Dansk
anmeldelser
The Sims 2

The Sims 2

Den uhyre populære serie vender tilbage med langt mere under overfladen. Alan har levet et helt liv som følelsesladet Sim.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

The Sims er en magisk fortælling i sig selv. Et eventyr om hvordan nytænkning fra tid til anden kan betale sig. Ikke alene kan det betale sig, det kan faktisk gå hen og blive en djævelsk god forretning. Det moderne, digitale dukkehus hvor fantasien kunne gå på opdagelse. Et sted hvor man kunne flygte fra dagens trængsler, og laste sine problemer over på et lille virtuelt alter ego. Ingen underliggende historie til at drive et episk plot, ingen overjordiske modstandere at nakke - blot den tilbagelænede hverdag, hvor man skal tænke på venner, familie og job. I disse omgivelser blev den bedst sælgende titel født, og et helt nyt publikum hevet ind foran de flimrende skærme. Magien lå i at oplevelsen blev unik for den enkelte beskuer.

Nu har Will Wright og drengene fra Maxis endelig valgt at tage stafetten op, og give de mange ventende fans den første egentlige opfølger. Erfaringerne fra utallet af udvidelsespakker er hevet ind i projektet, hvorefter tavlen er hvisket ren og stumperne fejet af bordet. Frem fra støvet træder The Sims 2 i al sin tredimensionelle underfundighed, og sætter et nyt punktum.

Når man først har slugt overgangen til den tredje dimension, og vænnet sig til den noget friere kamerastyring - noget konsolejere allerede har sniffet til - begynder spillets lag at lade sig skrælle. Først og fremmest så er besværet med mikromanagement blevet fjernet. Ja, dine sims kan nu endelig selv finde ud af, hvornår de skal på toilettet og hvornår de skal have noget i maven. Det fjerner en masse af det tidsspilde, som de færreste vel var begejstret for. I stedet er fokus lagt på udviklingen af netop din virtuelle beboer. I tråd med resten af Eas opland, så er der blæst op under blusset når det drejer sig om at skabe unikke personligheder.

Skabelsessystemet ville få vor Herre til at kigge misundeligt, her er virkeligt muligheder for at justere selv de mindste små enkeltheder. Snart har man et samfund beboet af et hav af individuelle personer, med hver deres særpræg. Et andet område som er blevet udviklet er overgangen fra "snapshot" kulturen fra etteren til et mere dynamisk forløb. Denne gang bliver dine beboere faktisk ældre - de vil sågar til sidst bukke under for alderdommens tunge åg. Når de først er kommet så langt, så vil de til gengæld også have haft muligheden for at sætte sig et kraftigt eftermæle.

DNAens mysterier er nemlig hevet ind i legen, og denne gang får familiernes udvikling straks mere mening. Børn bliver til som et synligt produkt af sine forældre, og man kan følge dem i deres efterfølgende udvikling. Det lumske teenagerstadie danner midterakse inden turen går mod voksenstadiet. Her har man endelig mulighed for at gennemgå en række af livets store øjeblikke igen. Det kan være det første kys, den første forelskelse - men så sandelig også de første store nederlag. Sims2 ridder på en strøm af kontinuitet, som i langt højere grad end tidligere svinger storytellingens tryllestav.

Intet spil vil være ens, men vil som dråber brede sig tilfældigt imens de små personligheder interagerer. Der er tre byer tilgængelige fra udgangspunkt, alle komplette med deres historik og underliggende intriger. Umiddelbart lyder det måske som om meget af friheden er forsvundet, og rammerne er blevet mere prædefineret, men det er ikke tilfældet. I stedet er der bare mere fokus på de højdepunkter folk ser frem til. En række karriereforløb spreder sig under overfladen, og vil påvirke ens liv og færden. Satser man på sin familie eller ønsker man at gør karriere. Konstant er der valg og muligheder, der vil få den normale grå dagligdag til at vige for den virtuelle. Tag endelig ikke fejl, Sims2 er en tidssluger af de helt store. Det sniger sig ind på én, og man efterlades med et løbsk ur.

Erindringer har også fået en afgørende betydning. Ikke nok med at dine simmere vil gå og huske på store øjeblikke i deres liv, disse vil reelt set også have betydning for deres adfærd og livsstil. Det er lækkert at det ikke blot er en gimmick men reelt set er inkorporeret i spillet. Dertil så kan man strikke sine egne små film sammen, som man enten kan nyde alene eller sammen med venner. Grafisk har Sims2 taget et lille kvantespring. Selv om det naturligvis kræver lidt tilvænninger, er det en naturlig evolution at tilføje endnu en dimension. Nu kan man virkeligt nyde de mange små detaljer og animationer som de mange unikke figurer har. Det er virkeligt noget som er med til at give oplevelsen lidt ekstra, og binder én tættere til simmernes verden.

Grafikken er ligeledes god til at præsentere de mange nye designmæssige muligheder man har som spiller. Nu kan man endelig bygge sin drømmebolig sammen, med flere etager og skæve tage. Mulighederne er nærmest uendelige, og vil henrykke folk som nyder at bygge deres egne dukkehuse. Sims2 er den naturlige fortsættelse til et allerede fremragende koncept. Spillet er tro mod sine rødder, og formår at føje nye grene til. Et must for elskere af originalen.

The Sims 2
The Sims 2
The Sims 2
The Sims 2
The Sims 2
The Sims 2
The Sims 2
The Sims 2
The Sims 2
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Uhyre fængslende oplevelse. Masser af nye gode tiltag. Lækkert at der nu er et underliggende flow i spillet. Masser af valgfrihed
-
Man skal vænne sig til det nye kamera, og det er ikke helt så frit som man kunne ønske.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Brugeranmeldelser

  • Game_Freaker
    The Sims 2 er nok det mest slogte PC spil, ellers er det WoW. Det her spil er normalt. Ikke noget med dyr, eller at være strandet på en ø. Men... 7/10
  • smukkebob
    Sims 2! Denne er min anmeldelse af sims 2. Sims 2 er et godt og sjov spil man kan bruge lige så lang tid man vil, plus det stadig er sjov. Man kan... 7/10

Relaterede tekster

The Sims 2Score

The Sims 2

ANMELDELSE. Skrevet af Alan Vittarp Rasmussen

Den uhyre populære serie vender tilbage med langt mere under overfladen. Alan har levet et helt liv som følelsesladet Sim.



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.