Dansk
Computerspillets historie

Computerspillets historie

Skrevet af cubie den 26 august 2014 kl. 09:27

Jeg er født i 1981. Året hvor Lars Ulrich gav James Hetfield et tilbud han ikke kunne sige nej til. "Jeg har fået en plads reserveret til et nummer på Brian Slagel's kommende opsamlingsalbum - vil du være med?" spurgte Lars. James Hetfield skulle ikke tænke længe. Sandheden var dog, at Lars slet ikke havde noget band - ihvertfald ikke før James sagde ja, og Metallica var skabt.

Metallica blev aldrig rigtig mig, men jeg er glad for året 1981. Jeg siger ofte, at det er året, hvor det første computerspil også blev født. Det er ikke rigtigt, men jeg føler, at jeg har været med helt fra starten.

På Cambridge universitetet i England byggede man i 1949 den første computer, som kunne afvikle programmer. Den blev kaldt EDSAC.

I 1952 skulle forskeren Alexander S. Douglas skrive en PhD afhandling på Cambridge om menneskers interaktion med computere. Som et led i afhandlingen programmerede han til EDSAC spillet OXO, som måske er bedre kendt som Kryds & Bolle herhjemme. Spillet viste 9 felter, som kunne udfyldes ved hjælp af en drejeskive fra en telefon. Man drejede ganske simpelthen på skiven for at flytte og placere f.eks. et kryds. Det var kun muligt at spille mod EDSAC, så der var med andre ord ikke tale om et multiplayer spil.

OXO fik af gode grunde ikke noget kommercielt gennembrud. EDSAC computeren i Cambridge var nemlig unik, og der var derfor ikke nogen uden for universitetet, som kunne afvikle spillet. Selvom OXO spillet og EDSAC i dag kan virke simple, så var begge på deres tid ganske avanceret, og OXO anses i dag som det første grafiske computerspil.

Ophavsmanden til OXO, Alexander S. Douglas, levede et langt og sikkert også lykkeligt liv. Han arbejdede alle dage med computere og teknologi, og har skrevet flere interessante afhandlinger. Det hele fandt sin slutning d. 29. april 2010. A. S. Douglas døde 89 år gammel i sin seng på grund af en lungebetændelse.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer
Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.