Dansk
artikler
Mario Kart Tour

Mario Kart Tour - En søndagstur med Dr. Mario

I anledning af det kontroversielle mobilspils 1-års jubilæum, reflekterer vores praktikant over præcist hvor djævelsk veldesignet spillet er.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

I går var det præcist et år siden, at Mario Kart Tour lancerede til smartphone. Og selvom jeg skammer mig over at sige det, så er det nok det spil, jeg har spillet mest i løbet af det seneste år. En imponerende bedrift for et mobilspil, der først efter et halvt år efter lanceringen fik racer-genrens måske vigtigste funktion - multiplayer.

Enhver sådan tidsinvestering for en person i 20'erne, der også har en uddannelse og diverse fritidsinteresser at passe, burde føre til grundig overvejelse. Og det har det da også gjort for mit vedkommende, siden jeg for nogle måneder siden slettede appen i ren desperation.

Mario Kart Tour

Mønter, point, stjerner og rubiner

I Mario Kart Tour er formålet med et løb ikke at vinde, men at score flest mulige point. Point, der omsættes til stjerner. Stjerner, der åbner op for nye løb og belønninger i form af rubiner - spillets hovedvaluta. Rubiner bruger du til at låse op for nye biler, glidere og racerkørerer i form af de ikoniske karakterer fra The Mushroom Kingdom. Den konstante jagt på point, er hvad der får dig til at blive ved med at spille, også selvom du aldrig låser op for noget substantielt indhold. Du får selvfølgelig flere point jo højere en placering, du opnår, men i mange tilfælde kan point differencen mellem en første- og en andenplads mere end passeres, hvis du opnår nok komboer og samler nok point undervejs.

Så ja, Mario Kart Tour er ikke så meget et racerspil, som en slags endless-runner. Men det fungerer egentligt okay, og det er stadig underholdende at holde en kombo kørende ved konstant at bruge power-ups, samle mønter og drifte.

Havde det bare været Mario Kart, som vi kender det tilsat gatha-elementer, var jeg nok hurtigt kørt træt i spillet. Men spildesignerne på Nintendo har også ændret spillet fundamentalt på andre parametre.

Mario Kart Tour

Automatgear

Lad os tage det positive først. Mario Kart Tour er på overfladen en fremragende gengivelse af den klassiske oplevelse. Alle power-ups er her, løbene er hektiske og racerbanerne er smukt designet. Den største udfordring er selvfølgelig kontrollen på mobil. Men selv det lumske sving har Nintendo rundet med en vis elegance. Uden fysiske knapper og sticks for præcis kontrol har udvikleren i stedet anvendt et swipe-system, hvor bilen accelerer automatisk, og du styrer retningen vil enten at stryge til venstre eller højre. Desto længere du stryger fingeren, desto skarpere dreje bilen, hvilket også giver mulighed for turbo drift, der sender din bil flyvende ud af svinget med et ekstra boost. Men kart racere handler ikke kun om præcis kørsel. Det handler også om at sabotere dine konkurrenter. For at aktivere en power up, trykker du blot på skærmen og fører din finger frem eller tilbage.

På imponerende vis har Nintendo fået designet spillet, så du kan spille det med en blot en hånd. Hvilket efterlader den anden hånd fri til at gribe ud efter kreditkortet, men det er en anden snak. Nej, det store problem er, at hvor det vilde ræs på skærmen, før blev matchet af intens button mashing og lige så intense ansigtsudtryk, så lever du dig ikke længere end i spillet. Der er heller ikke længere det samme konstant faremoment, der holder dig på tæerne. Du kan ikke længere ryge ud af banen, med mindre du bliver ramt af en shell, mens du er i luften, hvilken kun yderst sjældent sker. Selv en berygtet bane som Rainbow Road kører nu på skinner.

Al den frustration, der fik dig til at kvitte spillet i raseri, og al den hektik, der tappede din energi, så du højst kunne spille en time af gangen, er fjernet. Og dermed kan du blive ved med at spille i en slags halvvejs koma, indtil din telefon løber tør for strøm.

Mario Kart Tour

Søndagstur

Det bliver kun mere tydeligt, når man nærstuderer dets mekaniker, at Mario Kart Tour er designet til at være en ren søndagstur. Tag for eksempel spillets powerups. Måden du anvender dem på, er den samme, nuvel, men du samler dem op på markant anden vis. Ligesom i konsolspillene er boksene typisk stillet op på rækker af fire. Normalt er der en hektisk positionskamp for at nå en power-up lige inden din modkører, men denne gang får alle en power-up. Du behøver ikke ramme dem særligt præcist, og selvom en rival napper en kasse foran snuden på dig, for du stadig en power-up, også selvom den ikke er synlig på skærmen.

Et andet problem med powerups er måden, man anvender shells. Shells er den mest basale offensive powerup. Den grønne shell flyver i en lige linje, mens den røde er målsøgende og automatisk styrer mod den nærmeste kører foran dig. Shells kan blive afværget ved at holde en shell eller en banan bag din bil, og dermed parere skuddet. I de tidligere Mario Kart krævede dette evner. Hvis en shell blev affyret bag dig, skulle du styre din bil på en helt særlig måde. I praktisk betød det, at du skulle forudse skuddet, og dreje din bil i det helt rette splitsekund for dermed at parere skuddet. Det var en fremragende måde at holde dig engageret under et løb, men i Mario Kart Tour parerer du automatisk ethvert angreb, så længe du har en powerup klar.

Og sådan går det ellers. Omgang efter omgang, løb efter løb. Du bliver langsomt lagt i en gameplay mæssige narkose, som kan være utrolig svær at bryde ud af. Det tog i hvert fald mig over et halvt år og hundredvis af spildte timer.

Mario Kart Tour

Dr. Mario

Så Mario Kart Tour er en underlig størrelse. Et spil, der perfekt fanger den visuelle stil og den prangende facade. Men det rammer fuldstændigt ved siden af, alt hvad der gøre Mario Kart til et af de mest ikoniske spil. Den intense indlevelse, de hæsblæsende ræs og kampen mod dine venner. Alligevel er det stadig forbandet godt designet.

Selvom du kører i cirkler, så har du fornemmelsen af hele tiden at komme fremad. Der er noget helt reptilt i glæden over at se sin bunke af ressourcer vokse stødt og roligt. Og når man endeligt sætter sin hårdt tjente rubiner på spil er det et sus uden lige. Selv mine sparsomme oplevelse i kategorien sex, drugs and rock 'n roll kunne ikke rigtigt sammenlignes med det sus i maven jeg fik, da Princess Peach iført en kimono dukkede op af den gyldne tube i spillets Lootbox-system. Hvilket udover, at være en af de mest underlige sætninger jeg længe har skrevet, også er ret foruroligende.

For mange af jer kender nok den samme fornemmelse fra Hearthstone, Ultimate Team, eller hvad nu ens last er. Men kombinerer man det med Nintendos magi bliver det pludseligt rigtigt farligt. For Nintendo formår at strikke gameplay sammen med kemisk præcision. Hvor deres normale konsolspil fungerer som energiske festfyrværkerier, så er deres mobilspil en slags skyggeside. Ren vanedannede narkose. Det er hvad Dr. Mario sidder og eksperimenterer med, når klinikken lukker ned, og han som en anden Walter White bevæger sig ned i kælderen.

Og en ting ved jeg. Man bør aldrig køre bil under påvirkning. Med den formaning overstået, har jeg egentlig bare tilbage at sige hip hip hurra, og lykønske spillet med dets fødselsdag.

Mario Kart Tour

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.