Dansk
anmeldelser
Yakuza: Like a Dragon

Yakuza: Like a Dragon

Yakuza-serien sætter tempoet ned og bliver et turbaseret rollespil. Der er dog stadig tale om mesterlig underholdning.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Det arbejdende folk virker til at være forsvundet en anelse ud af spilbranchen. Hvor flere spilhelte tilbage i 80'erne mødte op i overalls og udførte det samme enerverende arbejde dag ud og ind, så længe du smed mønter i arkademaskinen, hvad enten det drejede sig om pesticidkontrol, spøgelsesjagt eller at forsvare jorden mod asteroider (ja, det var selvfølgelig jobs i den mere farverige ende), så er billedet anderleds i dag. Hvilket giver god mening. Mange af os gamer jo netop i vores fritid for at slappe af, og det sidste vi gider blive mindet om, er den daglige dont. Vi vil for det meste hellere havde eskapisme end socialrealisme. Men hvorfor kan vi ikke få begge dele? Det spørgsmål virker Sega til at have stillet sig selv, og Yakuza: Like a Dragon er svaret. Et spil, der i den grad rummer virkelighedens barske realiteter, men samtidig farver det hele med en herlig fantasi og livsglæde, der viser, det aldrig er for sent at blive en helt.

Yakuza: Like a Dragon

Yakuza: Like a Dragon er på mange måder en fortsættelse af de tidligere spil i den meget japanske serie, men samtidig også et klart brud. På historiesiden siges der farvel til Tokyo og de herlige karakterer Kazuma Kiryu samt fanfavoriten Goro Majima. I stedet siger vi goddag til havnebyen Yokahama og en ny hovedperson i form af Ichiban Kasuga. Ichiban betyder nummer 1 på japansk og kan vidst også betyde den heldige, hvilket må siges at være en smule ironisk, da Ichiban i spillets begyndelse absolut ikke har lykkens gudinde på sin side.

Spillet tager sin begyndelse d. 31 december 2000. Det unge Yakuza-medlem Ichiban nærer næsegrus beundring for sin klans patriark, Masumi Arakawa. Da Arakawa beder Ichiban om at tage skylden for et mord begået af et andet klanmedlem, tager Ichiban imod muligheden med en begejstring, der normalt er reserveret for udsigten til længere spaophold, og ender med at bruge de næste 19 år i fængsel. Da Ichiban endelig bliver løsladt, får han ikke den ventede Olsen Banden modtagelse, men bliver i stedet belønnet med en kugle i brystet. Den sårede Ichiban må nu drage til Yokohama for at hjælpe en fyret betjent og måske finde svaret på, hvorfor klanen vendte ham ryggen, og det er her spillet for alvor tager sin begyndelse.

Inden da har du allerede brugt fire timer på at se mellemsekvenser, der snildt kan løbe op i et kvarters varighed, løbe ned af trænge korridorer, og engang imellem - med lange mellemrum - udkæmpe en turbaseret kamp. Yakuza har sin helt egen pacing, og den er ikke ligefrem blevet hurtigere med årene. Men for at tage historien først, så bliver du stadig underholdt hele vejen igennem. Ikke fordi historien er mesterligt fortalt - det er mere en melodramatisk telenovela end The Sopranos - men fordi spillets karakter er nogle af de bedste og mest naturlige, jeg længe har oplevet.

Den bedste sammenligning, jeg kan komme med på stående fod, er efterårets store biografsucces Druk. Vi har samme relaterbare livssituationer, naturlig, men stadig morsom dialog, og så drives karakterne også af et overordnet dogme. Her går det ikke ud på, at finde ud af om levet leves bedre med en halv promille som i Druk, men handler istedet om at se livet som et RPG i stil med Dragon Quest.

Yakuza: Like a Dragon

Det kontroversielle skift fra slåskampe i realtid til et klassisk turbaseret kampsystem er nemlig ikke en gimmick, men fuldstændigt integreret i spillet historie og mekaniker. De forskellige våben er enten arbejdsredskaber som hamre og metalrør eller, i den mere kuriøse ende, sexlegetøj af særdeles tvivlsom kvalitet. Skal dine karakterer skifte klasse og dermed låse op for nye evner, må du slæbe dig ned til jobcenteret og arbejde dig op fra bunden i din nye rolle. Og har du brug for lidt ekstra hjælp i særligt vanskelige kampe kan du ringe til Poundmates, hvor en gruppe excentriske karakter (her i blandt en høne og en voksenbaby) kan komme dig til hjælp, på samme måde som man påkalder sig ældgamle guder i Final Fantasy.

Alle karakterernes evner er baseret på deres specifikke personlighed eller job. Kampsystemet er ikke voldsomt kompleks, men det har dog en tilfredsstillende rytme, og en lang række charmerende detaljer. Den hjemløse Nanba kan kaste fuglefrø efter fjenderne eller spy alkoholiske flammer, og bartenderen Saeko kan uddele uendelig smerte med sin håndtaske og ellers blot anvende sin kvindelige charme til at give fjenderne et utal af status-effekter. Det bliver aldrig voldsomt kompleks, men det førnævnte job system, giver dog en vis dynamik, som de mere ihærdige JRPG-buffs sikkert vil finde kærkomment.

Der er også realtids-elementer, der på sin vis bringer kampene mere i tråd med de tidligere Yakuza-spil. Du kan tage brodden af fjendernes angreb ved at trykke på B/Cirkel med den rette timing, og mange specialangreb kræver et timet tryk på Y/Trekant eller en hurtig gang tommelfingergymnastik med X/Firkant for at opnå maksimal skade. Selvom du primært kæmper mod bandemedlemmer og lømler af alle slags, så sidder æresbegrebet dybt i folkesjælen, og alle venter pænt på, at det bliver deres tur, får de slår dig i hovedet med en hammer eller stikker dig med en kniv. Da fjenderne bevæger sig rundt på kamppladsen, kan du derfor vente, så længe det er nødvendigt, på at de står optimalt til et AOE-angreb. Jeg havde gerne set, der var en timer på dine angreb, så der kom en form for risk-reward mekanisme, hvor man kunne angribe med det samme, eller tage chancen og håbe, at fjenderne når at stille sig i mere favorable positioner. Men der er, som du kan høre, tale om små kritikpunkter.

Yakuza: Like a Dragon

Og hvor er det godt, at kampsystemet fungerer, for ligesom i de originale spil, så er kriminalitetsraten i Yokohama helt ude af kontrol. Hvert gadehjørne vrimler med småkriminelle bander, og det kan nogle gange blive en kende ensformigt at besejre de samme fjender igen og igen. Det gør sig især gældende de steder i historien, hvor du bevæger dig væk fra byen. Forbered dig på endeløse, kedelige korridorer fyldt med fjender, det ikke er udfordrende, men til gengæld tidskrævende at besejre. Selv spillet normalt fine soundtrack reduceres i disse en time til halvanden lange dungeon crawls til en monotom melodi, der looper hvert minut. Som sagt er grundmekanikerne i Yakuza: Like a Dragon solide, men på egen hånd kan de ikke bære spillet, dertil mangler de trods alt en smule kompleksitet.

Det er heldigvis ikke kun kriminelle, som byen er tæt pakket med. Ligesom i de forrige spil, så er Yakuza, måske i højere grad end sin hovedhistorie, defineret af sine sjove side-kapitler og minispil. Du har du måske allerede set et par minispil i spillets trailere. Flere af disse spil er ikke videre dybe, men redder den dog hjem på charmen, som det for eksmepel er tilfældet i et minispil, hvor du skal undgå at falde i søvn i biografen. Andre sideaktiviteter som Yakuza Kart, der er en relativ kompetent parodi på Mario Kart, ville med sikkerhed blive udgivet som fulde spil af mere skruppelløse udgivere, så gennemførte er de. Selve hovedretten tager langt over 30 timer at tygge sig igennem, hvis du holder sprint knappen i bund hele vejen, men vil du også kaste dig over den store buffet af sideaktiviteter, kan du roligt fordoble denne tid.

Byen er i den grad stjernen, men den kunne dog godt skinne en anelse klarere. Det hele virker bare en anelse for sterilt og kulisseagtigt, og det hektiske liv, som man kender fra GTA eller Ubisofts spil er ikke rigtigt til stede. Faktisk synes jeg, at de distrikter, vi så i Yakuza 6: The Song of Life og Yakuza 0, var en anelse mere levende, men dem har udvikleren selvfølgelig også finpudset over snart rigtigt mange år. Rent grafisk så får Yakuza: Like a Dragon dig heller ikke til at falde ned af stolen. Hvilket er forståeligt nok, da spillet jo allerede sidste år udkom til PlayStation 4 i Japan. Ansigtsanimationerne er fine, og der er godt knald på farverne, men leder du efter en showcase på din nye Xbox Series X-konsol, så finder du den ikke her.

Yakuza: Like a Dragon

Nu fik jeg det måske i starten næsten til at lyde som om, at dette spil var sponseret af Japans Kommunistiske Parti, men det er næppe tilfældet. Ichiban udviser i hvert fald en så voldsom grad af upward mobility, at du ret hurtigt i spillet for lov til at kaste dig over den forretningsdel, der var så populær i Yakuza 0. Her handler det om at kravle til tops på aktiemarkedet, og du kan endda fyre dine medarbejdere helt uden indblanding fra fagforeninger. Og det er måske, hvad jeg allerbedst kan lide ved Yakuza: Like a Dragon - at der er noget for enhver smag. Du har en enorm stor valgfrihed i forhold til, hvad du vil have ud af spillet. Og i modsætning til mange andre spil, hvor politiske budskaber koges ned til en babymos, som spilleren derefter tvangsfodres med, så indeholder historien om Ichiban hele tiden små nuancer, der udfordrer ens verdenssyn, uagtet ens observans. Men det er nu engang ikke Krig og Fred, og man kunne godt ønske, at udviklerne ville arbejde bare en anelse mere med spillets pacing.

Her til slut skal det også lige nævnes, at du kan skifte mellem en engelsk dub og det originale japansk stemmeskuespil. Jeg spillede med engelske stemmer, og særligt hovedfigurerne var yderst kompetente, hvilket måske hænger sammen med, at de er stemmelagt af amerikanere med asiatisk baggrund samt stemmeskuespillere med lang erfaring inden for anime. Nogle af sidekarakterne lød dog som om, de snarere hører hjemme i Little Rock, Arkansas end Yokohama.

Det var en anmeldelse af de længere, men Yakuza: Like a Dragon er også et langt spil, der har figureret længe på manges radar. Er du fan af serien i forvejen eller japanske rollespil generelt, går du næppe galt i byen. Er du blot nysgerrig på serien efter at have set de skøre trailere, vil det måske være bedre at starte med eksempelvis Yakuza Kiwami, da oplevelsen ellers kan gå hen og blive meget langtrukken.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Velskrevne karakter. Solidt og morsomt kampsystem. RPG-elementer er naturligt implementeret. En sand festmiddag af indhold.
-
Nogle gange trækker historien i langdrag. Kedelige dungeon crawls. Ikke synderligt visuelt imponerende.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Yakuza: Like a DragonScore

Yakuza: Like a Dragon

ANMELDELSE. Skrevet af Jakob Hansen

Yakuza-serien sætter tempoet ned og bliver et turbaseret rollespil. Der er dog stadig tale om mesterlig underholdning.



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.