Dansk
BRUGERANMELDELSE

Castlevania

Castlevania serien har været tilstede lige siden Nintendo dagene og har altid budt på en stemningsfyldt blanding af gotisk design, horror klicheer og fængende rock melodier, både med og uden orgler. Serien har dog aldrig rigtigt formået at tage springer fra 2D til 3D, det fejlede groft på Nintendo 64 og de nyeste udspil valgte at ofre de fleste af seriens kendetegn, men på playstation 2 var der 2 forsøg der befandt sig i den bedre ende af skalaen. Castlevania: Lament of Innocence og Curse of Darkness, hvor det desværre kun var det førstnævnte, der for alvor formåede at klikke. Lament of Innocence indeholder den sædvanlige fortælling man kender fra serien, en Belmont har fået kidnappet sin kæreste og det er formentligt en genoplivet Dracula der står bag. Det er intet spektakulært, men det er en god undskyldning for at bringe spilleren ind i de velkendte slotshaller hvor man i denne omgang bydes på en blanding af Metroids banestruktur og God of War gameplay.

Det er sjovt at se de velkendte monstre gengivet i 3D, man møder på vanlig vis forskellige typer af skeletter, Medusahoveder, loppemænd, zombier og flagermus. Alle de velkendte Castlevania fjendetyper er tilstede, samt en længere række af nye typer der passer fint ind i stilen. I forhold til andre spilserier er der usædvanligt mange typer af monstre, enkelte rum kan indeholde unikke monstre man aldrig får set i mere end ét enkelt rum. Dette giver en herlig variation til spillet, hvor det føltes som om der altid er noget nyt at se. Spillet fanger ligeledes seriens velkendte stil, det hele ligner et renæssance maleri fyldt med referencer til klassiske horrorfilms klicheer. Dette er umiddelbart et af spillets største forcer, stemningen er tæppetykt og suppleres af et sublimt soundtrack, der blander elektroniske beats med gotiske kirkeorgler og fængende melodistykker.

Spillets atmosfære er gennemført men skades en smule af at slottets mange rum kan synes lettere tomme og ensartede. Selve kampsystemet trækker samtidigt spillet en anelse ned, man har en del muligheder i kamp, hvor det særligt hjælper at man kan bruge sine reaktionsevner til at undgå fjendernes angreb, men selve kampsystemet giver anledning til en del knaphamring. Man har masser af komboer til rådighed, det sædvanlige system som også kendes fra spil som God of War og Dantes Inferno, hvor man har to knapper, et hårdt og et hurtigt slag, der kan mikses på forskellige måder. Der er dog sjældent grund til at gøre meget andet end at hamre tilfældige komboer, hvorfor det vigtigste bliver at undgå angreb. Det er sjovt, men kan let blive ensformigt hvis man spiller for længe, særligt kombineret med brugen af de lettere ensformige rum, som jeg beskrev tidligere.

Hvis man isolerede kampsystemet ville spillet ikke være noget særligt, det ville være underholdende nok i små doser, men ikke meget mere end det. Det er når man kombinerer det med spillets atmosfære og sans for detalje at oplevelsen begynder at give mening. For selvom det måske er nogle relativt hårde kritikpunkter så er spillet stadig fængende og engagerende. Det er spændende at udforske spillets verden, at se de nye monstre og det kan være hæsblæsende når det af og til bliver udfordrende. Hvis man er fan af genren, eller fan af hele den gotiske stilart bør man kigge nærmere på Castlevania: Lament of Innocence. Det er langt fra perfekt, men de gode ting er virkeligt gode og de dårlige ting er tilforladelige hvorved det er let at acceptere spillets fejl og mangler. Det er ikke et spil der matcher seriens bedste udspil som det første til Nes, Gameboy titlerne og Symphony of the Night, men det er et hæderligt forsøg der har hjertet på det rette sted.

Samlet karakter: 7/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.