LIVE

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Live broadcast
Annoncer
logo hd live | Hitman 3
See in hd icon
Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Kingdom Come: Deliverance

Kingdom Come: Deliverance

Warhorse Studios har valgt at fjerne alt det magiske i deres RPG, og har på den måde skabt noget ganske magisk.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Kingdom Come: Deliverance er en storsatsning, som vi har ventet spændt på. Den tjekkiske udvikler, Warhorse Studios, har siden 2012 arbejdet på spillet, som er ret så unikt: et open world førstepersonsrollespil, der foregår i middelalderens Bohemia, det nuværende Tjekkiet. Som Henry, søn af smeden i Skallitz, kan du færdes frit i denne hyperrealistiske og gigantiske gengivelse af Bohemia. Modsat Elder Scrolls, som rent gameplay-mæssigt nok er Kingdom Comes tætteste slægtning, så er du dog bundet af de betingelser, denne middelalderlige verden ville have, og oplevelsen er dermed usædvanligt grundet i helt naturlige forhold. Kingdom Come har dermed kolossale ambitioner og potentialet til at være en suveræn oplevelse. Men kan Warhorse løfte denne utrolige opgave, eller falder det hele til jorden?

Fra de allerførste skridt jeg tog som Henry fra Skallitz stod det mig helt klart, at Kingdom Come: Deliverance ville blive en oplevelse, helt ulig nogen anden. Mens designet og stemningen med det samme tog mig tilbage til The Elder Scrolls IV: Oblivion, så er Henrys karakter utroligt vigtig for at forstå, hvad der er så anderledes ved spillet. Du er ikke Dragonborn, du er ikke Geralt of Rivia, og Henrys køn og udseende er ikke designet af spilleren. Du er født som den du er, hverken mere eller mindre. Kan du ikke lide at være smedens søn? Ærgerligt. Sådan er virkeligheden, og det gør heller ikke altid Henrys arbejde helt nemt, at han er fra mindre glamourøse kår i det Herrens år 1403.

Naturligvis er der alligevel et element af held i spillet, da Henry, trods sin status i samfundet, snyder døden flere gange, krydser Bohemias landkort og havner i Lord Radzigs tjeneste, hvor han undersøger en konspiration, som truer kongeriget selv. At rende rundt blandt adelen og løse konspirationer, med egen hest og lommen fuld af guld, er naturligvis ikke den mest oplagte skæbne for smedens søn, og det adresseres ofte af verdenens beboere. Trods det usandsynlige held, der lader til at følge Henry, så hører han alligevel til i universet på en måde, som vi ikke er vant til i rollespil. I de første mange timer af spillet kan Henry ikke rigtig så meget, og selv den lokale dranker kan i første mission banke én til plukfisk, da man skal inddrage hans gæld til ens far. Hans udgangspunkt kan dermed siges at være præcis som de tusinder af NPC'er man støder ind i. Det unikke ved Henry er den livsændrende rejse, spillet sender ham på.

Kingdom Come: Deliverance
Kingdom Come: DeliveranceKingdom Come: DeliveranceKingdom Come: Deliverance

Fordi Henry ikke er nogen superhelt har han heller ikke nogen superkræfter. Der er ikke nogen sjette sans, som vi kender fra Geralt i Witcher 3, og han kan heller ikke læse fra starten af. Alt hvad du gerne vil kunne, er noget du skal lære gennem spillet. Så hvis du gerne vil lære at læse, så skal du finde nogen, der kan undervise dig. Hvis du gerne vil lære sværdkamp, så skal du både undervises i bestemte tricks, men også lære det ved at kæmpe.

Her støder vi på noget af det, jeg måske holder mest af ved Kingdom Come: Deliverance. Mens jeg frygtede at spillet ville være overdrevet bøvlet og trægt at spille, grundet dets fokus på realisme, så viste det sig faktisk på mange punkter, at være det stik modsatte. Level-systemet er et godt eksempel. Hvor man i mange andre spil vælger at blive bere til sværd-kamp ved at vælge det, enten i starten af spillet eller løbende, så er det en helt igennem organisk proces i Kingdom Come. Slås du meget med sværd, så vil du naturligt blive en erfaren kæmper, ligesom du vil være på komplet bar bund med en økse, hvis du aldrig har kæmpet med denne før. Hvis du dirker mange låse op, vil du ligeledes have en markant bedre chance for at dirke en "very hard" lås op, selvom den egentlig er over dit niveau.

Den meget organiske proces afspejles også i kampsystemet. Kort sagt, så foregår nærkamp ved, at du kan svinge sværdet, øksen og deslige på venstreklik, stikke på højreklik, parere med Q og undvige med WASD. Der er naturligvis meget mere i det end det, men grundlæggende bestemmes slagets retning af, hvor du peger musen hen, så f.eks. kan du svinge oppefra og ned mod modstanderens hoved ved at pege opad, mens du derimod kan lave et lavt sving ved at pege mere nedad. Det handler i høj grad om timing og undvige-manøvrer, og disse kampe har utrolig dybde, hvor hver spiller kan finde sin egen stil, men hvor døden også altid lurer lige om hjørnet. Eksempelvis fandt jeg hurtigt ud af, at jeg var meget bedre til at stikke folk til døde på super aggressiv vis, så jeg droppede skjold og kortere sværd til fordel for et langt sværd, som var sylespidst, og derfor velegnet til at stikke hurtigt. Min strategi i kamp er derfor at undvige og overraske modstanderen, og derefter overrumple ham med en masse stik, indtil han giver op eller dør. Der er også utroligt mange andre veje til sejr, og det er ganske imponerende lavet.

Denne organiske vej til at blive en frygtindgydende modstander, diplomat eller alkymist suppleres af, at du kan henvende dig til bestemte mennesker, for at blive undervist. Her er det dog begrænset til én lektion for hvert femte level i hver enkelt kategori. Kort sagt, så kan du altså ikke købe dig til at blive en superhelt, men må i stedet presse dig selv gennem praksis.

Når man stiger i level, vil man få adgang til nye perks, under enkelte kategorier. Disse kan være alt fra fjollede til niche, eller yderst brugbare og game-changing. F.eks. kan man med "Mule"-perk'en bære mere, mens en anden perk gør at man med en perfekt parering til tider også giver et slag med bunden af sværdet. Alternativt kan man opgradere Henrys mandlige dunst således at han i uvasket tilstand er ekstra charmerende overfor kvinder. Henrys talenter kan altså formes på utallige måder, alt afhængig af de perks, man vælger, men også hvordan man lever ens middelalderlige liv.

Ligesom karakteren kan tweakes gennem perks, så kan Henry også klædes ganske forskelligt på, gennem fire mulige lag tøj til hver kropsdel! Vil du have fuld pladerustning på beskytter det selvfølgelig mere, men har du en hjelm med visir, skal du også være klar på, at dit udsyn vil være begrænset. Du skal også være klar på at din rustning larmer, når du går, ligesom du vil være langsom. Jeg har som regel noget let kampgrej til brug udenfor byerne, og en trøje og en hat til byerne, hvor jeg kører en mere diplomatisk stil eller sniger mig rundt og stjæler penge fra handelsfolkene, jeg lige har betalt for sværd og potions.

Realismen gør generelt Kingdom Come til et utroligt spændende spil, da hvert aspekt af gameplayet føles meningsfuldt og dybt, men samtidig intuitivt. Eksempelvis kan du fremstå frygtindgydende eller charmerende, alt afhængig af om du har slidt, blodig rustning på, og har sår i ansigtet, eller om du har kultiveret tøj på, og ser ren ud. Vælger man en diplomatisk vej vil det altså være en god idé at vaske sig ofte. En grundig vask kan foregå i badehuse, mens en mere hurtig vask kan finde sted ved trug, som findes i alle byer.

Kingdom Come: Deliverance
Kingdom Come: DeliveranceKingdom Come: DeliveranceKingdom Come: Deliverance

Generelt skal man passe på sig selv, ligesom man skal i virkeligheden. Man skal sove og spise i passende mængder, da man ellers ikke rigtig fungerer ordentligt. Lykkes det Henry at charmere en ung mø til en fornøjelig nat, vil han desuden have ekstra selvtillid, og dermed +2 på sin karisma. Kort sagt vil komfort og velvære belønnes, mens det modsatte vil give minusser på Henrys stats. Er du blevet såret i kamp og har f.eks. kraniebrud, brækkede ribben eller bløder, så bør du drikke en potion eller på anden vis søge healing.

Igen må jeg give udvikleren ros for at lykkes med at gøre spillet så nemt og intuitivt at sidde med, trods den kolossale detaljegrad. Søger man at forstå alle aspekter af spillet med det samme, så vil det naturligvis være overvældende. Heldigvis gør den enorme detaljerigdom ikke, at Kingdom Come er tungt at spille eller svært at forstå, da man lærer systemerne at kende gradvist. Man bliver ikke tvunget til at forstå alting på én gang, men bliver derimod belønnet, hvis man sætter sig ind i tingene.

Spillet føles som helhed ganske intuitivt, og det er nemt at søge ekstra information om verdenen i spillets codex, ligesom quests, verdenskortet, ens inventory osv. er ganske nemme at gå til, hvis man har haft med rollespil som Elder Scrolls at gøre før. Menuerne er desuden ganske flot lavet.

Alt dette når ned til, at man i Kingdom Come har en realistisk og uhyre detaljeret middelaldersimulator, som endda er ret nem at gå til. Det er jo helt utroligt! Jeg er i hvert fald blæst bagover, og har været totalt suget ind i denne verden siden jeg fik hænderne i spillet. Men lad os dykke lidt mere ned i, hvordan spillet føles, når man sidder med det.

På rigtig mange punkter har vi her et fantastisk rollespil, som føles både autentisk og troværdigt. Hvert hjørne af spillet føles meningsfuldt og gennemtænkt, og sjældent ses noget, der fremstår masseproduceret. Fra det bakkefyldte landskab og de tætte skove, med smukke vandløb, til byernes summende liv, så føles alle aspekter af spillet helt unikke. Man føler aldrig, at man laver noget ligegyldigt, og uanset hvor man går hen, føles det som om, der er tusind ting at udforske.

Som forventet, så bugner spillets store verden naturligvis med quests af forskellig art. Generelt er de nogenlunde veldesignede, men ofte udnytter spillet ikke helt potentialet i de mindre historier. Eksempelvis skal man stjæle for en af de mere væsentlige karakterer på et tidspunkt, men efter at man har stjålet et par ting for ham, så sker der bare ikke mere, ligesom ens kærlighedsaffære med en ung dame ikke har noget indhold efter man har fuldført "missionen" ved at have sex med hende. Her føles det meget pludseligt, at man efter denne quest blot interagerer med hende som alle andre beboere i Rattay-området.

Hovedsageligt har spillet dog ufatteligt meget at byde på, og måske mest overraskende, så er historien og karaktererne ofte fyldt med humor. Eksempelvis er Lord Capon, som er en klassisk forkælet, ung aristokrat, super underholdende. Hans interaktioner med hovedkarakteren, hvor de bl.a. drikker, tager på jagt og besøger et badehus sammen, er ganske velskrevne. En anden druktur, Henry kommer på, er med en ret så løssluppen præst, og denne lille historie er en af de fedeste overraskelser, jeg har længe har oplevet i spil. Det er sådanne små afstikkere, der viser spillets mange facetter, og udviklerens kæmpe overskud.

Humoren viger naturligvis ofte for mere seriøse dele af spillet, især i hovedhistorien, hvor der ryger hoveder til højre og venstre, og dette afvejes rigtig fint. Historien balancerer også rigtig godt Henrys eget ønske om blodig hævn med den mere storladne fortælling om politiske intriger og snedige sammensværgelser, som han pludselig står i midten af. Spillet involverer et stort persongalleri, men har stadig tid til mindre, mere intime fortællinger. Som man kan forvente fra forfatteren bag Mafia 1, Daniel Vávra, så er dialogerne for det meste ganske velskrevne, ligesom både hoved- og bikarakterer er imponerende troværdige.

Kingdom Come: Deliverance
Kingdom Come: DeliveranceKingdom Come: DeliveranceKingdom Come: Deliverance

Historien, sammen med det meget varierede gameplay, hvor man både risikerer livet i kamp, forhandler, sniger sig rundt, og udforsker mordgåder, gør at det er et spil, man vil kunne sidde med i mange dage, uden at blive træt af det. Spillet behøvede nærmest ikke halvdelen af sit indhold, og jeg havde stadig været tilfreds. Der er så meget at se og opleve i Bohemia, og det meste er tilmed ganske velskrevet.

Det vil sige, sådan er det meget af tiden. Som vi har fået fastslået, så er dette et meget ambitiøst spil, men som vi kender det fra andre store spil (indsæt tilfældigt Bethesda-spil), så er det jo også en tåbelig mængde indhold at skulle få til at køre glat. Og at køre glat, det er kun noget Kingdom Come: Deliverance gør i meget sporadiske øjeblikke. Fra det grafiske til kamp, quests og ren og skær performance, så har vi at gøre med en virkelig usleben diamant, også efter de nylige opdateringer.

Virkelig ofte har jeg oplevet, at helt forskellige dele af spillet har gjort, at jeg bare ikke kunne komme videre. Til tider vil en quest ikke blive afsluttet, selvom jeg har gjort det, der skal til. En enkelt gang kunne jeg ikke komme ud af et hus, fordi dørkarmen var for smal, selvom jeg godt kunne komme ind. En anden gang kunne Henry ikke længere se ligeud, mens han red på hest, men kunne i stedet kun kigge lige ned. Da måtte jeg loade et save fra 40 minutter tidligere, og heldigvis var denne fejl der ikke længere. Ofte har jeg simpelthen undgået quests fordi de ikke virker, og nu ligger de bare og venter på, at en patch måske retter dem i fremtiden.

Større slag er også en mærkeligt orkestreret rodebunke. Især det første store slag, man deltager i, viste sig at være en ret mærkelig oplevelse. Den intense nærkamp, som imod en enkelt eller to modstandere er glimrende, er her reduceret til et mærkeligt kaos. Kampen føltes som at spille mod marionetdukker, hvor hver wave af fjender varierede mellem at være højst udfordrende, og andre gange mest stod og kiggede mens de blev stukket ihjel. Pludselig stod Lord Radzigs mænd og ventede på, at jeg ene mand håndterede seks bueskytter. Så jeg løber ud mod de fire første, som havde placeret sig mærkeligt væk fra det hele og bare ventede på, at jeg stak dem ihjel med mit sværd, én efter én. Da jeg så til sidst fik dem alle ned at ligge, kunne den kaotiske krig fortsætte sin akavede gang.

Denne følelse af at spillet ikke altid er helt færdigbagt er især uheldig fordi Warhorse har valgt at lave et noget anderledes save-system. En sjælden gang imellem auto-saver spillet, men ellers skal man enten sove i mere end tre timer, eller drikke en særlig snaps, som koster 100 Groschen, for at der kan gemmes. Denne pris er ikke helt lav, især i starten af spillet, hvor man både er uduelig og fattig, så man vælter altså ikke i snaps. Dette system, som naturligvis gør at man ikke render rundt og gemmer ustandseligt betyder også, at man bliver endnu mere rasende, når spillets utallige bugs får én ned med nakken på den ene eller anden måde.

Kingdom Come: Deliverance
Kingdom Come: DeliveranceKingdom Come: DeliveranceKingdom Come: Deliverance

En dag et-patch på over 20 GB vidner dog om en udvikler, der er klar over, at der er en del fejl at rette op på, og man kan kun håbe på, at de fortsætter det gode arbejde med at rette fejl i lang tid endnu, som vi har set bl.a. CD Projekt Red gøre det med Witcher 3. For ligeså fantastisk som Kingdom Come er, lige så allerhelvedes fejlfyldt og tålmodighedskrævende er det. At trække mig selv igennem dets smukke, men fejlfyldte verden minder meget om, hvordan jeg trak mig selv igennem Oblivion tilbage da det var det nye sort. Begge spil er vanedannende, gigantiske og omfangsrige, men er så tæt på bare ikke at virke, og kan nærmest slagte din computer pga. deres elendige optimering. Men man trækker sig igennem det, fordi det bare er fandens gode spil.

Men hvor Oblivion blandt andet kørte dårligt fordi min computer ikke var meget stærkere end min nuværende brødrister, så har Kingdom Come ikke rigtig nogen undskyldning for at flyve mellem 20 og 60 FPS, selv når jeg skruer ned på medium med mit GTX 1060 6 GB grafikkort. Men igen, jeg lever med det, fordi de mange bugs kan overkommes med et så suverænt spil.

Grafisk lykkes det virkelig for Warhorse at bringe Bohemia til live. Med CryEngine formår spillet at få især lys til at se helt fantastisk ud. Fra solskin til byernes fakler i mørket, så er der simpelthen tale om super lækre lyseffekter. Karakterernes animationer er en anelse stive i det, men det ser overordnet også rimeligt ud, især ansigtsudtryk er bedre end jeg forventede. Designmæssigt er der ingen tvivl om, at det er en vidunderligt realiseret middelalderverden, som er bragt til live med utrolig præcision, og som man bare har lyst til at leve i. Tøj, vand, natur, byer, det hele er rigtig flot lavet, men ofte bringer spillets lidt ufærdige status denne ellers lækre præsentation ned. De mange lag tøj, man kan have på, går ofte igennem hinanden, ligesom det gælder med andre dele af verdenen. Teksturer kan også være lidt grove visse steder, og endnu værre er, at der er tekstur-pop-ins overalt. Især når man rider kan man mærke, at verdenen ikke helt kan følge med, og det gør, at spillet selvfølgelig godt kan se noget kikset ud i praksis, hvor fine teksturer først loader meget sent. Uanset hvor højt man sætter draw distance, så vil horisonten bare være en smule karakterløs her, og det er ærgerligt, når mange andre dele af spillet ser ganske pænt ud.

Stemmerne er generelt også super gode, og det gælder naturligvis især hovedkaraktererne. Henry er lidt enfoldig at høre på ofte, men det passer godt til ham at være lidt bondsk. På samme måde er de ofte sprælske adelige noget mere livlige i stemmerne, og det passer også til deres ofte flamboyante måde at være på. Lyden er generelt velrealiseret, fra klingerne der mødes i kamp, til pilene der rammer i brystet. Det er også ganske tilfredsstillende, at spillet forstår at gengive lyden af det underlag, man går på. Fra vandpyt til grussti eller gangbro, så er man ikke i tvivl om, hvad der foregår under én. Musikken er også et pletskud, og passer perfekt til den stemning, spillet realiserer så godt. Man kan høre, at det er autentiske instrumenter fra tidsperioden, der er blevet brugt. Fra historiefortælling på den lokale kro til episk kamp mod banditter, så er soundtracket helt rigtigt.

Et gigantisk spil fortjener selvfølgelig også en ordentlig evaluering, og derfor blev dette en lidt længere smøre. Jeg sidder rigtig meget af tiden og er ærgerlig over ikke at kunne give Kingdom Come: Deliverance 10/10, fordi det er en af de absolut mest gribende, indlevende og stemningsfulde spiloplevelser jeg har haft i mange år. Man føler virkelig, at Bohemias store, fascinerende og tætpakkede verden ligger åben for ens beskidte fødder, og beder om at blive udforsket. Warhorse har taget alt det, jeg elsker ved Elder Scrolls-serien og lavet om til en beskidt, realistisk fortælling om en ung mand i den europæiske middelalder, som ændrer sin skæbne. Der er ufatteligt meget indhold at opleve, og jeg vil anbefale om ikke andet at holde øje med denne titel, hvis man er nervøs ved de mange bugs. Jeg vil i hvert fald selv komme til at bruge hundredvis af timer i Bohemia, det er stensikkert. Desværre er spillet også fyldt med fejl, og man skal bruge tid på at komme udenom problemer med ødelagte quests og masser af gameplay-fejl, ikke mindst i større kampe, og det trækker ned. Save-systemet gør kun dette endnu mere irriterende. Hvis Warhorse havde haft uendelige penge og 100 ekstra udviklere på, havde det måske været poleret nok til en 9er eller en 10er, men for nu bliver det en smule lavere, med et håb om at de smører maskinen over det næste lange stykke tid.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Fantastisk verden, spændende realisme, gode karakterer, veldesignet verden, flot lys, intuitivt level-system, for det meste godt kampsystem, god variation.
-
Fejlfyldt, dårlig performance, ødelagte quests, save-systemet, større kampe er kaotiske.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.