LIVE
logo hd live | Xbox Games Showcase Extended
See in hd icon
Dansk

De dårligste album fra 2020

Skrevet af barcano den 23 december 2020 kl. 15:44
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse

Velkommen tilbage folkens.
Det er lang tid siden jeg har været i stand til at lægge lister og musikanmeldelser op. Det ærgrer mig da jeg virkelig nød at gøre det igennem 2019 og den respons jeg fik tilbage af jer som læste var rigtig positiv.
Men ligesom med så mange af jer, var 2020 et meget svært år for mig. Både generelt, personligt og familiært. Jeg har selvfølgelig ikke tænkt mig at gå dybt i personlige detaljer, men har i stedet valgt at i hvert fald give jer nogen ranglister her til slut på året. Jeg håber virkelig jeg kan vende tilbage til at skrive mere i 2021, men i hvert fald, håber I nyder at læse de lister jeg kommer til at lægge op indtil nytår.
Og så må I alle sammen have en fantastik (og sikker) jul og nytår. :)


14. Corey Taylor - CMFT

Selvom min liste trods alt er relativt lang og det kun bliver værre og værre, så lader jeg ikke Slipknot formand Corey Taylors nye soloprojekt slippe billigt. Han har selv sagt at han igennem flere år har haft lyst til at lave et soloprojekt med materiale som man ikke ville kunne finde på nogen af hans andre projekter, Slipknot og Stone Sour. Til det kan jeg selvfølgelig kun lykønske ham. Godt for ham at han har kunne færdiggøre et album som han tydeligvis har tænkt meget over de sidste par år. Når det så er sagt, hvis det her virkelig var det bedste han kunne komme på, så håber jeg virkelig det her bliver sidste gang han begiver sig ud på et lignende soloeventyr. Når albummet er mindst stødende, leverer det sterilt og radiovenligt rockmusik som bevæger sig mellem kvalmende inkorporeringer af blues og countrymusik. Og når det er værst, leverer han en amatøragtig rapsang i form af "CMFT Must be Stopped", som på trods af gæsteoptrædener fra Kid Bookie og Tech N9ne stadig ender som et af årets dårligste numre.
Corey Taylor virker generelt som en flink, betænkende og ikke mindst talentfuld fyr, men for guds skyld det her kunne gøres meget, meget, meget bedre.


13. 21 Savage & Metro Boomin - Savage Mode II

Jeg kan gøre det relativt kort. I det mindste er det bedre end etteren. Derudover ved jeg ikke hvor meget mere jeg kan sige. Dårligt produceret og så forudsigeligt trapmusik at det burde være kriminelt. Udover en ret så komisk gæsteoptræden for Morgan Freeman, ja Morgan Freeman, så har jeg svært ved at forestille mig hvad folk kan få ud af det her album. Men hey, det blev taget ret så godt imod af anmeldere og fans, så hvad ved jeg? Fra mit perspektiv kan jeg i det mindste sige at det her er en plade man glemmer så snart den er afspillet.


12. Justin Bieber - Changes

Er Justin Bieber en dygtig sanger? I den grad. Bliver han unødvendigt kritiseret fra alle sider? Ja. Er hans musik modnet kvalitet og form med tiden? Ikke umiddelbart. Er hans nye album så godt? På ingen made. I det mindste kan man sige at hans album ikke ligefrem er det værste som er kommer ud gennem hele året (lige på nær sangen "Yummy". Den sang er noget af dårligste jeg har hørt hele året og jeg er ikke ligefrem begejstret for at jeg blev mindet om den i forbindelse med at skrive den her liste). Generelt er det bare et meget monotont, intetsigende og mest af alt upersonligt album. Jeg ved ikke hvad det er for nogen forandringer Mr. Bieber lægger op til i albumtitlen, men det er i hvert fald ikke noget man kan mærke når man lytter til hans nyeste projekt. Han disker på mange måder stadig op med det samme skabelonskårede popmusik som han altid har gjort.


11. NAV - Good Intensions, Brown Boy 2 & Emergency Tsunami

Det er nærmest mest af alt komisk at jeg har NAV med på den samme liste som han også blev indviet i sidste år. Denne gang har han derimod hele tre album med på sin elvteplads. Alle albums der lyder lige så mekanisk som NAVs musik plejer. Det har i ramme alvor nået et punkt hvor man mest af alt burde se NAVs numre som ambient musik der er skabt til at køre i baggrunden, selvom det mest af alt virker som en fornærmelse til alle de dygtige musikere som skaber ambient musik. Der foregår simpelthen bare så lidt på alt hvad han laver at det sværeste ved at lave den her liste var at komme i tanke om at NAV har udgivet musik. For at prøve at komme i tanke om enkelte numre fra hans tre nye album, er en umulig opgave.

10. Lil Uzi Vert & Future - Pluto x Baby Pluto

Hvad er der overhovedet for mig at sige? Mange moderne rappere bliver ofte kritiseret for at være substansløse og i lige så høj grad i stor mangel på talent. Et synspunkt som jeg på ingen måde abonnerer på, men et standpunkt som giver markant mere mening når man kommer i tanke om plader som denne.
For selvom både Future og Lil Uzi Vert har leveret mindeværdige musikalske øjeblikke i løbet af de sidste par år, så kommer det på ingen måde til udtryk på deres nye plade. Den smagløse autotunede trapmusik som albummet består af, flyder mest af alt sammen til en forglemmelig masse, hvilket betyder at det værste ved dette album er uden tvivl at det hverken er i stand til at give et dårligt eller godt indtryk.


9. Lil Baby - My Turn

Her står Lil Babys nye album dog lidt i kontrast til overstående. For her oplever man klart et dårligt indtryk. Ikke stærkt nok til at jeg kan placere det her album længere nede på min liste, men tydeligt nok til at jeg stadig føler at jeg har mistet et skræmmende antal hjerneceller imens jeg har engageret mig med det her album. Ingen er i tvivl om at Lil Baby kan præstere bedre, men med det her album frygter jeg mere at han begynder at udgive værre.


8. Machinegun Kelly - Tickets to my Downfall

Det må man da sige har været noget af en udvikling. En rapper som nok mest er kendt for at blive svinet til at Eminem, efter han kom efter ham i lidt for store sko, har nu valgt at udgive et pop punk album. Ja hvis I ikke slev har kendskab til Kellys nye album, så er det et pop punk album. Og lad mig tilføje et virkelig dårligt et af slagsen. Det værste er dog at mange af hans fans ser ud til at støtte hans transformation og holde af den musik han nu laver. Det siger dog nok bare mest om hans fans kendskab til genren. For musikken på "Tickets to my Downfall" er uden tvivl den største karikatur af genren som jeg har hørt længe. Jeg kan ikke udtale mig om Mr. Kellys egentlige følelser overfor genren, men hvad han giver udtryk for her, virker skræmmende overfladisk, hvis han rent faktisk bryder sig om denne type musik. Det er klichefyldt, barnligt og hans vokale og instrumentelle præstationer når aldrig at blive mere end middelmådige. Og få mig slet ikke startet på inklusionen af trapinstrumentation som dukker op hist og her på pladen.


7. Glass Animals - Dreamland

Det her er skuffende. Selvom jeg aldrig har kunne se mig selv som en fan af Glass Animals, har jeg altid nydt flere af deres projekter og altid respekteret deres blanding af britisk popmusik og psykedelisk new wave.
Som det nok fremgår tydeligt af albummets placering, gør det sig dog ikke gældende på deres nye projekt.
Kort fortalt virker "Dreamland" mest af alt som en samling af alle deres dårligste øjeblikke, hvilket alt sammen kommer til udtryk gennem en mixing som ikke kun lyder billig men også direkte amatøragtigt.
Det her album er uden tvivl også den største skuffelse i år.


6. G-Eazy - Everything's Strange Here

Man må respektere G-Eazy for at han ikke kun konkurrer med NAV om hvem der kan levere det mest søvndøsige og uinteressante rapmusik i år, men han slår faktisk også NAV med et godt stykke. Mere end det har jeg ikke rigtig at sige, det er endnu et album jeg kun kom i tanke om eksisterer fordi jeg gennemgik hvilke album jeg havde noteret som dårlige.


5. Sam Hunt - Southside

Et album jeg dog ikke glemte, er Sam Hunts nye album. Det er næsten imponerende hvor meget det her album har boret sig ind bagerst i mit hoved, hvor det så bare nægter at give slip. Sam trækker tæt på alle mulige inspirationskilder indenfor populærmusik, og fejler grufuldt i alle tilfælde. Uanset om han inkluderer country, rock, pop, hiphop eller endnu grimmere, funk, så er alt fra de nedladende tekster og de uduelige præstationer nok til at det er en oplevelse jeg ikke lige glemmer foreløbig.


4. Glenn Danzig - Danzig Sings Elvis

Uden tvivl den mærkeligste overgang nogen mainstream kunstner har været en del af, er punklegenden og Misfist-frontmand Glenn Danzig. Men som overskriften indikerer, så valgte han i 2020 at lave et helt coveralbum af... Elvis sange. Problemet er dog at selv hvis man kommer igennem ens umiddelbare reaktion, som jeg går ud fra ikke var særlig lovende (min var i hvert fald ikke), så er det her til tider et grinagtigt projekt. Produktion og lydmixingen lyder seriøst som et klip fra en karaoke aften taget med en mobiltelefon, og Glenn synger direkte falsk halvdelen af tiden. Jeg ved ikke hvad hans endelige mål med det her projekt var, for hvis det var at vise sin respekt overfor Elvis Presley, så er det her nok tæt på den dårligste måde at gøre det på.


3. Green Day - Father of All ...

Det er svært at forestille sig at Green Day engang lavede rimelig god musik. Det virker i hvert fald ret umuligt når man lytter til deres nye musik. Udover dårlig produktion og tåkrummende tekster, så lyder musikken mest af alt som soundtracket til reklamer for biler og energidrikke.
Det gør næsten helt ondt og tænke over hvilken tilstand rockmusik er i, når de største grupper leverer produkter som det her.


2. Trapt - Shadow Work

Er der virkelig nogen som havde forventet noget andet? Trapt blev kendt tilbage i de tidlige 00'er med "Headstrong" og har ikke været i stand til at skrive noget populært siden. Den eneste grund til jeg kom i tanke om deres eksistens, skyldes at de gennem 2020 har leveret nogen ret så stupide og kontroversielle holdninger på sociale medier. Den samme stupide tankegang dominerer dog også kraftigt i sangskrivningen på deres nye projekt. De laver musik til et marked som ikke eksisterer mere og har stadig opfattelsen af at de er relevante og et elsket band. Jeg har seriøst svært ved at begribe at der stadig skulle være nogen tilbage som har et blødt punkt for denne type alternative- og nu metalmusik i 2020.


1. Psychosexual - Torch The Faith

Ohh God! Hvilken made at slutte året og listen af på. Selvom de færreste af jer nok ikke har den mindste anelse om hvad Psychosexual er for en gruppe (hvilket jeg nu fuldt ud misunder jer), så kan jeg beskrive det ret så kort. Musikken er lavet til en horrorparodi serie som hedder "Lady TV", hvor castet primært består af kendte "adult"skuespillerinder og det hele er orkestreret og skabt af tidligere Five Finger Death Punch trommeslager Jeremy Spencer. Så hvis du manglede flere grunde til at hade FFDP, selvom jeg trods deres mange, mange, mange mangler stadig mener de har et undertrykt talent som har resulteret i flere gode sange, så kan du også bebrejde dem for at stå indirekte bag et af årets grimmeste oplevelser. Ulidelig produktion, dårlige præstationer på hele linjen, særligt fra forsangeren "devil daddy" (skyd mig dog), som igennem hele pladen leverer det ene dårligt skrevne og endnu værre leveret forsøg på at skabe chokerende og provokerende sexrock efter det andet. Uden den mindste form for ironi eller humoristisk sans. Men det skal gutterne i alligevel have. Det lykkedes dem trods alt at blive nummer 1 på min liste. Tillykke Psychosexual, og jeg håber aldrig jeg hører jeres musik igen!

Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.