Dansk

En morgen-gamers erkendelser

Panikken spreder sig som en isende prikken op af ryggen, da jeg erkender, at min mobiltelefon ligger hjemme på køkkenbordet, og dagens togtur fra Nordsjælland til kontoret i København skal foregå uden mit normale gaming-kick. Det er en skidt start på dagen, alene overgået af det faktum, at min ene sko har været i urimelig tæt kontakt med et majsbefængt efterladenskab fra en firebenet ven på vej mod stationen. Med småbørn i husstanden, er jeg ikke helt ubekendt med en aroma af fækalier hængende som en sky omkring min øverste etage, men denne variant er nu stadig en anelse mere spids og fodformet.

Toget har endnu ikke forladt perronen i Hillerød inden min stillekupe fyldes med en diskret aroma. En berejst Kloge-Åge ville sikkert finde duftreferencer frem fra forstæderne i Kairo eller katakomber i Paris, hvor andre mere jordnære typer vil beskrive det som stanken af hundelort. Grænsen er alt andet end fin, og fundamentet for 35 minutters aparte togtur er lagt.

Hverdagens rytme kan med et skridt tilbage blive et absurd cirkus, og i mangel af et pixileret underholdningsindslag på turen sydpå, må andre lege opfindes. De første par gæster ankommer til mit nyopfundne totalteater, og legen kan begynde under nærmest stenografisk tasten på min medbragte bærbare PC

Med en påtaget gangster-gangart, som har påfaldende lighed med en vingeskudt fugl, kommer en repræsentant for kernen af kundegrundlaget for S-togene i 2015 ind. En blind mand i kupeen ville ikke have problemer med at erkende denne ankomst, da vores lokale gangster i bedste bokserstil entrerer under høje toner fra et musikstykke. Selv med mit hoved lidt på skrå, for at vinkle i forhold til den optimale modtagelse, så er det ikke umiddelbart genkendeligt som hverken "Eye of the tiger" eller " Mama said knock you out". Hans hørerbøffer er ganske gavmilde med lyden, og et par normale højtalere monteret med gaffatape på hver siden af hans hoved ville cirka lave samme show. Fætter driveby-shooting sætter sig med en bevægelse, som i starten får en til at frygte, at hans plan er en lur henover sæderne. Tyngdekraften syner at hive markant mere i hans ene side, hvilket måske også forklare hans ganske gakkede gangart. Et højt "BØH" ville få ham til at løbe forvirret rundt i cirkler. Men før flere adfærdsobservationer kan nedskrives, så kommer næste sæt skuespillere på banen.

Kupeen fyldes langsomt med morgenfriske forretningsfolk og ideen om en spøjs stund med skæve betragtninger er næsten ved at dø på slaget. En kedelig grå masse omgivet af sterile iPads og bærbare computere, hvor spil og andet ellers relevant spas er udskiftet med kurver og regneark over forventede indtjeninger og maksimering af profit. Køb lavt, sælg højt. Mine øjenlåg holdes alene oppe, da jeg sidder nedstrøms vindretningen fra mine hundegodkendte sko, og herigennem udfordres med ammoniakdampe med en sær bi-lugt af majs. Da søvnen er tæt på at indfinde sig, ankommer en af morgentogets faste eksistenser.

Vi har her at gøre med en gammel kending. En mindre mandsperson i lysebrun parkacoat, som mest af alt ligner et mislykket forsøg på splejsning af en mus og en gennemsnitlig kontorfuldmægtig. Det er nu ikke det sære ydre, som mange gange tidligere har fanget min opmærksomhed, men mere hans lidt atypiske adfærd i stillekupeen. Den kontoruddannede gnaverskabning sætter sig ned og åbner arbejdstasken - og frem hives en skinnede frisk gulerod. Parkacoaten tager med største velbehag en bid. Hvis vi skal ridse reglerne op for en stillekupe, så er indtag af friske og sprøde grønsager sikkert i det lidt tågede grænseland - men det er stadig en ganske aparte situation. Muselignende skabning spiser gulerod i stillekupe. Sætningen rammer næppe spisesedlerne foreløbigt. Tilbage til legen.

Selv ikke min påfaldende aroma syner at slå appetitten ned, og ved tredje gulerod kan vi groft opdele kupeens gæster i to lejre. Der er den gruppe, som jeg tilhører, der sidder og laver et mentalt sten-saks-papir for at vælge imellem lårklaskegrin eller småfnisen - og så det andet segment, der efterhånden virker lidt lynch-agtige. Hverdag i toget. Gud hvor jeg dog begynder at savne min telefon.

Det aparte totalteater har sjovt nok fjernet fokus fra mine sko. Udover et par skæve blikke fra forretningstrunten ved min side, så lader det til, at min tilførte dunst falder ganske glat ind i det normale dufttæppe en fredag morgen i S-toget. Det er et eller andet sted meget betryggende, og jeg overvejer at løfte venstre balde og slippe en diskret siver.

Østerport. Togturen slutter og jeg forsøger mig med en gangstergang mod mit kontor tæt ved. Balancegangen mellem at være en ung med de unge - og så være en komplet patetisk smågammel gut er langt overskredet, og jeg slipper ret hurtigt den slæbende gangart. Småproblemer med at gå lige gjorde også legen ganske kedelig. Dagens først hurdle syner gennemført, og jeg stiger til niveau to - iklæder mig kitlen og begynder min arbejdsdag blandt kolber og reagenser i laboratoriet.

Erkendelsen af, at jeg død og pine skal huske min telefon på tirsdag efter pinsen er bøjet i neon - og tilbøjeligheden til at dele mine ord og lidelser med ganske uskyldige gamere i form af en blogtekst begynder at tage form. Livets ligegyldigheder nedfældet på tekst har altid haft et publikum.

God pinse - og hvis du er ham med gulerødderne og parkacoaten i S-toget, så skriv lige. Jeg er stadig i tvivl om din statement, men du har gang i noget stort dude.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer
Neuralyzer in action

Neuralyzer in action

Forstil jer neuralyzeren fra Men in Black. Virker dette lille mentale stunt ikke, så må vi overveje et kollektivt hvidt snit eller en fjernelse af min sidste blogbesked.

Efter lidt vejledning fra internettet er det blevet mig kendt, at man groft kan manipulere med tallene på fødselsattesten, hvorfor jeg ikke længere er helt så meget et koryfæ på redaktionen som frygtet. Hvorom alt er, så har jeg efter nøje overvejelse sammen med vores nye styrmænd her på skuden besluttet, at genopfinde mig selv som freelance-skribent på Gamereactor. Bundfaldet er, at jeg bliver på redaktionen og fortsætter mine små skriblerier baseret på dybt subjektivt smagsdommeri. Ori And The Blind Forest og ScreamRide fra blad nummer 150 bliver derfor ikke mine sidste tekster, og jeg er allerede på vej bag kulissen igen for at lege videre.

Associationer til Don Coleone i den første Godfather film, hvor han med katten i skødet fremsagde den udødelige sætning: " I'm gonna make him an offer he can't refuse" er ganske rammende, og når mit ilttelt kommer - og operationen i Thailand er overstået, så skylder jeg redaktionen en lavine af tekster.

Vi ses på siden og jeg håber, at I tager godt imod mig ;)

Så er der kronhjort, Kurt

I slipstrømmen efter Lee er der folk, som forlader skuden - jeg er en af dem! Det har intet med den nye besætning at gøre - jeg er bare for gammel til denne redaktion.

Jeg har været freelance-skribent her på siden i godt fire et halvt år, hvor rejsen startede med en anmeldelse af Bulletstorm, og senest sluttede med to anmeldelser i blad nummer 150. Det har været et fed oplevelse, og jeg takker meget for muligheden. Før min tid her skrev jeg for Xboxlife.dk, og jeg er endnu ikke helt færdig, så I finder mig sikkert snart på en eller anden dedikeret nørd-side med nye sprøde ord og sætninger.

Vi ses sikkert derude på de virtuelle slagmarker og på diverse sider omkring spil, tegneserier og andet godt.

:) Sebastian Reinhold Sørensen

En Jaja Binks dukke?

En Jaja Binks dukke?

Koldsveden rammer mit ansigt som en bølge i slowmotion, og alt syner pludselig en smule underligt. En susen for ørerne, er det monotome lydspor, kun afløst af lyden fra varmluftballonen, der uden varsel langsomt kommer glidende ind fra højre. Der er stadig en grad af virkelighed tilbage lige indtil katten i ballonen kipper med hatten og med en irriterende tone spørger, om jeg dog ikke godt vil være lidt nærværende og svare på spørgsmålet. Det hele ender i en ganske farverig vortex, hvorefter virkeligheden toner frem og en regngrå lørdag igen indtager hovedscenen.

Efter et par blink er væskebalancen tilbage i øjnene og der står tøsepigen i mit liv og ser en anelse fornærmet ud. Hænderne er placeret i siden, og hovedet er på en undersøgende måde lagt lidt på skrå. Et slag på tasken vil være en vinkel på 70 - 80 grader mellem hoved og skulder, men inden jeg får hænderne op, og målt ordentligt efter, så kommer der endnu en byge af sætninger ud af den lille skabning. "Kunne du ikke godt for en gang skyld lige høre efter, og så give mig en ønskeseddel til din fødselsdag". Ordet er igen ved at sikre et flashback til en verden, hvor det er soleklar logik, at katte går med bowlerhatte. Ønskeseddel! Som en gut der efterhånden er kommet godt op i de voksnes rækker, så er en så simpel opgave vel ikke uoverskuelig? "Kom nu i gear - du står jo og dagdrømmer, Sebastian" er det næste, som kommer ud af den efterhånden pænt hidsige kvinde. Jeg prøver med et diskret "øhhhh", men det lader ikke til, at det var netop det input, som hun søgte.

"Du kunne jo fornuftigt nok bruge denne grå lørdag på at grifle nogle ønsker ned". Den sjove kvindes logik er ganske ligefrem, men jeg fornemmer allerede det deja vu, der er under opsejling. Vi har været her før, og spændingsfeltet mellem forventninger til indholdet, og så de reelle ønsker er milevidt fra hinanden.

En mand i min alder forventes ikke at have en ønskeseddel primært bestående af titler på spil, tegneserier og scifi-bøger. Til tider endda med udstikkere i retning af eksempelvis Lego eller remedier til at tegne med. En lykkelig forventningsafstemning virker mere urealistisk end en succesfuld tur på toppen af Mount Everest alene iført Speedo´s. Jeg har endda i flere sæsoner forsøgt at tilsætte realistiske mængder bullshit-ønsker, såsom svenske femi-krimier, farvede Mads Christensen strømper og ligegyldigt grilludstyr fra Weber. Men denne ellers vandsikre plan har jo desværre den ganske uventede slagside, at man ender med at få byger af bras. En anden vej kunne være, at frasige sig alle de egoistiske tilbøjeligheder, og derfra springe ud som samvittighedsfuld samfundsborger med en ønskeseddel fyldt med geder og donationer til nødområdet. Men jeg må desværre indrømme, at jeg ikke er helt der endnu.

Kvindemennesket har udstukket en ordre, og min forventning om at tilbringe en regnfuld lørdag eftermiddag i virtuelt selskab med et par gutter og et Heist eller to i GTA V er nu langt væk. Straks aktiveres en stribe overspringshandlinger såsom en blogtekst, lidt regndans og et slag bordfodbold mod ungerne - men derefter, så skal jeg nok gå i gang...

Død, jakkesæt og tegneserier

Død, jakkesæt og tegneserier

Begravelser er aldrig muntre, men sjovt nok får det hele et positivt skær, da jeg ser en meget tiltrækkende kvinde stå i skyggen af det nærmeste træ. Jeg er ved at lægge min gudfar i jorden, og vi er åbenlyst ikke mange, som gider spilde denne dejlige dag på at smide jord ovenpå gutten. Den smukke kvinde ved forbløffende meget om min gudfar, og inden jeg har set mig om, er jeg svøbt ind i mørke, noir crime og begær som drypper generationer tilbage.

Jeg sidder reelt solidt plantet i min sofa hjemme i Nordsjælland, og har svært ved at slippe "Fatale" - en tegneserie af Ed Brubaker og Sean Phillips. En gammel hobby som ikke adskiller sig markant fra parallellen gaming. Den blomstrer omvendt proportionalt med temperaturen udenfor - lav temperatur er lig med høj aktivitet indenfor de tegnede felter. Så kom an med blæst og kulde.....

Mit fokus har i de sidste dage været tegneserien "Døden jager mig" som er en samling af de første fem numre af tegneserien "Fatale". De enkelte albums udkom oprindeligt månedligt for et par år siden i Staterne, og i 2014 blev denne samling udgivet på dansk.

Tegnestilen minder overfladisk om stilen fra 70'ernes mange detektivromaner, hvor rygende Philip Marlowe-typer driver detektivbureauer. Alt er holdt i mørke farver - her er ikke fare for, at rende ind i farvestrålende blomsterbuketter eller akvarier med Nemo-lignende fisk. Den dunkle og minimalistiske farvepalet går dog ikke helt over i Sin City-grøften, hvor hele albums er holdt i sort og hvid. Her er stemningen i enkelte scener eksempelvis understreget med brunlige nuancer eller et rød farveorgie i passager, hvor tegneserien igen understreger, at den ikke er tiltænkt de yngste læsere. Der tegnes indenfor kasserne, og jeg savner måske alene lidt flere detaljer.

Ed Brubaker har skrevet historien (blandt os nørder behøver man ikke siger mere - men for menigmand kan nævnes Batman og Captain America - manden har en Eisnerpris (SPIRIT!) i baggagen). Tegner og farver Sean Phillips og Dave Stewart er bedst, når det er mørkt, og alt foregår i skyggerne. Det er en stor historiefortæller, hvis beretninger er visualiseret af nogle af de bedste folk, når detaljen er i det dunkle hjørne.

Historien er på overfladen en klassisk crime noir med smukke kvinder med kraftig læbestift, svage mænd i jakkesæt og så noget onde typer. Flere andre klassiske elementer er der også - de korrupte betjente og en journalist som vil alt. Denne tegneserie adskiller sig dog på et par af de sidste elementer. Det er noir blandet med Lovecraft. Der er overnaturlige kræfter, kutteklædte fanatikere og mørkemænd med briller og botox-inficerede ansigtsmimik. Her blev jeg fanget.

Jeg nappede den sidste del af tegneserien i et mørkt rum - fruen sov ved min side, og jeg kunne ikke slippe denne tegnede halvokkulte oplevelse. Hold op en fed historie. Jeg vil ikke spoile den mindste smule, så jeg stopper ved....... stol aldrig på en trunte, som møder op til din gudfars begravelse.

Andet volumen i denne serie udgives på dansk i dette forår, og jeg har en plan om en fridag og en date med "Jo" der.

Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.