Dansk

Gamereactors nye praktikant

Skrevet af AndersMai den 7 februar 2017 kl. 12:41

Hej alle sammen.

Nogle af jer kender mig måske allerede - har arbejdet som freelancer siden marts 2015 - og for de resterende af jer, kommer nu en lille (meget forsinket) introduktion.
Men først begrundelsen til min introduktion. I min hverdag er jeg studerende, og efter 7 semestre på kommunikationsuddannelsen, havde jeg brug for et friskt pust. Og hvilket sted er bedre til sådan et pusterum, end et praktiksemester hos Gamereactor. Men nok om det. Lad os spole tilbage til mine unge år.

Min første konsol var den første Playstation og mit første spil var Hercules. Efter de utallige gange jeg nåede at høre ordene "herkuladedrik", skulle man tro, at jeg ville blive skræmt væk fra min Playstation for altid. Men jeg holdt i og brugte efterfølgende hovedsageligt min tid i selskab med Crash Team Racing og Tekken 2 - variationen var ikke stor, men det var spilglæden.

Jeg blev ældre og det blev Playstation også, der nu var stor nok til at have et '2' efter sit navn. Kampspil interesserede mig ikke længere - og har ikke gjort det siden - og selv om jeg gav Crash Nitro Kart en chance, så nåede det aldrig Team Racing til sokkeholderne. Crash døde desværre, da han blev solgt, men forhåbentlig bliver 2017 året, hvor han vender stærkt tilbage.
Jeg blev tvunget til at gå på opdagelse efter nye oplevelser, der kunne fylde det hul Crash og Tekken havde efterladt. Og jeg fandt det: først i form af Prince of Persia: The Sands of Time, hvis grafik dengang blæste mig bagover, og efterfølgende i form af Grand Theft Auto: Vice City, hvis snydekoder jeg stadig kan huske i dag (højre, R2, cirkel, R1, L2, ned, L1 og R1).

Gamereactors nye praktikant

Jeg spoler hurtigt videre til næste konsolgeneration, der både bragte en Playstation 3 og en Nintendo Wii ind i mit liv. På min Playstation begyndte jeg at søge efter alternative oplevelser, og mere variation - det var ikke længere nok at gennemspille en lille håndfuld spil til uendelighed. Desværre måtte jeg se på, mens Xbox 360 udgav det ene formidable indiespil efter det andet, mens Playstation var håbløst bagud på det marked. Noget de har indhentet sidenhen, men det var nogle mørke år. Og selv om Xbox altid stod øverst på ønskesedlen, hver gang julen bankede på, mente mine forældre, at én konsol var mere end rigeligt... lige indtil jeg fik vist dem en Nintendo Wii.

Min kammerat havde skaffet den nye skæve konsol fra Nintendo, og jeg behøvede kun at spille Wii Sports én gang, før jeg var forelsket. Havde vi en fritime i løbet af skoledagen? Hjem og spille Wii. Når vi havde fri? Hjem og spille Wii. Når vi havde tysk? Hjem og spille Wii. Jeg fik lov til at låne konsollen en eftermiddag, og heldigvis havde den samme effekt på mine forældre. Og når man kan få mine forældre til at spille golf/tennis/bowling foran tv'et, så ved man, at Nintendo har noget magi, de andre ikke kan efterligne.

I takt med jeg blev ældre, var det ikke længere nok kun at spille nye spil, men også snakke om dem, bedømme dem og diskutere dem (altid i venlige toner selvfølgelig). Jeg tror det kommer naturligt, når alle ens venner er tilfredse med det nye Fifa og Call of Duty, at man har lyst til at sprede budskabet om alle de andre spil, der bare venter på at blive opdaget. Oplevelser, der skubber spilmediet i nye retninger som en fodboldsimulator og shooter aldrig vil kunne efterligne. Mine venner sendte mig tvivlsomme blikke, da de så forsiden til Catherine ligge på mit skrivebord, og selv ikke mine bedste argumenter kunne overbevise dem om, at det var et af de bedste og mest specielle spil, jeg nogensinde har oplevet. Så jeg trænede mine argumenter i håb om, jeg en dag kunne overbevise en Call of Duty-spiller til at prøve et spil som Journey. Jeg har stadig meget at lære, men gennem feedback fra - især - jer læsere, bliver jeg hele tiden bedre. Jeg har været på mange forum, og har aldrig mødt så behageligt et sted som Gamereactor. At folk flere gange tager sig tiden til at skrive "god anmeldelse" gør alt det gratis arbejde værd. Og samtidig er I gode til at holde mig i ørene, hvis en dum stavefejl har sneget sig ind i min tekst.

Jeg lovede i begyndelsen, jeg ville holde det kort, så må hellere begynde at runde af. I min kommende praktikperiode, vil jeg tage noget af den kæmpe arbejdsbyrde, der ligger hos Magnus, og hjælpe med at skrive nyheder, artikler, anmeldelser og i særdeleshed kommunikere med jer læsere. Har I forslag til forbedringer, brok, eller bare en sød bemærkning, kan I altid skrive til mig. Ellers kan I være sikre på, at jeg læser jeres kommentarer (I må selv bedømme, om I læser det som et løfte eller trussel :) ).

Jeg håber I lærte mig en smule bedre at kende gennem ovenstående tekst. Jeg har altid ment, at de bedste anmeldelser er de personlige. Gameractor er ikke et hive mind, men består af individer, der alle deler forskellig smag og præferencer (Magnus har lige råbt af mig, at jeg bør have givet Watch Dogs 2 et 9-tal i stedet for mit flotte 8-tal). Jeg ønsker, at I skal kende mine præferencer, så I altid kan gå ind til mine anmeldelser, med de rette briller på.

Nu fik jeg slet ikke berørt min store kærlighed til Nintendo DS, Vita, Japan som helhed eller det halve år kun i selskab med World of Warcraft, men det kan I få i "del 2" hvis efterspørgslen er der. Glæder mig til at have mere kontakt med jer det næste halve år og nyde - hvad der ligner - et af de bedste spil år sammen med Gamereactor.

Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.