Duke Nukem Forever - The Doctor Who Cloned Me

Du ser

Annoncer

Duke Nukem Forever var et spil, der bar tydeligt præg af at have været alt for lang tid undervejs, været gennem alt for mange hænder, og været alt for fyldt med ting, der i praksis nåede at blive forældede, inden spillet udkom. Ikke desto mindre nød jeg store dele af spillet, for i sine bedste stunder havde Duke Nukem Forever heftig skydeaction af en type, vi ikke ser så tit disse dage.

Altså håbede jeg på mere af den slags med DLC-pakken The Doctor Who Cloned Me. I en ideel verden ville denne pakke vise, hvad Gearbox virkelig dur til, når de ikke behøver arbejde videre med de mange år gamle byggesten og halvfærdige brudstykker, 3D Realms havde efterladt, men i stedet kan skabe deres helt eget fra bunden. Gearbox er jo normalt en dygtig udvikler.

Men ak. The Doctor Who Cloned Me består tilsyneladende mest af rester og ideer, der ikke nåede med i det færdige Duke Nukem Forever - visse dele har endda deres oprindelse i den famøse trailer fra 2001 - og hvor grundspillet havde både gode og dårlige sider, så har DWCM mest kun dårlige.

Det starter ellers sjovt nok. Duke vågner op i en fængselscelle, spændt fast til en stol og med udsyn til en masse videoskærme - en åbning, der er planket direkte fra Call of Duty: Black Ops. Det står hurtigt klart, at den gamle ærkefjende Dr. Proton, som vi ikke har set siden det første Duke Nukem fra 1991. Han har overtaget Area 51, og er ved at bygge en hær af klonede Duke Nukem-robotter, der dels skal hjælpe ham med at overtage kloden, dels smide de fæle rumvæsener på porten igen-igen.

Det giver selvfølgelig anledning til flere nye oneliners selvrefererende humor, men ellers er der ikke meget at råbe hurra for i denne mini-kampagne. Den føles langtrukken og fuld af gentagelser, der kun er med til at forlænge oplevelsen, og de sjove og godt designede kampe fra det fulde spil er her erstattet af ensformige affærer, der bare ikke har samme slagkraft som Forever havde, når det var bedst.

Tempoet føles også væsentligt langsommere. Der er længere mellem ildkampene, som afbrydes af nogle ofte ganske lange puzzle-sekvenser. Disse udmærker sig ved ikke at være særligt svære, men alligevel ganske langtrukne, da det tit og ofte er svært at regne ud hvad man egentlig skal - altså hvor man rent faktisk skal hen, snarere end hvordan man gør det. Som at stå i et testkammer i Portal, der ikke har nogen udgang.

På papiret har DWCM omkring tre timers gameplay, men uklare puzzles og manglende forklaringer betød, at det nærmere tog mig fem timer at nå frem til slutbossen.

Mange af gimmicksene fra grundspillet vender tilbage, som den sektion hvor Duke er lille, eller adskillige langtrukne køretøjssektioner, der ikke er særlig sjove. Hvor disse gav afbræk i Forever, så virker de netop bare langtrukne og kedelige her.

Selvom DWCM har et par nye våben med, så føles det hele stadig for velkendt og genbrugsagtigt, og tilføjer reelt ikke noget til Duke Nukem Forever, vi ikke allerede havde set i forvejen, med undtagelse af lidt flere pubertære jokes.

Med mindre du ubetinget elskede Duke Nukem Forever fra start til slut, så er der ingen grund til at investere i denne DLC-kampagne. Det er mere af det samme, uden nogle nævneværdige nyheder eller løft i kvalitet. Kombiner det med nogle åbenlyse grafiske glitches og underlige bugs (jeg oplevede på et tidspunkt at sticks og aftrækkere holdt op med at virke - det tog en genstart at fixe), og der er ikke meget tilbage til at redde helhedsindtrykket.