Dansk
anmeldelser
D-Day

D-Day

Der føjes ikke noget opsigtsvækkende nyt til efterhånden godt udtrådt spilkoncept. Til gengæld er der masser af spændende udfordringer i at spille sig vej gennem befrielsen af Normandiet.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

I 60-året for D-dag, de allieredes landgang i Normandiet, er det ikke overraskende, at de historiske begivenheder på forskellig vis har fundet vej til spilmarkedet. I realtimestrategi-genren finder man f.eks. D-Day, produceret af Digital Reality.

Gameplayet har ikke ændret sig voldsomt siden Command & Conquer første gang så dagens lys. Det nye ligger i detaljen, hvor den Walker game engine, som D-Day er baseret på, på nydeligste gengiver landskab, lys og fauna i 3D. Den forrige titel fra udviklerne - Desert Rats vs. Afrika Korps - gjorde af af gode grunde ikke brug af, hvad der kaldes dynamisk græs - fordi den foregik i Nordafrikas ørken. Men i D-day kommer de grønne omgivelser i Normandiet flot til sin ret.

D-Day består ud over en indledende tutorial af 3 kampagner, hver af fire delmissioner, som strækker sig fra den første nedkastning af faldskærmstropper til egentlige befrielse af Normandiet. Udviklerne har sikret sig en gengivelse af begivenhederne, så tæt på de historiske fakta som muligt. Der ville dog ikke være meget ved at kaste sine enheder ind i kampe, hvor soldaterne for det meste bliver mejet ned én for én. Derfor har man justeret styrkeforholdet mellem de allieredes landgangstropper og de forsvarende tyske styrker. Til gengæld er der lagt vægt på en autentisk gengivelse af omgivelserne og af stemningen under kampene. Der er gjort hyppigt brug af samtidige arkivfotos og filmklip, ligesom man har indlagt videointerviews med overlevende veteraner i det online-leksikon om D-Day, som indgår i spillet.

D-Day må betragtes som svært tilgængeligt, ikke mindst fordi det taktiske element betyder en del mere, end man er vant til fra andre titler i genren. Der er ikke noget med at tro på sit held, buldre frem og skyde løs på alt og alle undervejs. De nedkastede styrker er typisk svagt bevæbnede, mens tyskerne stiller med pansrede køretøjer, maskingeværpositioner og et irriterende effektivt udvalg af tunge våben i øvrigt.

Udfordringen ligger derfor i nøje at overveje, hvilke enheder man sender ud på hvilke opgaver. Der er derfor ikke meget fornuft i at sende en håndfuld riffelskytter ud mod en stribe armerede bunkers ved kysten. Det nytter heller ikke meget at lade en scout stå frem mod en flak-kanon. Til gengæld er der både sund fornuft - og overlevelse! - at hente i en spredning af styrkerne, så man kan aflede modstanderens opmærksomhed og samtidig uskadeliggøre vitale del af hans forsvarsværker.

Styringen følger konventionerne for genren, suppleret med et kamera, der frit kan roteres og zoomes ind og ud. Man kan på den måde komme særdeles tæt på den enkelte enhed, men dels risikerer man at sætte det store overblik over styr og dels afsløres det tydeligt, at figuranimationen nok er realistisk på afstand, men at det ikke rigtigt holder vand tæt på. Til gengæld kan oplever man en variation i landskabet samt farvelægning og textures, der på det nærmeste emmer af stemning. Det gælder f.eks. når man flytter kameraet ud over klippekysten og vender det ind over Normandiets kyst for at se faldskærmstropperne forsøge at uskadeliggøre afgørende dele af kystbefæstningen midt i et mylder af detaljer som tåge, skumskrøjt, støv og granatsprængninger.

Flowet i den enkelte mission er i det store og hele fornuftigt, men desværre bliver man fra tid til anden afbrudt af cutscenes, der kan være lavet in-game eller bestå af samtidige filmklip. Det er i grunden ikke fordi det falder ved siden af situationen, men det virker oftest mere forstyrrende end det bidrager til at uddybe spiloplevelsen. Hertil kommer, at lydsiden er skæmmet af en ufrilligt komisk stemmeunderlægning. Helt grotesk bliver det, når en just nedkastet deling faldskærmstropper møder den lokale leder af modstandsbevægelsen - der viser sig at hedde René Artois og som taler med samme komiske fransk-engelske accent som caféejeren i ’Allo Allo’.

Helhedsindtrykket er dog overmåde positivt og det bedste tegn på, at der er noget at hente i D-Day er, at der gerne er forsvundet flere timer, når jeg kigger på uret og opdager, at jeg burde gå i seng. Så denne anmeldelse er på én gang en varm anbefaling - og en advarsel om, at nattesøvnen vil være i fare.

D-Day
D-Day
D-Day
D-Day
D-Day
D-Day
D-Day
D-Day
D-Day
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Spændende og kompleks gengivelse af historiske begivenheder fra D-dag.
-
Ufrivilligt komisk stemmeunderlægning og lidt vel grov figuranimation på tæt hold.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

D-DayScore

D-Day

ANMELDELSE. Skrevet af Carsten Skov Teisen

Der føjes ikke noget opsigtsvækkende nyt til efterhånden godt udtrådt spilkoncept. Til gengæld er der masser af spændende udfordringer i at spille sig vej gennem befrielsen af Normandiet.



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.