Dansk
artikler

Gamereactor debaterer: Esport, millioner og forkert fokus

Det er en let overskrift, når man fremhæver at nogen kan vinde millioner af kroner ved at spille et computerspil - men vi maler os op i et hjørne med den fortælling.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Har du hørt om The International, det årlige verdensmesterskab i Dota 2? Hvis du har det, så har du sikkert også hørt om den svimlende præmiepulje, turneringen år for år præsterer. Sidste år var der 18,5 millioner dollars - 126 millioner kroner med dagens kurser - som de deltagende hold kunne fordele mellem sig.

Det tal kan jeg i øvrigt huske, uden at slå det op. Til gengæld skal jeg have gang i Google, hvis jeg skal fortælle dig hvem der vandt. Det har delvist noget at gøre med at Dota 2 ikke interesserer mig så meget i sammenligning med andre esportstitler som Counter-Strike og League of Legends, men det er ikke den vigtigste årssag.

En af esportens store udfordringer er nemlig, at der er så enormt fokus på præmiepenge. Hvis man op til sidste The International gik ind på eventets webside, var "18,5 millioner dollars!" det første budskab, der mødte en. Ikke "Verdensmesterskabet i Dota 2!", ikke "De 18 bedste hold fra hele verden!", ikke "Den mest prestigefyldte turnering i verden!". Nej, når historien skal sælges, er overskriften den uforståeligt store sum penge, man kan vinde.

Jeg forstår udmærket hvorfor det er sådan. Penge er en lynhurtig måde at give noget blikfang og legitimitet på. "Kan man virkelig tjene penge på at spille computer?" har mange på et tidspunkt spurgt, og svaret har været "ja, rigtig mange penge endda". Det er en let historie for brede medier som DR og Politiken, eller for den sags skyld CNN og New York Times, at fortælle.

Gamereactor debaterer: Esport, millioner og forkert fokus

Problemet er bare, at de ikke rigtig kommer videre fra den vinkel. Og man kan kun fortælle "millionpræmie i computerspilskonkurrence"-historien et vist antal gange, inden den bliver udslidt og gammel. Herhjemme har fortællingen udviklet sig en smule, så mediernes fascination ikke længere er så fokuseret på at der er millioner i præmiepenge, men at spillerne fra Astralis hiver en månedsløn i omegnen af 60.000 kroner. Det er lidt noget andet, men i det store hele samme udgangspunkt.

Førstepræmien til den turnering, der lige nu foregår i Katowice i Polen, er på $100,000, og den samlede pulje er på $250,000. Det samme gælder DreamHack Masters i Malmö næste måned, og i slutningen af marts er der MLG Columbus Major i Ohio, hvor Valve har spyttet $1 million i puljen. Jeg ved det her, fordi det er noget af det første disse events selv fremhæver, når de skal promovere dem.

Men kan nogen fortælle mig hvad præmiebeløbet er for at vinde Champions League? Hvor mange penge er der på spil for holdene i Super Bowl? Hvad er præmiepuljen ved VM i fodbold? Svaret er underordnet, for vi er ligeglade. Det handler ikke om penge, det handler om så meget andet. Om sportslige præstationer, om gamle arvemodstandere, om favoritter og underhunde og national stolthed. Ikke om størrelsen på den papcheck, der følger med trofæet.

Men det gør esport. Tidligere på ugen annoncerede Twitch og folkene bag Rocket League - et spil lavet på et lille budget, som kom ud af det blå og blev en af sidste års bedste og mest populære multiplayer-titler - at de gik sammen om at lave en Rocket League-turnering, og at der var $75.000 på spil. Det var vitterligt overskriften. Ikke at de vil finde verdens bedste Rocket League-hold, eller at man snart kan prøve sine evner i spillet af under ordnede forhold. Nej, overskriften er at der kommer en turnering med en stor præmiepulje. Det gør mig træt.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Heldigvis står jeg ikke alene med min opfattelse af tingene. Riot, selskabet bag League of Legends, holder hvert år en stort anlagt og virkelig underholdene VM-turnering i spillet, der varer næsten en måned. De bedste hold fra Nordamerika, Europa, Korea, Kina og det øvrige Asien mødes og dyster på kryds og tværs af deres sædvanlige region, og dermed spiller mod hold som de ellers aldrig møder. Det er altid et brag at følge med i. Jeg ved tilfældigvis at vinderholdet hiver $1 million hjem, men den oplysning er begravet i en fodnote i en FAQ dybt, dybt nede i eventsitet, og bliver stort set ikke omtalt andre steder. For det handler netop ikke om pengene. Det handler om æren og hæderen ved at være verdensmester i League of Legends.

Personligt vil jeg meget hellere fortælle om en fyr som Pasha fra det polske hold Virtus.Pro, der kom fra trange kår og længe måtte overbevise sin skeptiske barndomskæreste om, at det her Counter-Strike nok skulle blive stort, til en dag at have så meget succes som spiller at han kunne købe deres lille familie et hus. Det er da en langt mere interessant fortælling end hvor stor en given præmiepulje er.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Det var i øvrigt Evil Geniuses, der vandt sidste års The International. Blandt andet takket være en brav indsats fra spilleren SumaiL, en dengang 16-årig knægt med rødder i Pakistan. Ingen havde hørt om ham, da EG hyrede ham et halvt år inden turneringen, men han trådte lynhurtigt i karakter som en af de bedste og mest aggressive spillere på scenen. Vil du ikke meget hellere høre om ham end "18 millioner dollars!"?



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.