Dansk
Gamereactor
artikler

Gamereactor Debatterer: Hvilke studier ser vi helst tage sig af Konamis klassikere?

Konami er efter sigende i gang med at udlicitere deres IP'er til nye udviklere, og vi drømmer om hvilke udviklere, som kan tage deres eksisterende franchises til et nyt niveau.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

For kort tid siden kom et rygte frem omkring Konami og studiets IP'er. Rygtet gik ud på, at Konami var i fuld gang med at udlicitere udviklingsansvaret for et væld af deres etablerede franchises til nye udviklere. Dette fik os til at fantasere om hvad vores drømmescenarier for Konami's tre største etablerede IP'er - Metal Gear Solid, Castlevania og Silent Hill - ville være. Her er en liste af de vores drømmebud fra chefredaktøren Magnus og praktikanten Martin.

Metal Gear Solid - Magnus:

Nej, jeg tænker ikke umiddelbart at Eidos Montreal er de første man tænker på, når tankeeksperimentet om hvem der bør få Metal Gear Solid-licensansvaret foræret, men stop lige en gang. Jeg vil i det hele taget gerne slå et slag for Eidos Montreals Deus Ex-serie, som på ganske glimrende vis giver os åbne omgivelser som er lagdelt og nærmest perfekt afbalanceret, så dine evner virkelig har en indflydelse på dine muligheder.

I Deus Ex er progressionen konstant, du føler konstant at du bygger imod mere helstøbt og dybdegående funktionalitet, og det gør på sin vis af alt ved din udgave af Adam Jensen bliver mere specificeret. Det sker i øvrigt uden at kvaliteten af fortællingen ofres.

Det er alt det jeg gerne vil have fra et Metal Gear-spil. Jeg vil have snigeri, men betænksomt snigeri, jeg vil have et meta-spil, men der har en direkte indflydelse på den måde jeg udforsker omgivelserne på, jeg vil have action, men mindeværdig action, og jeg vil have en vild fortælling med konspirationer, mystiske skurke og international espionage. Eidos Montreal er perfekte til at varetage den opgave.

De kan meget vel snuble, det er ikke kun hits de har produceret, bevares, men Deus Ex: Human Revolution og Deus Ex: Mankind Divided beviser, at de har styr på intelligent snigeri.

Gamereactor Debatterer: Hvilke studier ser vi helst tage sig af Konamis klassikere?

Metal Gear Solid - Martin:

Hvor Magnus måske fokuserer en smule mere på stealth-delen af Metal Gear Solid serien, så føler jeg at action-delen især kunne være interessant at udvikle på. Derfor ligger et bestemt Sony studie lige til højrebenet for mig, for hvis der er noget studie som håndterer store robotter specielt godt, så er det Guerrilla Games.

Der eksisterede selvfølgelig også stealth-elementer i Horizon Zero Dawn, og de skulle selvfølgelig forbedres en hel del for at være på niveau med Metal Gear Solid serien, men det er især Horizon's version af robot væsener jeg er interesseret i. Horizon introducerede en helt ny måde at kæmpe mod robotter på, og hver enkelt væsen havde et væld af svagheder og krævede en unik tilgang og planlægning for at nedlægges. Denne strategiske tilgang til kamp, kunne være spændende at se i Metal Gear Solids univers.

Jeg ved godt at action ikke er det største fokuspunkt for Metal Gear Solid serien, og det er måske også derfor, at jeg ikke har været så bidt af den klassiske spilserie. Men hvis Metal Gear Solid blandede exceptionelt stealth med fantastisk og medrivende action-gameplay, så er jeg sikker på at jeg ville hoppe med på vognen! - jeg skulle dog lige bruge flere dage på at forstå den kringlede historie først.

Gamereactor Debatterer: Hvilke studier ser vi helst tage sig af Konamis klassikere?

Castlevania - Magnus:

MercurySteam er en lidt mærkelig størrelse de her dage. Jo, danske Nordisk Film købte faktisk hele 40% af det spanske studie for bare to måneder siden, men vi aner ikke hvad de arbejder på, og Spacelords, som de udgav tilbage i 2017, lader ikke til at have være nogen kæmpe succes.

Men før det lavede de Castlevania: Lords of Shadow, og jeg kan huske at jeg spillede det spil tilbage i 2010, og var helt og aldeles blæst bagover. Jo, allerførst ligner det lidt et rip-off i sig selv, det er jo bare God of War med et Castlevania-skin, ikke? Det er det måske lidt, men mere end det er det en episk fortælling fyldt med imponerende kampe, storslåede bosser og grandiøse omgivelser. Altså selv musikken accentuerer spillets nærmest gotiske storhed på fantastisk vis.

Det spil er i sig selv en glimrende kandidat til et remaster sammen med det mere middelmådige Castlevania: Lords of Shadow 2, men pointen er at MercurySteam bør få chancen for at fortsætte deres fortolkning af Castlevania-serien.

Nu hvor God of War er blevet tættere, mere personligt og sløvere også, så er Castlevania den perfekte serie til netop at tage over hvor gamle vrede Kratos slap, nemlig ved at hoppe rundt på bosser større end Empire State Building, imens episk symfonisk musik bygger imod et hæsblæsende klimaks.

Seriøst, spil Lords of Shadow på PC, det er glimrende, selv i dag. Og det får én til at tænke, at MercurySteam burde få et skud til.

Gamereactor Debatterer: Hvilke studier ser vi helst tage sig af Konamis klassikere?

Castlevania - Martin:

Jeg forsøgte virkelig at give Castlevania Lords of Shadow et skud dengang det udkom, og senere igen på PS Now, men jeg blev ærligt talt bare ikke fanget. Hvis jeg ville spille et solidt hack'n'slash, så ville jeg spille den fænomenale originale God of War-serie, og den kunne Lords of Shadow bare ikke hamle op med i min mening - sorry Magnus!

Det er også derfor, at jeg tror at Castlevania skal gå en hel anden vej. Det gotiske og medrivende Dracula univers er helt fantastisk og det kunne være spændende at se hvordan det kunne udnyttet på en helt ny og unik måde. Det er grunden til, at jeg ville smide Castlevania i hænderne på Ninja Theory. Jeg er lige pt. igang med at spille Senua's rejse igennem i Hellblade: Senua's Sacrifice, og det er uden tvivl en oplevelse uden lige. Den nordiske mytologi bliver taget hånd om helt perfekt, og jeg er sikker på, at Ninja Theory ville kunne forvandle Castlevanias dystre univers til noget helt forbløffende - både fra et teknisk standpunkt, men især et narrativt.

Hvis der skulle være et svagt punkt i forhold til Ninja Theory's version af Castlevania, så er det nok kamp. Hellblade's intense kampsystem er helt utrolig passende til spillet, men ville have brug for et temposkift, hvis det skulle passe til Castlevania universet i min mening. Hvis Ninja Theory tog en side ud af bogen fra Sony Santa Monica's 2018 version af God of War, og blandede God of War's kamp med deres unikke fortællestil, så er jeg sikker på, at jeg ville jeg savle over resultatet.

Gamereactor Debatterer: Hvilke studier ser vi helst tage sig af Konamis klassikere?

Silent Hill - Magnus:

Jeg gennemførte aldrig P.T. demoen. Jeg prøvede ihærdigt, men måtte til sidst se mig slået. Det var først noget tid efter, at jeg så at den faktisk gemte på en storslået hemmelighed. P.T. var i virkeligheden Silent Hills, og selve projektet virkede som en drøm. Norman Reedus, Guillermo del Toro og Hideo Kojima sammen om et mere åbent, mere ambitiøst gyserspil. Jeg var på den anden ende.

Faktisk er det dog den teaser der blev fremvist ved Tokyo Game Show senere det år, der gjorde mig rigtig spændt. Du kan finde den lige her, og her fremviser del Toro og Kojima, samt den fantastiske manga-forfatter og tegner Junji Ito, at de her havde en vision der stod knivskarpt.

Det er uhyre usandsynligt at Silent Hill-licensen falder til Kojima. Jo, rygterne svirrer, men jeg tillader ikke mig selv at tro på det grundet Kojimas og Konamis fælles historie. Men jeg ønsker stadig at se hvad Silent Hills var for en størrelse, og hvis det en eller anden dag kravler ud af graven, jamen så er jeg glad. Meget glad.

Gamereactor Debatterer: Hvilke studier ser vi helst tage sig af Konamis klassikere?

Silent Hill - Martin:

Hele baggrunden for vores lille tankeeksperiment var et rygte om, at Konami er i gang med at udlicitere deres IP'er til andre udviklere. Det lagde op til spekulationer om hvorvidt Bloober Teams næste projekt var et Silent Hill spil, som de selv hintede til i en tidligere udtalelse. Da jeg skulle finde en passende udvikler til Silent Hill, tænkte jeg igennem hvad jeg ønskede af titlen. Skulle det være et første persons-spil, ligesom P.T, i stil som de nyeste Resident Evil-spil, eller et mere action-orienteret gyserspil?

Selvom et første persons gyserspil ville være fantastisk, så gør Resident Evil serien det så godt, at jeg er bange for, at et første persons Silent Hill ville blive unødvendigt. Derfor kom jeg i tanke om Remedy Entertainment - holdet bag Alan Wake, og senest Control, som blæste mig fuldstændig bagover og kom helt og aldeles bag på mig. Studiet forstår at sætte en trykkende og intens stemning, og har i begge deres tidligere titler blandet action og gyser stemning på en interessant og unik måde.

Hvis Remedy skruede ned for Controls action-stil, og fokuserede mere på gyser-delen, så tror jeg virkelig at der ville være et fedt spil at hente. Om det så ville blive et Silent Hill spil, er det egentlige spørgsmål, men jeg er sikker på at det ville blive fedt uanset hvad.

Hvis ikke Remedy, så tror jeg faktisk at Bloober Team ville/kommer til at gøre et rigtig godt stykke arbejde med Silent Hill-franchisen, og deres seneste titel The Medium var en god blanding af gys, puzzles og låste kameravinkler. Præcis som Silent Hill bør være!

Gamereactor Debatterer: Hvilke studier ser vi helst tage sig af Konamis klassikere?

Dette er vores drømmescenarier, og selvom de ikke alle ligger lige til højrebenet, så tror vi bestemt at der kunne komme nogle fantastiske resultater af disse samarbejder. Hvad tror I? Er I enige med nogle af vores bud, eller har I nogle helt andre ideer? Hvis I har, så efterlad jeres bedste bud og drømmescenarier i kommentarsporet!



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.