Dansk
artikler

På eventyr med Telltale Games

Vi tager et kig på de mange episodiske spiludgivelser fra Telltale Games. Læs med her hvis du er nysgerrig

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Telltale Games har siden 2004 på mange måder været med til at introducere adventure-genren til en ny generation af gamere. Den nu efterhånden så velkendte skabelon blev især en succes efter deres episodiske spilserie The Walking Dead baseret på Robert Kirkmans kendte zombie-tegneserie.

Udviklerne havde tidligere stået bag blandt andet genskabelser af Monkey Island og Sam & Max, men nu gik de mod større navne udenfor spilverdenen. Det var dog ikke første gang. De havde med Back to the Future, Jurassic Park og CSI allerede snust til velkendte film og tv-serier. Især eventyret med McFly og emmet Brown begejstrede en del adventure-spillere. De fleste af licensspillene var dog i bedste fald en smule over middel i underholdningsværdien, og Telltale havde ikke helt perfektioneret formularen.

På eventyr med Telltale GamesPå eventyr med Telltale Games

Telltales The Walking Dead modtog til gengæld et hav af priser og hæder, også her på Gamereactor, hvor det blev årets spil i 2012. Udgivelsen af The Walking Dead viste samtidig, at et lille udviklerhus kunne få enorm succes, hvis de tænkte en smule ude af boksen og fandt sin egen identitet.

På eventyr med Telltale Games

Således kunne man indkøbe hvert enkelt afsnit i serien, eller købe et sæsonkort til hele sæsonen, og så ellers krydse fingre for at projektet nåede i hus. Det gjorde det som bekendt, dog med en noget langsommere udgivelsesfrekvens end mange gamere havde ønsket sig. Endnu en sæson i dommedagsuniverset fulgte stærkt op på en forbløffende god spiloplevelse.

Blandingen af hårde valg (og illusionen af disses betydning), mindre action-sekvenser og klassiske point 'n' click-elementer var en succes.

Med annonceringerne af både Tales from the Borderlands og Game of Thrones i 2014 kunne man dog frygte, at den lille udvikler havde gabt over for meget. Men da skelettet for spillene var skabt, og både medarbejdere fra Gearbox og Thrones-serien gik på projekterne, formåede Telltale Games at fordele arbejdesbyrden. For nyligt har de endda annonceret et samarbejde med Mojang om et spil i Minecraft-universet. Første del af dette spil forventes ude i 2015 og får titlen Minecraft: Story Mode - A Telltale Games Series.

På eventyr med Telltale Games

Skulle du have lyst til at tage fat på de nyeste eller lidt ældre udgivelser fra Telltale Games, så kan du læse lidt mere om disse herunder sammen med en kort bedømmelse af de enkelte spil.

Fælles for alle titlerne er, at de kører bedst på PC, iPad Air 2 og den nye generation af konsoller, men enkelte framerate-drops og mindre pæne animationer er dog til tider en uheldig del af spiloplevelserne på alle formater. Du kan ofte finde første del af en sæson ganske gratis på flere formater, hvis du er nysgerrig på indholdet. Hver episode tager sjældent mere end to timer at gennemføre, så de kan fungere som perfekt afløsning for en spillefilm, hvis den står på en afslappet spilaften med en afslutning.

The Walking Dead - Episode 1-5
I 2012 fik vi Telltales måske fineste udgivelse nogensinde. Vi havde i årevis talt om spil og deres manglende evne til at fortælle en god, troværdig og ikke mindst fængende historie. Vi havde klaget over papirstynde persongallerier og utroværdigt stemmeskuespil. Disse kritikpunkter blev fejet af bordet med Telltales første sæson af The Walking Dead. Uanset hvem på redaktionen, der efterfølgende har reflekteret over de fem afsnit, og hvilket der var det bedste, har svarene været forskellige af forskellige årsager. Familifædre valgte den tredje del, gyserfans valgte ofte det andet afsnit, puzzle-fans det første, mens alle var enige om at det fjerde bød på verdens mest ubehagelige cliffhangere, og det femte afsluttede serien så mesterligt, at man måtte hive efter vejret, mens indtrykkene blev bearbejdet. Prøv det.
9/10

På eventyr med Telltale Games

The Wolf Among Us - Episode 1-5
I dette episode-inddelte spil var der ingen zombier på menuen. Denne gang byggede fortællingen på urban fantasy-serien Fables af Bill Willingham. Vi fik masser af fabeldyr sat i et dystert, men overraskende overbevisende univers, og her var der fokus på Bigby Wolf og dennes kamp for at holde sammen på de kendte eventyrfigurer. En fremragende seriefølelse, tung stemning, herlig genkendelse af de velkendte eventyrfigurer og et lille skvæt mørk humor sikrede denne en plads blandt vores favoritter. Første afsnit var fantastisk, men serien tabte en smule pusten midvejs for atter at genvinde kraften mod slutningen. Lad ikke eventyr-teamet narre dig: The Wolf Among Us er en voksen noir-fortælling med intriger, sex og mord. Kan klart anbefales.
8/10

På eventyr med Telltale Games

The Walking Dead: Season 2 - Episode 1-5
Det er svært ikke at fortælle om denne del af The Walking Dead uden at spoile første sæson. Men et var sikkert: Vi fik et gensyn med flere karakterer fra første sæson. De mange valg føltes dog ikke helt så rystende i denne omgang, dog mest af alt fordi illusionen om, at de for alvor kunne ændre slagets gang, var en smule forduftet. Mens det første kapitel tog sig tid til at introducere en bunke nye figurer, fik vi dog en lang række gensyn og mere dybe historier undervejs i sæsonen. Det var en oplevelse efter sædvanlig - og velfungerende - Telltale Games-skabelon: Et par valg, der nok skulle give en kvaler, nogle QT-events, zombier der skulle nakkes eller undviges og så naturligvis nye omgivelser, der enten bøde på sikkerhed eller nye skræmmende udfordringer. Anden sæson endte ikke helt ud som en oplevelse på lige fod med første sæson, men mindre kunne bestemt også gøre det.
8/10

På eventyr med Telltale Games

Game of Thrones - Episode 1
Har du set tv-serien, så ved du sikkert også, at det mest af alt handler om familiers kampe om magt, og at historien springer rask mellem forskellige hovedpersoner, og ingen er sikre på at overleve. Iron From Ice, som første del hed, tog sig tid om at komme i gang, og manglen på kendte personer (som det også var tilfældet med The Walking Dead) kunne i begyndelsen virke en smule skuffende. Men halvvejs inde i første afsnit tog tingene fart og persongalleriet begynder for alvor at skinne. Konklusionen er dog ganske let at give efter gennemspilningen af første afsnit: Nyder du Game of Thrones-miljøet, og er du glad for tidligere udgivelser fra Telltale Games, så vil du også nyde dette episodiske eventyr, der planlægges at udkomme i seks dele. En langsom første halvdel af sæsonens første episode med for mange genkendelige mekanikker trækker en smule ned i indtrykket af denne del, men bunden for en solid serie-oplevelse er absolut lagt.
7/10

På eventyr med Telltale Games

Tales from the Borderlands - Episode 1
Vil du vide, hvad der skete efter Borderlands 2, så sker det her. Det virkede måske som en vanvittig mission at omsætte det velkendte action-skydespil med fokus på loot til et langsommeligt adventure-spil. Det er dog lykkedes for Telltale Games. Ikke mindst grundet en tydelig kærlighed til spilseriens oprindelseshav. Den bizarre humor og den groteske verden er nøjagtig så fremtrædende som altid, samtidig får den cel-shadede stil nyt liv i Telltales hænder. Borderlands-stilen er kort sagt et fantastisk match for den efterhånden så velkendte tegneseriestil fra det calforniske udviklerhus. Her får vi historien om magtkampe i et enormt forretningsforetagende, hvor morale er erstattet at penge. Det er morsomt, velskrevet og fyldt med de sædvanlige Telltale-kendetegn. Dette er samtidig et af de første spil fra udvikleren, der kører uden slinger i valsen på mobilformaterne, ikke mindst takket være den efterhånden noget stærkere hardware, der gemmer sig i de transportable enheder. Stemmeskuespillet er atter i top på denne udgivelse og det er kort sagt en serie med et enormt potentiale, hvis udviklerne kan holde dampen oppe.
9/10

På eventyr med Telltale Games

Man kan kalde Telltale Games' spil for nymoderne interaktive bøger, man kan kalde dem adventure-spil, tv-serier i spilform og meget mere, men ét er sikkert: Har du endnu ikke stiftet bekendtskab med udviklerhusets produktioner, er du gået glip af en del.



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.