Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
anmeldelser
Gears Tactics

Gears Tactics

Velsmurt strategispil som sætter gang i tandhjulene.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

I gastronomiens verden er der råvarer som bare er skabt for hinanden. Jordnøddesmør og marmelade, for eksempel. Eller æg og bacon. Vin og ost! Også i computerspillenes verden bliver "salt, surt og sødt" undertiden sat sammen på nye og interessante måder, når gamle universer genopfinder sig selv eller helt nye opstår, idet genrer og serier bliver blandet på kryds og tværs. Total War: Warhammer, Mario + Rabbids Kingdom Battle og Injustice 2 er bastardypperlige pragteksemplarer på den designmæssige krydsningsavl. Hvad med Gears Tactics?

Det er ikke første gang at Microsoft forsøger at parre en af spilproducentens adrenalinpumpende flagskibsserier med elementer fra klassiske strategispil. Men hvor Halo Wars var et beundringsværdigt, om end noget ujævnt forsøg på at genskabe realtidsstrategioplevelsen på konsoller, så drager Gears Tactics i stedet inspiration fra den turbaserede XCOM-model, med procentbestemte træfsatser, skræddersyede militærenheder og hele molevitten. Måske vigtigere endnu, så er spillet også bygget med PC-folket i tankerne - dog med en dedikeret Xbox-udgave på trapperne.

At udvide Gears-universet til også at inkludere strategispil er ikke kun et spørgsmål om at ekspandere seriens relevans og rækkevidde, men også en lejlighed til at besvare gamle spørgsmål og fortælle nye historier. The Coalition, seriens arvtagere siden den oprindelige trilogi, har - på godt og ondt - sat sig for at udforske og belyse seriens ældste, mørkeste og mest dybtstikkende mysterier. På det punkt er Gears Tactics ingen undtagelse. Men hvor udviklernes fortsættelsessaga, Gears of War 4 og Gears 5, finder sted længe efter de originale spil, så er Gears Tactics blandt de første i seriens kronologi.

Gears Tactics

Støvet fra den oprindelige invasion af de underjordiske insektmænd har endnu ikke lagt sig og ørerne ringer stadig fra satellitbombernes nådesløse torden. Under jordskorpen gemmer sig fortsat talrige navnløse rædsler og det er netop jagten på den ondskabsfulde Ukkon, Locust-hærens monsteravlende videnskabsmand, som er omdrejningspunktet for spillets handling. Så hvis du nogensinde har undret dig over hvem der tæmmede Riftormen, indfangede horder af Corpsers eller satte raketter på ryggen af de enorme Brumaks, så finder du endelig svaret i Gears Tactics...

Det er måske ikke det mest interessante udgangspunkt for en fortælling i det gradvist mere episke og følelsesmæssigt storladne Gears-univers. At bevæge sig tilbage i tiden med henblik på at udforske en relativt ligegyldig detalje er unægtelig et forsøg på at gøre en fodnote til en hovedfortælling. Men til min egen overraskelse fungerer det faktisk meget godt. Ikke alene har synet af seriens blegfede undergrundsorker og sønderknuste byruiner gjort mig noget så nostalgisk efter at genspille de gamle spil, men på kløgtig vis knytter Gears Tactics også blodsbånd til de nyere titler.

Fortællingens hovedperson - hvis man kan tale om en sådan i et spil med et omskifteligt karaktergalleri - er Gabe Diaz, far til efterfølgernes skæbnesvangre Kate. Også Diaz' hårdkogte sekundant, Sid Redburn, er indirekte forbundet til hændelserne i Gears 5 og på den måde formår Gears Tactics, langsomt men sikkert, at retfærdiggøre sit eksistensgrundlag i relation til de andre, større spil og serien som helhed. Diaz' tøven ved igen at trække i uniformen for at etablere en hær, i jagten på monstermageren Ukkon, kommer, i lyset af historiens senere udvikling, til at virke tungere og mere end en smule tragisk.

Gears Tactics

Det sagt, så er det måske værd at afstemme forventninger på forhånd. Gears Tactics har tydeligvis kostet knaster at udvikle. Det ser godt ud og byder på storladen orkestermusik, men det er stadig en afstikker i forhold til de andre spil. Stemmeskuespillet er hæderligt, ansigtsanimationerne er fine og de sporadiske filmsekvenser kan for det meste måle sig med seriens typiske, men der er stadig tale om en Gears-fortælling i genremæssigt og fortælleteknisk uvante omgivelser - med alle de udfordringer og begrænsninger som det indebærer.

For Gears Tactics er jo ikke noget traditionelt skydespil med en kontinuerlig handling, men et missionsbaseret strategispil med fokus på taktisk snilde, kritisk manøvrering, rekruttering og udstyring af nye soldater, eksekveringen af vovemodige bagholdsangreb og nøje planlagte ekskursioner. Det ville ikke være helt forkert at beskrive det som "XCOM med motorsavsbajonetter", men spillet formår stadig at skille sig ud på flere vigtige punkter. Gears Tactics, og folk med interesse i spillet, fortjener selvfølgelig en mere grundig præsentation.

Med en spilkampagne på omkring 25 timer, byder Gears Tactics på en lang række forskellige missioner. Nogen er obligatoriske, andre er valgfri. Visse udelukker endda hinanden gensidigt, med tanke på fremtidig genspilningsværdi, ligesom en række særligt vanskelige veteranmissioner bliver låst op sidst i spillet. En mission kan være noget så simpelt som at indsamle datakufferter eller at belejre statiske kontrolpunkter i et bestemt antal ture, men lige så ofte involverer opgaverne mere fremaddrevne rejser gennem sirligt tilrettelagte krigszoner og dækningstunge baner.

Gears Tactics

Fælles for dem alle er den massive modstand man møder fra undergrundens Locust-tropper. Dem skal man selvfølgelig bekæmpe gennem turbaserede kampe, hvor COG-soldaterne og bussemændene som hold skiftes til at rykke rundt, tage sigte og søge dækning blandt sandsække, kampesten og vragrester. Hver soldat har typisk tre handlingspoint at gøre godt med per tur og med dem kan man bevæge sig rundt på banen, skyde mod fjenden, lade et våben eller bruge særlige karakteregenskaber som giver ekstra liv, beskyttelse eller noget helt tredje.

Det er forbløffende hvor godt udviklerne har formået at omformulere og indarbejde seriens væsentligste skydespilselementer i en radikalt anden spilsammenhæng: Gears Tactics, ligesom resten af serien, handler i høj grad om at positionere sig i dækning fra skud, flankere fjenden med dristige bajonetangreb, lade på det helt rigtige tidspunkt, lukke forstærkningshuller med de eksplosive tyrenosser som er Gears-seriens granater og - når tingene går helt galt - at genoplive nedlagte soldaterkammerater med et klap på skulderen. Alt er som vi kender det - og så alligevel ikke.

Med mulighed for at omsætte handlingspoint til forskellige aktiviteter har hver soldat en stor taktisk fleksibilitet. Måske bliver du siddende i dækning og giver los med bøssen alle gode gange tre. Måske stormer du frem mod den fjerneste sandsæk og håber på at overleve til næste tur. Måske lader du din trofaste Lancer-riffel og afventer fjendens næste træk med fingeren på aftrækkeren. Det er ikke noget i vejen for at kombinere dine træk eller bryde dem op på tværs af forskellige karakterer. I et spil hvor nærskud med et Gnasher-gevær ofte har døden som udgang, er hastværk som regel lastværk...

Gears Tactics

Meget vil uden tvivl være genkendeligt for fans af XCOM og andre spil i samme dur, men for rustne taktikere eller folk helt uden erfaring med genren er Gears Tactics ikke et dumt sted at starte. Det typiske bevægelsesgitter er desuden blevet fjernet til fordel for en elegant lasertråd der fortæller dig hvor og hvor langt du kan bevæge dig, og med grafiske resurser, lydeffekter og en stilart der kunne være (og givetvis er) løftet direkte fra de andre spil, virker Gears Tactics som en naturlig forlængelse af seriens etablerede univers - om end det er med andre spilleregler og fra et helt andet perspektiv.

En af de mere interessante tilføjelser, er hvordan et skud undertiden kan nedlægge en fjende, uden at dræbe dem helt. Når det sker, har man, ligesom i de andre spil, muligheden for at henrette bassemand på klos hold, typisk med en riffelkolbe eller en stålbeslået støvle. Det betyder ofte at man er nødt til at sende en af soldaterne ud af dækning eller mod fjendens lejr, men til gengæld bliver en vellykket henrettelse belønnet med ekstra handlingspoint til de andre soldater og på den måde kan der opstå kritiske situationer hvor man kortvarigt "ofrer" en soldat, i håbet om at de andres bonustræk kan opveje dette.

I løbet af spillets kampagne bliver der gradvist introduceret nye (gamle) fjender som sætter de taktiske fakulteter på prøve. Riffeldronen er selvfølgelig den gængse fjende og udgør rygsøjlen i mange konfrontationer, men de bliver komplimenteret af mange forskellige fjender, fra de abeagtige Wretches og de sprængfarlige Tickers, der sammen udgør spillets kanonføde, til de mere hårdhudede choktropper i form af nærgående Grenadiers, de præsteagtige Kanti og de lattermilde, raketkastende Boomers. Boom!

Gears Tactics

Det er en absolut fornøjelse at genopleve klassiske fjender i et nyt format og udviklerne har været gode til at definere dem i forhold til hinanden, både mekanisk og taktisk. Spillet er konsekvent udfordrende hele vejen igennem, men kompleksiteten overstiger dog aldrig overskuelighedsevnen. I hvert fald ikke ret længe ad gangen. Om ikke andet kommer man langt med en velplaceret granat, defensive støtteevner, kløgtig brug af den reaktive Overwatch-funktion og ja, en god sjat tålmodighed. Mere kritisk er de øjeblikke hvor fjendtlige forstærkninger dukker op fra en uforudsigelig vinkel. Her kan spillet virke en smule uretfærdigt, og bevidstheden om nøgne flanker eller blinde vinkler er ofte altafgørende.

Fans af genren ved imidlertid, at de ofte nervepirrende kampe i felten kun er halvdelen af spiloplevelsen. Den anden halvdel foregår hjemme i basen. I forberedelsen til næste mission kan man i Gears Tactics rekruttere nye soldater, skifte udstyr, investere optjente erfaringspoint og på anden måde skræddersy sine tropper gennem kosmetiske ændringer. Hver af spillets fem karakterklasser (Vanguard, Sniper, Support, Scout, Heavy) kan udbygges til at opfylde en af fire arketyper. For eksempel kan en Vanguard bygges som en mere defensiv skadesuddeler eller en fremadstormende bajonetgalning.

Desuden kan man ekvipere soldaterne med de forskellige våben- og pansermoduler som man optjener i løbet af missionerne. Våbnene selv er en integreret del af karakterklassen og kan derfor ikke udskiftes, men de forskellige moduler tilføjer nyttige bonusser: større magasiner, flere livspoint, den slags. Min største udfordring var egentlig at jeg hurtigt ramte det punkt hvor jeg følte at jeg havde fundet mit perfekte - eller i hvert fald tilstrækkeligt effektive - hold og derfor ikke følte yderligere behov for at rekruttere nye soldater eller pille mere ved udstyrsstykker og den slags.

Gears Tactics

Det er en givetvis en oplevelse flere kommer til at have og udviklerne forsøger da også at adressere det. De "plotkritiske" karakterer som Gabe og Sid er typisk en anelse bedre end deres generiske modstykker, men de må til gengæld ikke dø. Det skaber nogle interessante overvejelser hvor dit stærkeste hold også kan være det med mest at tabe. Og missionerne betinger ofte ikke bare størrelsen på truppen, men også hvem der eventuelt skal eller ikke må være med i forhold til fortællingen. Videre endnu, så er der ofte grænser for hvor mange missioner den samme karakter kan være med på i løbet af et enkelt kapitel.

Kravet om at eksperimentere med forskellige tropper og resurser er en del af genrens kerneappel og Gears Tactics gør hvad det kan for at tilskynde den tilgang og forståelse. I det hele taget er det et spil hvor man lærer mest af sine fejl. Med den procentvise udregning af træfsikkerheden er der altid noget der kan gå galt og en enkelt mission er ofte fyldt med skæbnesvangre skududvekslinger og fejlslagne flankeringer. Det hører med. I bagklogskabens klare lys står alting klarere og det for mig er hjørnestenen i et godt strategispil: "Shit, jeg kunne også have gjort X. Næste gang må jeg sikre mig at Y."

Gears Tactics rummer desværre også en række fejl af mindre opbyggelig karakter. Typisk for spil der endnu ikke er blevet udgivet, så har jeg oplevet en del tekniske problemer. Nogle gange er det lukket af sig selv, andre er det frosset totalt. På et kritisk stadie i en bosskamp kunne jeg pludselig ikke skifte mellem mine soldater og i flere filmsekvenser blev Gabes karaktermodel på ufrivilligt komisk vis udskiftet med en grimasseløs udgave af den legendariske Augustus Cole - en del af spillets forudbestillingsbonusser.

Gears Tactics

Det er ting som jeg tænker kan og vil blive ordnet ved udgivelsen. I den mere bløde ende kunne jeg ønske at mig at spillet var bedre til at belyse den aktuelt valgte soldat, så man - hvad jeg flere gange oplevede - ikke oplever at bevæge eller skyde med den forkerte. Muligheden for at ændre navnet på de processuelt genererede soldater havde også været en fin lille tilføjelse og med tanke på hvor nostalgisk jeg bliver ved synet af seriens ikoniske våben, fjender og kulisser, så ville jeg ønske at man kunne zoome længere ind og virkelig opleve kampens hede på klos hold.

Spillets handling, jagten på Ukkon, kommer unægtelig også til at virke en anelse fragmenteret, når spillet skiftevist er nødt til at opveje de dyre, omfangsrige og handlingsfremmede missioner og filmsekvenser med arbitrære sideopgaver og en fortællerstemme der ofte bliver henvist til indlæsningsskærmene mellem missionerne. Sidemissionerne er lige så meget en del af spillet som de mere eksplosive hovedmissioner og føles da heller ikke som rent fyldstof, men det er en hårfin balance. Sammenhængskraften er ikke altid mega stærk og ikke alle missioner virker lige interessante eller gennemtænkte.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Gears Tactics er et nyt og spændende skridt for udviklerne og et værdigt, om en stærkt usædvanligt, kapitel i seriens historie. Med tanke på sidste uges XCOM: Chimera Squad (og de fine ord som Anders gav det med på vejen), havde en mere konkurrencedygtig pris været oplagt, men trods sine begrænsninger, så er Gears Tactics en absolut vellykket krydsning mellem tilgængelige men udfordrende strategispil og Gears-seriens arsenal motorsavsbajonetter, underjordiske monstre og brutale henrettelsesanimationer.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Vellykket kobling mellem en klassisk serie af skydespil og strategispil af den gamle skole. Fin grafik og lydside. En prisværdig indsats for at forbinde spillet til resten af serien.
-
Tekniske problemer. En til tider fragmenteret fortælling. Der kan være vel langt mellem kontrolpunkterne.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold