Dansk
anmeldelser
Alone in the Dark: Inferno

Alone in the Dark: Inferno

Eden Games' har finpudset spillet til PlayStation 3, men oplevelsen er stadig mørk og efterlader igen spilleren meget alene. Henrik har testet den nye udgave...

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Resident Evil lagde fundamentet for survival horror-genren. Det er i hvert fald en meget udbredt opfattelse. Kender man sin spilhistorie, ved man, at den ære bør tildeles Infogrames, som i 1992 udgav det første Alone in the Dark, et dengang meget imponerende polygonbaseret spil. I efterfølgeren lagde Infogrames mere vægt på action og skydevåben, og det var i realiteten det spil, som inspirerede Shinji Mikami til Resident Evil-konceptet med ensomme mennesker, der måtte kæmpe for deres overlevelse i et særdeles fjendtligt miljø.

Alone in the Dark har stadig sin pionerånd i behold. Det er som om, at pionerånden er fulgt med, når serien er overgået til en ny udvikler. Hvis vi for et øjeblik ser bort fra Leon Kennedys spanske eventyr, er Alone in the Dark: Inferno et modsvar til Capcoms behandling af survival horror-genren. Inferno vil under ingen omstændigheder slås i hartkorn med Resident Evil, hvorfor opgaver som at finde en nøgle, en diamant eller et våbenskjold og en dertilhørende dør eller fordybning ikke er at finde i Inferno.

Det er ikke til at tage fejl af. Fra du kommer til bevidsthed i en seng og kontinuerligt skal blinke med øjnene for at kunne se klart til at lave molotovcocktails af lommetørklæder og spiritusflasker og løse en gåde ved at tape en sådan hjemmebrygget tingest på ryggen af en helvedesedderkop og se den futte sin egen rede af, ved du, at Eden Games nægter at lægge øre til ordene "ligesom Resident Evil". De vil gerne gøre det fuldstændig klart, at der er langt højere til loftet under deres brainstormmøder, og at deres ambitioner rækker længere end til tempofyldt action.

Derfor er Alone in the Dark: Inferno en myriade af anderledes ideer. Lommetørklæder, benzinflasker, lightere, tape, knive og spiritusflasker kan kombineres på kryds og tværs til særdeles brandfarlige og dødbringende våben. Hele kampsystemet hviler på den præmis, at fjenderne ikke kan fordrage ild, hvorfor alt, der kan brænde, er et godt våben. Du kan hælde benzin på din 9 mm-ammunition, kaste en benzinflaske ind en gruppe fjender og antænde den med et projektil. Du kan hælde vodka ud på gulvet, antænde den med din lighter, og se nattens yngel gå op i røg, skære et hul i tanken på en efterladt bil og fylde dine tomme dunke op eller gribe en stol, holde den over en flamme og kaste den i hovedet på dem, der vil dig ondt. Eller du kan snuppe en rive, et samuraisværd eller et baseballbat og møde monstrene til en dyst ansigt til ansigt.

I pioneråndens navn involverer brug af blankvåben begge analoge styrepinde. Det gør det dejligt enkelt at slå huller i luften, men til gengæld sværere at slå den tilsigtede fjende i gulvet. Med pistolen trukket vil man finde ud af, at monstrene ikke er så uintelligente, som de ser ud til. De går ned på alle fire og undviger kuglerne. Det problem kan en molotovcocktail normalt løse, hvis altså det lykkes at gøre tanke til handling, da styringen er kompliceret. Det gælder om med jævne mellemrum at minde sig selv om hver tasts funktion.

Jeg står foran en fjende og forsøger at skyde ham med en lighter eller vil kaste en molotovcocktail, men skifter i stedet til en førstehjælpsspray, som jeg så kommer til at bruge som flammekaster, hvilket er totalt spild, når jeg har en myggespray til netop det formål. Som udgangspunkt kan jeg takke mig selv for det, men det er også et symptom på en styring, der har så travlt med at komme frem i verden, at den falder over sine egne ben. Det bliver ikke bedre af, at spillet pludselig skifter fra første- til tredjepersonsperspektivet uden min indblanding, og at genvejstasterne ikke er særlig smart placerede.

Omvendt er det særdeles smart, næsten genialt, at Eden Games har givet juni måneds Xbox 360-udgave af spillet en kærlig hånd. Bedre kameraføring i tredje person, hurtigere reaktioner i første, et mere medgørligt inventorysystem, mere stabile køretøjer og en sekvens, som ikke var med i originaludgaven. Inferno er ikke det styringsmæssige, halvfærdige helvede, som Atari meget overraskende blåstemplede og sendte i trykken i sommer. Man har lyttet til kritikken og bortopereret de skavanker, der gav et i forvejen middelmådigt spil det afsluttende dødsstød.

Det er, hvad Edens Alone in the Dark er: middelmådigt. Med de fleste skavanker ryddet af vejen har man ekstra god tid til at se, at spillet lider under en ubalance mellem kvantitet og kvalitet. Selv ikke den bedste kørefysik kunne ændre ved, at køresekvenserne er malplaceret, scriptet fra ende til anden og mildest talt uinspirerende. Her kommer muligheden for at kunne springe frem i spillet, som man springer et kapitel frem i en dvd-film, virkelig til sin ret. Funktionen er en messias, en frelsende engel. Den er også nyttig, når man engang imellem sidder fast, fordi det er uklart, hvad spillet vil have en til.

Kampsystemets muligheder er mange, og jeg synes grundlæggende godt om kombinationsmuligheden, som giver en lyst til at eksperimentere, men systemet er alt andet end komplet, når det bruges i praksis. Det virker kluntet og halvfærdigt. Det understreger, at Edens Alone in the Dark ikke er et actionspil. Det er ikke her, fokusset ligger, eller her, man har lyst til at bruge sin tid. Fjenderne skal bare væk, så man kan komme videre.

Inferno er heller ikke et racingspil eller et eventyrspil, og dog er det det hele og ingen af delene på samme tid. Et underligt kludetæppe, som er gået op i syningen. Musikken er ikke stemningsunderbyggende, men stemningsbrydende, og grafikken svinger meget fra eksempelvis ansigter til baggrunde. Der har været gåder og øjeblikke i historiefortællingen, som har imponeret mig og suget mig ind i spillets verden, men de er undtagelser til reglen. Inferno understreger det, mange af os allerede vidste: at spillets svagheder, som var så åbenlyse i Xbox 360-udgaven, ikke kun lå i styringen og kameraføringen, men helt inde i dets hjerte. På trods af alle de nye idéer virker Inferno gammeldags, men det er om ikke andet bedre end originalen.

Alone in the Dark: Inferno
Alone in the Dark: Inferno
Alone in the Dark: Inferno
Alone in the Dark: Inferno
Alone in the Dark: Inferno
Alone in the Dark: Inferno
Alone in the Dark: Inferno
Alone in the Dark: Inferno
Alone in the Dark: Inferno
Alone in the Dark: Inferno
Alone in the Dark: Inferno
Alone in the Dark: Inferno
Alone in the Dark: Inferno
Alone in the Dark: Inferno
Alone in the Dark: Inferno
Alone in the Dark: Inferno
Alone in the Dark: Inferno
Alone in the Dark: Inferno
Alone in the Dark: Inferno
05 Gamereactor Danmark
5 / 10
+
Flere irritationsmomenter fra X360-udgaven er væk. Et par gode gåder. Pæne ansigtsmodeller.
-
Trægt kampsystem. Lettere kompliceret styring. Ringe, scriptede køresekvenser. Et usammenhængende kludetæppe af idéer.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Brugeranmeldelser

  • csrocks
    Da jeg for første gang så alone in the dark på PS2, var jeg meget skuffet, men her i PS3-versionen er jeg meget glad.Det er præsis det samme, men... 8/10

Relaterede tekster

Alone in the Dark: InfernoScore

Alone in the Dark: Inferno

ANMELDELSE. Skrevet af Henrik Bach

Eden Games' har finpudset spillet til PlayStation 3, men oplevelsen er stadig mørk og efterlader igen spilleren meget alene. Henrik har testet den nye udgave...



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.