Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Destruction Allstars

Destruction Allstars

Lucid Games giver det virkelig et skud med Destruction Allstars, men der er simpelthen ikke nok kød på oplevelsen overhovedet.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Det var nok, set i bakspejlet, en ret god idé for både Lucid Games og Sony selv, ikke at lancere Destruction Allstars sammen med PlayStation 5-konsollen tilbage i november måned. Lanceringstitler til en helt ny platform spiller en ret afgørende rolle, og vil være de spil som konsollen, om ikke andet i starten, bedømmes ud fra. Det er i hvert fald det den konventionelle visdom dikterer. I stedet blev spillet ikke bare skubbet helt til februar, hvor det nu er ude, det er samtidig gratis tilgængeligt via PlayStation Plus, som er yderligere to strategisk fornuftige beslutninger, der både sørger for at spillernes forventninger afstemmes korrekt, men også at der ikke er nær lige så meget fanfare, som der måske ellers ville have været.

Og hvorfor starte ud sådan? Tjo, det er nok fordi at til trods for farverig grafik, en håndfuld solide ideer og en underholdende præmis, så er der simpelthen ikke helt nok kød på Destruction Allstars til at kunne hamle op med mere etablerede multiplayer-spil på markedet.

Men igen, det er ikke fordi at det som sådan ikke er sjovt at spille. Der er masser af action, 16 forskellige helte, der både er visuelt og mekanisk alsidige takket være én specifik evne på gåben og én i et køretøj, og akkurat tilpas meget personlighed til at det ikke føles... ja, anonymt.

Destruction Allstars
Destruction AllstarsDestruction AllstarsDestruction Allstars

En kamp foregår således at du kaster dig rundt efter dine modstandere, og du scorer derefter point for at ramme dem, og jo hårdere jo bedre. Karakterernes individuelle evner kommer derefter i spil, og sikrer yderligere point ved blandt andet at efterlade et ildspor, og køre rundt med neonpigge, og når dit køretøj endelig giver op, så kan du kaste dig ud, samle opgraderinger op på gåben og derefter finde et nyt køretøj. Se formularen mangler som sådan ikke noget, altså det er jo køretøjsbaseret kamp, og det kan bare noget. Destruction Allstars sikrer derudover en ret solid fartfølelse, relativt gnidningsfri drifting og en ret hårdtpumpende energi, der er svær ikke at lade sig charmere af.

Men så melder problemerne sig, og i hobetal også. Først er der den førnævnte alsidighed. Jo, der er mange forskellige karakterer, og derigennem også mange forskellige køretøjer, men de er kun inddelt i tre forskellige klasser - lille, medium og tung, og selvom der er små manøvremæssige forskelle, så er det ikke signifikant nok. Ydermere betyder det at du ofte skal finde nye biler midt i kampens hede, at du aldrig rigtig binder dig til ét bestemt slags køretøj. Du finder det næste og det bedste, og fokuserer udelukkende på at smadre ind i fjenderne. Det hjælper ikke ligefrem at de forskellige køretøjer kun kan én ting, nemlig booste kortvarigt ved at rykke på højre analogpind. Hver karakter kan fremmane et unikt køretøj, men det ville måske have været en idé hvis de bare... altid havde været i dem. Eller måske ikke, da balancen imellem dem synes lidt ujævn, og i løbet af min tid med spillet virkede det som om at spillerne allerede havde fundet de 3-4 bedste af slagsen, og oftest var det den bil der kan bruge en rød rundsav, og som nærmest øjeblikkeligt kan neutralisere en modstander.

Destruction Allstars
Destruction AllstarsDestruction Allstars

Og nu hvor vi taler om at være til fods, så er det, selvom ideen er god, ret kedeligt. Jo, der er da lidt løben på vægge og let platforming, men du føler aldrig rigtig at du er en del af kampen, der for det mest foregår under dig. Det handler på sin vis om at komme tilbage i et køretøj så hurtigt som muligt, og sker det ikke øjeblikkeligt begynder det at føles trættende, som i virkelig trættende. Desuden er der overfladisk kamp til fods, men det føles direkte ødelagt, da det stort set er umuligt at ramme nogen. Eller, det var det i hvert fald for mig. Det er dog synd, da det at hoppe ud midtvejs i et sving, for så at løbe på væggene og samle krystaller er ret sejt, men det er næsten kun sejt fra et animationsmæssigt synspunkt, og synes ikke at tilføje meget til det mekaniske og strukturelle fundament. Jo, der er da modes hvor det er direkte nødvendigt at indsamle ressourcer til fods, men udover det så er det bare lidt tyndbenet, det hele.

Det der med at være "fiks uden at være prangende" er i det hele taget en overskrift man kan stemple hele Destruction Allstars med. Det er ikke ikke sjovt, og hele kaosset har i sig selv underholdningsværdi, men der er bare ikke nok reel dybde i selve kampene til at forme en klar progression, hvor du kan se hvad du skal lære for at blive bedre med tiden. At bilerne reelt set ikke kan meget mere end at sideswipe eller tonse fremad siger faktisk en hel del, der er bare ikke meget mere end det. En af mine kollegaer sagde at våben, eller måske pick-ups, havde gjort en del for at skabe en mere mekanisk tilfredsstillende oplevelse, men Destruction Allstars satser uhyre meget på at bare selve akten at smadre ind i andre biler er nok - for nu.

For at vende tilbage til det med indholdet, så er der fire modes og tre arenaer. Alle tre baner er stort set visuelt identiske, store neonbøjede stålkonstruktioner med fælder og andet gøgl, men anonymt er det altså. Ligeledes er antallet af modes lidt tyndt, hvor særligt Gridfall var lidt skuffende. Der er ingen point her, for falder du udover kanten er det helt slut. De sidste to hedder Carnado og Stockpile, og er uden tvivl spillets højdepunkter. I Carnado skal du indsamle point ved at smadre andre biler, og så køre din egen bil ind i "Carnadoen" i midten af banen for at sikre de point. I Stockpile smider de andre spillere point ved at tage skade, men du kan kun samle dem op til fods. Her er altså lidt mere at lave, en lidt mere strategisk dimension, dog er det alt sammen flygtigt.

Destruction Allstars
Destruction AllstarsDestruction Allstars

Det hele er dog ret pænt, og visuelt er det tydeligt at Lucid har arbejdet mere direkte sammen med Sony for at sikre et stærkere visuelt fundament i spillet. Arenaerne er godt nok anonyme, men festlige det er de med konfetti, fyrværkeri og masser af neonlys, der gør at det hele føles tilpas storslået. Karakterene er desuden ret flotte. Nej, der er ikke umiddelbart samme skægge personlighed som i eksempelvis Overwatch eller Bleeding Edge, men de er dog distinkte, og har masser af unikt stemmeskuespil.

Så simpelt, relativt flot sat sammensat med en kende for kedeligt og alt, alt for tyndt. Og vi er ikke kommet til mikrotransaktionerne endnu. Der er et utal af kosmetiske af slagsen, der ikke tilbyder meget mere end simple nye farvekombinationer, og mange af disse kan ikke optjenes uden at bruge rigtige penge. Ydermere faldt jeg over en Reddit-tråd sat i gang af Youtube-brugeren SkillUp, der opdagede at spillets offline challenges, som jeg i øvrigt stort set har sprunget over, ikke alle er gratis. Nej, du skal faktisk betale for nogle af dem, som virker ret grelt for at sige det mildt. Nu prøvede jeg kun en enkelt, et Time Trial der ikke gav mig synderligt meget, men det er nok mere det principielle i det.

Det var den rigtige beslutning at udgive Destruction Allstars som en del af PlayStation Plus, og i februar i stedet for i november, og det er samtidig uden tvivl en bedrift at Lucid Games har sammensat en relativt stabil, visuelt spektakulær og ret bug-fri oplevelse fra start af. Men manglen på variation, dybde og sjov gør det bare svært at anbefale, og det hjælper ikke at Lucid har designet spillet lidt som en free-to-play titel, som du altså i princippet har betalt for igennem de abonnement. Øv.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer
05 Gamereactor Danmark
5 / 10
+
Solid fartfølelse, fin styring, ret seje karakterer.
-
Kedeligt på gåben, mangler dybde, anonyme baner, ærgerlige mikrotransaktioner.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Destruction AllstarsScore

Destruction Allstars

ANMELDELSE. Skrevet af Magnus Groth-Andersen

Lucid Games giver det virkelig et skud med Destruction Allstars, men der er simpelthen ikke nok kød på oplevelsen overhovedet.



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.