Da Superhot udkom i 2016, viste det sig hurtigt at være et ret alternativt skydespil. Her befandt spilleren sig i en verden, hvor tiden og omgivelserne kun bevægede sig, når man selv gjorde det samme. Og det betød skydescener og undvigelsesmanøvrer i bedste Matrix-stil.
Nu har Superhot Team så officielt annonceret en efterfølger til originalen, der indtil videre kun har været tilgængelig i Early Access-udgave. Titlen bærer navnet Superhot: Mind Control Delete og fungerer som en form for Standalone-udgivelse. Med andre ord er det ikke en "ægte" efterfølger, men i højere grad en stor udvidelse til det første spil. Af den grund kan de, der ejer originalen, også hente Superhot: Mind Control Delete ganske gratis, når det udkommer den 16. juli. Vi andre skal dog ikke af med mere end 10 dollars på Superhot-hjemmesiden for at få fingrene i den nye titel.
Superhot: Mind Control Delete lander på både PC, Xbox One og PlayStation 4. Du kan se traileren til spillet herunder. Desuden står vi faktisk allerede klar med en anmeldelse af spillet lige om få minutter, når klokken slår 10.