Dansk
BRUGERANMELDELSE

Assassin's Creed IV: Black Flag

En ting er da hvert fald helt sikkert. Ubisoft har virkelig taget troens spring med dette nye kapitel, i den meget populære serie Assassin's Creed. Fokusset er sat på sejlads, de store byer er erstattet med snesevis af palmer, tiden, hvorpå fortællingen tager sted, er endda bagud i tidsrækken, som AC-serien følger, og så er vores hovedperson ikke engang en snigmorder. Sæt sejl, tag en slurk rom og overvej om du vil med ud og plyndre sammen med Edward Kenway i det store Assassin's Creed 4: Black Flag.

Det er måske alligevel et fint sted at starte - altså med vores hovedperson. Det var hvert fald et af de største faldpunkter ved Ubisofts tidligere spil i serien; Assassin's Creed 3. Her fulgte vi Connor; en absolut intetsigende karakter, der aldrig formåede andet, end at frustrere mig med hans evige ignorance i forhold til logik. Det er hårde ord, men sådan følte jeg, da jeg spillede spillet. Edward derimod er et skønt syn. Han er en karakter, oppe på niveau med selveste Ezio fra tidligere AC-spil, som giver et helt nyt indblik i, hvordan man kan være snigmorder. Snigmorderne er jo som bekendt, hvis man altså har spillet de andre kapitler i serien, en fraktion, hvis "politik" lægger fokus på frihed fra de mest dominerende i samfundet, og de bruger dødelige midler til at opnå dem. På den modsatte side har vi som bekendt tempelridderne. En fraktion, der værdsætter absolut kontrol over alt og alle. Ligeledes bruger de også dødelige midler til at opnå det. De to fraktioner har, i Assassin's Creed-seriens øjne, kæmpet imod hinanden gennem mange, mange århundreder, og da deres kamp altid er en vigtig del af AC-serien, er det klart, at de også er med i 4'eren, hvor kampen tager udgangspunkt i det Caribiske Hav i slutningen af 1710'erne - altså i slutningen af piraternes tid. Men nu tilbage til vores hovedperson.

Edward er nemlig ikke snigmorder. Han er bestemt klædt som en af slagsen, men hans idealer og morale stemmer ikke helt overens med snigmorderenes syn på verdenen. Ej heller med tempelriddernes. Edward sætter bestemt pris på frihed, men han sætter næsten mere pris på guld - altså som talt af en ægte pirat. Det er noget, der gør ham meget unik for serien. Tidligere har vi kun oplevet hovedpersoner, der har været meget dedikeret til deres sag om at "befrie" verdenen fra tempelridderne.

Edward er slet ikke dedikeret til den sag. Faktisk arbejder han endda kort for tempelridderne - netop fordi, at der er penge i det. Edward er jo som sagt pirat. Guld er hans fokus, selvom han dog også viser sig at være en værre charmetrold, en loyal ven og en yderst farlig fjende. Edward bliver dog i sidste ende blandet ind i den store fejde mellem tempelridderne og snigmorderne. Begge parter søger efter noget, som hedder Observatoriet, og da det lyder værdifuldt - så vil Edward selvfølgelig finde det først og sælge det til den højeste byder.

Og derfra udvikler historien sig i mange retninger. Historien selv er egentlig meget acceptabel. Det er ikke en yderst dyb historie, og historien går heller ikke spor dybt ned i alt det omkring "den første civilisation", som de andre spil har gjort. Det er egentlig bare en effektiv historie omkring en person, der bliver hevet ind i snigmorder og tempelridderkonflikten, og som vælger at gå sine egne egoistiske veje, frem for at følge den vej alle andre snigmordere, vi har stiftet bekendtskab med, har taget. Det er et friskt pust til serien.

Ligeledes med side-karaktererne. Eller ikke helt. De er ikke på niveau med Edward, ligeledes når de heller aldrig op på niveau med Leonardo fra tidligere spil. Hvad jeg prøver at siger er, at de skam er fine, men de når aldrig helt at sætte det præg som de gerne vil. Desuden så oplever jeg, hvordan nogle af dem tager nogle mærkelige beslutninger gennem spillet, hvilket bare får dem til at føles mere fjerne, når de heller ikke får særligt meget tid sammen med Edward. Ligeledes med skurkene. De er unikke nok til, at man ved hvem de er, og hvad de står inde for, men de når heller aldrig samme niveau som skurkene i nogle af de tidligere AC-kapitler (Assassin's Creed: 2 og Brotherhood).
Men de går an, og det er tydeligt at Ubisoft har lagt meget kraft i historiedelen, specielt med en stærk hovedperson.

Selve historien er klart accepteret, og den holder bestemt. Edward er klart højdepunktet blandt karaktererne, mens at skurkene og vennerne ikke helt når de forventede niveauer. Ubisoft har gjort det før i de fremragende spil, der tager fokus i Ezio's historie og jeg er sikker på, at de kan gøre det igen.

Til gengæld fungerer det, de prøver på, med deres fortælling i nutiden. Hvis man er bekendt med de tidligere kapitler, så har der altid været en samlet fortælling, der binder alle AC-spillene sammen. AC4 prøver et lidt nyt tiltag i det, at det er en ny hovedperson. Og det er faktisk en selv... eller så er det en karakter uden stemme og uden navn, som man tilfældigvis følger og styrer rundt. Kommer vel an på fantasien.
Jeg vil ikke fortælle mere om den fortælling, da jeg højst sandsynligt kommer til at spolere noget af historien i de andre kapitler i AC-serien. Så jeg kan egentlig hurtigt runde den del af, med at sige, at den holder og giver spilleren, nok med interessant viden til, at man kan komme igennem de faktisk ret kedelige puzzles. Når man så til gengæld har løst de udfordringer, så åbner man op for lækkert fanguf inde i sin database. Databasen vender jo selvfølgelig tilbage med mange nye informationer omkring historiske ting, som man kan læse... for derefter at glemme dem igen. En lækker proces i alle AC-spil, der gør turen gennem databasen interessant, for hver gang man tager en gennemspilning af et af spillene...!

Men nu er det på høje tid at bevæge sig hen mod noget, som meget vel er, hvad de fleste er mest interesserede i, i det nyeste kapitel. Fungerer sejladset?

Ja. Og nej.

Lad os starte med alt det gode. I Assassin's Creed 4: Black Flag får vi åbnet op for den hidtil største verden i AC-serien. Til genæld er det meste af den verden befængt med vand, så man kan selv regne ud, at områderne på land aldrig bliver ligeså stort som Frontier-området" i Assassin's Creed 3. Men der er til gengæld enormt meget vand at sejle på. Alle gameplay-mekanikkerne, når man styrer sit skib, fungerer helt optimalt. Det er lækkert at styre sit skib rundt i det caribiske hav, og mere lækkert bliver det når man succesfuldt navigerer igennem en storm. Sejlads var allerede introduceret i AC3, men det er først i dette spil, at det at sejle skibe, er blevet en del af AC-seriens open-world.

Det er også en fed fornemmelse at lægge til land ved en mindre havn, for derefter, uden nogle loadtider, at gå hen til en købmand og sælge det rom og sukker, som man har plyndret. Man kan evt. også opgradere sit skib, hvis man har ressourcerne til det. Og de ressourcer kan på nemmeste vis opnås på én måde. Det er en majestætisk følelse, når man border et andet skib for første gang. Man svinger sig i et reb over på det andet skib, for derefter at kæmpe mod englænderne eller spanierne på dækket. De fjendtlige skibe er også inddelt i kategorier, hvor de større skibe selvfølgelig giver et bedre bytte - men de er også langt hårdere at tage ned i kamp.

Det er som sagt en ret fed mekanik. Lige indtil, at man har gjort det over 100 gange. Og nu kommer jeg til det dårlige. For man bliver nød til køre den type gameplay, hvis man vil have en ordentlig mængde penge og et godt skib. Ens penge bliver oftest tjent gennem plyndringer af skibe. Ressourcer til at bygge sit skib kan også kun fås fat på den måde. Der er forfærdeligt mange gentagelser gennem hele spillet. At borde skibe bliver pludseligt til en irritation, at fange hvaler bliver pludseligt til en irritation. Selv sidemissionerne fungerer ikke, da det alt sammen bare er gentagelser efter gentagelser uden kontekst. Hvalfangst er sjovt i starten, men at høre sin førstestyrmand gentage den samme sætning over hvalens størrelse, igen og igen, bliver hurtigt ret irriterende. Sidemissionerne er bare nogle snigmordsmissioner, hvor man får et ligegyldigt mål, og så skal man gøre, hvad man har gjort 100 gange før. Sidemissionernes kvalitet er hoppet tilbage til den slags, der kunne findes i Assassin's Creed 2, hvis største problem netop lå i de gentagende og kedelige sidemissioner.

En anden type missioner, som man kan prøve, er tempelridderjagtene. Det er en fast tradition, at der altid er en eller anden form for eksotisk rustning, som man kan få fat i. Det kræver altid 5-6 nøgler af en eller anden art, som alle bliver fået gennem specielle missioner, hvor fokusset ligger på ens klatreevner. De missioner har altid været et højdepunkt for mig i Assassin's Creed serien. Det var altid et dejligt skift fra det normale grundspil at hoppe over på, og derfor skuffer det mig faktisk at se, at de missioner er erstattet med en kedelig serie missioner, hvor man hjælper snigmordere med at løse et eller andet problem i det område, som man er i. Selve missionerne ender oftest i skyg/kæmp/dræb, og det er missionstyper, der kun fungerer, hvis man rent faktisk har en interesse for det mål som man skal kæmpe imod. Det kommer aldrig.

Gentagelser tager desværre også sted i omgivelserne. I starten er Caribien et ekstremt lækkert sted at sejle rundt og gå i land ved. Palmerne, strandene og de små havne, hvor man lige hurtigt kan lægge til, var med til at give en delikat følelse til sejladset. Men så opdager man, hvordan, at når man har set en enkelt del af øgrupperne, så har man set resten. Udover de større byer, så bliver resten af Caribien kedeligt og gentagende at kigge på. Jeg var fast besluttet på ikke at gøre brug af "fast-travel" funktionen i spillet, da jeg er typen, som ikke vil snydes for de flotte landskaber. Men Assassin's Creed 4 er ikke et Skyrim, eller er Red Dead Redemption, hvor rejserne er blandt højdepunkterne i spillene. Det skuffer fælt, da det er de livlige omgivelser, der giver mest stemning til Assassin's Creed-spillene. I AC3 fik vi et enormt skovområde med træer efter træer, men stadig der kunne der findes mange forskellige ting at se, når man klatrede fra træer til træer. I AC4 kan jeg opsummere det således. Har man set en ø, så har man set dem alle. Selv hvis øerne er lidt forskellige, så minder de stadigvæk om hinanden.

Det gælder dog ikke for byerne, heldigvis. Men byerne er nu heller ikke blandt de bedste. Langt fra. Der er tre hovedbyer; Havana, Nassau og Kingston. Alle tre byer er bestemt originale, men de når heller aldrig at sætte det præg som f.eks. Firenze, Rom og Boston satte på mig. Det er mere forståeligt i dette kapitel, da seriens fokus ligger på vand, men da Ubisoft ikke har formået at skabe en verden, rig på variation og originalitet, så er det alligevel en skuffende følelse, der sidder tilbage. Men det skal bestemt siges, at byerne er accepteret. Det er fedt at gå fra sit skib, op igennem pirat-byen Nassau, indtil man når kroen, hvorpå at man får sig lidt at drikke og får spillet et brætspil.

Spillet er da også ret smukt. Farverne i farvandende er dejlige og livlige og animationerne til karaktererne er bestemt ikke, hvad det plejede at være med Ezio tilbage i Assassin's Creed 2. Meget er opgraderet - inklusiv klatresystemet og kampsystemet, der bliver optimeret for hvert år der går. Denne gang er det stadigvæk godt, men irriterende kameravinkler kan stadig ødelægge den fedeste kamp, og ligeledes kan mærkelige hop ødelægge den fedeste løbetur på hustagene.

En anden ting, som dog også har været lidt problematisk har været et teknisk aspekt, hvor at spillet, når man befinder sig i en større by som Havana, begynder at hakke sig igennem mange af ens løbeture. Det er irriterende, men da min gennemspilning har været på en PS3, så er egentlig kun med til at vise, at de gamle konsoller efterhånden har nået deres levealder.

Nu har jeg efterhånden været meget kritisk overfår AC4: Black Flag, og det er ikke uden grund. Jeg føler at Ubisoft har taget et skridt i en retning, der ikke passer serien. Selv hvis de laver en spin-off serie ud fra dette spil, så skal de stadigvæk rette op på variationen på omgivelserne. At sejle rundt i Caribien bliver desværre kedeligt hen ad vejen. Der er heller ikke meget liv ude på vandene. De eneste skibe, som man kan finde tilhører briterne og spanierne, og det er bare de samme typer fjender om og om igen.

Men tager man sig en gennemspilning af historien, hvor ens sejlmål kun ligger i at nå til næste mission, så undgår man de fleste dårlige aspekter og så er man desuden inde for en fed oplevelse inden for AC-universet. For det er altså forbandet godt gameplay Assassin's Creed 4: Black Flag byder på og historien er bestemt også værd at opleve.

Samlet karakter: 8.6/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.