Dansk
anmeldelser
Cloudpunk

Cloudpunk

Cloudpunk indeholder en af de mest imponerende cyberpunk-kulisser til dato. Desværre formår udvikleren slet, slet ikke at bringe den til live.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Der er en ikonisk scene i starten af Blade Runner, hvor Harrison Fords flyvende politibil langsomt løfter sig mod den neonoplyste nattehimmel, mens Vangelis' ikoniske synch-musik nærmest letter i takt med bilen. Sekvensen giver stadig gåsehud her knap 40 år efter, at filmen kom ud og sammen med William Gibsons Neuromancer skabte en hel ny visuel stil og genre. Tilsyneladende har den også påvirket tyske Ion Lands. Deres debutspil, Cloudpunk, der efter en PC-lancering tidligere på året, nu er tilgængeligt på konsol, virker til næsten udelukkende at være inspireret af de ikoniske flyvende biler. Desværre har man ikke fanget meget andet af magien fra Ridley Scotts sci-fi klassiker eller andre værker i cyberpunk-genren for den sags skyld.

Lad os dog starte med de få lyspunkter på den evigt mørke himmel. Udvikleren har formået at skabe en af de mest imponerende kulisser i noget videospil, AAA-spil inkluderet. Vældige højhuse fortaber sig i horisonten, de beskidte gader er badet i neon, og regnen pisker evigt ned fra en kulsort himmel. Ligesom i Blade Runner runger der public service-annonceringer ud af højtalerne, som endda har fået et satirisk tvist, så de nogle gange giver minder om de morsomme radioreklamer i GTA-serien. Hele den vakkelvorne by holdes sammen af en mystisk AI, der går under navnet CORA - et ord, der i Cloudpunks interessante univers kan betyde alt fra Gud til de grimmeste gloser, vi bestemt ikke vil forsøge at oversætte til dansk.

Cloudpunk

De knivskarpe sociale skel, der er et kendetegn for cyberpunk-genren, er også integreret i selve byens design. Oppe i skyerne lever den rige overklasse. I den brede midte kæmper middelklassen for at skrabe sammen til dagen og vejen. Og i de oversvømmede kloaker i byens bund har underklassen søgt ly, hvor de lever af algevækster, og hvad der falder ned mellem sprækkerne fra de højere lag. Hele spillets univers er bygget i en pixeleret stil, der giver minder om Minecraft, men dog er noget mindre kantet.

Du spiller som pakkebudet og til tider taxachaufføren Rania og kommer i løbet af en lang, begivenhedsrig nat til at stifte bekendtskab med alle ender og kanter af den travle by. Du bruger derfor rigtigt meget tid i din speeder, og heldigvis er dit flyvende fartøj både intuitivt og tilfredsstillende at styre. Med den højre control stik styrer du bilens elevation, mens den venstre fungerer som et normalt bilrat. Du giver gas og bremser ned med skulderknapperne, og har du brug for lidt mere fart, rammer du blot en af de svævende motorveje, der binder byen sammen. Når du svæver mellem de imponerende bygninger, fanger det virkeligt noget af Blade Runner-magien. Desværre har udvikleren tilsyneladende glemt at putte et spil ind i den imponerende kulisse.

Cloudpunk er essentielt set en walking simulator, eller måske snarere en svæve-simulator. Du møder på dine leveringer en masse karakter, og ved at involvere dig i deres forskellige problemer, ender du med at forbinde prikkerne i en større historie. Der er sådan set ikke noget i vejen med genren i sig selv, men det stiller ekstra store krav til historiefortælling og præsentation. Krav Cloudpunk på ingen måde kan leve op til.

Karakterne er sådan set sjove nok. Særlige højdepunkter er Control, der giver dig nye leverancer over radioen, din AI-ven Camus (der desværre ikke udtales som den franske filosof) og android-detektiven Huxley, der konstant taler i selviscenesættende tredje person, som bestod hans neurale kredsløb udelukkende af hårdkogte Raymond Chandler-romaner. Men historien er evigheder om at komme i gear, og måden karakterne overleverer information på og indgår i det centrale plot, er sjældent særlig elegant. Lad mig bare sige, at hvis du fandt slutningen af Mass Effect 3 en anelse forceret, så bare vent til du efter 7-8 laaange timer, når dette spils slutning.

CloudpunkCloudpunk

Hele konceptet går ud på, at du er dette her enormt travle bud, der skal levere leverancer på rekordtid, for bare at skrabe en nogenlunde indtjening sammen. Men Rania har bestemt ikke travlt. Man skulle næsten tro, vi var tilbage i 1950'erne, hvor man eftersigende havde tid til at invitere postbuddet ind til en sludder om tilværelsen og en varm kop kaffe. Det er svært at tage Ranias brok over dårlige arbejdsforhold seriøst, når du selv svæver stille og roligt rundt blandt skyerne som en anden futuristisk Postmand Per.

Spillet giver dig næste ingen deadlines eller udfordringer af nogen art. Der er kun ganske få leveringer med en tidsbegrænsning, så du rent faktisk bliver tvunget til at køre optimalt og føler en smule af den stress, der må indgå som en naturlig del af jobbet. Hvad med om nogle af de farlige situationer undervejs i plottet resulterede i en biljagt eller en hektisk flugt mellem skyskraberne? Jeg argumenterer ikke for gameplay for sin egen skyld. Men jeg mener, at nogle stressfyldte elementer undervejs ville underbygge spillets pointer og ikke mindst give fortællingen en tiltrængt dynamik.

Der er også en række skuffende elementer i præsentation, der trækker fra den ellers imponerende atmosfære. Alle der har spillet point and click-spil ved, at vores tyske naboer ofte har svært ved at finde kompetente engelske voice actors, men i dette spil er de sluppet nogenlunde helskindet fra opgave. Desværre er Ranias stemmeskuespiller en kæmpe skuffelse. Hun lyder som om, at hun netop er trådt ud af en tredjerangs romantisk komedie, og hendes monotone stemmeføring falder fuldstændigt til jorden, så snart en scene kalder på blot en lille smule emotionel indlevelse. Soundtracket er udmærket, men så heller ikke mere. Lydtæppet er en kende for udvasket, og engang imellem skulle man tro, at komponisten blot har trykket tilfældigt på synthesizeren og håbet på det bedste. Og så er det bare underligt, at stemmeskuespil, karakterportrætter og in-game modeller slet ikke matcher. På et tidspunkt mødte jeg en mellemøstlig fyr, med et androidportræt, der talte i en tyk sydstatsaccent, og det var bare et af mange eksempler.

Cloudpunk

En sidste anke gælder specifikt konsolversionen, som simpelthen er et makværk uden lige. Først troede jeg kun, det var Switch-versionen, der haltede, men efter at have set gameplay fra Xbox One og PS4-versionen, kan jeg melde om problemer over hele linjen. Udvaskede farver, ekstremt lav draw distance, texture pop in hakkende bevægelser takket være en lav framerate, der ofte dykker til et sted mellem 15-20 fps. Til tider føles det rent faktisk, som flyver du igennem en sky; så påvirket bliver udsynet af de tekniske problemer. For et spil, hvor det visuelle er det klart bedste element, er en sådan konverteringen nærmest katastrofal.

Dermed ikke sagt, at jeg ville anbefale spillet til PC, for Cloudpunk er slet og ret definitionen på spildt potentiale. Udviklerne har tilsyneladende brug så mange kræfter på at skabe en imponerende verden, at alt andet er gået i glemembogen. Hverken som spil eller oplevelse fungerer Cloudpunk, og forvent heller ikke, at historien redder den hjem. I bedste fald er Cloudpunk et sludrechatol, der bruger uendelig lang tid på at sige meget, meget lidt. Der er desværre kun tale om en cyberpunk-oplevelse på overfladen - det her spil ville dumpe en Voight-Kampf test i første spørgsmål.

03 Gamereactor Danmark
3 / 10
+
Stemnignsfyldt by med stor vertikalitet. Din speeder er nem at styre. Et par sjove og tankevækkende karakterer.
-
Gameplayet støtter ikke op om spillets setting og historie. Ringe pacing. Tynd og kluntet historie. Hovedpersonens stemmeskuespil efterlader meget tilbage at ønske. Konsolversionen er et teknisk mareridt.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

CloudpunkScore

Cloudpunk

ANMELDELSE. Skrevet af Jakob Hansen

Cloudpunk indeholder en af de mest imponerende cyberpunk-kulisser til dato. Desværre formår udvikleren slet, slet ikke at bringe den til live.



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.