Dansk
BRUGERANMELDELSE

Final Fantasy XIII

Skrevet af: raptors   2010-04-29

In medias res, disse tre ord er meget vel beskrivende for Final Fantasy XIIIs eksplosive startscene. Kuglerne flyver om ørene på Lightning en sand amazone, der valfarter mellem uheldige soldater i en sand japansk overpumpet kampscene. Efter denne imponerende pærevælling er jeg ikke et klap klogere på hvad der egentligt sker.
Spillets introbane trapper langsomt op til en anelse af forklaring og ebber da lykkeligvis ud i en forklaring, der bringer fabelvæsenet en "Fal'cie" på banen.
Dette er intet mindre end en vaskeægte skandale for hele befolkningen på planeten Cocoon. Fal'cie er egentligt meget normale, det er faktisk dem alt liv på Cocoon afhænger af, men problemet er at denne Fal'cie stammer fra planeten Pulse.
Pulse er den vilde dyriske modpart til det højteknologiske Cocoon, dog er truslen fra Pulse stadig et problem, der tages overordentligt seriøst.

Der lægges altså op til den helt enorme episke fortælling om kampen mellem to verdener og hvordan denne skal udvikle sig. Heldigvis videreudvikler denne kliché sig ikke til at have de voldsomme proportioner. Fokusset bliver heldigvis placeret ganske anderledes forholdsvis hurtigt. Den førnævnte krigerkælling Lightning og hendes hastigt ekspanderende slæng konfronterer nemlig Fal'cien, men kommer derfra med et meget uheldigt resultat.
De er nemlig blevet markeret til at udføre Fal'ciens bud. En opgave, der gør dem til L'cie, mennesker med magiske kræfter, der skal udføre Fal'ciens opgave, hvis ikke de vil gå en usmageligt grufuld skæbne i møde som hjernedøde tjenere.

Dette lyder jo i sig selv slet nok, men for at gnide yderligere salt i såret, bliver de jo mærket med et mål fra fjenden. Et mål fra Pulse.
De er nu fjender af Cocoon, fjender af den etablerede verden.
Dette følte jeg lød som et brag af en historie og det er den så sandelig også, problemet er bare at FFXIII i de indledende kapitler får en til at stille et hav af spørgsmål, der alle først besvares en del senere i det 50 timer lange spil. Man efterlades nogle gange i større grad til usædvanlig forvirring frem for en ganske udmærket historie.

En historie, der drives frem af personernes individuelle mål eller formålsløshed, det virker ekstremt godt, hvordan vi følger den opgivende stemning, den enorme frustration og den fornuftløse determination, der hviler i de forskellige karakterer. Jeg vil egentligt ikke fortælle noget videre om personerne da de skal opleves, men for en god ordnes skyld vil jeg da lige advare mod en enkelt af dem.
Hun hedder Vanille og er ubestridt den computerspils karakter, hvis skingre stemme, barnlige adfærd og eventyrlystne naivitet, der har været i stand til at irritere mig mest nogensinde, men når den galde er lukket ud virker personerne godt, bortset fra enkelte irrationelle beslutninger, bemærkninger og etc.

Historien bliver båret af disse personer den første halvdel af spillet, så knækker filmen. Den suverænitet som spillet før udstrålede, forsvinder som dug for solen, da karaktererne én for én fuldfører deres personlige mål og spillet drejer mere og mere i retning af tilfældigheders dominans.
Historien mister lidt sin pondus og man føler sig nogle gange lettere efterladt i de afsindigt smukke landskaber.

Men spillet er jo ikke udelukkende historie, karakterer og japansk æstetik. Det indeholder et dejligt kampsystem, der foregår i realtime, hvor man udelukkende styrer en karakter, der så sammen med to computerstyrede kammerater skal lede lederen til sejr. Dette fungerer fuldstændigt upåklageligt da AIen funker som en strik. De slynger alskens grusomheder af sted i form af glødende ildkugler og tæver løs med rastløshed i højsædet. Det hele fungerer næsten automatiseret og det er det for sin hvis også, da man selv indtaster meget få kommandoer, spilleren vigtigste opgave er nemlig at sørge for at alle har indtaget de rigtige roller på kamppladsen. Man skifter nemlig i mellem 6 forskellige roller i kampens hede, der dog kan kombineres på et utal af måder for at opnå den strategiske overhånd.
Dette kampsystem giver både anledning til eftertanke i form af strategi, men også en meget præcis kontrol i selve kampene. Dette er fantastisk frydefuldt.

Spillet har jo af mange anmeldere fået sin andel hug fordi det var så lineært, men jeg vil faktisk sige det til tider har sin fordel i spillet. Historien er mere koncentreret takket være det lettere lineære system og det er faktisk da spillet for alvor slår portene på vid gab, hvor jeg føler historien snupper en deroute.
Det skal dog siges at det er positivt spillet åbner op da det ligger op til nogle rimeligt lede kampudfordringer og andet kræs til en hardcore FF-fan.

Alt i alt er FFXIII en ganske helstøbt oplevelse med en grafik, som jeg på ingen måde har rost nok med store adjektiver i denne anmeldelse. Musikken i spillet er en meget god stemningsskaber og den instrumentale baggrundsmusik spillet primært benytter sig af er ganske ypperlig, men slutningen af spillet voldtages af et stykke beklageligt klingende musik ved navn "My Hands".
Der er meget mere at fortælle om spillet, men jeg føler ærlig talt resten skal opleves, hvis man har en smule tålmodighed omkring japanske stereotyper som Vanille, et til tider lettere søgt plot og et tv, der kan mutes når slutmusikken buldrer igennem højtalerne.

Lyd: 7/10
Historie: 7/10
Grafik: 9/10
Gameplay: 8/10

+ En historie, der rykker maks, i hvertfald halvdelen af tiden, godt kampsystem, fantastisk grafik.
- Vanille, historien der udvandes en snas.

Samlet karakter: 6.4/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.