Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
anmeldelser
Dreams

Dreams

Media Molecules længe ventede drømmeprojekt er en uimodståelig og imponerende blanding af spil, socialt netværk og udviklingsværktøj.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her!

* Skal udfyldes

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Kan alle lære at være kreative? Det mener Media Molecule, som med deres længe ventede udgivelse af Dreams slår et slag for vores iboende kreativitet. Det er en hyldest til skabertrangen og til hvordan vi i fællesskab kan løfte vores projekter til et nyt niveau. Målet er højtravende, men Dreams fremstår imponerende nok aldrig tørt, elitært eller uoverskueligt. Faktisk er det lige modsat: en sprudlende, charmerende og inkluderende legeplads, som ganske vist er mest oplagt for skabere, men ikke desto mindre har værdi for alle med kærlighed til spilmediet.

Hvad er Dreams? Jeg stiftede aldrig bekendtskab med early access-delen, så min søgen efter svaret den sidste uges tid har stået i udforskningens- og ikke sammenligningens tegn. Svaret? Dreams er en charmerende historie om frygten for at fejle og kærlighed til jazz, det er en YouTube-lignende portal til en nærmest endeløs strøm af spil, det er et værktøj til modding og en engine til at skabe spil, kunst eller musik. Det er kort sagt en hel masse ting uden dog på nogen måde at være uoverskueligt. Grundlæggende består Dreams af to dele: Den YouTube-lignende 'Dream Surfing', hvor du spiller andres kreationer og 'Dream Shaping', hvor du ved hjælp af Media Molecules imponerende værktøj kan skabe nærmest hvad som helst. De er adskilte, men bløder alligevel over i hinanden - dels fordi Media Molecule charmerende og med største naturlighed bygger et overordnet rammeunivers op, men også fordi de rent mekanisk arbejder sammen. Mest åbenlyst fordi Dream Surfings fortsatte eksistensgrundlag er afhængigt af de drømme, der skabes, men også på den måde, det er muligt at remixe eksisterende drømme og derved trække Dream Surfingen ind i din Dream Shaping.

Dreams
DreamsDreamsDreamsDreams

Som drømmenes ophavsmænd tilfalder det Media Molecule at vise vejen for os andre. 'Art's Dream' er en 2-3 timer lang genre-hoppende, musikalsk odysse, der ifølge Media Molecule selv giver et glimt af Dreams' muligheder. Formuleringen er ydmyg, for selvom 'Art's Dream' er en kort fornøjelse, der med sine mange genreskift nemt kunne få karakter af teknologisk showcase i mindre kyndige hænder, er det så kreativt sprudlende, energisk og veloplagt, at bare den del givetvis kommer til at stå blandt mine yndlingsudgivelser, når året er omme. I centrum for fortællingen står Art, en usikker og selvcentreret bassist, der er skredet fra sit band og har ramt bunden. I drømmenes verden bearbejder han på abstrakt vis hændelserne ved hjælp af gamle minder og lige så gammelt legetøj. 'Art's Dream' består af tre visuelt og gameplaymæssigt distinkte segmenter, som elegant væves ind i hinanden. Frances og Foxys del byder på hack'n slash og lidt platforming i en fortryllende fantasy-verden, i D-Bugs science fiction-univers står den på platforming og let gådeløsning, mens Arts egen neo noir historie byder på point-and-click-agtig afsøgning af scener og samtaler med andre karakterer. Med tiden transformerer gameplayet inden for selve historierne sig endda. Hvordan er en stor del af fornøjelsen, så at røbe det ville være en skam, men uforudsigeligheden og den konstante strøm af nye ideer, Media Molecule disker op med, er en af 'Art's Dreams' store styrker.

Man kan med rette kritisere spillet for at mangle mekanisk dybde og platformingen er heller ikke af den mest præcise slags, hvilket gør visse af sektionerne i D-Bugs eventyr lidt frustrerende, men det ændrede ikke på min glæde ved spillet. Det er imponerende, hvordan Media Molecule får alle de forskellige typer gameplay og visuelle stilarter til at passe sammen på sin egen drømmelogiske måde samtidig med, at de formår at fortælle en vedkommende og hjertevarm historie. Det er økonomisk spildesign uden fyld. En kærkommen ting i disse dage.

Derudover er 'Art's Dream' en audiovisuel fornøjelse. Det herlige karakterdesign, er som taget ud af en Pixar-film og bakkes flot op af de smukke omgivelser, hvilket giver spillet tonsvis af personlighed. Det samme kan man sige om de skønne sange, der dukker på i Arts del af spillet. Et spil om en musiker bør naturligvis være musikalsk og 'Art's Dream' har heldigvis både melodi og rytme i spandevis, både i form af førnævnte sange, det lækre soundtrack og rytmen i skiftene mellem spillets dele - særligt mod slutningen, hvor det hele bygger op til et på en gang kaotisk og organiseret crescendo.

Dreams
DreamsDreamsDreamsDreams

'Art's Dream' er med afstand det bedste og mest omfattende spil, jeg indtil videre er stødt på i drømmesurfingens verden, hvilket i grunden giver god mening, men der er masser af andre sjove, syrede og opfindsomme spil at opdage. For det første har Media Molecule selv bidraget med ca. 10 små spil. Nogle af dem er forglemmelige, mens andre er sjove. Hammer Panic er således et herligt lille spil for to, hvor du i tre modes hamrer løs på tallerkener, søm og deslige i skarp konkurrence med den anden spiller. Comic Sands er ligeledes et højdepunkt på trods af sin spilletid på kun 1 minut og for dem, der savner en god science fiction dogfight er Vecta Majoris en overraskende solid mulighed. Tilsammen giver Media Molecules småspil en god idé om, hvor visuelt og gameplaymæssigt varierede oplevelser, det er muligt at skabe i Dreams, men det er ingenting imod det, Dreams' community allerede har skabt siden de første drømmere, i et glimrende move fra Media Molecule, blev sluppet løs for snart et år siden. Jeg har været på psykedeliske køreture i jeeps, styret en ko igennem en snoet bane med elektrisk hegn i siderne, haft nostalgiske gensyn med Sonic og Dead Space og spillet en overraskende veludført FPS med et Prometheus-tema - for nu bare at nævne et lille udsnit.

Dette mildest talt farverige sammensurium af spil, visuelle romaner, film m.m., primært fra engagerede amatørudviklere, kunne nemt være blevet et uoverskueligt rod, men brugerfladen sørger for at inddele oplevelserne i logiske kategorier, så du hurtigt og nemt kan finde trendende spil, de mest likede, dem du har liket, de skabere du følger og så videre. Derudover er det selvfølgelig også muligt at søge direkte, så man hurtigt kan finde alt, der handler om Zelda eller den obskure Darkest Dungeon-klon, man læste om på Reddit. Spil loader hurtigt og afvikles uden mærkbar grad af input-lag.

Dreams
DreamsDreamsDreamsDreams

Dream Surfing er sjovt og velfungerende og der er allerede nogle fine oplevelser derude, men for mange vil Dream Shaping være den primære grund til at investere i Dreams. Jeg er ikke udvikler og kan ikke vurdere Dreams-enginens styrker og svagheder i forhold til for eksempel Unity eller Unreal Engine. Selvom en sådan sammenligning er interessant læsning (IGN har for eksempel en artikel online), er det ikke Dreams' agenda at konkurrere med dedikerede engines, men snarere at demokratisere og åbne udvikling for personer, som ellers ikke ville kaste sig ud i det samt skabe et åbent community, hvor folk hjælper hinanden, bytter assets, bygger videre på hinandens ting og generelt bare inspirerer til at skabe nye, spændende ting. Det smukke ved Dream Shaping er, at det, for nu at bruge et slidt udtryk, er let at lære - svært at mestre. Efter et par pædagogiske tutorials gik jeg for eksempel i gang med at lave et lille platformslevel bygget op omkring eksisterende assets og kunne til min forundring konstatere, at det faktisk fungerede. Styringen med controller kræver lidt tilvænning og brugen af motion controls er ikke helt præcis (Media Molecule vil gerne tilføje mus og keyboard, men har efter sigende ikke fået grønt lys fra Sony endnu), men ikke i en grad, der spænder ben for fornøjelsen. Opmuntret af oplevelsen gik jeg straks herefter i krig med at lære om 'sculpting' og 'wiring and logic' og måtte sande, at godt nok kan man hurtigt komme i gang med at skabe, men vil man for alvor i dybden med værktøjet, er der meget at lære - og nemt er det ikke alt sammen.

Med det sagt har jeg dog ikke stødt på noget endnu, som jeg decideret ikke forstår. Værktøjet i Dreams er ganske vist kompliceret, men Media Molecules præsentation er pædagogisk og tager man det hele lidt efter lidt, hvilket er en gangbar vej frem, føles det ikke lige så intimiderende. Jeg brugte for eksempel en masse energi på at lære 'sculpting', så jeg kunne producere nogle simple assets. Desuden understøtter flere af spillets tutorials denne tilgang. Der er tutorials, som lærer dig at lave en skov, hurtigt at stykke et level sammen, at lave regn og meget mere. Som før nævnt er der meget at tage fat på, for mulighederne synes nærmest uanede, hvorfor jeg blankt må indrømme, at jeg på ingen måde er en ekspert udi Dream Shaping endnu. Nogle timers Dream Surfing bør dog være nok til at overbevise de fleste om værktøjets potentiale, for det er som sagt imponerende hvad folk har kreeret. Desuden kan Dream Surfing være en kilde til inspiration og læring, da spil kan remixes, hvis skaberen har gjort det muligt. Det er så simpelt som at pause spillet og trykke på remix-ikonet, så har du pludselig adgang til al kildematerialet - præcis som var det din egen kreation.

Dreams
DreamsDreamsDreamsDreams

Remixing er et godt eksempel på hvordan Dreams opfordrer til at hjælpe og lære af hinanden. En anden er måden, man nemt kan bruge andres assets, hvorefter de automatisk bliver krediteret. Media Molecule har selv skabt nogle rigtig fine samlinger, men det er imponerende, hvor mange vellavede brugerskabte assets, der er at finde.

Indtil videre er Dreams et vidunderligt univers at befinde sig i. Nye kreative oplevelser dukker hele tiden frem, folk er hjælpsomme og entusiastiske og Media Molecule binder det hele sammen ved at facilitere læring og kuratere gode oplevelser. For spirende skabere er det et absolut must, men Dreams er også en anbefaling værd til dem, der kun vil spille. Jeg håber inderligt, at Media Molecule har en succes på hænderne, for oplevelsens holdbarhed er i den grad afhængig af spillerbasens engagement og skaberlyst. Uanset hvordan fremtiden falder ud, skal Media Molecule have tak for endnu engang at agere bannerførere for demokratiseringen af spildesign og stædigt at tro på vores allesammens kreativitet.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Nærmest uanede muligheder for at skabe oplevelser, allerede underholdende og syret brugerindhold, Art's Dream er glimrende i sig selv, god brugerflade.
-
Styringen i Dream Shaping kalder på mus og keyboard.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

DreamsScore

Dreams

ANMELDELSE. Skrevet af Ketil Skotte

Media Molecules længe ventede drømmeprojekt er en uimodståelig og imponerende blanding af spil, socialt netværk og udviklingsværktøj.

Dreams - Early AccessScore

Dreams - Early Access

ANMELDELSE. Skrevet af Jonathan Sørensen

Dreams er langt om længe blevet lanceret på PlayStation Store, og derfor kommer vi med første første tanker om den version du kan spille lige nu.



Indlæser mere indhold