Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Retro-samleren

Retro-samleren

Jeg lægger tal sammen og går samtidig, hvilket sjældent ender lykkeligt. Stopper op. Lugten af genbrugte læderjakker, og second-hand punkbevægelse, rammer mig som en ond tsunami bagfra, og jeg begynder igen intuitivt at bevæge mig fremad. Overdækket loppemarked på en lørdag. "Det var da et godt tilbud" siger samlerdjævlen på min ene skulder. Straks, og ganske ud af intet, springer der en antihelt frem på den anden skulder: "STOP, du har jo ikke engang en maskine til at afspille det!". Den første skulder er pludselig tom, og jeg står i en kvalmende læderjakke-hørm, og lider med en ulden skulder og en masse vrøvl. Holder mig for næsen, og vender om. Ja, for satan - jeg gør det...

En rebel? En roadrunner? En fri fugl? James Dean reborn? Dinosauren Lee West på for meget koffein? Nej, vi snakker en mand, godt over 15 år, som nu er ved at købe over 50 stk PlayStation-spil til omkring 250 kroner. Samler-genet er tændt, og den djævel er farlig. Jeg har levet det ud i mange afskygninger tidligere. Gad godt skrive lækre kvinder, store penge og italienske biler - men vi er mere ude i tegneserier, bøger og gadgets. Mit seneste påfund er spil - helst retro slagsen. Jeg fanges nu igen af virkeligheden og erkender, efter kreditkortet har hostet pengene op, at jeg ikke engang ejer en PlayStation 2!

Bill Gates er en stor fan af mig - eller det burde han retmæssigt være. Jeg har fire af de gamle konsoller (cirka 100 spil), fire Xbox 360-ere (omkring 75 spil) og, småpatetisk måske, alene en One (25 fysisk spil og tonsvis online). Men jeg er slemt glad for hans konsoller. Så glad endda, at jeg har startet en gruppe af lidelsesfæller på Facebook under navnet "Danske Xbox-fans: Retro, blær og det nyeste". Den fik hurtigt en solid base af lidelsesfæller til at støtte mig i min kamp. Jeg er en samler og fan! Troede reelt bare det var visionen om at få et gamer-rum fyldt med Xbox-ting, der drev mig - men nu er jeg godt nok i tvivl! Forventer spydige beskeder og kold skulder fra Bill, hvis han ser mine poser.

Lørdag formiddag. Pisser ned - og jeg står med to bæreposer fyldt med PS2-spil midt i Hillerød, Nordsjælland. Indrømmet, jeg har et problem! Men efter en hurtig erkendelse, så følger der en viljestyrke og et trods! Jeg elsker de gamle spil, de gamle konsoller og hele det cirkus med at jage og finde loots IRL er bare fedt. Måske omkring 50-75% af mine fund spiller jeg ikke. Jeg er helt derude, hvor jeg har to til tre kopier af samme spil, da der jo lige stod noget forskellige på forsiden. Logisk.

Skal vi stoppe selvransagelsen med et self-high-five? Tror jeg nok vi skal! Ja, jeg har et problem. Men det ligger dog primært i et alt for lille hus, og for lidt fritid til at jage de der fantastiske skatte. De er derude - de kommer nu ud på bordene til forårets og sommerens loppemarkeder. I må godt alle gå forbi - måske prutte prisen lidt ned, men stadig derefter gå væk uden et køb. For jeg kommer med sikkerhed bagefter, og støvsuger alt op. Defekte konsoller, ridsede spil - de enkelte og sjældne fund, og så videre. Dr. Retro-Ninja, I presume?

Det er en lidelse og en hobby - og en af de bedre. "Retro-gaming og loot-jagt, drev ham i graven" smider de bare på min sten, for jeg stopper aldrig - og ligeså meget, som jeg elsker det nye - ligeså meget har jeg en vision om mit eget bibliotek og Reinhold-Vault af fortidens spilminder. Et fristed, hvor kun jeg har nøglen, og alt handler om legetøj, high-scores og spil. Pass-sætningen er fra starten af spillet Ghost `N'Goblins - kan man ikke den, så er det lukket land. Alle der har gennemført spillet får selve døren, og et millennium-kort til showet.

Nå, men det er ordene - jeg er smuttet - skal game 1942 (Capcom Classic Collection) på min gamle Xbox. Må I alle have en fed weekend med store loots og fantastiske high-scores.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer
Lego Dimensions - et preview

Lego Dimensions - et preview

Med mine to drenge i baggagen drog jeg i starten af denne uge mod Planetariet - et sted normalt dedikeret til rumfart og Omnimax-film. Men selvom hele nationen var i selvssving over en gut i rummet, så var vores mission en ganske anden - måske endda en af de få ting, som er større end en bacon-gnaskende person i rummet. Nationalklenodiet Lego havde inviteret til en test af deres nyeste satsning indenfor det virtuelle - Lego Dimensions.

Verdens største legetøjsmærke og en del af vores alles DNA. Jeg er en mand i min bedste alder, og jeg kan selv falde i svime, når nye store pakker af Lego står på hylderne overalt. Den simple kombination af hård plast og kreativitet er uden tvivl en formel af globale dimensioner.

Vi ankom ganske spændte og lidt usikre på, hvad vi præcist skulle opleve. At stedet er Planetariet havde fået os til at tænke tanken, at vi nok skulle se nogle reklame-trailers med mere på den store buede skærm. Receptionen er fyldt med Å-liste kendisser, og mine drenge navngiver flere komikere, som jeg aldrig har hørt om. Fællesnævneren er dog en solid bunke børn.

Præcist på klokkeslaget får vi lov at komme ind til skærme, buffet og Lego. Vi havde lavet lidt research i toget ind, og var klar over det basale i Lego's satsning indenfor spilgenren "toys-to-life". De store spørgsmål var blevet vendt i S-toget, og min ældste på 13 år var primært rettet mod det tekniske, og den yngste på otte ville bare ind og lege. Det helt perfekte crew fra Gamereactor uden tvivl.

Vi smuttede hurtigt over foran en skærm. Det basale her en portal og en masse Lego. Spillet på skærmen ligner i en hurtig indånding de tidligere Legospil. Der skal smadres ting og samles mønter. Men det er slet ikke her vores primære fokus er. Portalen er en plastplade, hvor der er flere felter. Som trofæ er der en såkaldt gate bagerst. Dette er en cirkel lavet af Lego, og denne er portalen mellem Planetariet og spilverdenen.

Foran os står der flere Legofigurer. Vi snakker helt ordinære små figurer, som alene adskiller sig fra de velkendte ved at have en lille skive, og en chip i bunden. Ved siden af dem er der forskellige fartøjer - igen selvsagt lavet af Lego.

Inden vi for alvor har fået lov at spille og skille ting ad, kaldes vi ind i den store sal. Bevæbnet med popcorn og drikkevarer kravler vi øverst op inde i biosalen, og placerer os strategisk fornuftigt ved en stor lysende platform fyldt med Lego. Efter en kort intro, så tændes det store lærred, og vi får lov at se dele af spillet afviklet på den største skærm ever.

Det er imponerende - men vi har ærligt igen mere fokus mod de fysiske figurer end det flotte virtuelle på skærmen. Vi er ude i alt fra Simpsons, Snoppy, Batman og tonsvis af andre verdner. Lego og TT-Games har virkeligt rystet posen, og fundet licenserne frem.

Efter en ganske imponerende præsentation af selve spillet, så tændes lyset, og en repræsentant fra TT-Games siger "Hallo Danes", og vi er i selskab med en af skaberne. Han fortæller om tankerne bag, og det er en fornøjelse at mærke stoltheden og hans iver. Dette er mere end bare et kedeligt arbejde, hvor en flybillet har fået ham over saltvandet mod efterårsramte København. Han fortæller levende om deres tanker og visioner for spillet.

En af hovedpointerne er, at dette i højere grad skal være en sand fusion mellem legetøj og spil. Der skal leges fysisk på gulvet ved siden af portalen. En lille detalje, som de også viser under demoen er, at man flere gange skal tage fat i ens figur på portalen, og fysisk rykke den frem og tilbage. Dette er i forbindelse med store boss-fights med mere. Andre fysiske grænseflader er ombygning af ens fartøjer eksempelvis. Disse har flere mulige konfigurationer, hvor man gennem spillet åbner op for ombygninger.

Vi sad alle tre og fik seriøst klø i gamer-hænderne inde i den store biosal. Flere spørgsmål kom! Hvad sker der præcist med de ombygninger? Er alle de mange figurer i spillet tilkøb? Vi fik en stund med Q&A med TT-Games og en repræsentant fra Lego, hvor vi primært spurgte ind til det tekniske. Det er helt ordinære legoklodser - var nok det første vi fik på plads. Derefter fik vi set chippen i bundet af figurer og fartøjerne.

I selve spillet låses op for ombygningen af eksempelvis Batmobilen. Dette sker ved en virtuel gate inde i spillet. Her får man vejledninger til at ombygge ens fartøj, helt i stil med de klassiske byggevejledninger fra Lego. Efter at have ombygget bilen, så er den nydesignet i spillet derefter. Vi stopper op, og synker langsomt. Dette er ikke klodser med smarte tendenser, men alene en chip i bunden, som gemmer ændringer af fartøjet. Den indre rebel kan altså lave egne konstruktioner eller bibeholde de gamle opbygninger i de fysiske klodser uden at spillet opdager det. Det er selvfølgeligt der vi er - og våde drømme rettet frem mod morgendagens teknologi må vente lidt endnu.

Efter præsentationen spurtede Gamereactors tre udsendte igen mod skærmene. Nu skulle der games og pilles. Ret hurtigt fangede vores iver en bunke af de lokale. Dette er en race af folk som arbejder med PR og andre ting i forbindelse med spillet. Vi udnyttede muligheden for at smide byger af spørgsmål afsted over skulderen - hey, vi spiller her! Et af de første spørgsmål er mod prisen, og vi tabte næsten kontrolleren, da en pris for starterpakken på omkring 900 kroner kom tilbage. Det kostede uden tvivl et par virtuelle mønter i spillet, at vi lige skulle trække vejret dybt her. Efter et par sekunder lander erkendelserne dog. Dette er Lego! Vi blinker i min husstand ikke længe over at smide et tilsvarende beløb for en stor pakke nyt Lego.

Hvad får man så for de hårdt optjente kroner? Så vidt det lykkedes jeres skarpe udsendte, at finde ud af så vil den første pakke indeholde spillet, tre figurer, et fartøj, en portal og gaten. Der vil allerede ved release være urskove at tilkøbsmuligheder. Der er små pakker med figurer over til store pakker med baner og mere leg. Vi forsøgte at få det store overblik her under præsentationen, men måtte give op. Dette er meget meget mere end bare en startpakke og et par udvidelser. Der kommer bunker af ekstramateriale. Ser vi dette ud fra den økonomiske vinkel, så snakker vi nok betydelige udskrivninger - men dette aspekt må vi vente med at konkludere på til vi ser anmelderpakken og en komplet liste over mulighederne.

Da vi gik fra Planetariet var vi ivrige alle tre. Dette kan gå hen og blive stort. Vi snakker tre dedikerede Gamereactor-folk som nu kommer til at kigge på postkassen i den næste uges tid. Vi afventer den endelige version af spillet og lov til at lege og bedømme oplevelsen.

Kinect-fan!?

Kinect-fan!?

Jeg rejser mig op - er ærligt ret nervøs. Sved drypper. Der sidder en kreds af folk omkring mig: "Goddag, jeg hedder Sebastian", siger jeg. Resten af cirklen er tavs - men så kommer det i kor: "HEJ SEBASTIAN".

Jeg samler alle min bogstaver og siger: "jeg er fan af Kinect". Tavsheden er skræmmende. Men nu er jeg jo i et dedikeret rum, så - alle rejser sig. Klapper. Jeg får et kram eller to. Lederen af seancen siger: "Flot, Sebastian - du er en modig mand". Resten af samlingen ser ret patetisk ud.

Jeg er nu i behandling, så I får den dog. Jeg elsker Kinect!

Lad os få sat scenen. Jeg har tre børn - og alle er gamere. Den mindste er vild med "fuglene" i Kinect Party (X360). Jeg er vild med Kinect Star Wars (X360). Vi er alle vilde med Kinect Sports - særligt de gakkede spil, hvor man skal spille udenfor reglerne. Vi har spillet de spil hver uge i år!

Min gamer-terapeut siger: "Når du så er så vild med Kinect, hvorfor har du så ikke testet og leget med en til One?". Det mest logiske er.......................I alle andre stoppede

Hvorfor ?

En sommerferie-figur! Afterburner med fransk........

En sommerferie-figur! Afterburner med fransk........

Jeg er netop landet efter to ugers ferie i det sydfranske. Uden spil og uden net...Næsten!

Ideen om lidt netfri ferie kom faktisk fra mig selv, og en gammel lejlighed inde midt i Montpellier bliver vel ikke meget bedre. Jeg er altid online! Læser mails på sære tidspunkter og skriver om spil, videnskab og alt andet online! Ja, og udover det er jeg forsker og lever bare meget på linjen.

Men udover denne essentielle navleklipning, så startede ferien ordinært. Jeg rejser med min frue og tre børn til det sydfranske. Hiver en klassisk lille halvpatetisk udlejningsbil fra stalden ved lufthavnen - 14 dage. Seat! Slap af Sebastian, livet går videre!

God dag, min franske bil - og halløj til vanvid!

Man kunne tro jeg rejste med hjemmebagt vanvid ud fra min familiestørrelse. Men nej. De meget høflige franskmænd laver MAD MAX på vejene. Prøv at bo midt inde i Montpellier by i 14 dage!

Dræbende kedeligt, så vi lader den stå.

Vi er 12 dage inde i ferien. Sidder på et spisested midt i Montpellier. Jeg havde ærligt set det før ungerne. Der er en ARCADE. Den var ret lukket, indtil en iPhone-blegfis mumlede, at det kostede 5 euro for en time at prøve alle maskiner!

"Der er tomt, mester" var patriarkens udmelding (mig). Hans forskræmte udtryk blev kun overgået af det faktum, at vi fik en halv time alle for 5 euro! Drengene, mine krigere på 8 og 13 år, nød det (se billedet - et bokse/skydespil). Jeg savnede ærligt lidt kvalitet. Men så ramte virkeligheden mig! DUDE - du er i Montpellier, og ikke Øster Hurup Camping og en arcadehal på danske breddegrader.

Det lignede en japansk konceptbar, som bare ikke fungerede midt i en fransk by. Konceptet er forkert placeret, og det triller bare ikke. Men vi havde Super Mario Carts og Afterburner - begge med de bevægelige pladser! DET var fedt. Særligt Afterburner!

Back to reality, hvilket ramte mig mandag! Jeg er netop startet op på det pengeskabende igen. Jeg har fået en artikel i et amerikansk tidsskrift (http://pubs.acs.org/doi/abs/10.1021/acs.est.5b00715), og en artikel i et dansk golftidsskrift (http://viewer.doomags.com/13182 - side 44-45). Begge fagting og intet hobby. God start - men stadig.......

Næste stop er at komme i gang her på GR igen. Jeg har ikke skrevet en anmeldertekst siden Lee West stoppede, så starter klassisk med et remastered projekt af mit ynglingsspil - denne gang til Xbox One. Gæt selv - og ellers god sensommer.

Den forfængelige gamer

Den forfængelige gamer

En grå søndag hvor regnen drypper ned udenfor, har sønnen og jeg indtaget husets centrale fladskærm, og kæmper os skulder ved skulder igennem Army of Two: The Devil's Cartel. Nymodens retro-gaming med bund i de gratis spil til guldabonnementer på Xbox Live. Kuglerne flyver, og vi udstikker korte råd og kommandoer til hinanden, mens endnu en bølge af fjender smager vores projektiler. Disse halvdovne weekendstunder adskiller sig ikke fra normen i vores husstand, og det er først i mellemsekvenserne, at jeg erkender en anormalitet.

Min 12-årige wingman har nok mere alderen, men jeg kan ikke sige mig fri for lysten til at lege udklædning med min mand. Hvor de sparsomt optjente mønter i spillet logisk set burde gå til bedre våben og opgraderinger af disse, så gribes jeg i at indkøbe masker til min mand og skins til mine våben. Det er ligegyldigheder i forhold til at banke spillet og komme igennem banerne - men stadig fængende og efter en periode, pludselig en indgroet del af spiloplevelsen. I denne situation kan jeg bruge sønnike som undskyldning, men jeg har fløjet solo af flere omgange, og her faldet i samme grøft af digitaliseret forfængelighed.

Det mest aktuelle eksempel er GTA V Online. Her har jeg brugt en del af min sparsomme spiltid på, at designe min mand og pimpe hans hverdag til et niveau, som skiller sig ud fra den kedelige virkelighed. Jeg burde slippe kontrolleren og invitere mig selv til lidt terapi foran spejlet - måske starte med friskt at byde velkommen, og så spørge ind til noget overfladisk, som en forsigtig begyndelse. Lidt opvarmning og brydning af isen. Når fortroligheden er etableret, vil jeg bore ind til sagens kerne og spørge om lysten til virkelighedsflugt og andre floskler, typisk fundet i dagpressens gengivelse af vores gamer-hobby. "Sebastian, har du tit behov for at gå i kjole og militærstøvler ligesom den figur du spillede i Saints Row for et par måneder siden?" Samtalen løber hurtigt af sporet, og selv et forsøg på at bløde stemningen op med en simpel vits mislykkedes. En gammel joke, som jeg kendte i forvejen. Selvterapi-seancen afsluttes med et klodset forsøg på at give hånd, hvorefter jeg er ligeså stort et spørgsmålstegn, som før mit paranoide indslag. Hvad er drivkraften bag udklædningslegen?

Det er andre spil, hvor jeg er sprunget med på udklædningsbølgen. Call of Duty - Black Ops II var en stor tidssluger, og en del af timerne blev målrettet lagt i at optjene guldvåben og misundeligt kigge efter mine medspilleres indkøbte skins. Gears of War 3 og Pay Day 2 bør også nævnes, når jeg blankt erkender mine lege med udklædningsdukker på husstandens konsoller.

Min kulsejlede selvterapi endte ikke ud med nogen brugbar afklaring, men skal vi alligevel forsøge at dissekere oplevelsen, så er det en lidt svær størrelse. Præsenteres min testosteron-styrede hjerne med tre tal, vil jeg notorisk altid gå efter det største. Skal man først igennem en udfordring for at få det, så kaster jeg mig frådende i retning af startlinjen uden meget betænkning. Sejrens sødme krones med en orange virtuel klaphat. Jubii. Udklædningen kan måske sættes i bås med Achievements og Trophies?

Mine online køb har endnu altid været klassiske spiludvidelser. Jeg har været tæt på, men har dog endnu ikke krydset den grænse, hvor jeg har sluppet surt optjente og brandbeskattede danske kroner på at indkøbe virtuel kosmetik. Men dagen kunne rykke tættere og tættere på.

Er det en del af spiloplevelsen, virtuel forfængelighed eller noget helt tredje?