Dansk
Gamereactor
anmeldelser
WarioWare: Get It Together

WarioWare: Get It Together

Wario og hans skøre venner er klar med en ny samling mikrospil, og denne gang tager de selv del i løjerne.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Som barn af 90'erne er antihelten Wario yngre end mange af Nintendos mest ikoniske karakterer. Alligevel virker WarioWare: Get it Together til at være tættere på den legendariske udviklers rødder end mange nyere titler med Mario, Zelda eller Donkey Kong i hovedrollen. Her er nemlig langt hen ad vejen tale om det samme simple og effektive spildesign, der i 1980'erne gjorde Nintendo til de ukronede konger af konsolspil - blot endnu mere kondenseret.

WarioWare-serien fik oprindeligt sin start på Gameboy Advance, og som alle solide formularer har der ikke været behov for de store justeringer hen over årene. Derfor kommer du endnu en gang til at spille dig igennem mere end 200 sjove, vanvittige og nogle gange udfordrende mikrospil. Hvad enten du elsker hovedbrud, platform, action eller sport, er der helt sikkert noget til din smag, så længe du kan stille dig tilfreds med små bider. Hvert spil varer nemlig blot få sekunder.

WarioWare: Get It Together

Men ikke alt er denne gang, som det plejer. Ved spillets begyndelse bliver Wario og hans mange skøre venner ved et uheld suget ind i en håndholdt konsol. Her skal de forsøge at kæmpe sig igennem de mange mikrospil ved selv at tage aktiv del i de kreative løjer, og dette tilføjer en helt ny dimension til det simple gameplay, hvad enten du skal skyde til vejrs i en rumraket, fjerne hår under armene på en græsk gud, eller hjælpe Luigi med at finde spøgelser for at blot at nævne nogle få eksempler.

Forskellen i gameplay kan illustreres ved at se på mikrospillet Gold Digger. I denne udødelige klassiker, der meget godt opsummerer seriens stil, er dit mål at finde guld - ved at plante en pegefinger i et gigantisk næsebor! I de tidligere spil bevægede fingeren sig automatisk i bunden af skærmen, og dit eneste job var at trykke på en knap på det rette tidspunkt. Nu afhænger din succes i stedet af karakterens respektive evner. De fleste karakter kan blot selv hoppe eller svæve op i hullet. Andre må anvende projektiler til at få jobbet gjort.

Ofte kan valget af karakter også påvirke sværhedsgraden. Mikrospillet Ice Climber, baseret på NES-klassikeren, fungerer som en simpel platformer. Den svævende heks Ashley virker næsten som en snydekode, mens det skøre geni Dr. Crygor skal arbejde lidt hårdere og må bruge sit fysiske angreb til at besejre fjender eller smadre terrænet, og på den måde skabe genveje. Den frygtsomme 18-Volt, der normalt ikke rokker sig ud af stedet, vil også kunne lege med, men skal navigere via specielt placerede ringe, hvilket er en langt større udfordring - til gengæld kommer hans præcise projektiler ham til gavn i mange andre spil. Karaktererne er overordnet set et frisk pust, men et par stykker er lige lovlig ens i deres evner, og enkelte som skateren 9-Volt, der automatisk bevæger sig fremad og kun kan skyde opad, er desværre nærmest ubrugelige.

For overhovedet at låse op for mikrospil og karakterer skal du gennemføre spillets historiedel. Her spiller du igennem flere mikrospil lige efter hinanden, og din karakter skifter automatisk mellem hvert spil. Da der også er tre forskellige varianter af de enkelte spil og en konstant stigende hastighed, skal du konstant være på mærkerne. Spillene starter automatisk, og din eneste instruktion består i en kort ordre, ofte på blot ét enkelt ord, som for eksempel defend, shoot eller climb. Det siger næsten alt om det ekstremt solide design, at du - uden tidligere at have prøvet kræfter med det enkelte spil - ofte kan nå at regne ud, hvad du bør gøre, tilpasse strategien til din valgte karakters bevægelser, og rent faktisk udføre instruktion, alt sammen uden at have blinket!

WarioWare: Get It TogetherWarioWare: Get It TogetherWarioWare: Get It Together

Wario er lidt af en plattenslager, der vil gøre næsten hvad som helst for at lokke penge ud af folk. Helt så skrubbeløse er Nintendo og Intelligent Systems heldigvis ikke. For når den to timer lange historie er overstået, låser du op for en flere ekstra spildele. Variety Pack giver adgang til en række unikke minispil af lidt længere varighed for 1-4 spillere, her i blandt en skør form for volleyball og en underholdende sidescroller, mens onlinedelen Wario Cup løbende vil byde på nye udfordringer. Den meste af din tid vil dog nok gå med at indtjene mønter ved enten at opnå specifikke milepæle eller ved at besejre bosser. Mønterne kan bruges til at købe genstande og kosmetisk opgradere dine karakter med nye farver.

Og så har jeg ikke engang nævnt multiplayer. WarioWare: Get it Together er skabt fra bunden af til co-op, og selv historiedelen kan spilles med en kammerat på sofaen, via lokalt trådløs eller endda online. Jeg dyppede kun tæerne i flerspillerdelen, og havde ikke mulighed for at teste onlinefunktionerne. Men selv med begrænset spilletid under bæltet, kan jeg allerede nu skrive under på, at det hele bliver dobbelt så sjov med andre spillere. To eller flere spillere på skærmen kræver en hel særlig grad af koordination, og lydniveauet kan hurtigt blive meget højt, da to man lige så vel kan gå i vejen for hinanden som rent faktisk at hjælpe til.

WarioWare: Get It Together

Med hundredvis af mikrospil i alverdens genrer, kan det ikke undre, at den grafiske side stritter i alle retninger. Fra primitive kruseduller til ægte fotografier, over pixel art til 3D, så er præsentationen skiftevis nuttet, vovet, kunstfærdig, minimalistisk, storladen, og altid herlig smagløs. Det er også svært ikke at holde af den intense musik, der stiger i tempo, i takt med at hastigheden skrues op i spillet, men stadig bevarer charmen hele vejen igennem.

Den største svaghed ved WarioWare: Get it Together er måske i virkeligheden den svingende kvalitet af mikrospillene selv. Med så mange blandende godter er det klart, de ikke alle kan være lige fantastiske, men nogle gange følte jeg det lidt, som havde jeg åbnet en pose Matador-mix, og en tredjedel af slikket bestod af de der triste lakridsæg. Måske behovet for at gøre spillene symmetriske til co-op og tilgængelige for flere karakter i et par enkelte tilfælde har ført til et for simpelt et design? Særligt skuffer playlisten med Nintendo-spil, da de trods fænomenal præsentation ofte er en kende fantasiforladte.

HQ

Selvom WarioWare: Get it Together er baseret på klassisk spildesign, så formår det i sidste ende at få det maksimale ud af Nintendos nyeste hardware. De ultrakorte mikrospil er som skabt til et hurtigt spil i frokostpausen eller på bussen, mens at den fuldt integrerede co-op giver en markant anderledes, men om muligt endnu mere underholdende oplevelse foran den store skærm. Kvaliteten kan svinge en smule fra spil til spil, men som samlet pakke sætter WarioWare: Get it Together nye standarder for serien.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Karakterer på skærmen giver spillet helt ny dimension. Intuitivt gameplay. Skæv humor og skør grafik. Komplet af integration co-op. Masser af ekstramateriale.
-
En del sløve mikrospil. Nintendo-playlisten skuffer. Lidt for mange ubrugelige og nær identiske karakterer.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.