Dansk

De bedste album fra 2020

Skrevet af barcano den 30 december 2020 kl. 15:03
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Musik

Sååå folkens, vi er nået til vejs ende og jeg slutter derfor mit år her på Gamereactor med at lave en liste over de femten bedste albums fra i år. Det har været et ret vildt år for os alle sammen, men der har stadig ikke været mangel på en stor mængde god musik, hvoraf en god del af den musik er kun blevet bedre (i en grim form for skæbnens ironi) ved at blive skrevet og lavet i relation til udbruddet af COVID-19 og hvilken betydning det har haft for vores alle sammens liv. Så lad os bare komme i gang.
I ønskes alle sammen et helt fantastisk nytår, som forhåbentligt er starten på et meget bedre år for os alle sammen.

15. Freddie Gibbs - Alfredo

Vi starter listen med et ret så interessant fællesprojekt. Alfredo er produktet af rapperen Freddie Gibbs og produceren The Alchemist som gennem 35 minutter bringer lytteren igennem en kollage af forskellige rapindtryk, som ikke kun har en ganske solid sonisk indpakning men også en lang række af gode gæsteoptrædener som inkluderer kunstnere som Tyler the creator, Rick Ross, Benny The Butcher osv. Selvom jeg måske ikke er lige så begejstret for det her album som mange andre anmeldere, så syntes jeg stadigvæk ikke der er nogen tvivl om at Alfredo uden tvivl er et af årets mest eksperimentelle og lettilgængelige albums fra 2020.


14. Taylor Swift- Folklore

Overraskende nok fandt jeg mig selv nødt til at lægge Taylor Swift et eller andet sted på min liste, for selvom jeg ikke har været synderlig begejstret for hendes musik gennem tiden, så leverer hun alligevel noget ret unikt på Folklore (og næsten i lige så høj grad på hendes efterfølgende album "Evermore" som også kom ud i 2020). Hendes blanding af indiefolk- og rock ballader er markant mere personlige og unikke end hendes normale omgange med formel popmusik. Derudover er Folklore uden tvivl hendes mest personlige album, hvor hun forlader mange af hendes overfladiske (og lad os være ærlige) og til tider barnlige følelser, for i stedet at grave dybt ind i sig selv og fortælle hvordan hendes liv har udviklet sig på måder hun ikke havde forestillet sig, samt hvilken påvirkning COVID-nedlukningen har haft på hendes mentale tilstand. Selvom albummet til tider bliver lidt for navlepillende (og jeg ville blive glad hvis jeg aldrig skulle forholde mig til Bon Ivers gæsteoptræden igen) er der ingen tvivl om at vi her har at gøre ed en meget mere moden og mere interessant Taylor Swift. Hvis hun fortsætter på denne her måde kan jeg sagtens forestille mig at hendes image som popstjerne bliver taget lidt mere seriøst af folk som står udenfor hendes tidligere målgruppe.


13. Mac Miller - Circles

På trettendepladsen finder vi en ret så hjerteskærende oplevelse. Albummet Circles blev udgivet halvandet år efter Mac Millers død i september 2018, men blev egentlig skrevet og produceret kort inden hans død.
Det skræmmende i albumoplevelsen er den komplette ærlighed og skinbarlige gennemgang af en mands meget korte men oplevelsesrige liv, og hans egen anerkendelse om at han ikke kommer til at leve meget længere og hans tanker om alle mennesker han elsker så højt som vil blive efterladt. Hele affæren er pakket ind i en legende blanding af hiphop, emo, indie, pop og en alternativ blanding af soul- og synthmusik, som gør hele pladen til en interessant og dejlig oplevelse. På trods af indholdet og kontekstens ret så sørgelige fremtoning. Det her vil være Mac Millers sidste album, og jeg kan næsten ikke forestille mig en bedre måde for ham at sige farvel på.


12. Dan Deacon - Mystic Familiar

I en helt anden boldgade finder vi mesteren af moderne elektronisk musik Dan Deacon. Jeg anmeldte hans nyeste album tidligere i år og var meget begejstret. Jeg er måske blevet en smule mindre fan af hans nyeste projekt gennem året, men der er stadig ingen tvivl om at han stadig leverer stærke præstationer, interessante kompositioner og ørehængende musikalske rejser, som måske ikke fungerer perfekt nummer for nummer, men er en ret så (undskyld for ordsproget) mystisk oplevelse.


11. Dorian Electra - My Agenda

Hvis vi bliver i det mere optimistiske hjørne, er der heller ingen måde at jeg kan undgå Dorian Electras nyeste konceptalbum. Med hans blanding af eksperimental popmusik, støjrock, EDM og egentlig også reel metalmusik, er han uden tvivl en af de mest interessante musikere på popscenen lige nu.
Derudover leverer han også nogen ret så vilde tragikomiske ideer. My Agenda er fortællingen om en ung incel-type som føler sig forrådt fordi USA vælger en homoseksuel som præsident. Ja det er ligeså skørt som det lyder, men det er også vanvittigt underholdende. Det eneste reelle problem er den meget korte spilletid, hvor samtlige elleve sange løber igennem på små 24 minutter, som betyder at hver enkel sang ikke har særlig stor mulighed for at efterlade et større indtryk. Når det så er sagt, er My Agenda uden tvivl en af de mest opfindsomme og kreative oplevelser fra i år.


10. KESI - BO4L

Et album som i modsætning ikke er så kreativt eller opfindsomt, men stadig voldsomt ørehængende, er den danske rapper Kesis nyeste fjerde album. Selvom han ikke ligefrem opfinder den dybe tallerken, viser han stadig dansk rap fra sin bedste side og viser hvad det har at byde på, når han efter snart et årti i branchen har raffineret sin lyd og stil til et punkt, at BO4L er fyldt til randen med gode numre. Den enorme succes han har haft med det her album herhjemme er ingen overraskelse, for uanset hvad man måske syntes om den nye generation af dansk rapmusik, så er der ingen vej udenom at det her er et satans godt album som for det meste er skruet utroligt stramt sammen.


9. HMLTD - West of Eden

Første gang jeg hørte HMLTDs nye album vidste jeg ikke helt hvad jeg skulle syntes. Først og fremmest kendte jeg ikke til den britiske rockgruppe i forvejen, men deres blanding af så mange forskellige genrer tog mig lidt på sengen. Men efter flere gennemlytninger er der ingen tvivl om at HMLTD klart er en gruppe man skal holde øje med i fremtiden hvis rockgenren siger en det mindste. Deres blanding af "arena-sized" eksplosive numre stor i god kontrast til pladens mere eksperimenterende numre som fantastisk blander new wave, westernmusik, pop og elektronisk musik.


8. Code Orange - Underneath

Hvis "West of Eden" er et godt sted at starte for folk som kunne være interesserede i rockmusik, så er Code Oranges "Underneath" det stik modsatte. Code Orange har aldrig sagt mig det store (det går også generelt for det meste metalcore), men hvad de leverer på "Underneath" er i en helt anden liga. Der leveres ikke kun den vante brutalitet, aggression og ustoppelige tempo som man forventer på en metalplade som den her, men deres blanding af elektronisk og industriel musik tilføjer et helt nyt element til deres musik.
Det er dog ikke de eneste genrer som de leger med, og selvom jeg ikke er særligt begejstret for deres langsommere og blødere numre som lækker sig lidt for meget op af klichefyldt alternativ rock, så forstår jeg godt behovet for at bløde albummet lidt op da 50 minutters rent sonisk tæsk ville være for meget.
Når det så er sagt, har Code Orange alligevel vundet mig over.
Deres nyeste udgivelse er en perfekt oplevelse for folk som er til det mere ekstreme musik som genren har at byde på, imens der stadig er nok sammenhæng, melodi, nytænkning og enormt velskrevne kompositioner til at overbevise tidligere tvivlere som mig selv.


7. Juice Wrld - Legends Never Die

Hvis man læste min bangerplayliste og så at Juice WRLD tog en stolt førsteplads, kommer det nok ikke som nogen overraskelse at han ville lande på min liste et sted. Grunden til at han dog ikke ligger tættere på førstepladsen, er dog at på trods af den store mængde af gode sange som er lige varierede i form og udtryk som de er (emo)tionelle, er der dog stadig tale om et album som er så fyldt til randen med indhold at det virker lidt overvældende. Albummet er stadig klart vær at lytte til og får en kæmpe stor anbefaling herfra, men hvis man skar lidt af fedtet fra, ville man have at gøre med et album som ville være tæt på den perfekte afsked til Juice WRLD og alt det talent som fyren tydeligvis havde.


6. Poppy - I Disagree

Hold da helt op. Tal om udvikling. Til at starte med sagde hverken Poppys som underligt internetfænomen eller synthpop musiker mig noget. Men på hendes nyeste album leverer hun en lyd som jeg ikke vidste jeg havde brug for i mit liv. Der er stadig masser af tyggegummi sødt (og kemisk) popmusik, men det er blandet med en ret så overdreven produktion og inklusionen af knusende metalmusik at det ikke er svært at trække på smilebåndet. For selvom albummet måske ikke hiver sig helt hjem til et homerun i løbet af pladens sidste numre, så er det stadig nok kitch og sans for ironi at det stadig er et af årets underligste og mest underholdende udgivelser.


5. Charli XCX - how I'm feeling now

For at vende tilbage til musik som er født ud af den COVID-virkelighed vi alle sammen lever i, så tager briten Charli XCX en stærk femteplads. Hendes album er stadig ligeså progressivt et popalbum som sidste års "Charli", men er dog i langt højere grad et personligt udtryk for hvordan hendes verden ændrede sig da pandemien ramte. Der er stadig plads til en masse nyskabelse og meget voldsomme soniske oplevelser, men den tættere grad af nærhed til kunstneren som skinner tydeligt igennem på "how I'm feeling now" løfter hele albummet til et niveau hvor hendes meget progressive tanker for hvordan popgenren skal udvikle sig, resonerer langt tydeligere hos lytteren.


4. Dua Lipa - Future Nostalgia

Hvis man derimod søger efter noget mere tilgængeligt popmusik, kan man næsten ikke gå galt i byen med Dua Lipas nyeste projekt. I stil med meget andet popmusik i 2020, blander den albanske sangerinde ret gnidningsfrit pop- og diskomusik fra 80'erne, med en mere moderne og trapinspireret indpakning.
Det er svært at have mere at sige om "Future Nostalgia" end at det er et utroligt velskrevet album, som nok er i stand til at tilfredsstille enhver som bare er det mindste interesseret i popmusik.


3. The Weekend - After Hours

Vinderen af dette års "80s revivalism" er dog uden tvivl The Weekend. Som ikke kun leverer hans bedste album til dato, men også nogen af de bedste og trods alt mest unikke popsange i de seneste par år. Hvilket er ret så svær en opgave, da popmusik mest af alt bygger på imitationer og trends. Selvom numre som "In Your Eyes" og "Blinding Lights" alle sammen er blevet overspillet til en grad hvor det kan være svært stadig at nyde dem, så er de stadig utroligt velkonstrueret numre, som på stærk vis repræsenterer kvaliteten på hele linjen, for hvad hr. Abel Tesfaye disker op med på hans nyeste udgivelse.


2. clipping. - Visions of bodies being burned

Hvis der er en stor skuffelse som jeg har haft over at skrive de her lister, så er det at jeg ikke inkluderede clipping. på sidste års liste, med deres ret så fantastiske "There Existed an Addiction to Blood". For gennem året er clipping. uden tvivl blevet en af mine yndlings moderne hiphopgrupper. Selvom jeg ikke i bagklogskabens lys kan ændre hvad jeg rangerede sidste år, så har jeg ikke tænkt mig at begå samme fejl i år. For selvom deres nyeste LP ikke er lige så skarp som sidste års album, så fungerer "Visions of bodies being burned" som en næsten perfekt fortsættelse til det koncept de brød igennem med sidste år.
Gruppens tilgang til hardcore- og noiserap passer perfekt til den version af horrorcore som de leverer her.
Alt fra den minimalistiske produktion som er ved at bryde sammen over de eksplosive bølger af støj til de bloddryppende og velleverede tekster som får huden til at vende sig, er med til at vise at clipping. uden tvivl stadig er i topform, og i stand til at levere musik som er lige så engagerende for lytteren som det er frastødende.


1. Run The Jewels - RTJ4

Når det så er sagt, går førstepladsen alligevel til en lige så fantastisk hiphopgruppe. Nemlig Run The Jewels.
Det var uden tvivl et tæt løb (jeg brugte seriøst mere end to dage på at beslutte mig) men "RTJ4" ender alligevel med at stå som en klar vinder. Igennem det sidste årti har Run The Jewels været i stand til at kanalisere en lyd som kun er deres egen, og i stedet for at ændre den, har de langsomt men sikkert brugt hver udgivelse til at forbedre deres lyd. De er uden tvivl den eneste gruppe hvor jeg selvsikkert kan sige at de på alle punkter bliver bedre og bedre for hvert album de udgiver. Jeg har ikke så meget at sige, da jeg helst bare vil anbefale at I under jer selv den oplevelse det er at lytte til "RTJ4".
For uanset om vi taler om gruppens fantastiske præstationer, den præcise og velafvejede brug af gæstestjerner som " Chainz, Pharrell Williams, Josh Homme og Mavis Staples og tekster der ikke kun er velskrevet men lige så provokerende som de er indiskutabelt tankevækkende. Hvis du er i tvivl om du har misset noget helt fantastisk i 2020 (som generelt har været "knap så fantastisk) så giv endelig RTJ-drengene et lyt. De har i hvert fald leveret de bedste 40 minutters musik i år.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer
Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.