Dansk
anmeldelser
State of Decay 2

State of Decay 2

Zombierne er tilbage, og Sebastian har kastet al hans energi ind i State of Decay 2. Han er nu kommet lettere skambidt ud på den anden side, og I kan læse hans rejseberetning her.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Jeg har taget en chance, og tvunget de ekstra kilometer ud af min bil velvidende at den triller på de sidste dieseldampe. Grådigheden har fået mig til at gennemsøge endnu et tomt hus på vejen, hvilket har kostet både tid og brændstof. Mørket sænker sig nu pludseligt, og hvad der skulle have været en hurtig solotur ud efter noget mad og ekstra medicin, er nu pludseligt noget helt andet. Bilen er død. Tom for brændstof. Til min store ærgrelse må jeg efterlade den her på den mørke vej, selvom jeg i min naivitet har fyldt den til randen med ting, som vi skal bruge hjemme på basen. Jeg tager den store rygsæk fra bagagerummet, og forbereder mig på et godt hike tilbage til de andre overlevende i lejren. Undgå de store vejkryds, og snige mig i mørket. Planen er klar! Alt går også helt fint til jeg spotter et sæt røde øjne i mørket. Skrigeren kommer ind i skæret fra min lommelygte. Han lægger nakken tilbage og udsender det karakteristiske høje og ubehagelige lange skrig, hvorefter zombier pludseligt vælter frem fra alle retninger. Løb!

Efter mange minutters vild flugt gennem mørket, hvor jeg til tider må uddele et økseslag eller sågar ty til at affyre mit håndvåben, for at fjerne hovedet fra en af de vandrende døde, så er jeg endelig tilbage ved broen. Dette er vores nogenlunde sikre base, her på dag seks efter min indtræden i spillet. Jeg smækker porten bag mig, og slipper for et par minutter controlleren og vender tilbage til solskinsramte Danmark. Nat i spillet er blevet til dagslys gennem vinduet her i virkeligheden. Det er i dette sekund, hvor hjertet banker i min brystkasse, at jeg må erkende, at jeg igen er ramt. State of Decay 2 har sænket sine zombieinficerede tandstumper grundigt ned i mit kød, og jeg griber hurtigt controlleren igen, for at komme tilbage og planlægge, hvordan jeg får resten af mit loot ud af den strandede bil. Bring it on!

Spiloplevelsen er dog desværre ikke uden malurt i bægeret, men før vi går ned af den vej, så lad os kigge lidt tilbage i tiden. For næsten præcis fem år siden udkom State of Decay til Xbox 360, og jeg stiftede for første gang bekendtskab med spillet, da jeg fik stukket en anmelderkode i hånden, og blev bedt om at danne mig en mening om spillet. Et sandkassespil afviklet i tredjepersonsperspektiv i en verden fyldt med zombier. Den er da lige til højrebenet. Men titlen adskilte sig dog hurtigt fra, hvad der ellers var på mit velvoksne spil-CV. Jeg blev særligt ramt af den permanente død. Hvis du tanketomt bare løb alene rundt i den store åbne spilverden, så endte du ret hurtigt med at dø. Mange timers investering i en person. Opbygning af færdigheder med mere. Alt kunne være spildt på én forkert beslutning.

State of Decay 2
State of Decay 2State of Decay 2State of Decay 2State of Decay 2

Den post-apokalyptiske verden er nu tilbage i State of Decay 2, og jeg kan straks mærke, at alt det som jeg elskede ved det første spil, er bibeholdt i Undead Labs andet udspil i serien. Den permanente død var netop det, hvor det første spil virkelig fangede mig. Spillet vandt uden tvivl, når min puls pludseligt steg - eller jeg omvendt fik en stor ro, når jeg endeligt faldt over en stor bunke tiltrængte ressourcer i et forladt hus. Der var ingen checkpoints eller save-funktioner som kom og reddede mig, hvis jeg tog en forkert beslutning. Fysisk respons på en virtuel oplevelse.

Ligesom det første spil, så starter man ud med få overlevende. Der findes i State of Decay 2 flere udgangspunkter for historien, som man kan vælge i starten. Min første indgang var et søskendepar, som søgte tilflugt i en forladt flygtningelejr. De første par minutter går med en gennemgang af de basale styreegenskaber, hvorefter man hurtigt finder andre overlevende, og ender med at etablere en lejr. I mit tilfælde var dette et helt ordinært toetagers familiehus. Alle personer i det lille samfund er spilbare, og man skifter mellem dem, når de eksempelvis bliver trætte eller sårede og skal have behandling. Huset kan udbygges med haver, infirmerier, værksteder og meget mere. Der er flere opgraderings- og udbygningsmuligheder end i det første. I starten måske endda så mange, at man lige skal finde en prioritering, således at den sparsomme plads i lejren bliver brugt mest fornuftigt.

Samfundet kræver et konstant flow af ressourcer såsom mad, byggematerialer, medicin, ammunition, brændstof eksempelvis. At dette skal spille sammen med de faciliteter, som man vælger at bygge på matriklen. Senere i spillet kan man flytte hele baduljen til bedre lokaliteter, og få nye og bedre forhold til at udbygge med endnu flere faciliteter. Men der er ingen vej udenom, at tage ture udenfor basens generelt sikre rammer. Afsted med en tom rygsæk i håb om at få den fyldt op til renden med netop de ressourcer, som basens konstant sulte gab kræver. Mangler man en grund til at gøre dette, udover de sulte munde derhjemme, så er spillet let krydret med en knivspids hovedmissioner, og en velvoksen skefuld sidemissioner. De fleste er dog alene en undskyldning for at komme lidt rundt, og springer aldrig ud som store episke fortællinger.

Balladen i dette samfund er ikke overraskende, at der er vandrende døde over det hele. Denne gang er vi endvidere udsat for en såkaldt "blodpest", som spredes via bid fra særligt hårde zombier. Disse har røde øjne, og kan være nogle lede sataner. Til deres fordel taler dog, at de efterlader loot-bart materiale, når de dør. Dette kan så bruges til at lave modgift og sikre, at dine venner hjemme i lejren ikke alle ender som omvandrende no-brainers. Zombierne har dog også særlige bastante fætre blandt deres rækker. Eksempelvis er der en "Juggernaut", som er en særligt tyk zombie med styrke udover det sædvanlige. Han kan endvidere være med til at angribe din lejr, hvilket jeg, på den hårde måde, lærte kan skabe permanente dødsfald blandt vennerne. Selv de personer, som du ikke vælger at spille, kan bukke under for zombiernes dårlige ånde og tilhørende bid.

En af de store minusser, som jeg fremhævede ved det første spil var mangel på multiplayer. Allerede dengang skinnede det igennem, at det kunne være spændende at være flere rigtige mennesker bag skærmen, som skulder ved skulder deltog i kampen for livet inde i den post-apokalyptiske verden i forfald. Undead Labs har lyttet, og denne gang er der multiplayer med i spillet. Disse dele er, som altid, en anelse udfordrende at teste for en spilanmelder, som har tidlig adgang til spillets glæder. Men dele fik jeg dog leget med. Man kan til hver en tid, hente tre venner med ind i ens spil. Dette prøvede jeg med to andre medspillere, og det var solid underholdning. Man ender i strategiske overvejelser omkring længden af ens tur. Brændstof til bilen. Ammunition nok til de ventende horder. Udover dette, kan man tilkalde hjælp fra fremmede - eller med modsat fortegn, tilbyde egne kræfter i deres kamp. Disse muligheder er via en radio, man kan aktiverer efter behov på D-pad. Den tidlige adgang og manglen på folk i spillet gjorde dog, at jeg ikke kunne smage på disse dele. Men det lyder absolut lovende. Som tidens tand nu åbenbart også kræver, så er der ikke mulighed for den gode gamle splitscreen, hvilket ellers også kunne have været sjovt.

Vi må jo før eller siden tilbage til den bismag af malurt, som jeg nævnte tidligere. Et af mine store kritikpunkter af det første spil var manglen på ynde samt det faktum, at det synede at være et spil, hvor alle folkene som var ansvarlig for den tekniske gennemtest, var blevet låst ude. Desværre er det samme gældende for State of Decay 2. Der er screen-tearing til tider, og grafikken ligner noget fra Xbox 360, når den var bedst. Enkelte cutscener er endda helt tilbage til den første konsolgeneration af Xbox. Men en ting er grafikken, som kunne være noget bedre - en anden mere markant kritik er et noget udfordrende gameplay i perioder. Jeg mistede så mange gode køretøjer fyldt med lækkert loot, da de pludselig sat fast i et træ, eller blev indfanget af et autoværn. Småting som at lukke en port kan også drive en til vanvid. Står man ikke helt præcist foran den, så får man ikke muligheden "close". Luk nu bare den forbaskede port, og lad os komme videre! Den samme grad af præcision var til tider krævet for at loot. Man sætter altså ikke en skål peanuts foran mig, og så beder mig lave et ballet-move for at få en håndfuld! Det er klart et område, hvor testerne (som af uforklarlige årsager stadig er låst ude) godt kunne have bidraget med noget substans.

State of Decay 2
State of Decay 2State of Decay 2State of Decay 2State of Decay 2

I afdelingen for glitch og fejl er State of Decay 2 desværre også godt med. Jeg oplevede usynlige zombier, som jeg kunne se på min HUB, men som aldrig kunne ses i spillets virkelighed. Endnu en nogenlunde harmløs glitch oplevede jeg under en køretur, hvor det pludselig regnede med zombier fra himlen. Den var alligevel ny! En af de mere irriterende fejl, som jeg stødte på, var en manglende evne til at frakoble en AI-ven, som jeg havde inviteret med ud på en tur. Jagten på loot og de uundgåelige slåskampe kan trætte på kræfterne. Det er derfor smart at holde øje med hvordan dine folk har det. Man kan vælge at invitere en AI med ud i ens jagt på ressourcer. Her skal man selvfølgelig vælge en, som er så udhvilet og parat som muligt. Min pine lå i, at jeg ikke kunne sige "gå nu i seng, min ven" til gutten. Jeg endte med at gå ud af spillet og ind igen. Det ordnede den irriterende glitch. Havde han fået lov at fortsætte, så kunne han bogstaveligt taget være død af træthed. Der er for mange fejl, og det skæmmer oplevelsen desværre. Det syner dog, at der arbejdes på noget bag scenen. En dag før denne anmeldelse skulle forfattes dumpede der pludseligt en opdatering på 6,3 GB ind, så noget sker der. Men få nu de testere med ind på jeres næste projekt, så jeg ikke igen skal sidde og skrive noget nær det samme, som jeg civiliseret brummede over for fem år siden!

Kunne du lide det første State of Decay, så vil du uden tvivl også være ivrig omkring dette andet spil i serien. De gode ting er bibeholdt og næsten alle optimeret og udbygget. Udover dette, så er spillet som det allervigtigste nye, nu udstyret med muligheden for multiplayer. Desværre fremstår spillet igen som lidt i retning af en retro-oplevelse rent visuelt. Man føler til tider, at man sidder med et ældre spil mellem hænderne, og ikke en spritny udgivelse. Havde jeg ikke selv oplevet den fantastiske følelse af, at blive helt opslugt af spillet i passager, så havde jeg nok ikke kunne hive mig op på den karakter, som I kan læse i bunden af min tekst. Men jeg kan ikke komme udenom, at jeg stornyder gensynet med den zombieinficerede verden fyldt med timevis af sjov - og ikke mindst, konsekvenser.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer
State of Decay 2
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Den permanente død, mange timers underholdning, mulighed for mange forskellige historier, multiplayer-muligheder.
-
Til tider klodset styring, upoleret grafik, en del glitches og fejl.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

State of Decay 2Score

State of Decay 2

ANMELDELSE. Skrevet af Sebastian R. Sørensen

Zombierne er tilbage, og Sebastian har kastet al hans energi ind i State of Decay 2. Han er nu kommet lettere skambidt ud på den anden side, og I kan læse hans rejseberetning her.



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.