Dansk
anmeldelser
Immortal Cities: Children of the Nile

Immortal Cities: Children of the Nile

Tag den pyramideformede tænkehat på, for nu skal vi lege farao for en dag. Nicolas har nedfældet anmeldelsen på papyrus.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Lad det være sagt med det samme. Immortal Cities: Children of the Nile er ikke for novicer. Er du tilnærmelsesvis ny i strategi-genren, bør du nok kigge andetsteds efter knapt så hjernevridende udfordringer. Er du derimod glad for strategispil á la Sim City, Civilization og Pharaoh, så skal du endelig læse videre.

Immortal Cities er et klassisk "byg-et-samfund-og-overtag-verden"-agtigt spil. Dog er man, af både naturlige og historiske årsager, begrænset til Afrika og omegn. Men det gør såmænd ikke så meget, for der er rigeligt at tage fat på. I Immortal Cities skal du som farao gennem adskillige epoker, opbygge et velfungerende samfund og opnå prestige og anerkendelse som den almægtige konge. Dette gøres, som i mange andre strategispil, ved at bygge et utal af forskellige bygninger, således at du kan indsamle resurser og gøre folket tilfredse.

Prestige er i høj grad nøgleordet i Immortal Cities, da du ikke kommer ret langt uden. Det er nemlig påkrævet for at kunne skabe lærde folk til at tage vare om dit samfund; hvad enten disse lærde er "overseers", der skal overvåge at dine arbejdere gør deres job rigtigt, eller præster, der skal varetage religion, hospitaler, begravelser og så videre. For at opnå prestige kan du rejse monumenter, bygge pyramider, udforske omkringliggende byer eller udvide dit eget palads med luksus. Alt dette skal tjene som fallos for dit aspirerende samfund, så de kan bukke sig i støvet for din magt.

Nogen gange ender man dog selv med at bukke sig i støvet - for spillets magt. Lad mig give et eksempel. Jeg manglede på et tidspunkt en smule granit for at kunne bygge et monument færdigt, således at jeg kunne få nok prestige til at ansætte overseers, der skulle sørge for at få arbejderne til at hente basaltsten, så jeg kunne lave en statue til mit tempel, således at folket kunne tilbede deres guder og høsten kunne blive bedre. Da jeg, på grund af manglende prestige, ikke kunne ansætte overseers, kunne jeg heller ikke have nogen til at holde øje med mine arbejdere, hvilket resulterede i, at det ville være fysisk umuligt at skaffe granit, således at jeg kunne få nok prestige til at ansætte overseers, så jeg ville kunne skaffe granit og andre materialer. Forvirret? Velkommen til Immortal Cities: Children of the Nile.

Spillet byder ikke på megen action, men alligevel er det vigtigt at opbygge både byvagt og militær, til at forsvare byen mod banditter. Militæret bruges til at overtage bandit-lejre og andre fjender, der gemmer sig på spillets verdenskort. Du får på intet tidspunkt lov til at se dine mænd kæmpe - kun når banditter angriber din by. Militærets bedrifter foregår på dit verdenskort, hvor du typisk kan se, hvor stor chance du har for at vinde, inden du sender dine styrker af sted for at erobre fjenden, som for det meste afskærer dine handler med andre nationer.

Det er ikke alle resurser, der kan skaffes på egen jord. Derfor sender man ekspeditioner af sted, for at snakke med diverse handelslejre og byer. Dette åbner op for en del sjældne resurser, så som "lime stone", der er alfa og omega, hvis man vil bygge pyramider. Ekspeditionerne til de fremmede steder koster dog for det meste både mad og andre resurser at sende af sted, så der er mange strategiske beslutninger at tage.

Der vægtes meget på strategisk indviklethed i Immortal Cities: Children of the Nile. Der er konstant nok at se til, både i forhold til at holde sit folk glade, skaffe de rette resurser, bygge de rigtige bygninger, forsvare byen mod banditter, opnå nok prestige, og så videre. Derfor kan det til tider blive for meget - selvom man selv synes man er velkendt i genren. Det er svært at anbefale spillet til novicer, da der nok vil blive revet et par totter hår ud i arrighed over spillets mange udfordringer. Dog skylder de fleste fritidsstrateger alligevel sig selv at prøve kræfter med Immortal Cities: Children of the Nile.

Immortal Cities: Children of the Nile
Immortal Cities: Children of the Nile
Immortal Cities: Children of the Nile
Immortal Cities: Children of the Nile
Immortal Cities: Children of the Nile
Immortal Cities: Children of the Nile
Immortal Cities: Children of the Nile
Immortal Cities: Children of the Nile
Immortal Cities: Children of the Nile
Immortal Cities: Children of the Nile
Immortal Cities: Children of the Nile
Immortal Cities: Children of the Nile
Immortal Cities: Children of the Nile
Immortal Cities: Children of the Nile
Immortal Cities: Children of the Nile
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Hjernevridende strategi for alle pengene.
-
Indviklet, problematisk, forbandet svært for de fleste
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.