Dansk
Den forfængelige gamer

Den forfængelige gamer

En grå søndag hvor regnen drypper ned udenfor, har sønnen og jeg indtaget husets centrale fladskærm, og kæmper os skulder ved skulder igennem Army of Two: The Devil's Cartel. Nymodens retro-gaming med bund i de gratis spil til guldabonnementer på Xbox Live. Kuglerne flyver, og vi udstikker korte råd og kommandoer til hinanden, mens endnu en bølge af fjender smager vores projektiler. Disse halvdovne weekendstunder adskiller sig ikke fra normen i vores husstand, og det er først i mellemsekvenserne, at jeg erkender en anormalitet.

Min 12-årige wingman har nok mere alderen, men jeg kan ikke sige mig fri for lysten til at lege udklædning med min mand. Hvor de sparsomt optjente mønter i spillet logisk set burde gå til bedre våben og opgraderinger af disse, så gribes jeg i at indkøbe masker til min mand og skins til mine våben. Det er ligegyldigheder i forhold til at banke spillet og komme igennem banerne - men stadig fængende og efter en periode, pludselig en indgroet del af spiloplevelsen. I denne situation kan jeg bruge sønnike som undskyldning, men jeg har fløjet solo af flere omgange, og her faldet i samme grøft af digitaliseret forfængelighed.

Det mest aktuelle eksempel er GTA V Online. Her har jeg brugt en del af min sparsomme spiltid på, at designe min mand og pimpe hans hverdag til et niveau, som skiller sig ud fra den kedelige virkelighed. Jeg burde slippe kontrolleren og invitere mig selv til lidt terapi foran spejlet - måske starte med friskt at byde velkommen, og så spørge ind til noget overfladisk, som en forsigtig begyndelse. Lidt opvarmning og brydning af isen. Når fortroligheden er etableret, vil jeg bore ind til sagens kerne og spørge om lysten til virkelighedsflugt og andre floskler, typisk fundet i dagpressens gengivelse af vores gamer-hobby. "Sebastian, har du tit behov for at gå i kjole og militærstøvler ligesom den figur du spillede i Saints Row for et par måneder siden?" Samtalen løber hurtigt af sporet, og selv et forsøg på at bløde stemningen op med en simpel vits mislykkedes. En gammel joke, som jeg kendte i forvejen. Selvterapi-seancen afsluttes med et klodset forsøg på at give hånd, hvorefter jeg er ligeså stort et spørgsmålstegn, som før mit paranoide indslag. Hvad er drivkraften bag udklædningslegen?

Det er andre spil, hvor jeg er sprunget med på udklædningsbølgen. Call of Duty - Black Ops II var en stor tidssluger, og en del af timerne blev målrettet lagt i at optjene guldvåben og misundeligt kigge efter mine medspilleres indkøbte skins. Gears of War 3 og Pay Day 2 bør også nævnes, når jeg blankt erkender mine lege med udklædningsdukker på husstandens konsoller.

Min kulsejlede selvterapi endte ikke ud med nogen brugbar afklaring, men skal vi alligevel forsøge at dissekere oplevelsen, så er det en lidt svær størrelse. Præsenteres min testosteron-styrede hjerne med tre tal, vil jeg notorisk altid gå efter det største. Skal man først igennem en udfordring for at få det, så kaster jeg mig frådende i retning af startlinjen uden meget betænkning. Sejrens sødme krones med en orange virtuel klaphat. Jubii. Udklædningen kan måske sættes i bås med Achievements og Trophies?

Mine online køb har endnu altid været klassiske spiludvidelser. Jeg har været tæt på, men har dog endnu ikke krydset den grænse, hvor jeg har sluppet surt optjente og brandbeskattede danske kroner på at indkøbe virtuel kosmetik. Men dagen kunne rykke tættere og tættere på.

Er det en del af spiloplevelsen, virtuel forfængelighed eller noget helt tredje?

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer
Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.