Dansk
Gamereactor
artikler
State of Decay 2

Glædelige Genbesøg: State of Decay 2

I det næste kapitel kaster vi os over et spil, som var lidt ødelagt i starten, men siden da har fået et utal af rettelser og tilføjelser.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Det er ikke muligt for mig at lirre en så personlig historie af hver gang, som jeg gjorde med The Legend of Zelda: Breath of the Wild, der i første omgang inspirerede den her artikelserie. Men det er dog muligt at slå fast, at netop den oplevelse med Nintendos efterhånden legendariske spil gjorde mig en kende sulten at række tilbage igennem kataloget, for at finde ud af om også andre spil krævede et andet kig.

Dengang State of Decay 2 udkom var jeg ganske spændt. Ser du, jeg var faktisk så tosset med ideen bag det første spil i serien, at det var på grund af det, og Alan Wake vel at mærke, at jeg investerede i en Xbox 360 i sin tid, og selvom jeg fandt hele oplevelsen en kende ubalanceret, så var det også ret tydeligt at Undead Labs havde fat i den lange ende.

Så jeg fyrede min Series X op, der i øvrigt kører spillet i 4K/60fps, og satte en helt ny gruppe overlevende op i Cascade Valley. Og jeg må sige at selvom en del anker stadig er at finde dybt begravet i spillets lidt mudrede struktur, så er det nu en oplevelse jeg har en del lettere ved at anbefale end tidligere.

State of Decay 2
State of Decay 2State of Decay 2State of Decay 2State of Decay 2

Først og fremmest er det et teknisk aspekt, som er værd at fremhæve. Den Juggernaut Edition du får gennem Game Pass byder på tre distinkte udvidelsespakker, hvoraf den mest signifikante, Heartland, lader dig vende tilbage til Trumbull Valley i en mere narrative præget eventyr - noget spillet desperat har haft brug for. Desuden kører spillet bare mere flydende nu, uden uforudsigelig fysik, konstant skiftende musik og upålidelig styring. Det var, i lang tid, Undead Labs' primære problem, nemlig at deres ellers ret glimrende systemer blev forhindret i at binde sammen til en sammenhængende spiloplevelse, netop takket være at det hele bare føltes... ja, wonky. State of Decay 2 føles i dag langt mere stringent.

Hvorimod det desuden tager tid at vænne sig til spillets ret unikke loop, så synes den ekstra tidinvestering jeg har givet i denne omgang at give mere pote. Vælger man at læne sig lidt mere ind i basebuilding-aspektet af oplevelsen, så får man bare et større udbytte, særligt hvis man så også sørger for unikke specaliseringer til de individuelle karakterer i gruppen. I starten tror jeg at jeg blev lidt umiddelbart skuffet over for lavpraktisk og begrænset hele tilpasningen af base og gruppe var, men man rammer en tærskel et stykke inde i oplevelsen, hvor det hele klikker lidt lettere. Med strøm, vand og mad sikret, gav det anlæg til at begynde at automatisere nogle af de processer, som du skal arbejde for i starten, såsom at fastholde en kæde af nye ressourcer til basen.

Men takket være modifikationer til hver del af basen, et lidt større areal jeg fandt et dusin timer inde i mit playthrough, og et cast af unikke ansigter med hver deres styrker og svagheder, så endte tilknytningen til den her gruppe med at vokse sig stærkere end forventet.

Det er ligesom et puslespil, en rækkefølge af handlinger, du konstant skal måle og veje, og du tager dig selv i at lave en slags indkøbsliste idet du begiver dig ud. "Jeg skal have sikret den her outpost, så leverer jeg lige mad til de her allierede, klarer den her mission og så tager jeg lidt ammunition fra det her millitærlager med på vej hjem". Det lyder som klassisk "busywork", og det er det måske også, men det er underholdende busywork.

State of Decay 2
State of Decay 2State of Decay 2State of Decay 2State of Decay 2

Det betyder ikke at alt er fryd og gammen, for spillet er stadig ujævnt i sit tempo. Først og fremmest mangler det stadig en helt præcis narrativ streng. Det havde det første State of Decay lidt mere af, og denne efterfølger har det netop også i Heartland, hvis du vælger at starte i Trumbull Valley, men alle andre steder, så er det hele lidt løst i sin form. Samtidig med det bliver du til tider direkte bombarderet med sidemissioner, og netop fordi din gruppes overlevelse synes porøs, så er man tilbøjelig til at klare alle de missioner man får kastet i hovedet. Derfor er det mildest talt frustrerende, når der på 10 minutter pinger fire forespørgsler ind, hvoraf den ene er af en art du har klaret et dusin gange før, og de andre ikke rigtig giver dig noget brugbart.

Jo, du har din hovedstreng, som formes efter lederen af din gruppe. Jeg har en Trader, og derfor formes hovedmission efter hans mål om at skabe et slags handelsmarked grupperne i området imellem. Alt imens banker små ekstra narrative begivenheder på døren, som giver dig lidt eksposition. Men spillet har desperat brug for én central historie, en slags kampagne, som spilleren skal følge, måske bare i eget tempo.

Det er det State of Decay 3 har brug for, for spillets systematiske opbygning fejler faktisk slet ingenting. Tværtimod. Heller ej falder det bagefter på det tekniske. Undead Labs har virkelig knækket koden, det eneste der mangler er bare den her...ja, den her kampagne, der så skal forme det resterende sideindhold.

Men gensynet med State of Decay 2 har virkelig været et glædeligt et, og det får mig kun til at glæde mig til det næste kapitel.

HQ
State of Decay 2

Relaterede tekster

State of Decay 2Score

State of Decay 2

ANMELDELSE. Skrevet af Sebastian R. Sørensen

Zombierne er tilbage, og Sebastian har kastet al hans energi ind i State of Decay 2. Han er nu kommet lettere skambidt ud på den anden side, og I kan læse hans rejseberetning her.



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.