Dansk
Gamereactor
artikler
Roblox

Gamereactor undersøger spilfænomener: Roblox

I denne omgang undersøger jeg det populære spil hos børn, Roblox, og undrer mig over, hvordan 1.5 milliarder har haft fingrene i det.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Selvom det sikkert er de færreste af jer, som kender til Roblox, så har det altså haft over 1.5 milliarder spillere igennem sin levetid, og blev for nyligt vurderet til at være over $46 milliarder værd. Det virker helt absurd, da det egentlig ikke er et spil, som vi har dækket særlig meget, og går ofte under vores radar til fordel for spil som eksempelvis Fortnite eller PUBG.

Men populært, dét er det i hvert fald! Sidste år fortalte The Verge, at over halvdelen... jeg gentager lige igen for dramatisk effekt... at over 50% af alle amerikanske børn bruger Roblox til at holde kontakten. Det er helt utrolige tal, og det giver da også god mening, da platformen er helt gratis, og det er nemt at hoppe ind i et spil med sine venner. Om det er COVID-19's fortjeneste, eller om Roblox faktisk har noget at byde på, at jeg besluttet mig for at undersøge, og her er hvad jeg fandt ud af.

Roblox

Først og fremmest er det lige værd at gennemgå hvad Roblox faktisk er - selvom jeg ærligt talt stadig er en smule i tvivl selv. Umiddelbart, er Roblox er en helt gratis platform, hvor spillere både kan spille og skabe spil, lige som det passer dem. Indholdet er altså bruger-skabt, og det varierer derfor også i høj grad hvor gode spillene egentlig er. Der er tusindvis af spil, og jeg fik kun prøvet en lille brøkdel af Roblox' omfattende spilkatalog.

Men selvom Roblox er fyldt til randen med spil, så er det ikke det eneste platformen bliver brugt til. Som nævnt i min introduktion, så bliver det nemlig brugt til at chatte, handle og selvfølgelig spille med dine venner. Tænk noget i stil af Netstationen (n.dk), Habbo eller Club Penguin. Så selvom det er muligt at spille sammen, så er kommunikationen og samværet med ens kammerater altså det primære fokus. Det formoder jeg i hvert fald, men jeg kan selvfølgelig ikke sige det helt med sikkerhed, da jeg i min alder af 26 år allerede er blevet for gammel til at følge med på alle de ungdomstrends, der flyver og falder som døgnfluer til højre og venstre.

Så jeg kan desværre kun bedømme Roblox som en spilplatform, da jeg ikke har andet at tage udgangspunkt i.

RobloxRoblox

Roblox er fyldt med bruger-skabte spil, og mange af dem er inspirerede af mainstream medier eller andre populære spil-franchises. Jeg fik eksempelvis prøvet et One Piece-inspireret spil, hvor jeg enten var en del af piraterne eller flåden (Navy) ligesom i anime'en. Jeg kunne slå banditter ihjel og tjente penge igennem missioner i bedste World of Warcraft MMO stil. Mine skills blev opgraderet, som jeg brugte dem, og jeg blev stærkere og stærkere. Det var så alt hvad der var til det spil. Spillets verden var tom, og selvom det var et af de mest populære Roblox spil, så havde det nærmest ingenting at byde på. Det var her, at det blev tydeligt, at spillets virkelig er skabt af brugere, for hurtigt blev et mønster tydeligt i de spil jeg prøvede af - de var næsten alle sammen tomme og havde meget lidt gameplay at byde på.

Spil efter spil forsøgte jeg, uden overhoved at blive fanget eller grebet af hverken det overdrevede simple gameplay eller den tomme lego-klods lignende verden. De mest populære spil var også oftest dem som havde det mest simple koncept. "Find morderen i blandt jer", "Overlev på øen så længe som muligt, uden at blive ramt af naturkatastrofer.", og masser af Tower-defense kloner og zombie-spil. Det hele føles tomt, overfladisk og i høj grad ufuldendt.

Der var få spil, som jeg faktisk var underholdt med, og som Roblox kopierede godt nok til en vis grad. Et af dem var 'Arsenal', som var en simpel version af Counter-Strike og tog udgangspunkt i skydespillets "gun-games/arms race", hvor du konstant fik nye våben ved at dræbe modstandere, og til sidst skulle ende med at dræbe en modstander med den gyldne kniv. Våbnene føltes overraskende gode, og der var en stor mængde variation i våbentyperne, og jeg var faktisk ret godt underholdt i en kort tid. Det var så selvfølgelig ikke spor længe, da der kun var en lille håndfuld forskellige maps, og det hurtigt blev en smule ensformigt.

RobloxRoblox

Et andet spil var Tower Defense Simulator. Ikke at jeg er den største fan af Tower Defense genren, men faktisk var Roblox udgaven slet ikke dårlig. Du skulle forsvare din base imod et væld af zombier, og skulle arbejde sammen med andre spillere. Jeg var selvfølgelig super-noob og havde kun adgang til små forsvarende mennesker med pistoler, mens mine hold ofte bar mine svage mænd igennem bølger af zombier. Det var igen underholdende i en kort periode. Problemet var her, at man simpelthen ikke blev belønnet godt nok, og for at købe bedre beskyttende "tårne", så skulle man betale mange tusinder in-game penge, og man fik måske 100-300 på én enkelt bane. Det var altså - ligesom mange andre Roblox spil - en ordentlig grind-fest.

Der var flere små spil, som jeg var underholdt med i en kort tid, men ikke nok til at jeg vil vurdere Roblox til at være et sammenhængende eller særligt godt spil, og der var masser af fejl og mangler ved alt hvad jeg prøvede, også selvom de alle var på listen af "Top Roblox Games". Og apropos Top Games, så mangler Roblox i høj grad et filter til at sortere i det store omfangsrige katalog af brugergenerede spil for at finde de bedste og gøre at man ikke spilder tiden i mængden af skraldede og ufærdige spil.

Her på falderebet er det så på tide, at jeg tager hul på det store problem ved Roblox. Spillets valuta: Robux. For du skal for guds skyld aldrig lade dit barn få fingrene i dit kreditkort i Roblox for alt kan købes og koster penge... og jeg mener virkelig ALT. Nye skins, hurtigere adgang til bedre våben, nye kostumer til din avatar, nye emotes, nye danse, specifikke baner, og endda bare muligheden for at høre radio imens du spiller. Alt er gemt bag en væg af Robux-betalinger, og det er uden tvivl svært for et barn at navigere imellem de ting, som kan købes med in-game penge, og de ting som kan købes med Robux. Det er et totalt gråt område, og jeg er sikker på, at der er mange forældre der er faldet i Robux fælden. Så pas på at dine børn, eller du ikke selv gør det.

Roblox

Overordnet set, så kan jeg godt se appellen ved Roblux fra et barns perspektiv. Der er masser af simple og overskuelige spil at prøve af sammen med sine venner, og det koster ikke en krone (hvis du undgår Robux altså). Du kan chatte, hænge ud, handle med items og spille spil sammen, altså hvad mere kan du ønske dig. Det er børnevenligt og nemt, og kan spilles både på computeren og ens smartphone uden problemer.

Som voksen vil jeg dog aldrig... og jeg mener virkelig aldrig anbefale Roblux som gamer. Størstedelen af spillene er ufærdige og overfladiske, og de få af dem som kan spilles er underholdende i en utrolig kort tid. Spil det med jeres børn, ja, men der findes så mange andre og bedre gratis spil derude at give sig i kast med i stedet for Roblox, og for guds skyld, lad være med at kaste penge efter dette lego-lignende børnespil.

Roblox

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.