Dansk
artikler
The Elder Scrolls V: Skyrim

Fortælling fra Skyrim 2. del

I gamle dage leverede Dragonlance-bøgerne gode historier baseret på Dungeons & Dragons. Lee forsøger at gøre kunsten efter og fortæller i fire dele en historie fra Skyrim. Læs anden del her.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Lee fortsætter fortællingen. Læs første del her.

The Elder Scrolls V: Skyrim

Efter mit møde med smeden Rustleif er jeg fortsat op mod den dystre fiskerbys lokale kro. Normalt ville et sted som dette genlyde af sang og latter, men som jeg nærmer mig, fyldes luften med lyden af intet. Selv her er byen som i dvale.

The Elder Scrolls V: Skyrim

Jeg skubber til kroens tunge trædør. Kaminilden knitrer, en skjald informerer mig ligegyldigt om, at han synger sange på bestilling, men jeg er her ikke for at hvile, drikke eller lytte til sange. Selvom mine ømme muskler værker og jeg hellere end gerne ville indtage rollen som turist i den stille landsby, Dawnstar. Indbyggerne klager over mareridt og min nysgerrighed (og, indrømmet, mit skattejæger-gen) byder mig at komme til bunds i problemet. Den mørke elver Erandur er angiveligt magikeren, der kan lede mig på rette spor.

Han er let at finde.

Den eneste, der er klædt i gulgyldne rober, med en hætte trukket op om det mørke hoved. Han ligner en magiker. Skinnende øjne kigger ud fra hættens mørke og jeg kan svagt ane de mange ar på det trætte ansigt.

Velkommen dragefødte - siger han.

Der kan man bare se: jeg er ventet. Han fortsætter: Ved du hvem Lord Vermina er, spørger han. Jeg ryster på hovedet.

Gudinden var tidligere tilbedt i det, der i dag kaldes Morgengryets Tårn. Dengang hed det Nattevægterens Tempel.

The Elder Scrolls V: Skyrim

Jeg kan mindes at have hørt om denne kult bestående af en samling gale dommedagspræster, der udførte dæmoniske ritualer, men jeg undlader at kommentere yderligere på Erandurs fortælling.

Lord Vermina hører til i grænselandet mellem mareridt og virkelighed. Et land hvor virkeligheden bøjer sig på uforklarlige måder, fortsætter Erandur.

Og hun lyder virkelig ikke som et bekendtskab, jeg har brug for at stifte. Men hun er tilbage. Som en gal kunstner i et bizart kunstgalleri indsamler hun beboernes minder og erstatter dem med mareridt. Og i nogle tilfælde døden, den evige søvn. Som en slem hoste markerer de mange mareridt noget langt mere alvorligt, noget langt mere permanent, og hvis vi ikke sætter afsted for at redde den lille landsby, vil alt håb være ude.

Dramatiske ord fra troldmanden, og alligevel virker han sært afklaret. Som om han har øvet denne tale i årevis, mens han ventede på at jeg dukkede op. Han beder mig pakke det mest nødvendige udstyr og forklarer at tårnet er få hundrede meter fra kroen, på toppen af en lille bakke.

Jeg sælger det mest unødvendige. Justerer grebet på min økse og strammer de slidte lædersnore om toppen på min rygsæk.

The Elder Scrolls V: Skyrim

Sammen går vi ud i kulden. Udenfor er det blevet mørkt. Byen har næsten fået en aura af uhygge over sig. Krogede træer famler i mørket, mens dæmpede samtaler bryder lyden af ingenting. Vi begiver os op mod tårnet.

Som et symbol på ondskab og smerte vrider bygningsværkets mure sig mod nattehimlen. Hårene rejser sig på mine arme. Om det er kulden mod min hud eller mit instinkt, der beder mig om at flygte, ved jeg ikke. Jeg mærker ikke efter.

Sneen fyger, og jeg iagttager det dæmonisk udseende tårn, der foran mig knejser mod himlen. Herinde findes svaret på Dawnstars problemer og de mange dødsfald og mareridt, der plager den lille landsby.

Mine hænder presser mod tårnets indgangsdør, men Erandur lægger hånden på min arm og beder mig vente. Først en advarsel.

Fortsættes

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.