få slag af garvede Starcraft-spillere.

Det er dog på tide at tale om de ting, som Blizzard sagtens kunne have implementeret, uden at smadre den fine assymetriske balance, som Starcraft og Brood War er hæderkronet for. Her taler jeg om ganske simple ting, som lidt rådgivning til nye spillere. Du har den komplet irrelevante originale guide i form af hurtige tips til spillet, men der er ikke noget "index" over units og bygninger, hvor man kan se hvad de forskellige er gode til. Der er ikke nogen "strategi-guide" eller "overview" over racerne, hvilket ellers havde været oplagt at tilføje i f.eks. pause-menuen.

Samtidig havde det været rart med f.eks. en mulighed for at auto-save, eller bare en quick-save hotkey. Nogle af disse småting havde været rare at have anno 2017, og havde bare været praktiske for singleplayere, men havde ikke ændret balancen eller gameplayet overhovedet. Således er der små irritationsmomenter, som kommer fra Blizzards berøringsangst overfor kernespillet.

Bortset fra dette, så er det dog en suveræn tidsrejse man kommer på med Starcraft: Remastered. Man skal ikke forvente et moderne spil, dem er der masser af. Man skal forvente præcis det spil, som satte guldstandarden for RTS tilbage i 1998, men nu med en opdateret multiplayer og en fantastisk visuel remaster. Dette tæller nogle frustrerende elementer, som er med til at gøre spillet udfordrende. For 15 Euro er det svært at finde så meget indhold af så høj kvalitet. Der er derfor kun tilbage at sige, at hvis du ikke allerede har oplevet dette stykke spilhistorie, så grib chancen nu. Hvis du derimod allerede elsker Starcraft, så er der ingen grund til at holde sig tilbage. Blizzard ved stadig, hvad de laver.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Stadig et genialt spil, flot visuel opgradering, velfungerende integrering af Battle.net, tro mod originalen, en solid udfordring.
-
Kunne bruge en guide/oversigt over units, ingen quick/autosave.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Starcraft: RemasteredScore

Starcraft: Remastered

ANMELDELSE. Skrevet af Anders Fischer

Blizzard går tilbage og restaurerer en af deres klassikere. Kan Starcraft stadig være relevant alle disse år efter?

StarCraftScore

StarCraft

ANMELDELSE. Skrevet af Thomas Hilt

Med StarCraft har Blizzard gjort strategigenren endnu mere rafineret, med en god historie og et udfordrende gameplay,



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.