Dansk
anmeldelser
Assassin's Creed: Rogue

Assassin's Creed: Rogue Remastered

Der er skyllet lidt glitter ind over Assasin's Creed-seriens glemte barn Rogue, men gør de visuelle forbedringer det værd at tage tilbage til fortiden?

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Rogue har en finurlig plads i den store Assassin's Creed-kanon. Da det oprindeligt blev udgivet tilbage i 2014, blev det udgivet til den sidste generation af konsoller, selvom Black Flag forinden allerede havde taget springet og var udgivet til både sidste generation og denne generation. Det blev udgivet på samme dag som det meget udskældte Unity, der var det første Assassin's Creed-spil, der udelukkende var til denne generation af konsoller, og Rogue kom dermed også til at stå lidt i skyggen af Unity, der også blev markedsført markant mere af Ubisoft. Det var let at tænkte, at Unity skulle repræsentere seriens fremtid, og at Rogue ville være bagudskuende. Skabt udelukkende for at udglatte generationsskiftets påvirkning på Ubisofts regnskaber. Nu har Ubisoft valgt at genudgive deres "glemte barn" i en remastered-version.

Selvom Rogue på mange måder bar præg af at have været "lillebroren" til Unity, blev det af flere fremhævet som det bedre af de to spil. Dels fordi Unity var fyldt med alskens fejl og mangler, da det udkom, dels fordi Rogue gik nye veje med historien. Her indtog du rollen som den irsk-amerikanske Shay Patrick Cormac, der vender sig mod det velkendte snigmorderbroderskabet og i stedet bliver en del af tempelridderne, der hidtil havde været den store fjende i serien. Det var blandt andet denne indre kamp, hvor gamle allierede lige pludselig var fjender og omvendt, der gjorde at Shay Patrick Cormac på det tidspunkt var den mest interessante protagonist i serien siden Ezio Auditore da Firenze.

Assassin's Creed: Rogue

På trods af det interessante udgangspunkt satte historien i Rouge aldrig rigtig sit emotionelle aftryk. Samtidig havde det heller ikke den store indvirkning på gameplayet, at du nu spillede tempelriddernes. Selvom det ellers var sjovt, at det lige pludselig var dig, der ikke kunne gå sikkert forbi en af spillets ikoniske høstakke uden at blive overfaldt, manglede der generelt noget i gameplayet, der kunne spejle historiens 180 graders drejning.

Da Rogue udkom, blev det af mange også beskyldt for at være en glorificeret DLC-pakke til Black Flag. Og selvom spillet i denne remaster-udgave har fået en grafisk overhaling, så er det stadigvæk den følelse, du sidder med, når du sejler rundt i Nordatlanten eller kravler rundt på tagene af det 18. Århundredes New York. Der er meget lidt, der føles nyt eller friskt i Rouge. Det er derfor også mærkeligt at gå tilbage til dette kapitel, når nu Assassin's Creed-franchisen med Origins endelig har indfriet sit fulde potentiale, som vores chefredaktør her på Gamereactor meget rammende beskrev det i sin anmeldelse.

Som i andre spil i serien føles styringen i Rogue meget automatiseret. Som om at spillets mål er at få dig til at se mest badass ud med mindst mulig indsats. I Rogue kunne omgivelserne bare ikke helt følge med - og det gælder også for denne udgave. Det betyder, at jeg flere gange vælter ned i vandet, selvom skibet jeg forsøger at indtage - ifølge mit øjemål - burde være inde for rækkevidde. Når jeg skal snige mig ind på min modstander, begynder jeg lige pludselig også at hoppe op af træer og vægge, hvor jeg ikke kan komme videre op. "Parkour! Parkour!" råber jeg til min egen morskab, imens vagterne får øje på tumpen, der i stedet for at snige sig ind på dem, hopper rundt foran dem. I sidste ende betyder det dog ikke så meget, at min stealth-tilgang går af fløjten til. For når jeg genspiller Rogue, bliver jeg også påmindet om, i hvor høj grad Assassin's Creeds kampsystem i denne periode ikke bare er kedeligt - men også alt for let. Horder af vagter kan samle sig omkring mig, imens jeg stille og roligt kan vente på, at én gør et udfald, som jeg parerer for derefter at sætte et dødeligt angreb ind. Alt imens står de andre vagter pænt i kø og venter på, at en af dem bliver den næste til at få ørerne i maskinen.

Det er faktisk som om, at det ikke bare er spillets mission at få mig til at se badass ud. Det vil også forsøge at benægte det, hvis jeg fejler. Det føles som om, at jeg er en cirkuselefant i en trikot, der bliver ved med at falde ned fra trapezen, alt i mens publikum lader som om, at de ikke ser det kejtede optrin, men i stedet klapper og hujer begejstret.

Assassin's Creed: Rogue

Når det så er sagt, så er spillet ganske underholdende, når det hele glider. Især piratkampene om bord på det gode skib Morrigan kan være ganske underholdende - selvom styringen her heller ikke er helt flydende. Ja, der vil helt sikkert være fans, der vil elske at træde i Shays lidt kluntede fodspor - det vil i øvrigt sikkert være de samme, der synes, at det er en del af charmen, at han glemmer sin irske accent fra tid til anden. For de fleste andre vil det dog ikke være mere underholdende, end at spille et af de mange andre spil, der har gjort, hvad Rogue forsøger at gøre - bare bedre.

Remasteren byder på 4K til ejere af Xbox One X og PS4 Pro og tager ellers et pænt skridt op i opløsningen til dem, der ejer de ikke-opgraderede konsoller. Spillet ser ret flot ud også på denne fattige anmelders regulære PS4. Det ville faktisk ikke være til at sige, at spillet ikke var født på denne platform, hvis man ikke vidste det. Den visuelle forbedring spiller især med musklerne, når du suser forbi isbjerge på dit skib. Men det er nu ikke fordi at spillet er en decideret fest for øjnene, og når kameraet kommer for tæt på, kan man godt fornemme last-gen rødderne.

De visuelle forbedringer kan ikke lægge skjul på spillets mangler i både historie og især i gameplay. Jo, jo, det er da betragteligt pænere, men du kan ikke bare kaste en pose glitter over en gammel, forfalden robåd og påstå, at det er en luksusliner. Rogue var allerede bagudskuende, da det udkom for 4 år siden og selvom det kan være ganske underholdende, så er det vel kun hardcore fans af serien denne remaster henvender sig til.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer
06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
Fine visuelle forbedringer, god protagonist.
-
Akavet styring, bringer ikke noget nyt til serien.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Brugeranmeldelser

  • Lilium11
    Assassin's Creed Rogue... Da jeg først hørte om konceptet måtte jeg stille to spørgsmål: Er Unity ikke rigeligt? Hvorfor kan jeg ikke spille... 5/10
  • Nike
    Tid til nummer to! Som du nok har bidt mærke i, så er der rent faktisk kommet to Assassin's Creed spil i år. Den officielle grund: Unity kunne... 8/10

Relaterede tekster

Assassin's Creed: Rogue RemasteredScore

Assassin's Creed: Rogue Remastered

ANMELDELSE. Skrevet af Carl Nielsen

Der er skyllet lidt glitter ind over Assasin's Creed-seriens glemte barn Rogue, men gør de visuelle forbedringer det værd at tage tilbage til fortiden?

Assassin's Creed: RogueScore

Assassin's Creed: Rogue

ANMELDELSE. Skrevet af Rasmus Lund-Hansen

Mens de nye konsoller lægger hardware til den franske revolution, kan man på de gamle konsoller atter drage til søs med assassin-hætte på. Men man kan roligt blive på land...



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.