Dansk
anmeldelser
Crash Team Racing Nitro-Fueled

Crash Team Racing Nitro-Fueled

Activision fortsætter med at genoplive gamle klassikere, og nu er vi nået til Crash Team Racing. Er denne Nitro-Fueled-udgave noget værd?

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Da Crash Team Racing (CTR) for tyve år siden blev tilgængeligt for alverdens halvfemserbørn, var det et af de spil, som med størst succes kunne samle dem om en Playstation. Modsat Crashs ældre konkurrent, Mario Kart, så blev CTR dog aldrig rigtig til en serie, med undtagelse af opfølgeren, Nitro Kart, fra 2003. Activision puster dog nyt liv i serien nu med det højst ventede CTR: Nitro-Fueled, og som navnet indikerer, så kombinerer det de to støvede titler, og naturligvis er der tale om noget af et visuelt makeover. Spørgsmålet er dog, om det gakkede australske pungdyr og hans venner stadig kan levere en magisk kart-oplevelse i 2019.

Det må have været svært for Beenox, som står for denne remaster, at gennemskue, hvor de skulle videreudvikle spillet, og hvor de skulle lade originalens skæve detaljer være. Der er ingen tvivl om, at målgruppen for denne titel først og fremmest er nostalgikerne, mens man selvfølgelig også håber at lokke nytilkommere til. Fra den noget aparte, yderst gammeldags styring til karakterernes unikke fordele og ulemper, såvel som den groteske sværhedsgrad, så er mange af de mest frustrerende elementer stadig intakte her. Generelt set er der tale om kosmetiske ændringer og forsigtige udvidelser, fx. hvad angår skins, snarere end nogen vitale ændringer i gameplayet.

Crash Team Racing Nitro-Fueled
Crash Team Racing Nitro-FueledCrash Team Racing Nitro-Fueled

Som sådan betyder denne prioritering, at man kan mærke en dyb respekt for det originale CTR i Nitro-Fueled. Ambitionen synes at være, at lave et allerede drønsjovt spil djævelsk flot, så det for alvor kommer til live på den nuværende generation af konsoller. Dette betyder dog også, at hvis man ikke allerede var helt solgt på CTR, så vil Nitro-Fueled nok ikke overbevise én. Det er nemlig fortsat et ekstremt utilgivende spil, som kræver tilvænning og tålmodighed, hvor uskyldigt det end måtte se ud.

Har man ikke spillet originalen, så er her en lille forsmag på, hvad man kan forvente. Tænk en klassisk kart-racer, a la Mario Kart, hvor der er ekstra fokus på at udnytte hop og en særlig form for drifting, kaldet power slide. Ved et sving kan du igangsætte et drift på enten R1 eller L1. Dette starter et boost-meter, og med lidt timing kan du kombinere op til tre boosts ved at klikke på den anden slide-knap. Samme knapper kan bruges til at få boost fra timede hop, og jo højere du hopper, jo mere boost får du. Dette er dødsens svært, især i visse baner, og generelt giver AI-spillerne kamp til stregen. Sammen med klassiske power-ups fra crates, veldesignede baner og det klassiske sortiment af australske dyr, som kendetegner Crash-serien, så er CTR et glimrende party-spil.

Nu er det søreme ikke bare sjovt, det er også distraherende smukt at se på. Man behøver blot at se billeder fra originalen og Nitro-Fueled for at få bekræftet, at her er tale om et vanvittigt stykke arbejde på den visuelle front. Man skal dog se video eller afprøve spillet for at forstå, hvor mange animationer der også er tilføjet. Banerne er i bogstaveligste forstand "bragt til live", da der altid foregår noget i periferien. I Roo's Tubes, som foregår under vand, er der langt flere detaljer udenfor rørene, man kører i, i form af både havdyr og farvefyldte koralrev. Coco Park, med dets vandfald og blomster overalt, er smukt oplyst, og med blade der falder i de himmel-agtige idylliske omgivelser. Hvor der før var ingenting er der nu i Dingo Canyon en Dingo's Diner, og i Dragon Mines er der en skattehoardende drage. Kort sagt, så er de mange levels fra både CTR og Nitro Kart virkelig spændende at iagttage, og man vil formodentlig finde nye detaljer i disse restaureringer, selv efter mange gennemkørsler.

Crash Team Racing Nitro-Fueled
Crash Team Racing Nitro-FueledCrash Team Racing Nitro-Fueled

Lydsiden har fået et lignende, gevaldigt løft. Mens musikken og de sjove kommentarer fra karaktererne hovedsageligt er bevaret, så er der en helt ny detaljegrad her. Den futuristiske musik i Electron Avenue har fået helt nye dimensione, og det samme kan siges om det mere traditionelle jungle-agtige Crash-musik fra Tiger Temple, som nu kommer mere til sin ret. Effekterne fra bilerne og omgivelserne lyder også langt mindre en-dimensionelle nu. I Tiger Temple hører man ikke kun den flue-agtige lyd af de mange karts, men også regnen, som falder, såvel som de mange andre aktiviteter, der omringer en. Spillet lyder ganske enkelt mere autentisk, både når ens karakter lander med et ordentligt "dunk" efter et veleksekveret hop, og når en TNT-kasse på frustrerende vis ikke rystes af, og derfor sender en langt bagud med et brag. Ligesom banerne er blevet langt mere spændende, så er lydsiden altså også fulgt med.

Når vi er ved de dejlige nye detaljer, så kommer vi ikke udenom mulighederne for at tilpasse karaktererne og bilerne. Nitro-Fueled bringer nemlig ikke kun et overflødighedshorn af baner, men også et kæmpe karakter-galleri, som alle sammen kan nyde godt af flotte skins. Eksempelvis har jeg været rigtig glad for Tiny Tigers White Tiger-skin, men også Dingodiles og N.Gins sommer-skins. Sidstnævnte bringer virkelig karaktererne til live, når man vinder, da Dingodile står på podiet og skyder med en super-soaker, mens N.Gin har en ret kompliceret animation, som også indeholder vand. Jeg har dog langtfra låst op for alle karakterer eller alle skins, men det er de mange detaljer som disse, som virkelig gør noget nyt for karakter-galleriet, og holder spillet friskt. Derudover kan man også tilpasse sin bils karosseri, stickers, farve og hjul, hvor især karosserierne har spændende muligheder.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Her kunne man frygte, at spillet i bedste 2019-stil inviterer til mikrotransaktioner, men det er heldigvis ikke tilfældet. I stedet får man hele tiden små belønninger for at køre baner igennem, uanset om man spiller alene eller med venner. Mens enkelte belønninger, som karaktererne, mest låses op i Adventure Mode eller ved at vinde ræs, så får man mønter for at køre en bane færdig, om man vinder eller ej. Man får derfor hurtigt ikke blot et større karaktergalleri end nogensinde før, man får også mønter til at bruge på alt muligt, som et sommer-bundle, i det såkaldte Pit Stop. Samler-genet i enhver spiller bliver derfor tilfredsstillet, og giver både en grund til at spille generelt, men også til at klare de mange udfordringer i spillets Adventure Mode, også efter man har klaret Nitros Oxide, spillets skurk.

Dette bringer os til gameplay, der som nævnt er relativt intakt. Nitro-Fueled rummer en total restaurering af den originale Adventure Mode fra CTR, hvor man fræser rundt i adskillige hub-områder, og vha. portaler vælger den bane, man vil spille. Hvor originalen ikke havde flere sværhedsgrader, og låste spilleren fast til en enkelt karakter, kan man nu vælge mellem en "Classic" og "Nitro-Fueled" mode. Classic holder fast i det gamle system, mens Nitro-Fueled lader spilleren vælge sværhedsgrad, som dog ikke kan ændres senere. Derimod kan man undervejs i Adventure Mode skifte karakter, bil mv., som man ønsker, når man er i hub-områderne.

Crash Team Racing Nitro-Fueled
Crash Team Racing Nitro-FueledCrash Team Racing Nitro-Fueled

At skifte karakter mellem racerløb er en god mulighed, da de ikke kører ens. Fx. er den lille bjørn, Polar, god til at dreje, men er knap så hurtig, mens Crash Bandicoot kan lidt af det hele. Tiny Tiger er derimod meget hurtig, men drejer ikke ligeså godt, og har heller ikke så høj acceleration. Hvis en bane har mange skarpe sving kan det derfor være en fordel at vælge en karakter, som er lidt bedre til at dreje.

Denne mulighed for tilpasning er dog også den bedste nye gameplay-idé, Beenox har haft her. Man kunne nemlig håbe på at spillets sværhedsgrader hang lidt bedre sammen. Med valget mellem Easy, Medium og Hard mangler man nemlig akut en Slightly Easier-mulighed, og jeg frygter at mange potentielle købere vil dele min frustration. Hvor Easy er fuldkommen blottet for spænding eller modstand fra AI-kørerne, så skal man på Medium nærmest kende hver en genvej, og kunne drifte til perfektion, for at kunne hamle op med modstanderne i spillets mere udfordrende baner. Som det er nu, så er Nitro-Fueled et spil, som jeg tror mange gerne vil elske, men som de desværre også vil blive alt for frustrerede med.

Min anden anke med spillet er, at visse dele af styringen er så langt fra normen i dag, at et mere moderne layout ville være en stor hjælp. Her har Beenox udstyret os med et Alternate layout, hvor man på PS4 bl.a. skifter X ud med R2 som speeder. Dette hjælper dog ikke stort, da man stadigvæk fx. bremser på firkant, men bakker ved at pege venstre styrepind bagud. Her ville man i moderne spil forvente et mere simpelt design, hvor L2 både bakker og bremser, mens speederen er R2 (jeg ved godt at man ikke bakker så meget her, og helst bare skal power slide hele tiden, men det er stadig ret forvirrende).

Crash Team Racing Nitro-Fueled
Crash Team Racing Nitro-FueledCrash Team Racing Nitro-Fueled

For at se, om disse kritikpunkter blot bunder i at jeg ikke ved, hvad jeg taler om, fordi jeg ikke kult-dyrkede originalen, spillede jeg naturligvis også med andre, som elskede originalen til døde, da de var lidt yngre. Min kæreste, som huskede sig selv som lidt af en CTR-pro, fra dagene hvor hun bankede sin lillesøster i spillet, var dog også overrasket og frustreret, netop over sværhedsgraden og den lidt kontraintuitive styring. Hun ville bl.a. gerne kunne tage skarpere sving, men havde enormt svært ved at acceptere, at man bremser på firkant, og havde også svært ved at vænne sig til drifting i spillet. En anden kammerat følte også, at spillet var blevet sværere, og vi havde alle svært ved at følge med Medium AI-modstandere. Omvendt lå vi konsekvent i toppen, når vi spillede på Easy, og derfor tog hullet i sværhedsgraderne en del af det sjove fra os.

CTR: Nitro-Fueled er dog stadig en fantastisk genskabning af originalen på mange punkter, og er spækket med indhold. Vi har ikke engang talt om Battle Mode, men der er faktisk en Capture-The-Flag og alt muligt andet gemt i spillet, hvis man tørster efter noget andet end klassiske ræs. Visuelt er spillet komplet vidunderligt, og har mere personlighed end nogensinde før. Hvis det eneste man ønsker sig er et flottere CTR, så er Nitro-Fueled tæt på at være perfekt. Hvis man dog, som jeg, gerne havde set noget mere innovation hvad angår styringen, såvel som den manglende Slightly Easier-sværhedsgrad, så er der lidt mere vej igen.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Ser fantastisk ud, lyder godt, fantastisk banedesign, meget indhold, stadig sjovt, charmerende karakterer, fede skins.
-
For stort hul mellem sværhedsgraderne, gammeldags styring mangler et bedre alternativ.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.