Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Easy Piano

Easy Piano

Som barn voksede jeg op med et keyboard, og det var tanken om at kunne spille professionelt, der drev mig til at øve hver aften.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Drømmen brød dog hurtigt sammen få uger senere, da vi pludselig fik en Super Nintendo i huset, og keyboardet måtte se sig til rette med at blive gemt væk under sengen. Flere år senere sidder jeg nu her, uden noget musisk talent, men til gengæld med min Nintendo DS, en stak tangenter indhyllet i billigt plastik og en vilje til at indhente det forsømte.

Det første der slår mig er det monstrøse klaver, og tanken om at skulle smide det op i bagen på min Nintendo DS er først skræmmende. Glem alt om mobilitet, dette monster bryder sig ikke om at blive løftet, og det går også hurtigt op for mig, at det på sin vis også er lettest at have det umage par stående på et bord. Frygten for at blive krumrygget må skubbes til side, og mens jeg læner mig frem mod bordet forsøger jeg at overbevise mig selv om, at det alt sammen er for at give mig et indblik i hvordan flere pianister rundt i verden må undvære følsomheden i ryggen til fordel for musikken.

Før jeg får lov at begive mig ud på min kunstneriske rejse, stilles jeg først overfor ti lektioner, der skal give mig indsigt i den grundlæggende viden omkring det at spille klaver. De strækker sig fra at forklare hvordan et notehæfte opbygges, hvordan man holder et tempo, til at fortælle hvordan akkorder bruges. De forskellige udtryk og metoder frembringes på en uhørt kedelig og uinteressant facon. Mens det føles fantastisk at slippe for den kedelige undervisning, gør det mig utryg at de ti lektioner hver især afsluttes med et virvar af minispil, der tilsidesætter al kontekst og i stedet får mig til at reparere ødelagte notehæfter med min stylus pen og optegne G-nøglen.

Det er først ved lektionernes afslutning, jeg får til opgave at fremstille flade og skarpe toner. Det kommer næsten som et chok, at jeg faktisk har taget ved lære og nu rent faktisk kan opstille en serie af pæne noter. Det virker opløftende og er med til at overbevise mig om, at lektionerne rent faktisk har en betydning for resten af spillet.

Fast besluttet på at bruge min nyvundne viden i praksis, hopper jeg ind i spillets quick play mode. Sangudvalget virker umiddelbart spændende, og mens 35 sange ikke lyder af meget, må jeg erkende at der er en del perler at vælge mellem. Sangene er sorteret i fire genre, nemlig klassisk musik, pop, jazz og børnesange. Kun fire sange er tilgængelige fra start, og jeg lærer hurtigt at der må kæmpes for at nå ned til guldklumperne, der blandt andet tæller Rocky temaet, Für Elise, Bohemian Rhapsody og Bitter Sweet Symphony.

Jeg må nøjes med at spille Happy Birthday, og vælger den letteste af de to sværhedsgrader, "begynder" og "musisk geni". Et notehæfte popper frem og viser mig, at jeg kun får brug for tre af de otte hvide tangenter. De sorte tangenter er gennem hele spillet forbeholdt den højere sværhedsgrad. Et hav af farver begynder pludselig at brage fra højre mod venstre, hvor min opgave er at trykke på den rigtige tangent, mens jeg skal forsøge at time det. Jeg forventer en masse noder, men skuffes da regnbuens farver i stedet benyttes. Hver tangent er repræsenteret med hver sin farve, og for at kunne adskille dem fra hinanden, er det påkrævet at man bruger de medfølgende farveklistermærker og limer dem fast på klaveret.

Det kommer helt bag på mig, hvilket resulterer i at jeg rammer en brøkdel af hvad spillet forventer af mig. Ikke nok med, at jeg straffes med det samme, monotone MIDI-brag gennem højtalerne, hver gang jeg misser, så når jeg heller ikke de 80 % ramte noter, det kræves for at få oplåst næste sang i rækken. Chokket rammer hårdt, og mens mine trommehinder stille og rolig hviler oven på den musikalske kastrering, så forsøger jeg at begribe hvad der blev af de lærerige lektioner fra tidligere. Væk er illusionen om noder, skarpe toner og G-nøgler, og i stedet indtræder meningsløs button-mashing, der med farver som eneste redskab udelukkende vil udfordre farveblinde.

Der går ikke mere end tre sange mellem det at jeg betegnes som nybegynder, til pludselig at være et musisk geni, og på trods af at der kommer flere tangenter i brug, så lader det ikke til at øge sværhedsgraden i spillet. Det hjælper heller ikke på det, at det på ingen måde føles som om jeg rent faktisk spiller noget. Farverne er tilfældigt placerede, og klaverets taster er så små at jeg ofte må holde pauser, for ikke at få krampe i hånden.

Easy Piano byder på et væld af gode idéer, der desværre udføres utroligt ringe. Spillet har et pænt udvalg af melodier, men nydelsen kommer til kort, da teknikken bag kun tillader brugen af horribel MIDI-lydkvalitet. Rejsen fra at være tonedøv, til pludselig at mestre Für Elise har været overraskende kort. Skulle man mod al forventning komme helt igennem, vil der ikke være mere indhold at komme efter. Vent hellere på et Piano Hero.

Easy Piano
Easy Piano
Easy Piano
Easy Piano
Easy Piano
Easy Piano
Easy Piano
Easy Piano
Easy Piano
Easy Piano
Easy Piano
Easy Piano
Easy Piano
Easy Piano
Easy Piano
Easy Piano
Easy Piano
Easy Piano
Easy Piano
02 Gamereactor Danmark
2 / 10
+
Enkelte gode sange.
-
Aldeles uspilleligt. Elendig lyd og grafik. Afskyeligt udstyr.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Easy PianoScore

Easy Piano

ANMELDELSE. Skrevet af Michael Kamp Jensen

Som barn voksede jeg op med et keyboard, og det var tanken om at kunne spille professionelt, der drev mig til at øve hver aften.



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.