Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
BRUGERANMELDELSE

Demon's Souls

Skrevet af: Raptor   2020-11-25

Som Dark Souls veteran der aldrig før havde stiftet bekendtskab med det originale Demon's Souls var jeg lidt nervøs for, om det nu var en helt uddateret oplevelse, særligt når man ser på hvor meget jank det første Dark Souls spil har. Heldigvis sidder dette remake lige i skabet. Jo, kampsystemet er lidt langsommere og tungere end From's nyere spil som Sekiro, Bloodborne og DS3, og føles langt mere som kampsystemet i det første Dark Souls. Til forskel fra senere spil er der dog andre ting der skinner igennem, heriblandt magi, som for en gangs skyld er enormt effektivt, særligt i kombination med det gode gammeldags melee og dodge som vi kender og elsker det.

Boss-fights er selvfølgelig en enormt stor del af oplevelsen i alle FromSoft spil, og Demon's Souls er ingen undtagelse. De fleste bosser har dog det til fælles, at det ikke handler så meget om timing og at huske bevægelsesmønste som man er vant til, men i stedet mere drejer sig om en gimmik. Det giver tit lidt den samme følelse som Shadow of the Colossus, hvor spørgsmålet ikke er om du nu dodger ordentligt og giver nok skade, men mere handler om at finde ud af hvordan du overhovedet skal gribe situationen an. Det kan være lidt antiklimatisk, som med den gigantiske Dragon God fra traileren, men det er uden tvivl med til at holde bossfights meget varierede.

Hvis man kommer direkte fra Dark Souls vil der være nogle ting der overrasker, som eksempelvis mangel på en estus-flaske, der dog kan opvejes af miraklet Heal. Ligeledes er der ikke her tale om én stor, sammenhængende verden, men i stedet 5 små, hvor man starter fra et "bonfire" og kæmper sig op til bossen, og først får et nyt checkpoint når denne er taget. Sværhedesgraden kommer derfor i høj grad fra løbet op til bossen, i stedet for fra bossen selv. ¨

Et enkelt kritikpunkt må være healingsystemet. Manglende estus-flasker gør mig intet, men hvis man først vender sig til at heale med magi samler man uundgåeligt enorme mængder healing potions (i form af mælkebøtteblade). Mens der er en item limit på 10 eller 20 af disse, er der så mange varianter, at du hurtigt kan ende med 100 healing potions på dig under en bossfight, og så er der ikke meget udfordring tilbage. Dette betød desværre at jeg fik taget de sidste 12 (!!!) bosser og minibosser på en enkelt dag, og langt de fleste uden at dø. Det skal til sammenligning nævnes, at det på absolut ingen måde ville have været muligt i Dark Souls 1 eller 3, hvor healing ressourcer bliver gratis genopfyldt, men hvor det er begrænset hvor mange man kan bære. Samtidig bidrager det dog til det strategiske element at skulle overveje hvorvidt man healer med magi eller potions, og jeg kan godt forstå at Bluepoint har ladet det være i spillet.

Det korte af det lange er, at hvis du elsker From Software's tidligere spil, og i særdeleshed Dark Souls, så vil du nok også elske Demon's Souls, for det har uden tvivl den samme tykke, desparate stemning og enorme sværhedsgrad som serien er kendt for. Hvis du derimod aldrig faldt for Dark Souls er dette nok ikke stedet at begynde, da spillet starter hårdt ud og kan skræmme mange udefrakommende væk meget hurtigt, særligt da man ikke kan level op før man har taget første boss, og dermed er nødsaget til at "get good" lige fra starten.

Samlet karakter: 10/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10