Dansk
artikler
Final Fantasy VII: Remake

Square Enix har fjernet begejstringen omkring Final Fantasy VII: Remake

Andreas giver Square Enix hård kritik i deres behandling af Final Fantasy VII-brandet

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

For os gamere findes der få ting som kan gøre os ligeså begejstrede som afsløringen af et nyt spil. Vi venter spændt og spekulerer til højre og venstre hvert eneste år i dagene frem mod begivenheder som E3, GamesCom eller PSX. Dialogen går omkring store teorier og fjerne insider-kilder, som lader os håbe på, at vi måske endelig får det nyeste kapitel i vores ynglingsserie eller et firma kommer ud af dvale med et spændende nyt projekt. Vil Valve endelig give os en bid fra Half-life 3 eller kommer Microsoft med et ny spændende projekt?

Et spil som rigtig mange 90'er spilentusiaster håbede på, var et remake af Squaresoft-klassikeren Final Fantasy VII. Mange af os som blev introduceret til spilmediet på Sonys PlayStation X havde stiftet bekendtskab med Cloud Strife, Sephiroth og resten af slænget på deres episke rejse. Men grundet datidens teknologi mente mange med introduktionen af nyere hardware, at tiden endelig var kommet til at vende tilbage til Gaia.

Årene gik, og selvom Square Enix både gav os en Tech Demo i 2006 og vage beskeder virkede det som om, at skibet var sejlet. Håbet om et remake var endelig begyndt at forsvinde.

Final Fantasy VII: Remake

Afsløringen i 2015 kom derfor bag på os alle. En sublim trailer komponeret med de bedste elementer fra serien skabte en jubelsang hos fans verden over. Square Enix' aktieværdi steg sågar. Ethvert firma ville selvfølgelig følge hype-toget og holde den nostalgiske gejst kørende, men ikke Square Enix. Tetsuya Nomura fik styringen og i klassisk Nomura-stil forsvandt spillet nærmest fra rampelyset.

PSX fik en spændende trailer fra spillets intro, og fans formåede at tro, at spillet måske var længere i udviklingen end vi regnede med. Yderligere var Square Enix helt tavse omkring spillet i 2016, hvilket selvfølgelig måtte betyde at udviklingen var i fokus. Rygterne begyndte allerede at florere omkring en mulig 2017 udgivelse! Som historien fortæller er det dog desværre ikke tilfældet.

Final Fantasy VII fyldte 20 år den 31. Januar, altså det mest oplagte tidspunkt at dele ny information. Hvad fik vi? Et enkelt billede af Cloud og Sephiroth. Selvom det viste de to hovedpersoner i en flot opskaleret version af deres Advent Children-modeller, var det simpelthen bare ikke nok.

Final Fantasy VII: Remake

Det kan lyde en smule som en forkælet dreng, og jeg burde måske lade Square Enix tage den tid det nu vil tage, men det er ikke udelukkende udviklingstiden Square Enix bøvler med. Nej det er også den information vi har fået.

Final Fantasy VII: Remake vil blive udgivet episodisk grundet sin massive størrelse både i verden og narrativ udvikling. Yoshinori Kitase (spillets producer) og Nomura har meddelt, at siden de gerne vil levere den fulde Final Fantasy VII-oplevelse, var episodisk den eneste vej. Derudover har de uddybet, at spillet vil inkludere nyt indhold og muligvis blive udskudt til PlayStation 5.

Ja du læste rigtigt. I forbindelse med den undervældende 30 års ceremoni afslørede Kitase to vigtige informationer. At spillet ikke er i nærheden af at være færdigt og der vil gå lang tid imellem episoderne.

Misforstå mig ikke; Final Fantasy VII er et kæmpe spil og én stor samlet pakke er en udfordring, hvorfor en opdeling virker som en oplagt løsning. Men hvis vi skal vente tre-fire år på hvert enkelt kapitel begynder idéen med episoderne at tyndes ud.

Final Fantasy VII: Remake

Så her står vi. Final Fantasy VII: Remake er ikke nogen steder i sigte og vi er ikke engang sikre på, om vi kan spille alle kapitlerne på vores nuværende konsol generation eller hvor mange kapitler der er på vej. Jeg er ikke i tvivl om Nomura og Kitases egenskaber til at skabe et godt JRPG, da de har bevist det tusind gange med titler som Kingdom Hearts og Final Fantasy X, men det er lang tid siden vi har oplevet dem i deres topform.

Nomura har pumpet det ene Kingdom Hearts spil ud efter det andet af dalende kvalitet og blevet fjernet fra Final Fantasy XV (sandsynligvis grundet den lange udviklingstid). På den anden side bragte Kitase os det famøse Final Fantasy XIII.
Final Fantasy VII: Remake virker derfor også som det perfekte return to basics og en mulighed for at bevise sit værd. Om det ender i en situation hvor Hajime Tabata atter må overtage udviklingen eller om de to veteraner formår at levere varen med det første kapitel må tiden vise os.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Sjældent har et spil gået fra at være et af de mest ventede til en direkte frygt for det endelige resultat. Jeg håber virkelig at Square Enix formår at vende skuden og genstarte min hype inden året er omme, men vejen er lang til at genskabe den oprindelige hype. Vi må se om Square Enix har lært af den alt for tidlige annoncering af Final Fantasy XV og lader os få fingrene i spillet inden alt for længe, men alt tyder dog på det modsatte.

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.