Dansk
Gamereactor
anmeldelser
No More Heroes 3

No More Heroes 3

Grasshopper og Suda51's seneste actionbrag er ingen fiasko, men kommer næppe til fuldt ud at overbevise hverken nye eller gamle fans.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

I løbet af den første time af No More Heroes III bombarderes man med lys, effekter og komplicerede instruktioner, så det er svært ikke at føle sig som et testsubjekt i et eller andet klassificeret CIA-eksperiment fra de glade 60'erne. Da røgen endeligt har lagt sig, virker det faktisk som om, at tiden er spolet tilbage, helt præcist til 2007. Dette var året, hvor det første No More Heroes udkom til Nintendo Wii og med sin blodige og skøre historie viste en hel ny side af den familievenlige konsol. Der er gået 14 år siden da, men No More Heroes III leverer en næsten identisk oplevelse. På godt og ondt.

HQ

Spillet starter som sagt meget dramatisk. En stribe af mellemsekvenser i forskellige stilarter introducerer hos til den blå alien Jean Baptiste VI og hans slæng af galaktiske snigmordere, der har invaderet jorden tilsyneladende ud af ren og skær kedsomhed. Skurken minder mest af alt som en blanding af Freezer og Cell fra Dragon Ball, og inden længe har han lagt flere storbyer øde, kappet hovedet af den amerikanske præsident samt arrangeret en turnering i samarbejde med United Assassins Association. Kort sagt ikke noget udsædvaneligt for den skøre serie. Som den excentriske otaku/snigmorder Travis Touchdown skal nu du forsøge at stoppe invasionen fra rummet ved for tredje gang at kravle til tops på snigmorderranglisten. No More Heroes III har dermed den samme struktur som de tidligere spil i serien, hvor du udkæmper bosskampe og indimellem spiller en række skøre minispil for at tjene penge nok til at forsætte i turneringen.

No More Heroes 3

Grasshopper Manufacture har spyttet en del hack and slash-actionspil ud siden det originale No More Heroes uden på noget tidspunkt at kunne måle sig med genrens mestre fra eksempelvis Capcom og Platinum Games. Det formår de heller ikke med No More Heroes III, men takket være et par interessante designbeslutninger, formår kampene alligevel både at underholde og give sved på panden.

Først og fremmest spilder du ikke tiden med at hakke dig igennem kanonføde, og skal for det meste blot besejre 3-4 fjender ad gangen. Spillet indeholder heller ikke typiske niveauer med korridorer og gåder, som vi kender det fra andre actionspil. I stedet kæmper du i mindre rum eller indhegninger. Hverken visuelt eller gameplaymæssigt er dette særligt inspirerede, men det fører dog til, at hver eneste kamp føles intens og fokuseret.

Alle fjendetyper har et unikt angrebsmønster og hvad der virker som flere hundrede liter blod inden bag deres metalliske eller monstrøse ydre. Travis selv kan ikke tåle mange slag, inden han bukker under, og derefter skal du hele tiden holde dig i bevægelse. Undviger du i rette øjeblik, får du et par livsvigtige sekunder i slowmotion, der sammen med fire forskellige specialangreb og en række tilfældige bonusser er nøglen til sejr over de vedholdende fjender. Nå ja, og så skal du også huske med jævne mellemrum at genoplade Travis' Beam Katana ved enten at svinge din Joy Con som en galning (den klart sjoveste løsning) eller alternativt bruge højre analogpind. Når systemet er bedst, føles det næsten som et rytmespil, hvor du danser i takt til fjendernes angrebsmønstre. Det er måske det skarpeste kernegameplay i et Grasshopper-spil. Nogensinde.

Hvad det virkeligt handler om, er selvfølgelig bosskampene, eller som en af de ti (ofte meget metabevidste) snigmordere formulerer det: "Exceeding expectations is exactly what a boss battle gonna do." Forventningerne overgås desværre kun i cirka halvdelen af tilfældene. Der er nogle kreative bosskampe undervejs, og de allerbedste af slagsen skifter endda genre midt under eller før en kamp. Men måske fordi, der er så mange af slagsen, mangler der undertiden dramatiske set pieces, og flere af bosskampene er lidt for hurtigt overståede - i hvert fald på spillets normale sværhedsgrad. Der er i øvrigt tre sværhedsgrader at vælge i mellem, og du kan låse op for en fjerde ved at gennemføre spillet.

No More Heroes 3No More Heroes 3

No More Heroes III tager omtrent 12 timer at spille igennem, og jeg vil skyde på, at højest 25 procent af tiden rent faktisk bliver brugt i kamp. Resten af tiden ser du enten mellemsekvenser, drøner rundt i spillets åbne verden eller spiller minespil. Det er her spillets sande charme ligger, og derfor er det ekstra ærgerligt, at udvikleren ikke rigtigt formår at levere varen på nogle af punkterne.

Lad os starte med den åbne verden. Hvor det første No More Heroes bestod af den lille kystby Santa Destroy, har du nu hele seks områder, som du kan udforske til fods eller på en specialbygget motorcykel. Det lyder ikke dårligt på papiret, men i praksis er det mindre overvældende. Reelle sandkasser er der langt fra tale om, og de enkelte miljøer minder mere om hubs, hvor du interagerer med forskellige ikoner fremfor med selve miljøerne.

Hvad værre er, så er hver eneste hub fyldt med usynlige vægge, og det kan nogle gange næsten føles som om, at du navigerer en labyrint, når Travis skal gå lange omveje for at forcere et par sten eller en lav hæk. Der er heller ikke noget reelt fysiksystem eller blot muligheden for at ødelægge objekter, så hvor hårdt prøvede helt ender ofte med at blive slynget af sin motorcykel, hvis du drøner ind i et stakit, et hegn eller en af de mange usynlige forhindringer. Det heles føles stift, unaturligt og leder tankerne hen mod en af den slags kunstige byer i Neveda befolket med plastikdukker, der var konstrueret med det ene formål at få en atombombe i hovedet. Ja, ved de mest uinspirerede hubs ligner det næsten, at prøvesprængningen allerede har fundet sted.

No More Heroes 3

Det bringer os til spillets tekniske side, der heller ikke imponerer. Trods de simple miljøer, så kæmper frameraten med at kravle over 20 i den åbne verden. Det er langt fra ødelæggende, da det som sagt mest fungerer som en hub, men kombineret med udviskede teksturer, lav draw distance, masser af pop-in og uskarpe karaktermodeller, må spillet siges at være en teknisk skuffelse. De nye remasters af Wii-spillene til Switch ser faktisk i mine øjne bedre ud. Dog hører det med til historien, at selve kampene heldigvis kører i flydende 60fps, hvilket trods alt må siges at være en fornuftig prioritering.

Den grafiske side er ikke det eneste, der giver lidt for specifikke flashbacks til Nintendo Wii-tiden. Seriens skøre minispil er tilbage, og mange af dem er gengangere fra de forrige spil. At slå græs og samle skrald var overraskende sjovt i 2007, ikke mindst takket være Wii Remote, og fordi det virkede som en morsom parodi på de sløsede minispil-samlinger, der oversvømmende konsollen. På Switch i 2021 virker det desværre næsten lige så uinspireret som de tilsvarende aktiviteter i den virkelige verden. Selv det at arbejde for kystvagten - hvilket selvfølgelig betyder, at du skyder gigantiske krokodiller med en kanon - viser sig at være overraskende ensformigt.

No More Heroes 3

Nu har Grasshoppers alle dage hverken været kendt for at levere tekniske velpolerede spil eller gameplay, der nødvendigvis falder i alles smag. I høj grad er det deres spils skæve historier og unikke præsentation, der definerer studiet, men selv her på hjemmebanen overbeviser No More Heroes III ikke fuldt ud.

Travis Strikes Again: No More Heroes, der udkom for et par år siden, formåede at binde seriens mange metareferencer, der strækker sig helt tilbage til nogle af studiets tidligste titler som The Silver Case og Flower, Sun and Rain, sammen til en unik og eksperimenterede fortælling. Men i denne omgang virker fortællings mange lag mere som røg og effekter, der skal distrahere fra det faktum, at selve plottet mest af alt minder om en inspireret DBZ-episode, skrevet af en potrygende studerende, der har læst for meget postmoderne litteratur.

I det mindste er den sorte humor stadig til stede, og særligt de dynamiske og stiliserede mellemsekvenser underholder med masser af visuel humor. Den rå og flappede dialog er også glimrende stemmelagt, men den filosofiske undertone, der i de tidligere spil lå gemt bag de mange jokes og provokationer, virker en smule mindre prominent i denne omgang - eller måske er jeg blot blevet immun efter nu fire kapitler i serien.

Hvad får du ellers i pakken? Der er lidt lette RPG-elementer, da du mellem missioner kan opgradere Travis med dine overskydende lommepenge. Som noget nyt, kan du også producere computerchips, der giver forskellige passive opgraderinger, hvilket lader dig forme din spillestil i forskellige retninger. Endvidere har Travis har været et smut forbi Michael Bays garderobe og lånt en Transformers-dragt, som han bruger til at udkæmpe i rummet. Disse dogfights i stil med bosskampe i Star Fox er dog ikke særligt komplekse og skal mest ses som endnu et visuelt spektakel. Endeligt er præsentationen i form af menuer, knapper, lydeffekter og lignende bedre end nogensinde. Spillet er klistret til med farverige HUD-elementer, der ligesom mærkater på en punkrockjakke, låner fra forskellige epoker, og lydsiden er også blip-bop-helt-i-top med masser retroinspirerede effekter!

No More Heroes 3No More Heroes 3No More Heroes 3

Det er blevet sagt, at definitionen af vanvid, er at gøre det samme igen og igen og forvente nye resultater. Men som med alle lidt for simple lommefilosofiske udsagn, kan det præcist modsatte også være tilfældet. Og når det kommer til No More Heroes III, virker det til, at SUDA51's ikoniske vanvid mest kommer til udtryk ved forsøget på at udgive det samme spil, der tog Nintendo Wii med storm for 14 år siden, og rent faktisk forvente det samme resultat - for det er det langt fra. Spillet indeholder den vanlige blanding af provokerende humor, ekstrem vold, vanvittig historiefortælling og unikt gameplay, men ender desværre med at blive offer for sin egen nostalgi og tage alt for få chancer, hvilket i virkeligheden er den største skuffelse.

06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
Flydende kampsystem. Stiliseret præsentation. Velindtalt dialog. Sjove mellemsekvenser.
-
Forudsigelig historie. Teknisk skuffende. Åbne miljøer føles ufærdige. Uinspirerede minispil. Det er ikke længere 2007.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

No More Heroes 3Score

No More Heroes 3

ANMELDELSE. Skrevet af Jakob Hansen

Grasshopper og Suda51's seneste actionbrag er ingen fiasko, men kommer næppe til fuldt ud at overbevise hverken nye eller gamle fans.



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.